Indkaldelse af projekter til fremtidssikring af ældre almene boligafdelinger i Københavns Kommune
Indkaldelse af projekter til fremtidssikring af ældre almene boligafdelinger i Københavns Kommune
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. august 2001
Sager til beslutning
20. Indkaldelse af projekter til fremtidssikring af ældre almene boligafdelinger i Københavns Kommune
BTU 347/2001 J.nr. 620.0026/01
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at Bygge- og Teknikforvaltningen udsender en pjece til samtlige boligselskaber med afdelinger i Københavns Kommune, hvori der dels informeres om, at der årligt i de kommende 4 år vil være reserveret 25 mio. kr. af den på Finansloven afsatte investeringsramme til bygningsfornyelse til fremtidssikring af ældre københavnske almene boligafdelinger, og hvori boligselskaberne dels opfordres til at fremsende egnede projekter
at de nedenfor under sagsbeskrivelsen nævnte kriterier lægges til grund for udvælgelsen af de projekter for ældre almene boligafdelinger, der kan komme i betragtning ved tildeling af støtte efter byfornyelseslovens kap. 3, §11, stk. 5
at fristen for indsendelse af projekter for ældre almene boligafdelinger fastsættes til den 31. januar hvert år i perioden 2002 - 2005 m.h.p. at Borgerrepræsentationen kan træffe beslutning om prioritering af midlerne hvert år samtidig med at der tages stilling til øvrige ansøgninger om støtte efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5
RESUME
En arbejdsgruppe nedsat af Plan & Arkitektur i slutningen af 1998 med deltagelse fra Økonomiforvaltningens 8. kontor, Boligselskabernes Landsforening, 1. kreds, og Byfornyelse København har netop afsluttet en rapport, som beskriver de ca. 30.000 ældre almene boliger opført i København før 1960.
I erkendelse af, at der i København er et stort behov for at fremtidssikre ældre almene boliger fra perioden før 1960, som ikke hidtil har modtaget byfornyelsesstøtte, er der som led i aftalen mellem Københavns Kommune og Regeringen om kommunens økonomi i år 2002 tilført kommunen en ekstraordinær byfornyelsesramme på 25 mio. kr. årligt i de næste 4 år til disse afdelinger.
Det foreslås, at forvaltningen indkalder projekter ved udsendelse af en pjece til samtlige boligselskaber i Københavns Kommune, hvoraf fremgår, at udvælgelsen af projekter m.h.p. gennemførelse med støtte indenfor den særlige bevilling vil ske med udgangspunkt i 7 nærmere angivne hovedkriterier, som bl.a. forudsætter medfinansiering f.eks. via råderet eller medejerskab.
Fristen for fremsendelse af projekter om fremtidssikring af ældre almene boliger foreslås fastsat til hver den 31. januar i perioden 2002 – 2005, hvilket svarer til den frist der gælder for fremsendelse af øvrige ansøgninger om støtte efter byfornyelseslovens § 11 stk. 5 i almindelighed.
SAGSBESKRIVELSE
Plan & Arkitektur nedsatte i slutningen af 1998 en arbejdsgruppe med deltagelse fra Økonomiforvaltningens 8. kontor, Boligselskabernes Landsforening, 1. kreds, og Byfornyelse København, som fik til opgave at kortlægge behovet og mulighederne for genopretning og forbedring af de ca. 30.000 ældre almene boliger i København, der er opført før 1960.
Målet var at tilvejebringe et overblik over disse boligers problemer og potentialer samt at udvælge en række afdelinger, som kunne være med til at vise forskellige løsningsmodeller med henblik på dels at forebygge en kommende byfornyelsesindsats, dels at fremtidssikre afdelingerne ved at øge boligernes attraktion.
Arbejdsgruppen har nu udarbejdet rapporten "Beskrivelse af ældre almene boliger fuldført før 1960" baseret på tilgængelig statistik og en spørgeskemaundersøgelse, der dækker 85 % af alle ældre almene boliger i København. Rapporten er p.t. under trykning, men vil blive omdelt til Bygge- og Teknikudvalgets medlemmer på mødet den 15. August d.å.
Det fremgår af rapporten, at over halvdelen af de københavnske almene boliger er opført før 1960 samt at kommunen rummer 57 % af alle almene boliger i Danmark opført før 1945. De gamle afdelinger er bl.a. karakteriseret ved en markant overvægt af små boliger. Godt halvdelen af de boliger, der er opført i denne periode, er således 1- eller 2-værelses lejligheder. Ejendommene er generelt i en rimelig vedligeholdelsesstand, men der venter omfattende renoveringer, hvis ejendommene skal fremtidssikres, så de fremover kan leve op til de krav, der stilles til en bolig – både m.h.t. størrelse og teknisk infrastruktur.
I erkendelse af, at der i København er et stort behov for at fremtidssikre ældre almene boliger fra perioden før 1960, som ikke hidtil har modtaget byfornyelsesstøtte, er der som led i aftalen mellem Københavns Kommune og Regeringen om kommunens økonomi i år 2002 tilført kommunen en ekstraordinær byfornyelsesramme på 25 mio. kr. årligt i de næste 4 år.
Indkaldelse af projekter fra de almene boligselskaber
Det foreslås, at forvaltningen indkalder egnede projekter ved udsendelse af en pjece til samtlige boligselskaber med afdelinger i Københavns Kommune. Pjecen skal indeholde et resumé af arbejdsgruppens rapport og oplysning om den ekstraordinære byfornyelsesramme på 25 mio. kr. årligt i 4 år til fremtidssikring af ældre almene boliger.
Det skal fremgå af pjecen, at udvælgelsen af konkrete projekter m.h.p. gennemførelse med støtte efter byfornyelsesloven indenfor den nævnte bevilling, vil ske med udgangspunkt i følgende 7 hovedkriterier:
For at projektet kan komme i betragtning kræves det:
- At afdelingen er fuldført før 1.1.1960.
- At afdelingen har tilkendegivet at ville medvirke positivt til projektets realisering.
- At projektet har udgangspunkt i overvejelser vedrørende afdelingens fremtidige målgrupper, f.eks. ældre eller yngre beboere, store eller små husstande.
- At projektet i indhold og udførelse omfatter problemstillinger, der er typiske for ældre almene afdelinger i København.
- At der kan/vil præsteres finansieringsbidrag fra andre kilder end byfornyelsesmidlerne, f.eks. via råderet eller medejerskab.
- At projektet går ud på etablering af lejlighedstyper og udstyr samt friarealer og fællesfaciliteter, der gør det sandsynligt, at der også på længere sigt og under andre markedsforhold vil være efterspørgsel efter lejlighederne.
- At afdelingen samtidig fremlægger en forsvarlig byggeteknisk vedligeholdelsesplan.
Herudover vil der blive lagt vægt på:
Fristen for fremsendelse af projekter om fremtidssikring af ældre almene boliger foreslås fastsat til hver den 31. januar i perioden 2002 – 2005, hvilket svarer til den frist der gælder for fremsendelse af øvrige ansøgninger om støtte efter byfornyelseslovens § 11 stk. 5. Borgerrepræsentationen forudsættes hvert år at træffe beslutning om prioritering af midlerne samtidig med, at der tages stilling til de øvrige ansøgninger om støtte efter byfornyelseslovens § 11 stk. 5.
Økonomi
Udgifter til trykning af arbejdsgruppens rapport og pjecen til de almene boligselskaber vil kunne afholdes indenfor det på budgettet for 2001 for Bygge- og Teknikudvalget, under 44010 Plan & Arkitektur, konto 6.51.1 Administration optagne rådighedsbeløb.
Jens Ole Nielsen