Mødedato: 15.08.2001, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i den vestlige del af karreen Hessensgade, Eliasgade, Bremensgade og Lemberggade

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i den vestlige del af karreen Hessensgade, Eliasgade, Bremensgade og Lemberggade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 15. august 2001

 

Sager til beslutning

6. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i den vestlige del af karreen Hessensgade, Eliasgade, Bremensgade og Lemberggade

BTU 326/2001 J.nr. 451:190.0001/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i udvalgets møde den 18. april 2001 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen begrænset af ejendommene Hessensgade 21-33, Eliasgade 2A-B, 4 og Bremensgade 24, 26A-B, 28-34 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 2.900.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 2 ændringsforslag og bemærkninger til forslaget.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 18. april 2001 (Sag nr. 170/2001) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

-

Økonomi

-

Høring

1. Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 24. april 2001 – 19. juni 2001 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Amager Centret.

2. Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 2 ændringsforslag og bemærkninger.

a) Udateret brev modtaget den 19. juni 2001 fra Arne W. Henricksen, Bremensgade 32, 1. tv. (beboer i Ejerforeningen Bremensgade 30-34)

Arne W. Henricksen foreslår, at der i stedet for de i forslaget anførte ligusterhække og birketræer plantes hække af kristtorn og træer af en anden sort.

Som begrundelse anføres, at de i forslaget beskrevne arter har et rodnet, som skader kloaksystemet og suger vand fra den øvrige beplantning.

Der vedlægges en kopi af en avisartikel, hvori kristtorn er omtalt.

Bemærkning

Som det fremgår af forslaget – der er udarbejdet i samarbejde med ejer- og beboerrepræsentanter i ejendommene – er der som beplantningstema valgt lave klippede hække af f.eks. liguster og birketræer.

Der er valgt birketræer, fordi der allerede i dag findes adskillige bevaringsværdige birketræer i gården.

Birketræer er endvidere velegnede til at optage større mængder vand, ligesom den store fordampning fra dem vil have en gunstig virkning på klimaet i gården.

De nævnte beplantninger skader ikke kloakrørene, medmindre de i forvejen er defekte. Er dette tilfældet, vil kloakrørene blive skadet også af andre typer beplantning.

Forvaltningen er imidlertid indstillet på at drøfte beplantningen endnu engang med ejer- og beboerrepræsentanterne i forbindelse med gårdanlæggets projektering.

b) E-mail modtaget den 18. juni 2001 fra Lene Mogensen, Hessensgade 21, 1. th. (beboer i Andelsboligforeningen Hessensgade 21 m.fl.)

Lene Mogensen oplyser, at stemningen er virkelig positiv blandt ejere og beboere, og at alle, hun har mødt og talt med, glæder sig til det kommende gårdanlæg.

Hun oplyser også, at hun har deltaget i et møde om gårdomlægningen, hvor beboere har drøftet forskellige forhold i relation til det kommende fællesskab.

Lene Mogensen mener, at alle deltagere i dette møde helst ser, at de nye træer i gården ikke bliver birk, men en anden sort f.eks. frugttræer.

Bemærkning

Der henvises til de anførte bemærkninger til brev a.

-o0o-

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget, ud over hvad der er nævnt.

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 18. april 2001

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 1: Udateret brev modtaget den 19. juni 2001 fra Arne W. Henricksen.

Bilag 2: E-mail modtaget den 18. juni 2001 fra Lene Mogensen.

 

/Ole Sperling

 

Til top