Dispensation fra lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" til midlertidig placering af husbåd ved Teglholmens Østkaj
Dispensation fra lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" til midlertidig placering af husbåd ved Teglholmens Østkaj
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 16. august 2000
Sager til beslutning
8. Dispensation fra lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" til midlertidig placering af husbåd ved Teglholmens Østkaj
BTU 343/2000 J.nr. 611:153.0007/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at der meddeles dispensation fra bestemmelserne i lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" § 10, stk. 8, om etablering af anløbspladser af permanent karakter for mindre skibe med henblik på en midlertidig placering af en husbåd med plads til 4 hjemløse ved Teglholmens Østkaj, på betingelse af at husbåden fjernes, når byomdannelsen måtte nødvendiggøre det, dog senest den 1. september 2003
RESUME
Kirkens Korshærs Herberg har ansøgt om tilladelse til at placere en husbåd med plads til 4 hjemløse ved Teglholmens Østkaj for en midlertidig periode på 3 år.
Husbåden er en del af projektet "Skæve boliger - skæve eksistenser" som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen etablerer for at kunne udsluse beboere fra institutioner til egen bolig. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har på mødet den 15. september 1999 (Sag FA 116/99) besluttet at anbefale bl.a. dette projekt over for By- og Boligministeriet. Det er planen, at By- og Boligminister Jytte Andersen skal døbe og indvie fartøjet den 21. august 2000.
Området er omfattet af lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen". I henhold til lokalplanen kræver henlægning af permanent karakter af skibe langs kajer Bygge- og Teknikudvalgets tilladelse i form af en dispensation.
Forvaltningen kan anbefale, at der gives den fornødne dispensation. Dette sker af hensyn til, at der er tale om en midlertidig placering på op til 3 år. Plandirektoratet har anmodet Miljøkontrollen om en udtalelse, idet det er en forudsætning, at Københavns Miljøkontrol ikke har væsentlige indvendinger mod placeringen.
SAGSBESKRIVELSE
Med brev af 20. juli 2000 ansøger Kirkens Korshærs Herberg om tilladelse til at placere en husbåd med plads til 4 hjemløse ved Teglholmens Østkaj ud for et af Købehavns Havn ejet umatrikuleret areal ved "kajplads 44" for en midlertidig periode på 3 år.
Husbåden, der er 32 m lang og ca. 6 m bred, er en del af projektet "Skæve boliger -skæve eksistenser", som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen etablerer for at kunne udsluse beboere fra institutioner til egen bolig. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har på mødet den 15. september 1999 (Sag FA 116/99) besluttet at anbefale bl.a. dette projekt over for By- og Boligministeriet, idet der dog på dette tidspunkt ikke forelå forslag til husbådens placering. Projektet er herefter sat i værk efter aftale med og delvist finansieret af By- og Boligministeriet. Det er ligeledes godkendt af Københavns Havn, der ønsker husbåden placeret ud for et af havnen tilhørende areal ved Teglholmens Østkaj. Det oplyses, at placeringen er bestemt bl.a. ud fra hensynet til den eksisterende besejling af Teglværkshavnen. Det oplyses endvidere, at skibet er forsynet med alle nødvendige faciliteter. Det er planen, at By- og Boligminister Jytte Andersen skal døbe og indvie fartøjet den 21. august 2000. Bilag A viser husbådens placering, og bilag B viser husbåden i opstalt og plan.
Planforhold
Området er omfattet af lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen" og placeret i lokalplanens underområde III, hvis anvendelse er fastlagt til boliger og serviceerhverv såsom administration, liberale erhverv, butikker, hoteller, erhvervs- og fritidsundervisning, samt håndværk og andre virksomheder, der naturligt kan indpasses i området, og desuden lettere industri, lager og lignende. Endvidere må der indrettes kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med områdernes anvendelse til boliger og serviceerhverv. Der må ikke udøves virksomhed, som i mere end ubetydelig grad kan medføre forurening (forureningsklasse 2 med vejledende afstandskrav på 20 m til boliger og lignende).
Det fastlægges i § 6, stk. 11, at opførelse af ny bebyggelse, bortset fra tilbygninger af begrænset omfang samt mindre bygninger i én etage, herunder skure, byøkologiske anlæg og lignende, forudsætter tilvejebringelse af supplerende lokalplan.
§ 10, stk. 8, fastlægger, at etablering af anløbspladser for mindre rutebåde, herunder en eventuel bådbus, samt oplæg af permanent karakter af mindre skibe ved bolværker kræver Bygge- og Teknikforvaltningens godkendelse, og der kan i den forbindelse stilles krav til friarealernes indretning samt om etablering af nødvendige faciliteter. Denne bestemmelse er en kompetencenormbestemmelse, hvilket indebærer, at etablering af ovenstående aktiviteter kræver en dispensation fra lokalplanen.
I Københavns Kommuneplanberetning 1999, der i perioden 27. maj til 27. september 1999 har været i forudgående offentlig høring inden revision af Kommuneplan 2001, nævnes, at det vil blive overvejet, om der i kommuneplanen vil kunne udpeges specifikke områder, hvor der kan placeres husbåde (evt. andet skibsoplæg af permanent karakter). En sådan udpegning, der skal ske på baggrund af en nærmere vurdering, som vil blive foretaget af Økonomiforvaltningen i samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen, foreligger endnu ikke.
Placering og konsekvenser
Husbåden er placeret ca. 100 m syd for I/S Københavns Modtagestation, Teglholmsgade 34. Modtagestationen har i april 2000 ansøgt om at forlænge det nuværende lejemål med Københavns Havn, fra den 31. marts 2001 til den 1. januar 2003, hvorefter man forventer at være flyttet til Prøvestenen. Denne ansøgning er p.t. i naboorientering. Modtagestationen har et vejledende afstandskrav til boliger o. lign. på 150 m. Derudover ligger virksomheden Sydhavnens Sandblæseri, Alliancevej 3, med et tilsvarende afstandskrav på 150 m til boliger o.lign., igen ca. 100 m vest fra den foreslåede placering. Plandirektoratet har anmodet Miljøkontrollen om en udtalelse vedr. placeringen. Udtalelsen forudsættes at foreligge til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 16. august 2000.
Adgang til Teglholmens Østkaj/husbåden sker via Teglholmens Sydkaj og Støberigade.
Afvigelser fra bestemmelserne
Ejendommen er som nævnt omfattet af lokalplan nr. 310 "Teglværkshavnen", der i § 10, stk. 8, fastlægger, at bl.a. oplæg af permanent karakter af mindre skibe ved bolværker kræver Bygge- og Teknikforvaltningens godkendelse, og der kan i den forbindelse stilles krav til friarealernes indretning samt om etablering af nødvendige faciliteter. Denne bestemmelse er en kompetencenormbestemmelse, hvilket indebærer, at etablering af ovenstående aktiviteter kræver en dispensation fra lokalplanen.
Dispensation
I henhold til planlovens § 19, stk. 1, jf. lokalplanens § 16, kan der dispenseres fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationerne ikke er i strid med principperne i planen.
Forvaltningen kan anbefale, at der gives den fornødne dispensation. Dette sker af hensyn til, at placeringen af husbåden er midlertidig og det betinges, at husbåden fjernes, når byomdannelsen måtte nødvendiggøre det, dog senest den 1. september 2003, hvorved bemærkes, at det ikke helt kan udelukkes, at der inden for 3 år vil blive påbegyndt en udvikling også af den østlige del af Teglholmen via en supplerende lokalplan. Det er desuden en forudsætning, at Københavns Miljøkontrol ikke har væsentlige indvendinger mod placeringen.
Naboorientering
Idet den ønskede anvendelse vil være tidsbegrænset, og da forholdet ikke vurderes at berøre omboende i væsentligt omfang, skønnes orientering om dispensationen at være af underordnet betydning, hvorfor der ikke er foretaget forudgående naboorientering, jf. § 20, stk. 2, i lov om planlægning.
BILAG VEDLAGT:
Bilag A: Lokalplantegning med placering af aktuelt projekt.
Bilag B: Plan og opsalt af husbåden.
/Jens Ole Nielsen