Gefionspringvandet - forprojekt og status for finansiering
Gefionspringvandet - forprojekt og status for finansiering
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 19. juni 2002
Sager til beslutning
12. Gefionspringvandet - forprojekt og status for finansiering
BTU 311/2002 J.nr. 2221:130.0004/95
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen anbefaler;
at der gives en kapitalbevilling på 800.000 kr. finansieret på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, Vejanlæg) til dækning af udgifter til forprojekt og udbudsmateriale til renovering af Gefionspringvandet
RESUME
Af beslutningsprotokollen fra Bygge- og Teknikudvalgets møde d. 30. maj 2001 (BTU 258/2001) fremgår det, at Bygge- og Teknikudvalget besluttede, at forvaltningen skulle arbejde videre med en samlet finansiering for renoveringen af Gefion-springvandet i 2001 og 2002, idet det forudsattes, at merindtægter fra parkeringsordningen på ca. 7 mio. kr. i 2000 kunne udgøre den ene del af finansieringen, mens den anden del skulle forsøges finansieret ved private sponsorer. Efterfølgende skulle status i sagen forelægges Bygge- og Teknikudvalget. Udvalget er løbende blevet orienteret om Gefionspringvandet, senest i forbindelse med behandlingen af Investeringsplan for Vej & Park 2002 – 2007, BTU 133/2002, 3.april 2002.
På baggrund af udvalgets drøftelse og beslutning (BTU 258/2001) har forvaltningen afsøgt mulighederne for at skaffe eksterne fondsmidler, herunder EU-midler, til en samlet finansiering af renoveringen - hidtil uden resultat. Status er, at det ikke er lykkedes forvaltningen at skaffe eksterne ( fonds- ) midler til en renovering af Gefionspringvandet. Merindtægten fra parkeringsordningen og de oprindeligt afsatte 2,5 mio. kr. på Vej & Parks investeringsplan for 2001 er derfor besluttet anvendt til andre formål.
Da det ikke desto mindre er meget presserende at renovere springvandet, foreslår forvaltningen, at der sideløbende med de fortsatte bestræbelser på at skaffe finansiering til projektet nu iværksættes udarbejdelsen af et forprojekt samt udbudsmateriale for en totalrenovering af springvandet.
Gefionspringvandet har været ude af drift siden september 1999 som følge af, at springvandet tabte ca. 50 m3 vand dagligt. I foråret 2000 blev der udarbejdet en tilstandsrapport for springvandet. Konklusionen af rapporten var, at det ikke ville være forsvarligt at tænde springvandet uden en forudgående gennemgribende renovering.
Renoveringen vurderes, jf. rapporten, at koste 17 mio. kr. Hertil kommer 3 mio. kr. til afrensning af skulpturgruppen og belysning. De samlede omkostninger ved en totalrenovering af Gefionspringvandet beløber sig dermed til 20 mio. kr. i 2000-priser.
Gefionspringvandet betragtes af mange som Københavns næststørste turistattraktion - kun overgået af Den Lille Havfrue. Vej & Park har siden springvandet blev lukket haft et informationsskilt på stedet, hvor det oplyses, hvorfor springvandet er slukket, og at det vil blive istandsat i perioden 2000 – 2002. Skiltet er blevet udskiftet med et nyt, hvor det kun oplyses, at springvandet ikke kan tændes før konstruktionen er blevet renoveret.
SAGSBESKRIVELSE
For at fremme en renovering af Gefionspringvandet ønskes udarbejdet et forprojekt og udbudsmateriale for en totalrenovering.
Forprojekt omfatter:
- Opmåling af pumpehus og ingeniørgang
- Nivellement af overkanterne af bassiner
- Bestemmelse af bæreevnen af de eksisterende pæle
- Bestemmelse af type, antal og længder af nye pæle
- Detaljering af nye bundplader og tværvægge i/mellem bassinerne
- Detaljering af forstærkning eller udskiftning af bassinernes ydervægge
- Detaljering af udvendige forstærkninger af vægge og dæk i pumpehuset og i ingeniørgangen samt skulpturen
- Detaljering af vandtætte membraner, fugtisolering, overfladebeskyttelse, fuger og inddækninger mv.
Dertil kommer udarbejdelse af udbudsmateriale med betingelser, beskrivelse, tilbudsliste og tegninger mv.
Af beslutningsprotokollen fra Bygge- og Teknikudvalgets møde d. 30. maj 2001 (BTU 258/2001 ) fremgår det, at Bygge- og Teknikudvalget besluttede, at forvaltningen skulle arbejde videre med en samlet finansiering for renoveringen af Gefion-springvandet i 2001 og 2002, idet det forudsattes, at merindtægter fra parkeringsordningen på ca. 7 mio. kr. i 2000 kunne udgøre den ene del af finansieringen, mens den anden del skulle forsøges finansieret ved private sponsorer. Efterfølgende skulle status i sagen forelægges Bygge- og Teknikudvalget. Udvalget er løbende blevet orienteret om Gefionspringvandet, senest i forbindelse med behandlingen af Investeringsplan for Vej & Park 2002 – 2007, BTU 133/2002, 3.april 2002.
Status er, at forvaltningen hidtil ikke har kunnet finde ekstern medfinansiering til renovering af Gefionspringvandet. Merindtægter fra parkeringsordningen og de oprindeligt afsatte 2,5 mio. kr. på Vej & Parks investeringsplan for 2002 er derfor besluttet anvendt til andre formål, idet der ikke er fundet fonds- eller sponsormidler til den resterende del.
Gefionspringvandet betragtes af mange som Københavns næststørste turistattraktion, - kun overgået af Den Lille Havfrue. Wonderful Copenhagen oplyser, at der alene gennem de organiserede sightseeingture ( Auto Paaske og Copenhagen Excursions ) er 400.000 besøgende i perioden juni til september. Dertil kommer rejseselskabsbusser, øvrige turister til fods, på cykel, i bil mv. samt et udsnit af de ca. 500.000 kanalrundfartsturister, der i perioden maj til oktober oplever byen fra havnen. Wonderful Copenhagens tal er fra 1998, og organisationen oplyser, at besøgstallene generelt har været stigende i den mellemliggende periode.
Vej & Park har, siden springvandet blev lukket i september 2000, haft en informationsplakat udfor springvandet, hvor der stod, at springvandet ville blive renoveret i årene 2000 – 2002. Plakaten er blevet udskiftet med en ny, hvor det kun oplyses, at springvandet ikke kan tændes før, konstruktionen er blevet renoveret.
På trods af information om, hvorfor springvandet er lukket har Vej & Park modtaget mange henvendelser om Gefionspringvandet. Henvendelserne handler primært om, hvorfor springvandet ikke bliver sat i stand, og hvornår det kan forventes tændt igen. Gefionspringvandet synes på den baggrund at have stor betydning for såvel borgernes som gæsternes oplevelse af byen København.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
I 1998 påbegyndte det daværende Teknisk Direktorat og Forsvarets Bygningstjeneste projekteringen af Kastellets retablering, herunder en drejning af Gefionbroen og opbygning af en mur rundt om Gefionspringvandet. Københavns Vandforsyning, som hidtil har haft ansvaret for drift af springvandet, konstaterede da et vandtab på 25 m3 per dag, uden at kunne redegøre for vandspildets årsag. Efter ombygningens afslutning i august 1999 blev der mod forventning konstateret et øget vandtab på op mod 50 m3 dagligt, og kort efter indvielsen af det retablerede Kastel måtte springvandet lukkes, idet der var risiko for at springvandets konstruktion ikke kunne holde til den store ned- og udsivning af vand.
På den baggrund vedtog Borgerrepræsentationen ( BR 150/2000 ) d. 11. maj 2000, at restmidler fra bevillingen ( BR 147/99 ) på 1 mio. kr. til dækning af udgifter til renovering af Gefionspringvandets øverste bassin, skulle bruges til et teknisk særeftersyn med henblik på at klarlægge problemerne og omfanget af en nødvendig renovering.
Bygge- og Teknikudvalget fik d. 7. juni 2000 ( BTU 195/2000 ) forelagt resultatet af den tekniske undersøgelse, i form af en tilstandsrapport for Gefionspringvandet, til drøftelse.
Konklusionen af undersøgelsen var, at det ville være uforsvarligt at tænde springvandet, før der er foretaget en gennemgribende istandsættelse; omfattende renovering af alle springvandets betonkonstruktioner inklusive en forstærkning af den eksisterende pælefundering samt en partiel forstærkning af dele af den nye mur og murens forankring. De mekaniske og elektriske installationer er generelt i god driftsmæssig stand. Det vurderes at koste i størrelsesordenen 17 mio. kr. at sætte springvandet i driftsmæssig forsvarlig stand. Derudover vil det koste ca. 3 mio. kr. at afrense figurgruppen og etablere belysning af springvandet.
I tiden siden september 1999 har springvandet været lukket ned med risiko for yderligere sætninger og sprækker i betonen som resultat af udtørring, samt uforudsete følger af, at rør, pumpe og andre tekniske installationer er sat ud af funktion.
Det tidsmæssige perspektiv for en renovering er 14 – 17 måneder fra det tidspunkt, hvor finansieringen er på plads. Springvandet vil derfor tidligst kunne tændes i sæsonen ( april – oktober ) 2004.
Økonomi
De samlede udgifter til udarbejdelse af forprojekt og udbudsmateriale anslås at udgøre 800.000 kr., som foreslås finansieret over Vej & Parks anlægsramme ( 2.22.3, Vejanlæg ) for 2002.
Anslåede udgifter til renoveringen
Jf. tilstandsrapporten fra 2000 vurderes de samlede udgifter til en renovering af springvandet at udgøre 17,0 mio. kr. i prisniveau 2000. Udgifterne er fordelt på nedenstående hovedposter, og kan forventes justeret når der foreligger et forprojekt med en mere detaljeret beskrivelse af de nødvendige arbejder. Alle beløb er eksklusive moms.
NR . |
Hovedpost |
Beløb i mio. |
1 |
Arbejdsplads: Etablering, drift og rømning |
1,5 |
2 |
Natursten: Registrering, nedtagning, deponering, afrensning, supplering og genopsætning |
0,8 |
3 |
Nedbrydning: Ophugning af beton og asfalt i bundpladerne og belægning samt deponering |
0,9 |
4 |
Pælearbejder: Borede eller rammede pæle, ca. 40 stk. |
0,9 |
5 |
Jordarbejder: Udskiftning af jordfyld med letfyld, ca. 500m3 |
0,6 |
6 |
Beton i bassiner: Renselag, form, armering, beton ca. 200m3 |
1,8 |
7 |
Vandtætning af bassiner: Speciel membran eller anden forsegling |
0,8 |
8 |
Pumpehus: Udvendig betonpåstøbning eller fugtisolering, dæk og vægge i loftsrum, indvendig overfladebeskyttelse |
0,8 |
9 |
Ingeniørgang: Udvendig betonpåstøbning eller fugtisolering, indvendig overfladebeskyttelse |
0,2 |
10 |
Andre arbejder: Afrensning, tætning af revner og fuger, inddækning under skulptur, vinterforanstaltninger, opretning af dæksten |
1,2 |
11 |
Installationer: Renovering eller udskiftning af mekaniske og elektriske installationer inkl. ledninger, brønde, gulvafløb mv. |
0,8 |
12 |
Sekantpælevæg: Forstærkning, etab. af dræn og ventilationshuller, afrensning |
0,9 |
13 |
Rene entreprenørudgifter: Sum af post 1 – 12 |
11,2 |
14 |
Administration: Projekt, tilsyn mm. |
2,8 |
15 |
Uforudseelige udgifter :20 % af post 13 plus 14 |
3,0 |
16 |
Samlede renoveringsudgifter: Sum af post 13 – 15 |
17,0 |
Afrensning af skulpturgruppen og belysning er ikke indregnet: Overslag fra et tidligere projekt indikerer, at en afrensning kan koste 2,0 mio. kr. og belysning er tidligere vurderet til 1,0 mio. kr.. En gennemgribende renovering inklusive afrensning af skulptur og etablering af belysning koster således 20 mio. kr. i 2000-priser.
Der forventes ikke at være særlige miljømæssige konsekvenser forbundet med udarbejdelsen af forprojekt og udbudsmateriale.
Efter renoveringen forventes en større besparelse på de årlige driftsudgifter i form af mindsket vandspild.
Ole Bach