Mødedato: 16.05.2001, kl. 14:00

Gadeomlægninger i Holmbladsgade og Østrigsgade

Gadeomlægninger i Holmbladsgade og Østrigsgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 16. maj 2001

 

 

Sager til beslutning

 

15. Gadeomlægninger i Holmbladsgade og Østrigsgade

 

BTU 219/2001 J.nr. 621.0006/98

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at Kvarterløft Holmbladsgadekvarterets forslag til gadeomlægninger i Østrigsgade ved Østrigsgades Skole samt i Holmbladsgade ved Jemtelandsgade og Bremensgade etableres som beskrevet i denne indstilling med tilhørende bilag

 

RESUME

Kvarterløft Holmbladsgadekvarteret ønsker at styrke den lokale trafiksikkerhed ved at gennemføre tre gadeomlægninger.

I Østrigsgade ved Østrigsgades Skole anlægges refuger for at sikre fodgængerne bedre krydsningsmuligheder. Der anlægges endvidere cykelbaner for at øge sikkerheden for cyklister og nedsætte hastigheden forbi skolen.

I Holmbladsgade indsnævres kørebaneprofilet ud for Jemtelandsgade og Bremensgade. Ved Jemtelandsgade anlægges nye fodgængerovergange, der kan sikre en mere optimal fodgængerkrydsning fra Ålandsgade / Amagercentret til den nye "Jemtlandsgade Plads", biblioteket og Kvarterhuset i Jemtelandsgade 3.

Ved den nye "Bremensgade Plads" anlægges en refuge, der indsnævrer kørebanen og forhindrer indkørsel på pladsen.

Midlerne til omlægningerne (i alt 2,3 mio. kr.) er en del af den samlede ramme til Kvarterløft Holmbladsgadekvarteret. Midlerne er bevilliget på Økonomiforvaltningens konto 0.15.3, byfornyelse.

Bygge- og Teknikforvaltningen er bygherre for projekterne, der alle er omhandler offentligt vejareal. Såfremt projekterne i forbindelse med resultatet af udbudet viser sig at overskride den bevilligede ramme, vil det billigste af de tre projekter bortfalde.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Som led i Kvarterløft Holmbladsgadekvarteret er der nedsat en trafikgruppe, der arbejder med at forbedre de trafikale forhold for de svage trafikanter i kvarteret. Gruppen har valgt at prioritere projekter, som understøtter andre kvarterløftsprojekter. Projekterne er således knyttet til de to nye pladser ved Holmbladsgade og til stiforbindelsen "kulturdiagonalen", der forbinder kvarterløftområdet diagonalt.

Projekterne er udviklet i samarbejde med forvaltningen, der har kommenteret de valgte løsninger og vurderet de trafikal forbedringer, herunder om ændringerne giver større sikkerhed for de bløde trafikanter.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

I Holmbladsgade ved Jemtelandsgade forlænges en eksisterende refuge udfor Holmbladsgade 15 forbi Jemtelandsgade, Nathanaels Kirke til Holmbladsgade 21 (se bilag 1). Cykelstien forskydes mod vejens midte, således at der kan etableres et bredere fortov. Ud for den nye plads på Jemtelandsgade anlægges et fodgængerfelt, der kan betjene fodgængere fra Ålandsgade/Amagercentret til den nye plads, Kvarterhuset og bibliotekets nye lokaler. Jemtelandsgade vil i forbindelse med "Jemtelandsgade Plads"-projektet blive spærret for indkørsel fra Holmbladsgade. Biler med ærinde i Jemtelandsgade vil dog kunne køre fra Jemtelandsgade ud i Holmbladsgade. Signalreguleringen vil blive omlagt, således at den er i overensstemmelse med det nye trafikmønster.

I Holmbladsgade forlænges en eksisterende refuge udfor nr.102 forbi Bremensgade til Holmbladsgade 96 (se bilag 2). Refugen lægges uden på cykelstien, således at der bliver et areal mellem cykelsti og kørebane. Refugen skal bl.a. sikre, at bilisterne ikke kører fra Holmbladsgade ind over den nye "Bremensgade Plads". Indsnævringen betyder, at det bliver lettere for fodgængere at krydse Holmbladsgade.

I 2000 deltog Kvarterløft Holmbladsgadekvarteret i Miljøtrafikugen med et projekt i Østrigsgade. Det er dele af dette projekt ved Østrigsgades Skole, der nu foreslås anlagt permanent. Der etableres refuge ved fodgængerfeltet, således at kun én køreretning skal krydses ad gangen, jf. bilag 3. Syd for fodgængerfeltet og krydset anlægges en forvarselsrefuge. Der anlægges overkørsel i begge sider af Serbiensgade. Der anlægges forstærkede cykelbaner på strækningen Donaugade til Bulgariensgade. Ved busholdepladsen anlægges egentlig cykelsti med kantsten og hævet belægning. Ved den foreslåede anlæggelse af cykelbanerne bliver der kun plads til ensidig parkering. Forslaget vil derfor betyde, at ca. 15 parkeringspladser nedlægges. Forvaltningen vurderer, at der i området er så mange ledige parkeringspladser om natten, at fjernelse af de ca. 15 pladser ikke vil betyde væsentlige gener for beboere med bil.

Gennemføres de overordnede trafikomlægninger, der er foreslået i Trafikplan for Amager, vil i givet fald betyde, at trafikken i Østrigsgade stiger fra ca. 10.000 til ca. 12.000 køretøjer i døgnet (hverdagsdøgn). Den forøgede trafikmængde vil uden problemer kunne afvikles i to kørespor i Østrigsgade også efter den ovenfor foreslåede omlægning, idet det er de signalregulerede kryds på strækningen, som er bestemmende for kapaciteten.

I forbindelse med de foreslåede omlægninger i Holmbladsgade indgår et forslag til ændret belysning af gaden ved omlægningerne. Forvaltningen har ikke taget stilling til belysningingsdelen, da den også indgår i kvarterløftprojektet "Belysning i Holmbladsgade" og vil blive vurderet i denne sammenhæng.

Forvaltningen ved Vej & Park vil fungere som bygherre for projekterne.

 

Økonomi

Der er af den samlede pulje til Kvarterløft Holmbladsgadekvarteret afsat 2,5 mio. kr. til lokale trafikprojekter. Der er til de tre projekter afsat i alt 2,3 mio. kr. Anlægsmidlerne er bevilget på Økonomiudvalgets konto 0.15.3, byfornyelse. Midlerne forventes fordelt med 1,1 mio. kr. til projektet ved Jemtelandsgade, 0,5 mio. kr. til projektet ved Bremensgade og 0,7 mio. kr. til projektet i Østrigsgade.

Vej & Park overtager efterfølgende driften af de omhandlede gadestrækninger. Da der ikke forventes væsentligt øgede driftsomkostninger, vil forvaltningen kunne afholde de fremtidige driftsudgifter indenfor Vej & Parks driftsramme.

 

Høring

Projekterne har været forelagt politiet. Politiet ønsker indarbejdet en bedre mulighed for, at en rustvogn i forbindelse med begravelser kan holde ved Nathanaels Kirke uden at genere trafikken (forslaget ved Jemtelandsgade - se bilag 1). En løsning på dette problem forventes aftalt med politiet i forbindelse med detailprojekteringen.

Kvarterløft Holmbladsgade har afholdt et offentligt borgermøde om projekterne, hvilket ikke gav anledning til ændringer i projekterne.

Nathanaels Kirke er ligeledes blevet hørt og var meget positiv overfor den foreslåede omlægning, der kan medvirke til at sikre bedre forhold i forbindelse med de kirkelige handlinger.

Forvaltningen har gennemgået forslagene med henblik på en myndighedsgodkendelse og havde kun tekniske bemærkninger, der vil blive indarbejdet i forbindelse med detailprojekteringen.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 - Forslag til omlægning i Holmbladsgade ved Jemtelandsgade.

Bilag 2 - Forslag til omlægning i Holmbladsgade ved Bremensgade

Bilag 3 - Forslag til omlægning i Østrigsgade ved Østrigsgades Skole

 

 

Ole Bach

 

 

Til top