Mødedato: 16.05.2001, kl. 14:00

Busfremkommelighedsprojekter 2001

Busfremkommelighedsprojekter 2001

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 16. maj 2001

 

 

Sager til beslutning

 

19. Busfremkommelighedsprojekter 2001

 

BTU 231/2001 J.nr. 2139.0013/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der overføres 1,5 mio. kr. fra konto 2.11.1 (vejvedligeholdelse – trafikafviklingspuljen) til konto 2.22.3 (Vejanlæg)

at der gives en udgiftsbevilling på 3,0 mio. kr. på konto 2.22.3 (Vejanlæg) til busfremkommelighedsprojekter i Københavns Kommune i år 2001

at der gives indtægtsbevilling på 1,5 mio. kr. på konto 2.22.3 (Vejanlæg) til busfremkommelighedsprojekter i Københavns Kommune i år 2001

 

RESUME

Handlingsplanen for Trafikafvikling i København 2001-2005 indeholder 17 delprojekter, hvoraf et af projekterne omhandler punktforbedringer for bussernes fremkommelighed. Denne indstilling skal ses som en uddybning af dette sidstnævnte projekt. De beskrevne projekter i denne indstilling finansieres via anlægsrammen for Handlingsplan for Trafikafvikling i København 2001-2005.

HUR og Københavns Kommune gennemførte i 1999 og i 2000 en række samarbejdsprojekter omkring bussernes fremkommelighed i Københavns Kommune. Dette samarbejde har resulteret i mange gode projekter med forbedret busfremkommelighed på forskellige lokaliteter i København. HUR og Bygge- & Teknikforvaltningen ønsker at fortsætte samarbejdsprojektet i år 2001.

Der foreslås gennemført følgende projekter i 2001:

  • punktprojekter i signalregulerede kryds, beliggende spredt i København
  • projekt, der omhandler yderligere forbedring af fremkommeligheden for Priobus

Af det vedlagte bilag fremgår det mere detaljeret, hvad punktprojekterne indeholder samt forventningerne til hvert projekts effekt.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Baggrunden for projekterne er ønsket om at forbedre bussernes fremkommelighed i København, og derved sikre at busserne er et attraktivt og konkurrencedygtigt alternativ til den stigende privatbilisme.

De foreslåede busfremkommelighedstiltag vil fortrinsvis blive udført i signalanlæg, da disse ofte virker som flaskehalse for busserne. Ved etablering af busprioritering i signalanlæggene er det muligt at tilpasse de enkelte signalers grøntider til busserne og derved sikre deres fremkommelighed.

I 2000 samarbejdede HUR og Københavns Kommune om gennemførelse af tre punktprojekter, et adaptivt styresystem (MOTION) i Valby, en samlet forbedring af fremkommeligheden på Frederikssundsvej samt tilpasning af omløbstiderne i otte signalanlæg. Der vil blive gennemført en evaluering af de gennemførte forbedringer i 2001.

 

Uddybning af indstilling

Projekterne til gennemførelse i år 2001 består af en række punktprojekter samt et projekt, der omhandler en yderligere forbedring af fremkommeligheden for Priobus.

Punktprojekterne omhandler busprioritering i enkeltstående signalregulerede kryds, hvor der gennemføres løsninger med aktiv busprioritering eller en tilpasning af signalanlæggene. Der er valgt løsninger, som der allerede er gode erfaringer med fra samarbejdsprojekterne i 1999 og 2000.

Priobus er et kombineret udviklings- og demonstrationsprojekt på den knapt 4 km. lange strækning ad Børsgade, Torvegade og Amagerbrogade til Sundbyvester Plads. Projektet er under evaluering, og en foreløbig rapport viser, at en optimering er ønskelig, hvis en tidsbesparelse skal indregnes i køreplanen for sommeren 2001.

Projektet i 2001 omhandler en justering af den aktive busprioritering i 10 signalanlæg på førnævnte strækning med henblik på højere prioritering af forsinkede busser på tidspunkter med stor trafik. Derudover skal busbanerne efterses og afmærkning og brønddæksler justeres for at forbedre fremkommeligheden.

Der forventes gennemført projekter i 2001 i de nedenfor nævnte signalregulerede kryds samt på Priobus-strækningen. Projekterne er angivet i prioriteret rækkefølge. Det er en forudsætning for udførelsen af projekt nr. 9, at der ved tilbudsgivningen afgives tilstrækkelig lave priser til, at de samlede udgifter kan afholdes indenfor budgettet.

 

Projekterne er:

  1. Punktprojekt: Frederikssundsvej ved Degnemose Alle og Åkandevej
  2. Strækning: Forbedring af fremkommeligheden for PrioBus
  3. Punktprojekt: Vester Voldgade/Studiestræde
  4. Punktprojekt: Åkandevej/Ruten
  5. Punktprojekt: Mørkhøjvej/Veststien
  6. Punktprojekt: Åboulevard/Rantzausgade
  7. Punktprojekt: Jagtvej/Vennemindevej
  8. Punktprojekt: Ålekistevej/Kirkebjerg Alle
  9. Punktprojekt: Kastrupvej, fodgængerfelt ved Persiensvej

Se vedlagte bilag for en nærmere beskrivelse af de enkelte punktprojekter.

 

Projekterne forventes evalueret i slutningen af 2001/starten af 2002.

 

Økonomi

Den samlede økonomi på 3,0 mio kr. fordeler sig overslagsvis på følgende måde:

Udgiftspost

 

Anlægsudgifter :

Projekter i alt

 

2.580.000

Evaluering af 2000 projekter

200.000

Førmåling af 2001 projekter

50.000

Reserve

170.000

I alt

3.000.000

 

De samlede udgifter deles med 1,5 mio kr. til HUR og med 1,5 mio kr. til Københavns Kommune. Københavns Kommunes andel finansieres via Budgetforligets trafikmidler, som en del af Handlingsplanen for Trafikafvikling i København 2001-2005, hvor midlerne overføres fra driftsrammens konto 2.11.1 til anlægsrammen på konto 2.22.3.

Bygge- og Teknikudvalget har tidligere godkendt, at der disponeres 1,5 mio kr. af Budgetforligets trafikmidler til busfremkommelighedsprojekter under Handlingsplan for Trafikafvikling i København 2001-2005.

 

Høring

Ingen

 

BILAG VEDLAGT

Udfyldte stamblade vedrørende "Busfremkommelighedsprojekter i Københavns Kommune 2001".

 

Ole Bach

 

 

Til top