Mødedato: 16.05.2001, kl. 14:00

Evaluering af parkeringsordningen i brokvartererne

Evaluering af parkeringsordningen i brokvartererne

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 16. maj 2001

 

 

Sager til drøftelse

 

27. Evaluering af parkeringsordningen i brokvartererne

 

BTU 181/2001 J.nr. 21200.0045/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter forvaltningens indstilling om evaluering af parkeringsordningen i brokvartererne. Indstillingen var på dagsordenen for udvalgets møde den 4. april 2001 (BTU 164/2001). Forvaltningen har desuden udarbejdet vedlagte supplerende bilag, notat af 7. maj 2001 fra Vej & Park vedrørende mulig ændring af parkeringsordningen i brokvartererne, der kan indgå i drøftelsen.

 

RESUME

Bygge- og Teknikforvaltningen har med bistand fra TetraPlan og Gallup foretaget en omfattende evaluering af den nye parkeringsordning i Københavns Kommunes brokvarterer. Der er foretaget en systematisk gennemgang af al tilgængelig parkerings- og trafikstatistik samt foretaget interviews og spørgeskemaundersøgelser af et repræsentativt udsnit af beboerne og virksomhederne i brokvartererne og af pendlere, der er bosat uden for centralkommunerne og som råder over bil.

Langt hovedparten af de kontaktede har kendskab til parkeringsordningen. Som forventeligt har personer med bilrådighed et noget større kendskab til ordningen end personer uden bil. Det er dog relativt få af samtlige adspurgte, der kender muligheden for at anvende skrabebilletter.

Den nye parkeringsordning har haft den forventede betydning for biltrafikken i København, men har kun ført til relativt små ændringer i det samlede parkeringsomfang. Ca. 12% af de adspurgte pendlere har skiftet transportform. Det svarer til, at biltrafikken gennem bygrænsen er faldet med ca. 8.000 biler i døgnet – et fald på ca. 1,5% .

Ved gennemførelse af en evaluering af skærpede parkeringsregler må man forvente, at de, der har bil og som er meget afhængige af denne, vil være de mest negative over for parkeringsordningen, mens personer, der ikke har bil og/eller bor i områder, hvor ordningen fører til mindre trafik, vil være mest positive. Disse forhåndsforventninger bekræftes af den gennemførte evaluering.

Helt overordnet opfatter samtlige undersøgte grupper parkeringsordningen som en ulempe. Beboerne finder, at parkering er blevet for dyr og/eller besværlig. Virksomhederne synes, at parkeringsordningen er en ulempe for de ansatte, og at det giver anledning til besvær, at de ansatte skal flytte bil eller P-skive hver anden time. Pendlerne har tilsvarende synspunkter og lægger desuden vægt på, at det ikke er blevet lettere at undvære bil, bl.a. fordi de ikke oplever, at den kollektive trafik er blevet forbedret.

I overensstemmelse hermed finder 50-80%, at ordningen bør ændres, og langt de fleste mener, at den bør lempes. Selv om ordningen således er ret upopulær, mener dog ca. halvdelen af samtlige adspurgte, at der bør være en eller anden form for parkeringsordning. Dette synspunkt har som forventeligt størst tilslutning hos beboere, der ikke har bil, og mindst tilslutning hos pendlerne med bil og hos virksomhederne og de forretningsdrivende. Det har ikke været muligt inden for evalueringens rammer at undersøge holdningen hos pendlere uden bil.

På grundlag af undersøgelsen synes der således at være en betydelig forståelse for, at der er behov for tiltag, der kan begrænse biltrafikken og parkeringen i København.

Ordningen opleves som besværlig, bl.a. fordi der bruges meget tid på både at lede efter P-plads på de private veje, der ikke er tilsluttet ordningen, og på at flytte bil hver anden time, så man kan undgå at betale. Dette forværres af, at der er ringe kendskab til muligheden for at bruge skrabebilletter, og af at distributionssystemet for skrabe- og dagbilletter er meget lidt udbygget.

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at udvalget drøfter evalueringens resultater og udstikker retningslinier for forvaltningens arbejde med videreførelse af ordningen.

I Bygge- og Teknikudvalgets møde den 4. april 2001 var forvaltningens indstilling BTU 164/2001 om evaluering af parkeringsordningen på dagsordenen, men blev udsat. Udvalget ønskede at drøfte indstillingen i et det kommende møde. Forvaltningen har desuden udarbejdet vedlagte supplerende bilag, notat af 7. maj 2001 fra Vej & Park vedrørende mulig ændring af parkeringsordningen i brokvartererne, der kan indgå i drøftelsen.

 

SAGSBESKRIVELSE

BILAG VEDLAGT

  • Indstilling BTU 164/2001 om evaluering af parkeringsordningen i brokvartererne
  • TetraPlans konklusion og resumé
  • Parkering i København (pjeceudkast)

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 4. april 2001

 

Endvidere vedlagt

Notat af 7. maj 2001 fra Vej & Park vedrørende mulig ændring af parkeringsordningen i brokvartererne

 

 

Jens Jacobsen

 

 

Til top