Mødedato: 17.01.2001, kl. 14:00

Istandsættelse af Refshalevej

Istandsættelse af Refshalevej

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. januar 2001

 

 

Sager til beslutning

 

10. Istandsættelse af Refshalevej

 

BTU 24/2001 J.nr. 21125.0006/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en kapitalbevilling på 16,5 mio. kr. (konto 2.22.3) til istandsættelse af den fredede delstrækning af Refshalevej. Udgiften finansieres af det under Vej & Park afsatte rådighedsbeløb

 

RESUME

Københavns Kommune har ved indgåelse af en aftale med Freja Ejendom A/S overtaget Refshalevej som offentlig vej. Vejen består af to delstrækninger med hver sin funktion. På denne baggrund har forvaltningen udarbejdet et skitseprojekt, der tilgodeser vejens todelte funktionskrav. Dette medfører blandt andet etablering af to spærringer for motoriseret trafik, jf. lokalplan nr. 331 "Holmen II".

På den første delstrækning, fra Prinsessegade frem til "Multimediehuset", vil vejen fremstå som bygade og betjene dels børne- og ungdomsinstitutionerne på Trekantsgrunden dels Christiania. Strækningen, der ikke er fredet og for tiden er udmatrikuleret som privat fællesvej, forsynes med en række parkerings- og afsætningslommer og en spærring med vendemulighed der tillige sikrer, at det fremover ikke vil være muligt at benytte Refshalevej til gennemkørsel for motoriseret trafik.

Ved udformningen af vendepladsen sikres det fornødne areal til den fremtidige Christianshavns cykelrute.

Delstrækning 2, fra "Multimediehuset" frem til Frederiks Bastion, istandsættes med et tværprofilmål svarende til eksisterende tværprofil for dermed at tilgodese Skov- og Naturstyrelsens krav til denne strækning, som er en del af det fredede fortidsminde Christianshavns Vold. Skov- og Naturstyrelsen forventes at godkende belægningsvalget, som består af en asfalteret kørebane og chausséstensbelagte "sidearealer". Hermed opnås en æstetisk afbalanceret løsning, der er med til at understrege områdets opholdskvaliteter og værdien af det fredede område samtidigt med, at vejens funktionalitet sikres.

Ved Vilhelms Bastion anlægges en vendeplads udformet som et asymmetrisk hammerhoved. Der vil således mellem de to vendepladser være en strækning på omkring 380 m uden motoriseret trafik. For begge vendepladser gælder, at det fornødne areal skal tilvejebringes ved ekspropriation.

Cyklister vil på hele strækningen være henvist til kørebanen. Den motoriserede trafik på Refshalevej vil være meget begrænset, idet blandt andet muligheden for gennemkørsel ikke opretholdes for motoriseret trafik.

I aftalen med Freja A/S er der reserveret 15 mio. kr. til istandsættelse af den fredede del af Refshalevej (delstrækning 2). Herudover foreslås afsat 1,5 mio. kr. på Vej & Parks investeringsramme til istandsættelse af den øvrige del af vejen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den 28. september 1995 (BR 464/95) vedtog Borgerrepræsentationen, at Københavns Kommune skulle overtage Refshalevej fra Forsvarsministeriet som offentlig vej efter dennes istandsættelse. Forslaget er aldrig blevet realiseret.

I maj 2000 indgik Københavns Kommune en aftale med Freja Ejendom A/S om overtagelse af blandt andet Refshalevej. Overtagelsesdatoen er fastsat til den 1. februar 1999. Aftalen er godkendt i Bygge- og Teknikudvalget (BTU 263/2000).

I ovennævnte indstilling (BTU 263/2000) er der givet en tillægsbevilling på 1,0 mio. kr. til projektering af vejistandsættelse af Refshalevej i år 2000. Endvidere er der givet et rammeløft på 7,0 mio. kr. årligt til istandsættelsen af den fredede delstrækning af Refshalevej i år 2001 og 2002. I forbindelse med en senere indstilling om revision af Vej & Parks investeringsplan vil forvaltningen foreslå, at den afsatte sum til projektering på 1 mio. kr. overføres til 2001.

Vejen vil i første omgang blive overtaget som privat fællesvej og senere blive matrikuleret som offentlig vej.

Projekteringen forventes påbegyndt primo 2001 med igangsættelse af anlægsarbejderne medio 2001 og færdiggørelse i år 2003.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Planforhold

Refshalevej indgik oprindeligt som en del af fæstningsanlægget "Christianshavns Vold". Refshalevej har været ejet af staten og administreret af Forsvarsministeriet, primært via Fæstnings- og Natursekretariatet under Forsvarsministeriet.

Der foreligger en lokalplan nr. 331 "Holmen II", hvori vejen er beskrevet. Desuden omtales Refshalevej i en række lokalplaner for naboområderne:

  • Lokalplan for Christiania
  • Lokalplan nr. 109 "Forlandet"
  • Lokalplan nr. 219 "Holmen". Bestemmelserne i lokalplan nr. 219 er udbygget i "Tillæg til lokalplan for Holmen". Tillægget er bekendtgjort den 12. december 1995.
  • Lokalplan nr. 331 for området omfattet af Arsenaløen, Dokøen, Frederiksholm, Christiansholm, Nyholm, Margretheholm, del af Christianshavns Voldanlæg (Qvintus Bastion, Charlotte Amalies Bastion, Qvinti Lynette og Refshalevej) og "Trekantsgrunden". P.t. sendt til høring.

I lokalplanen for Refshalevej opereres med følgende vejudlæg:

"Refshalevej opretholdes/fastlægges i en bredde af 12,5 m langs "Trekantgrunden", i en bredde af 9,5 m langs Christianshavns Vold og i en bredde af 15 m med status som bydelsgade fra Danneskiold-Samsøes Allé til Refshaleøen."

Endvidere stadfæstes i lokalplanen at "Refshalevej skal spærres for gennemkørsel – bortset fra cyklister – mellem Prinsessegade og Forlandet/Danneskiold-Samsøes Allé."

 

Gældende love/fredningsbestemmelser

Ifølge "Lov om naturbeskyttelse, Lov nr. 9 af 03-01-1992" er en del af Refshalevej fredet som fortidsminde. Som følge af dette skal projektet for istandsættelsen af vejen forelægges og godkendes af Skov- og Naturstyrelsen.

 

Parkeringsforhold

På strækningen fra Prinsessegade frem til "Multimediehuset" er der i dag 40 parkeringspladser, idet parkering kun er tilladt langs siden mod Christiania. Af hensyn til trafikafviklingen er der skiltet med p-forbud på vejsiden nærmest voldgraven.

Efter omlægningen, som vist på vedlagt planskitse (bilag 3), vil der inklusive de viste arealer til af- og påstigning være 29 p-pladser. Parkeringen reduceres således med omkring 25%.

Det skal bemærkes, at placeringen af p-lommerne endnu ikke er endeligt fastlagt. Christiania udarbejder for tiden en parkeringsplan for deres område. Dette kan medføre, at placeringen af de viste lommer i detailprojektet skal justeres med henblik på at skabe det fornødne areal til adgangsveje til en kommende parkeringsplads ved Prinsessegade (ved den "Grå hal").

Når vejen får status som offentlig vej, vil den med sin beliggenhed i den blå betalingszone på Christianshavn blive omfattet af betalingszonen (parkeringsordning Indre By).

 

Sidevejstilslutninger/overkørsler

I dag er der fra Refshalevej adgang til Christiania via sidevejtilslutninger/overkørsler ved den "Grå Hal", "Multimediehuset", Christianias børneinstitution ved Sophie Hedvigs Bastion, Carls Bastion og Frederiks Bastion.

Det er planlagt, at sidevejstilslutninger/overkørsler opretholdes ved "Multimediehuset", ved Sophie Hedvigs Bastion, ved Carls Bastion og ved Frederiks Bastion.

 

Trafikforhold ved Christiania

I en trafikgruppe med Christiania, Forsvarsministeriets Natur- og Fæstningssekretariat, Christianshavns Lokalråd og Københavns Politi samt Vej & Park drøftes afgivelse af areal ved Christiania til forbedring af taxi- og parkeringsforholdene. Ved Refshalevej omfatter drøftelserne udvidelse af vejarealet langs Christiania til indretning af mindre delstrækninger med skrå- eller vinkelparkering ved indrykning af fortovet.

 

Tidligere projekter

I forbindelse med Borgerrepræsentationens indstilling (BR 464/95) blev der for Fæstnings- og Natursekretariatets regning udarbejdet et skitseprojekt af Møller og Grønborg.

Projektet blev i sin tid forelagt Skov- og Naturstyrelsen, der havde følgende kommentar:

"Skov- og Naturstyrelsen har på mødet den 9. februar 1996 med Fæstnings- og Natursekretariatet og Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse stillet krav om, at vejen – som er omfattet af fredning – så vidt muligt respekterer det oprindelige kendte profil fra 1872 med en 30 fod (~ 9,5 m) befæstet vej." Det eksisterende tværprofil fremgår af vedlagte bilag 1.

Projektet kunne på grund af den foreslåede beplantning, belægningsvalget og tværprofilets delmål for den fredede del af Refshalevej ikke umiddelbart godkendes af Skov- og Naturstyrelsen.

 

Det foreliggende skitseprojekt

Det foreliggende skitseprojekt er opdelt i to delstrækninger:

  • Delstrækning 1: Fra Prinsessegade frem til "Multimediehuset"
  • Delstrækning 2: Fra "Multimediehuset" frem til krydset ved Frederiks Bastion

Delstrækning 1, der ikke er omfattet af fredning, tænkes udformet som en bygade med kørebane, parkeringslommer og fortov. Delstrækningen fungerer som adgangsvej dels til børne- og ungdomsinstitutionerne på "Trekantgrunden" dels Christiania. Bygaden afsluttes ved "Multimediehuset" med en vendeplads udformet som et asymmetrisk hammerhoved.

Det er planlagt at etablere en fysisk barriere (borner eller lignende) for enden af hammerhovedet, således at Refshalevej er lukket for gennemkørende motoriseret trafik. Det foreslås, at den fysiske barriere forsynes med en låsemekanisme, der kan betjenes af politi og brandvæsenet.

I forbindelse med vendepladsen anlægges desuden en dobbeltrettet cykelsti langs nordsiden af vendepladsen. Den dobbeltrettede cykelsti vil senere kunne indgå som et led i den påtænkte Christianshavns cykelrute.

Det foreslåede tværprofil fremgår af bilag 2. Tværprofilet holder sig indenfor det i lokalplanen angivne vejudlæg på 12,5 m dog med undtagelse af de første 30 m fra Prinsessegade. Her foreslås det, at afsætningslommerne udføres med en bredde på 1,75 m og at fortovet på begge sidder udføres med en bredde på 1,75m. Der arbejdes med en 5,5 m bred kørebane, der i sydsiden af Refshalevej flankeres af 2,0 m bredde parkeringslommer til parallelparkering. Tværprofilet afsluttes til hver side af 2,0 m brede fortov.

En mulig placering af afsætnings-/parkeringslommer fremgår bilag 3.

Det foreslås, at kørebanen og parkeringslommerne udføres i asfalt, mens fortovet udføres som et traditionelt københavnerfortov med granitkantsten.

Kørebanen er bevidst valgt med en bredde på 5,5 m, der sikrer et ønsket lavt hastighedsniveau og samtidigt sikrer, at en lastbil og personbil netop kan passere hinanden. Cyklisterne skal benytte kørebanen.

Det foreslås, at behovet for yderligere fysiske foranstaltninger til hastighedsdæmpning vurderes i den efterfølgende detailprojektering.

Delelementerne for tværprofilet for delstrækning 2 (den fredede del) er valgt, så det eksisterende tværprofil bibeholdes i bedst muligt omfang, jf. bilag 2.

Tværprofilet er opbygget med en 2,2 m bred befæstet rabat, 5,1 m befæstet kørebane og en 2,2 m bred befæstet promenade, jf. bilag 5.

Promenaden og rabatten udføres i chaussésten – blandt andet ved genbrug af eksisterende chaussésten – og afgrænses mod kørebanen af et brostensbånd. Selve kørebanen asfalteres. Af hensyn til den givne økonomiske ramme foreslås det, at man nøjes med at udlægge asfalt på den eksisterende granitbelægning. Derved undgås, at der skal etableres en egentlig vejkasse, hvorved der ikke er omkostninger til bortskaffelse af evt. forurenet jord.

Ved Vilhelms Bastion anlægges, hvor vejen spærres for gennemkørende motoriseret trafik, et asymmetrisk hammerhoved, der udføres svarende til hammerhovedet ved "Multimediehuset".

For begge delstrækninger anlægges et nyt afvandingsanlæg. Vandet ledes via en olieudskiller ud til Erdkehlgraven. Derudover forsynes begge delstrækninger med en ny belysning. Selve promenaden vil blive bestykket med bænke og anden aptering for dermed at understrege opholdskvaliteterne. Det foreslås, at bænke og anden aptering placeres i bagkant af promenaden (mod kørebanen).

Afvandingsanlægget forventes at opfylde Københavns Miljøkontrols krav til projektet.

På hele strækningen findes en 150 mm vandledning, der bl.a. forsyner Christiania og et område på Refshaleøen, som oprindeligt er anlagt af B&W. Sideløbende med kommunens overtagelse af Refshalevej og i forbindelse med nærværende projekt pågår der forhandlinger om Københavns Vands eventuelle overtagelse af ledningen. Endvidere skal der efter krav fra Brandvæsenet sættes brandhaner på ledningen. Udgifter i forbindelse med de nævnte aktiviteter omkring ledningen vil ikke belaste vejprojektet.

For at understrege områdets karakter som åbent landskabsrum og for at respektere de historiske træk omfatter projektet ikke ny beplantning på den fredede vejstrækning.

Økonomi

Med den tiltrådte indstilling (BTU 263/2000) er der givet en tillægsbevilling på 1,0 mio. kr. til projektering af vejistandsættelse af Refshalevej i år 2000. Endvidere er der givet et rammeløft på 7,0 mio. kr. årligt til istandsættelsen af den fredede delstrækning af Refshalevej (etape 2) i år 2001 og 2002.

Anlægsoverslaget for delstrækning 1 og 2 er på 16,5 mio. kr. ekskl. moms og omfatter, udover renoveringen af vejen, anlæg af et afvandingssystem og ny belysning samt bortskaffelse af evt. forurenet jord.

Delstrækning 1 er opgjort til at koste omkring 2,8 mio. kr. ekskl. moms. Heraf udgør afvandingen omkring 0,7 mio. kr. ekskl. moms og istandsættelsen inkl. bortskaffelse af forurenet jord 2,3 mio. kr. ekskl. moms.

Delstrækning 2 er opgjort til at koste 13,2 mio. kr. ekskl. moms. Heraf udgør afvandingen omkring 2,6 mio. kr. ekskl. moms og bortskaffelse af forurenet jord 2,3 mio. kr. ekskl. moms.

Overslagene omfatter anlæg af et nyt belysningsanlæg, som for begge strækninger er opgjort til omkring 0,8 mio. kr. ekskl. moms.

Rammeløftet på de 15 mio. kr. er givet til istandsættelse af etape 2 (den fredede delstrækning). Da omkostningerne til denne deletape kun udgør 13,2 mio. kr., finder forvaltningen det hensigtsmæssigt også at medtage etape 1 i projektet, hvilket indebærer, at de samlede anlægsomkostninger overstiger den bevilgede ramme med 1,5 mio. kr. Forvaltningen skal på den baggrund foreslå, at der reserveres 1,5 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme konto 2.22.3 i 2002.

Forvaltningen foreslår, at der ud over de 15 mio. kr. (fordelt med 8 mio. kr. i 2001 og 7 mio. kr. i 2002) afsættes yderligere 1,5 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3) i 2002, hvilket indarbejdes af forvaltningen ved den næstkommende revision af investeringsplanen.

 

Høring

Den 20. november 2000 blev der afholdt en høring omkring Refshalevej på Christiania. Ved høringen deltog repræsentanter fra Christiania, Christianshavns lokalråd, Fæstnings- og Natursekretariatet og Politiet.

Ved mødet gav samtlige parter på nær Fæstnings- og Natursekretariatet udtryk for, at man ingen principielle indvendinger havde til det præsenterede projekt.

Christiania ønskede, at der i forbindelse med detailprojekteringen af parkerings- og afsætningslommerne er mulighed for at justere placeringen af disse af hensyn til mulige parkeringspladser på eget område.

Politiet ønskede, at de fysiske barrierer bliver udført med en låsemekanisme, og at politet samt andre relevante myndigheder får udleveret en nøgle hertil. Politiet gjorde endvidere opmærksom på, at man i forbindelse med detailprojekteringen vil vurdere nødvendigheden af anlæg af evt. hastighedsdæmpende foranstaltninger.

Fæstnings- og Natursekretariatet var utilfreds med reduktionen af parkeringspladserne. Set i relation til at der endnu ikke er etableret det nødvendige antal parkeringspladser på Christiania som anført i lokalplanen for området, vil en reduktion af parkeringsmuligheder på Refshalevej kunne medføre en øget belastning af naboområderne. Parkeringsmulighederne, som er skitseret i lokalplanen for Christiania, bør inddrages i projektet.

 

Forvaltningens kommentar

Københavns Kommune kan principielt ikke råde over Christiania-området. Det er derfor ikke muligt at inddrage de parkeringsmuligheder, som er skitseret i lokalplanen for Christiania-området.

 

Andre konsekvenser

Planerne for delstrækning 2 skal godkendes af Skov- og Naturstyrelsen. Der har været gennemført indledende drøftelser med repræsentanter fra Skov- og Naturstyrelsen. De har tilkendegivet, at det planlagte tværprofil uden større problemer kan accepteres. Skov- og Naturstyrelsen gør opmærksom på, at der i forbindelse med etableringen af afvandingsanlægget skal ansøges om en gravetilladelse, og at ankeperioden er 1 måned. Ansøgning sendes til Skov- og Naturstyrelsen.

Forinden anlæg af afvandingsanlægget skal der indhentes en godkendelse af det planlagte afvandingsanlæg fra Københavns Miljøkontrol.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Oversigtsplan

Bilag 2: Oprindeligt tværprofil fra 1872

Bilag 3: Planskitse i 1:2000

Bilag 4:Tværprofil for delstrækning 1 (den ikke fredede strækning)

Bilag 5: Tværprofil for delstrækning 2 (den fredede strækning)

 

Ole Bach

 

 

Til top