Mødedato: 15.08.2001, kl. 14:00

DSB, HT og TDCs brug af offentlig vejareal

DSB, HT og TDCs brug af offentlig vejareal

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 15. august 2001

 

Sager til beslutning

9. DSB, HT og TDCs brug af offentlig vejareal

BTU 333/2001 J.nr. 2150.0010/00

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at HT, DSB og TDC i lighed med andre private selskaber betaler for brug af offentligt vejareal, når brugen ikke tjener vejformål med virkning fra politisk beslutning herom

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget drøftede på mødet den 16. august 2000 Bygge- og Teknikforvaltningens redegørelse vedrørende Ørestadsselskabets brug af offentligt vejareal. Ørestadsselskabet var forinden blevet fritaget for afgiftsbetaling vedrørende stationsforpladserne, fordi brugen af offentligt vejareal tjente vejformål, derved at pladser skal retableres som offentlige vejarealer.

Forvaltningen pegede dengang samtidig på, at selskaber som HT (i dag HUR Trafikdivisionen), DSB og TeleDanmark (i dag TDC), ikke eller kun i begrænset omfang betaler afgift for råden over offentligt vejareal. Forvaltningen ville derfor komme med særskilt indstilling herom til Bygge- og Teknikudvalget.

Gældende afgiftspolitik er, at der opkræves afgift i alle tilfælde af særråden over offentligt vejareal med undtagelse af:

  1. Når arbejder tjener vejformål
  2. Når vejmyndigheden inkl. kommunens egne ledningsselskaber arbejder på veje

HT, DSB og TDC råder i en række sammenhænge kommercielt over offentlige vejarealer uden at betale for det, hvilket er begrundet i det historiske forhold, at alle selskaber tidligere var offentlige, og anvendelsen af det offentlige vejareal til kommercielle formål var beskeden. Forvaltningen indstiller, at der skal betales afgift for brugen, der ikke snævert er knyttet til vejformålet. HT og DSB har tilkendegivet, at de i lighed med andre private selskaber agter at betale for den kommercielle udnyttelse af vejareal. Forvaltningen afventer fortsat svar fra TDC.

Tilslutter udvalget sig forvaltningens indstilling, er det aftalt med HT og DSB, at det efterfølgende præcist bliver kortlagt, hvad selskaberne anvender af offentligt vejareal til kommercielle formål. Tilsvarende kortlægning vil ske i forhold til TDC, herunder anvendelsen af vejarealet til telefonbokse.

SAGSBESKRIVELSE

Lov om offentlige veje § 102 handler om vejmyndighedens adgang til at give tilladelse til særlig råden over offentligt vejareal. I bestemmelsen hedder det "at det offentlige vejareal ikke uden vejbestyrelsens tilladelse må anvendes til varig eller midlertidig anbringelse af affald, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, hegn eller lignende". Bestemmelsen er ikke udtømmende med hensyn til at angive typer af anvendelse. Når vejmyndigheden udsteder en tilladelse, kan der stilles saglige vilkår. Et vilkår kan blandt andet være betaling af en afgift, der særligt kommer på tale, når den ansøgte anvendelse af vejareal er kommerciel.

I Københavns Kommune er der truffet særlige bestemmelser om afgiftspligt. Den 4. marts 1999 vedtog Borgerrepræsentationen nugældende regler for særlig råden over vejareal, der betyder, at der som hovedregel skal betales afgift, når private får rådighedsret over et offentligt areal til et særligt formål, der i reglen er kommerciel.

For uspecificeret brug af offentligt vejareal, betegnet "anden råden" gælder, at der som udgangspunkt i det mindste skal betales en afgift på 5% af den stedlige grundværdi årlig. Anvendelsen kan være til byggepladsareal, men også kiosker, bygninger eller andet for så vidt der ikke er truffet særskilt aftale om en højere betaling.

Vejmyndigheden skal naturligvis ikke selv betale afgift, og der gælder således følgende undtagelser fra afgift:

  1. Når arbejder tjener vejformål
  2. Når vejmyndigheden inkl. kommunens egne ledningsselskaber arbejder på veje

Afgiftsfritaget er således private selskaber, hvis de som gave til kommunen betaler for omlægning af pladser eller lignende, da det er vejformål. Eksempelvis er Nykredits omlægning af Otto Mønsteds Plads og Ørestadsselskabets bygning af stationsforpladser anset som at tjene vejformål og er dermed afgiftsfritaget.

HT, DSB og TDC råder i en række sammenhænge kommercielt over offentlige vejarealer uden at betale for det, hvilket er begrundet i det historiske forhold, at alle selskaber tidligere var offentlige og anvendelsen af det offentlige vejareal alene til kommercielle formål var beskeden. Forvaltningen indstiller, at der skal betales afgift for brugen, der ikke snævert er knyttet til vejformålet. Konkret betyder det, at HT og DSB skal betale for arealer anvendt til kommercielt formål herunder butikker, kiosker, automater, salgssteder af forskellig art, mens trafikarealer eller arealer, der er snævert forbundet hermed for eksempel til DSB's særlige cykelparkering for passagerer undlades afgiftsbelagt. Med hensyn til TDC skal der betales for telefonbokse og andet udstyr opstillet på offentligt vejareal. Hensætning af byggemateriel på offentlig vejareal i forbindelse med ledningsgravninger skal således afgiftsbelægges. I det fø ;lgende gennemgås forholdene nærmere.

Forholdet til HT

HT er er oprettet på et selvstændigt lovgrundlag og formålet er at varetage den almindelige rutekørsel med bus indenfor hovedstadsområdet. Oprindeligt har Københavns Kommune haft et eget rent kommunalt drevet trafikselskab, og tilbage fra den tid er der fortsat en praksis, hvorefter der ikke betales afgift for den særlige brug af offentligt vejareal. HT bruger det offentlige vejareal til mandskabsbygninger, vendepladser, kiosker- og kortsalg etc. Kun i meget begrænset omfang og ikke konsekvent betales for den særlige råden over vejareal.

På forespørgsel opgør HT sine bygninger på offentligt vejareal i Københavns Kommune til 23, heraf 13 mindre toiletbygninger. I alt godt 900 m2.

HT er enig i, at der skal erlægges afgift for den kommercielle benyttelse af vejarealet og er indstillet på en detaljeret kortlægning af sin anvendelse af det offentlige vejareal til kommercielle formål.

Forholdet til DSB

DSB er ligeledes oprettet på et selvstændigt lovgrundlag med bestyrelse. Det er organiseret på privatretligt grundlag som et aktieselskab med datterselskaber, der hver især står for dele af den mangeartede virksomhed. DSB betaler afgift for brug af offentligt vejareal, når der ombygges jernbanestationer og ved arbejder på selve jernbanen i det omfang, der rådes over offentligt vejareal. Derimod betaler DSB ikke i dag for den kommercielle benyttelse af vejarealet, særligt til kiosker, opstilling af chokolade-, foto- og læskedriksautomater, som f.eks. ved Nørreport Station.

Forvaltningen finder, at DSB bør betale afgift for den kommercielle brug af offentligt vejareal, ligesom der bør betales for mandskabs- og driftsbygninger.

DSB er enig med forvaltningen i, at der i lighed med andre private selskaber skal betales afgift for benyttelse af det offentlige vejareal til kommercielle formål. Umiddelbart konstaterer forvaltningen, at DSB gør brug af offentlige vejarealer på/ved stationsbygninger bl.a. på Nørreport Station, hvorfra der drives blandt andet kioskvirksomhed uden betaling til kommunen. På Nørreport Station rådes der således i forbindelse med 2 stationsterminaler over ca. 100 m2 til kommercielle formål (kiosker, billetsalg og automater). Forvaltningen har aftalt med DSB, at DSB kortlægger præcist sin anvendelse af det offentlige vejareal til kommercielle formål.

Forholdet til TDC

TDC har hidtil ikke betalt afgift for brug af offentligt vejareal. Dette hænger sammen med, at TDC tidligere og endnu i et vist omfang driver virksomhed på grundlag af en koncession og dermed varetager en samfundsopgave. Øvrige teleselskaber betaler afgift for kommercielt brug af offentligt vejareal og har gjort det hele tiden.

Grundlaget for afgift er brug af vejarealet til ikke-vejmæssige formål, dvs telefonbokse, containere og skure i forbindelse med ledningsgravninger etc.

Forvaltningen konstaterer, at den omstændighed at TDC driver virksomhed på grundlag af en koncession ikke berører adgangen til at opkræve afgift for kommercielt brug af offentligt vejareal. Forvaltningen indstiller derfor, at TDC i lighed med andre teleselskaber skal betale afgift. Dette er også en imødekommelse af lige konkurrencevilkår på området.

Forvaltningen har endnu ikke modtaget TDCs holdning til spørgsmålet om afgift. TDC har dog telefonisk tilkendegivet, at der gøres brug af vejarealet som beskrevet nedenfor.

Økonomi

For så vidt ikke højere afgift skal betales efter andre regler, vil der blive opkrævet en afgift på 5 % af den stedlige grundværdi, efter reglerne om "anden råden" jævnfør almindelige bestemmelser om råden over vejareal vedtaget af Borgerrepræsentationen.

Forvaltningen kan skønsmæssig opgøre afgiftsbeløb således:

HT:

26 bygninger, areal i alt ca. 1000 m2 , årlig grundværdiafgift ca. 42.000 kr.

DSB:

Nørreport Station: areal ca. 100 m2, årlig grundværdiafgift ca. 11.500 kr. samt årlig afgift for automater ca. 12.000 kr. I alt ca. 33.500 kr.

Øvrige stationer ligger på arealer ejet af DSB ifølge de foreløbige undersøgelser, og udløser dermed ikke afgift. Den detaljerede gennemgang kan vise yderligere areal anvendelse, som så vil blive afgiftsbelagt.

TDC:

Afgiftsbeløb årlig fra TDC for brug af offentlig vejareal skønnes til kr. 25.000,- vedrørende skure og containere. Beløbet er forholdsvis beskedent, fordi TDC i forvejen har et ganske udbygget telenet i København og således ikke har behov for ledningsnedlægning.

For opstilling af telefonbokse på vejarealet har forvaltningen foreslået TDC en afgift på 500 kr. pr. stk. pr. år., såfremt denne indstilling godkendes i Bygge-og Teknikudvalget. Forvaltningen afventer selskabets svar.

Høring

HT, DSB og TDC er hørt og er indstillet på et yderligere samarbejde for at få kortlagt arealanvendelserne. Parterne bekræfter, at der gøres brug af vejarealet som nævnt under afsnittet "økonomi".

Ole Bach

 

Til top