Mødedato: 18.04.2001, kl. 14:00

Dispensation fra lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen"

Dispensation fra lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 18. april 2001

 

 

Sager til beslutning

 

9. Dispensation fra lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen"

 

BTU 179/2001 J.nr. 611:153.0010/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der i forbindelse med forlængelse af en midlertidig tilladelse til opstilling af pavillonbygninger til TV-produktion, lovliggørelse af supplerende hegn samt lovliggørelse af midlertidigt opstillet 30 m mast på umatr. areal Kongens Enghave, København, Nordre Sluseholmskaj, meddeles dispensation fra lokalplanens bestemmelser, for så vidt angår § 6, stk. 3 om bygningshøjde, § 6, stk. 6 om bebyggelsens placering, § 7, stk. 1 om bebyggelsens udseende, § 10, stk. 9 angående hegning og § 11, pkt. a) og c) vedrørende etablering og tilslutning til særlige fællesanlæg som betingelse for ibrugtagning af bebyggelse på betingelse af

  • at porten i hegnet alene holdes aflåst om natten
  • at bygninger, hegning og mast m.v. fjernes senest den 1. januar 2002

 

RESUME

Den 4. oktober 2000 godkendte Bygge- og Teknikudvalget (sag 446/2000), at der blev meddelt dispensation til opstilling af midlertidige pavillonbygninger til Metronome Productions A/S´ gennemførelse af TV-programmet Big Brother. Dispensationen var begrundet med, at bygningerne blev benyttet i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, og at der var tale om en midlertidig opstilling. Dispensationen blev godkendt på betingelse af, at bygninger og hegning m.v. blev fjernet igen senest den 1. juli 2001, og at hegningen ikke var til gene for offentlighedens adgang til molen, og at udførelsen i øvrigt skete efter forvaltningens nærmere godkendelse.

Metronome Productions A/S har nu søgt om forlængelse af tilladelse til midlertidig opstilling af pavillonbygningerne frem til 1. januar 2002. Begrundelsen er, at programmet et blevet så stor en succes, at man i samarbejde med TV Danmark 2 planlægger at gennemføre en sæson mere.

I anledning af den modtagne ansøgning er der foretaget en besigtigelse, hvor det blev konstateret, at der er opsat supplerende hegn med aflåst port således, at der ikke er adgang for offentligheden til molen. Selskabet har på den baggrund efterfølgende med brev af 3. april d.å. anmodet om lovliggørelse af det supplerende hegn samt meddelt, at porten vil blive holdt uaflåst. Selskabet anmoder samtidig forvaltningen om at overveje, hvorvidt porten af hensyn til deltagernes sikkerhed kunne holdes aflåst permanent eller alene om natten.

Bygge- og Teknikforvaltningen kan anbefale, at der meddeles dispensation til en forlængelse samt lovliggørelse af det supplerende hegn på betingelse af, at porten holdes aflåst om natten.

TDC Services A/S (tidligere Tele Danmark), Masteafdelingen, har søgt om tilladelse til midlertidig opstilling af en 30 m høj mast på Nordre Sluseholmskaj med henblik på at sikre en ubrudt tranmission af programmet Big Brother. Masten blev opstillet den 15. januar 2001 og forudsættes at være opstillet, så længe TV programmet løber.

Bygge- og Teknikforvaltningen kan anbefale, at der meddeles dispensation til en lovliggørelse af det ansøgte.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund og ansøgninger

Midlertidig opstilling af pavilloner og lovliggørelse af hegn

Den 5. oktober 2000 blev der meddelt dispensation fra bestemmelserne i § 6, stk. 6 om bygningers placering, § 7, stk. 1 om bygningers udseende, § 10, stk. 9 om hegning og § 11, pkt. a) og c) for så vidt angår etablering og tilslutning til særlige fællesanlæg som betingelse for ibrugtagning af bebyggelse. Dispensationerne muliggjorde, at Metronome Productions A/S kunne gennemføre programmet Big Brother. Programmet indbærer, at der i en beboelsesbygning, hvor der bliver placeret 25 kameraer og 64 mikrofoner, placeres 9 udvalgte personer, som skal bo der i 100 dage, mens TV-producenten filmer deres dagligdag og redigerer den ned til 45 minutters dagligt TV-program.

Metronome Productions A/S søgte på den baggrund om tilladelse til midlertidigt at opstille en 150 m2 stor 1-etages beboelsesbygning med en tilhørende 150 m2 stor have omgivet af et 2 – 3 m højt hegn og en 100 m2 stor 1- etages teknikbygning. Der blev endvidere søgt om opstilling af 2 stilladstårne til opsætning af spots. Stillads-tårnene havde en højde på max. 3 m. Bygningerne var forbundet med en kort og smal korridor. Det samlede areal udgjorde 400 m2. Bygningerne, som udvendig var beklædt med træ, var forudsat placeret på molen for enden af Nordre Sluseholmskaj ved indsejlingen til Teglværksløbet.

Der blev endvidere søgt om tilladelse til at opsætte et hegn i form af et profiljernshegn med galvaniseret fletværk opsat mellem stopler, som blev støbt i jorden. Stolperne stod med en afstand af 4 m. Hegnet havde en højde på 1,80 m plus 45o pigtrådsvinkler, i alt 2,10 m. Hegnet var forudsat placeret langs kajkanten og på arealets øvrige 3 sider. Hegnet havde til formål at forhindre, at uvedkommende fra vand- og landsiden kunne trænge ind i huset eller haven således, at man under optagelserne kunne garantere for deltagernes sikkerhed.

Dispensationen blev begrundet med, at bygningerne blev benyttet i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelser, og at der var tale om en midlertidig opstilling. Dispensationen blev meddelt på betingelse af, at bygninger og hegning m.v. fjernes igen senest den 1. juli 2001, og at hegningen ikke er til gene for offentlighedens adgang til molen, og at udførelsen i øvrigt sker efter forvaltningens nærmere godkendelse.

Der blev meddelt byggetilladelse til opstilling af de midlertidige pavilloner og hegningen den 10. november 2000.

Vedlagte bilag A viser arealets placering i lokalplanens område IV, mens bilag B er en situationsplan, og bilag C er et foto af pavillonerne.

Metronome Productions A/S har nu søgt om forlængelse af fristen for fjernelse af de midlertidige pavilloner samt hegn frem til 1. januar 2002 med den begrundelse, at programmet er blevet en så stor succes, at man ønsker at gennemføre en sæson mere.

I anledning af den modtagne ansøgning er der foretaget en besigtigelse, hvor det blev konstateret, at der er opsat supplerende hegn med aflåst port således, at der ikke er adgang for offentligheden til molen. På bilag B er indtegnet både det oprindelige og det supplerende hegn.

Selskabet er blevet orienteret om denne misligholdelse af dispensationen og har på den baggrund den 3. april d.å. anmodet om lovliggørelse af det supplerende hegn med den begrundelse, at hegnet forøger deltagernes sikkerhed og samtidig regulerer publikums adgang til området, samt meddelt, at porten nu vil blive holdt uaflåst. Selskabet anmoder samtidig forvaltningen om at overveje, hvorvidt hensynet til deltagernes sikkerhed ikke opvejer de gener, som den manglende adgang til molen måtte påføre offentligheden således, at man kunne begrænse offentlighedens adgang i produktionsperioden enten helt ved permanent aflåsning af porten eller delvist ved aflåsning af området om natten.

 

Lovliggørelse af opstillet mast

TDC Service A/S (tidligere Tele Danmark), Masteafdelingen, har søgt om tilladelse til midlertidig opstilling af en 30 m høj mast på umatr. areal Kongens Enghave, København, Nordre Sluseholmskaj. Masten blev opstillet den 15. januar 2001. Formålet med masten er at skabe mulighed for en ubrudt link-forbindelse fra TV Danmarks "Big Brother" – studier på Nordre Sluseholmskaj til Telefonhuset i Borups Allé, hvorfra det direkte TV-signal distribueres. Dette ville være umuligt uden masten, da Ålborg Portlands cementbåde "Kongsdal" og "Portland" ved passage afbryder signalet på grund af deres højde. Masten søges opstillet, så længe TV-programmet løber.

 

Planforhold

Området er omfattet af lokalplan nr. 310 ("Teglværkshavnen") og placeret i lokalplanens underområde IV, hvis anvendelse er fastlagt til boliger og serviceerhverv.

I lokalplanen bestemmes det i § 6, stk. 3, at bygningshøjden ikke må overstige ca. 23 m, og i § 6, stk. 6, bl.a., at der ved placering og udformning af bebyggelse skal tages hensyn til den bebyggelsesmæssige helhed og sammenhæng med friarealer og omgivelser i øvrigt således, at der opnås en tilfredsstillende arkitektonisk fremtræden i bybilledet. Endvidere bestemmes det i § 7, stk. 1, at bygningernes materialer, udformning, farve og øvrige ydre fremtræden skal skabe en god helhedsvirkning sammen med omgivelserne og give de forskellige afsnit af bebyggelsen et fællespræg med arkitektonisk tilfredsstillende fremtræden, der for de havnenære arealer skal relatere sig til områdets maritime karakter. Derudover foreskriver lokalplanens § 7, stk. 5, at det inden for et særligt markeret område, hvor der stilles særlige krav til bebyggelsen, gælder, at bebyggelsens udformning og materialekarakt er skal udnytte og understrege den markante placering i forhold til havnebassiner og sigtelinier. Endvidere bestemmes i § 10, stk. 9, at ubebyggede arealer i bl.a. område IV som hovedregel skal henligge uindhegnede. Eventuel hegning må her kun finde sted i særlige tilfælde med Bygge- og Teknikforvaltningens tilladelse.

Endvidere bestemmes det i § 11, pkt. a) og c), at bebyggelse ikke må tages i brug, før der efter Bygge- og Teknikforvaltningens nærmere anvisning er,

a) etableret eller sket tilslutning til den i lokalplanens § 5, stk. 7, fastlagte oplukkelige vejbro over Teglværkshavnen mellem Støberigade og Sluseholmen. Bestemmelsen gælder for nybyggeri i områderne I, II, III, IV og VI.

c) etableret eller sket tilslutning til de i § 10, stk. 3, fastlagte havnepromenader. Bestemmelsen gælder for nybyggeri i områderne I, II, III, IV, VI og VII.

Af lokalplanens § 5, stk. 7, fremgår, at der over Teglværksløbet skal etableres broforbindelse for biler, cyklister og fodgængere, således at Sluseholmen bliver forbundet med Støberigade. Broen skal være oplukkelig, således at den ikke er til hinder for skibssejlads.

Det fastlægges i § 6, stk. 11, at opførelse af ny bebyggelse i område IV, bortset fra tilbygninger af begrænset omfang samt mindre bygninger i en etage, herunder skure, byøkologiske anlæg og lignende, forudsætter tilvejebringelse af supplerende lokalplan.

Af lokalplanens § 10, stk. 3, fremgår bl.a., at der langs grænsen mod vandarealer skal anlægges havnepromenader for fodgængere og cyklister i en bredde af mindst 8 m regnet fra kajkant med forbindelse til vej- og stinettet i øvrigt. Promenaderne skal henligge uindhegnede.

Vedlagte bilag D er en lokalplantegning, der bl.a. viser placering af den oplukkelige vejbro og havnepromenader.

Afvigelse fra bestemmelserne

Den opstillede mast på 30 m overholder ikke lokalplanens bestemmelse i § 6, stk. 3 om en maksimal højde på ca. 23 m. Dernæst tager de ansøgte pavilloner og masten ikke ved deres placering det hensyn til den bebyggelsesmæssige helhed m.v., der sigtes mod med lokalplanens § 6, stk. 6 krav om tilfredsstillende arkitektoniske fremtræden i bybilledet. Endvidere er pavillonerne og mastens ydre fremtræden ikke i overensstemmelse med lokalplanens § 7, stk. 1, hvoraf det fremgår, at materialer, udformning, farver og øvrige udseende skal skabe en god helhedsvirkning, der relaterer sig til områdets maritime karakter. Yderligere er masten placeret inden for et principielt markeret område, hvor der stilles særlige krav til bebyggelsens udformning og materialer. Endvidere er der opsat hegn i området, hvilket ikke er i overensstemmelse med lokalplanens § 10, stk. 9 om, at ubebyggede arealer som hovedregel skal henligge uindhegn ede.

Derudover ligger ejendommen i lokalplanens område IV, og de ansøgte bygninger må derfor i henhold til § 11, pkt. a) og c), ikke tages i brug, før der efter Bygge- og Teknikforvaltningens nærmere anvisning er etableret eller sket tilslutning til den i § 5, stk. 7 fastlagte oplukkelige vejbro over Teglværksløbet mellem Støberigade og Sluseholmen, samt anlagt de i § 10, stk. 3 fastlagte havnepromenader. De nævnte fællesanlæg er ikke etableret, hvorfor en ibrugtagning af de ansøgte bygninger ikke vil kunne finde sted, medmindre broen og havnepromenaden er etableret inden bebyggelsens færdiggørelse, eller der er meddelt dispensation.

 

Dispensation

I henhold til planlovens § 19, stk. 1, jf. lokalplanens § 16, kan der meddeles dispensationer fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationerne ikke er i strid med principperne i planen.

For så vidt angår forlængelse af midlertidig tilladelse til opstilling af pavilloner kan forvaltningen anbefale, at der meddeles den nødvendige dispensation. Der er herved taget hensyn til, at bygningerne benyttes i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelser, og at der er tale om en midlertidig opstilling. Det er en betingelse for dispensationen, at bygninger og hegning m.v. fjernes igen senest den 1. januar 2002.

Med hensyn til lovliggørelse af det opsatte supplerende hegn kan forvaltningen anbefale, at der meddeles den nødvendige dispensation med henvisning til, at der er tale om en midlertidig hegning som i dagtimerne ikke vil hindre offentlighedens adgang til molen. Det forudsættes således at være en betingelse for dispensationen, at porten i hegnet alene holdes aflåst om natten.

For så vidt angår opstilling af den 30 m høje mast kan forvaltningen anbefale, at der meddeles den nødvendige dispensation. Der er herved taget hensyn til, at mastens tilstedeværelse er en betingelse for, at der sker en tilfredsstillende transmission af ovennævnte TV-program, og at der er tale om en midlertidig opstilling. Det er en betingelse for dispensationen, at masten også fjernes senest den 1. januar 2002.

 

Naboorientering

Da de ansøgte opstillinger vil være tidsbegrænsede, vurderes forholdene ikke at berøre omboende i væsentligt omfang, og orientering om dispensationen skønnes derfor at være af underordnet betydning, hvorfor der ikke er foretaget forudgående naboorientering, jf. § 20, stk. 2, i lov om planlægning.

Det skal i øvrigt bemærkes, at der ikke i forbindelse med den hidtidige opstilling af pavillonerne m.v. er modtaget indsigelser herimod.

 

BILAG VEDLAGT

A: Lokalplantegning nr. 27.253 med angivelse af pavillonernes og mastens placering.

B: Situationsplan visende pavillonernes, hegningernes og mastens placering.

C: Foto af pavillonerne.

D: Lokalplantegning nr. 27.256 med angivelse af oplukkelig vejbro og promenader

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR RÅDHUSET, 1. SAL, VÆRELSE 36.

1: Brev af 3. april 2001 fra Metronome Productions A/S angående supplerende hegning.

 

Jens Ole Nielsen

 

 

Til top