Borgermøder i forbindelse med den offentlige høring om 7 aktuelle lokalplanforslag
Borgermøder i forbindelse med den offentlige høring om 7 aktuelle lokalplanforslag
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. august 2001
Sager til beslutning
15. Borgermøder i forbindelse med den offentlige høring om 7 aktuelle lokalplanforslag
BTU 328/2001 J.nr. 610.0007/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at udvalget inddrages i de vedtagne borgermøder i forbindelse med den offentlige høring om 7 aktuelle lokalplanforslag som beskrevet i nærværende indstilling
RESUME
Med udgangspunkt i borgerdialogkonceptet tiltrådt af Borgerrepræsentationen i mødet den 29. marts 2001, der bl.a. indeholder borgermøder i forbindelse med offentliggørelse af planforslag, fremlægger forvaltningen forslag til afholdelse af borgermøder i de 7 lokalplanforslag, heraf 6 med tilhørende forslag til kommuneplantillæg, der er offentliggjort over sommeren med offentlighedsperioder frem til september/oktober 2001.
Under hensyn til lokalplanforslagenes forskellige karakter og den forventede offentlige interesse foreslås borgermøderne afholdt efter forskellige modeller bl.a. for så vidt angår, hvorledes henholdsvis embedsmænd, politikere og bygherrer indgår i mødernes gennemførelse.
SAGSBESKRIVELSE
Plan & Arkitektur har over sommeren offentliggjort 7 lokalplanforslag, heraf 6 med tilhørende forslag til kommuneplantillæg. I den forbindelse planlægges nedenstående nærmere beskrevne borgermøder, der er annonceret i offentliggørelsesmaterialet, afholdt.
Af hensyn til tilrettelæggelsen af møderne anmodes Bygge- og Teknikudvalget om at tage stilling til, hvorvidt udvalget er indforstået med at blive inddraget i de enkelte møder som foreslået, samt i givet fald, hvilke af udvalgets medlemmer eller andre repræsentanter for partierne, der vil være til stede ved møderne.
Det drejer sig om følgende 6 sager, hvor der i forbindelse med beslutningen om offentliggørelse er vedtaget en borgerdialogstrategi bl.a. indeholdende et borgermøde i offentlighedsperioden:
Stubbeløbgade – Lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg for et område ved Kalkbrænderiløbet på Indre Østerbro. Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001.
Danmarks Radio – Forslag til tillæg nr. 3 til lokalplan nr. 301- 1 & 2 "Ørestad Nord" og forslag til kommuneplantillæg. Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001.
Nørregade – Lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg for hotelindretning i Daells Varehus i Indre By. Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 13. juni 2001.
Ny Tøjhus – Forslag til tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 327 "Ny Tøjhus". Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 13. juni 2001.
Østamagerbanen – Lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg for Metros 3. etape. Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 13. juni 2001.
Dokøen – Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 331 "Holmen II" og forslag til kommuneplantillæg for operahus og boliger. Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 13. juni 2001.
Derudover er det følgende forslag, der er fremmet til udvalgene forinden Borgerrepræsentationen i mødet den 29. marts 2001 (sag nr. BR 111/01) tiltrådte konceptet til borgerdialog og derfor ikke indeholder et indstillingspunkt om dialogstrategi. Under hensyn til at planerne offentliggøres nu i samme tidsrum som de øvrige 6 sager og den store lokale interesse, der er om sagen, bør der efter forvaltningens opfattelse også gennemføres borgermøde om disse planer:
Folkets Park – Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 215 "Stengade II" og forslag til kommuneplantillæg. Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001.
Borgermøder
Der er grundlæggende tale om to typer traditionelle borgermøder:
Dialogmødet, hvor udvalgenes medlemmer eller andre repræsentanter for partierne besvarer spørgsmål fra de fremmødte borgere og indgår i en debat om planernes visioner og indhold.
Orienteringsmødet, hvor kommunens embedsmænd samt eventuelt bygherre og arkitekt fremlægger planen/planerne/projektet og besvarer spørgsmål om planernes indhold og projektets udformning m.v.
Der kan også være tale om blandinger af disse to, enten med udgangspunkt i "dialogmødet", hvor embedsmænd supplerer med oplysninger og besvarer konkrete spørgsmål om planen/planerne, eller med udgangspunkt i "orienteringsmødet", hvor udvalgsmedlemmerne eller repræsentanter for partierne er til stede i forsamlingen og efter eget valg bidrager til debatten.
Derudover kan borgermøderne gives en mere utraditionel – og uformel form, f.eks. ved bemanding af den obligatoriske udstilling, således at der f.eks. 2-3 gange af et par timers varighed i offentlighedsperioden vil være udvalgsmedlemmer eller repræsentanter for partierne samt embedsmænd til stede på udstillingen, eller ved at der arrangeres en byvandring i det aktuelle område med udpegning og anskueliggørelse af planernes konsekvenser, eventuelt afsluttet med en diskussion på et "dialogmøde".
Efter forvaltningens opfattelse er det vigtigt, at møderne ledes af en uvildig og trænet mødeleder, der også forestår indledning og afslutning af mødet. Til at lede møderne om Dokøen og Østamagerbanen er der således truffet aftale med en professionel ordstyrer fra et konsulentfirma, mens Økonomiforvaltningens "Information og Kommunikation" har påtaget sig opgaven i de øvrige møder.
Der udarbejdes et "journalistisk" referat/resumé af mødet, der vedlægges som bilag til indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene.
Forslag til de 7 borgermøders gennemførelse
De planlagte borgermøder om ovennævnte planforslag er tilrettelagt efter forskellige modeller ud fra en forventning om, at planerne enkeltvis appellerer forskelligt samt med henblik på opsamling af erfaringer vedrørende modellernes egnethed.
Det foreslås, at borgermøderne gennemføres som beskrevet efterfølgende.
Borgermøderne er annonceret i offentliggørelsesannoncer og planorienteringer, på de respektive hjemmesider og på udstillingerne i lokalområderne.
Det foreslås, at der herudover – med Bygge- og Teknikudvalget som afsender - inviteres til borgermøderne i annoncer i de for områderne lokale blade i ugerne umiddelbart op til mødernes afholdelse, at der udsendes invitation til de lokale foreninger og interessegrupper, der modtager planorienteringsmaterialet, samt at Økonomiudvalgets medlemmer anmodes om ligeledes at deltage.
Lokalplanforslag "Stubbeløbgade" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg
Planområdet er afsides beliggende i forhold til de tæt befolkede dele af Østerbro. Der er tale om et mindre serviceerhvervsbyggeri på 4.800 m2 etageareal nord for Paustians Møbelhus. Borgerrepræsentationens vedtagelse har ikke givet anledning til offentlige reaktioner, og der er i forvaltningen ikke modtaget henvendelser om sagen. Det må således forventes, at der vil være en begrænset interesse i at møde op til et egentligt borgermøde, hvorfor det foreslås at afprøve den utraditionelle direkte dialog på den i perioden 13. august – 20. september 2001 opstillede udstilling i Østerbrohuset i Århusgade.
Planforslagene er offentliggjort den 20. juni 2001og indsigelsesperioden udløber den 20. september 2001.
Udstillingen i Østerbrohuset bemandes onsdag den 22. august, kl. 15-17, torsdag den 30. august, kl. 15-17, og onsdag den 5. september 2001, kl. 15-17.
Det foreslås, at bemandingen udgøres af et udvalgsmedlem og en medarbejder fra Plan & Arkitektur, og at den bemandede udstilling gør det ud for borgermødet.
Forslag til lokalplantillæg nr. 3 til lokalplan nr. 301-1& 2 for Danmarks Radio med tilhørende forslag til kommuneplantillæg
I forbindelse med høringen omkring rammelokalplanen for Ørestad Nord fremkom mange indsigelser fra beboere i lokalområdet samt fra organisationer m.v. Med forslagene til tillæg nr. 1 og 2 for bl.a. Rigsarkivet og IT-højskolen har der været få indsigelser.
Forslaget til tillæg nr. 3 muliggør opførelse af en ca. 100.000 m² stor bebyggelse for Danmarks Radio. Såvel byggeriets størrelse som bygherren formodes at afføde en vis interesse. Forslaget til kommuneplantillæg inderholder væsentligst en reduktion af boligandelen i Ørestad Nord.
Planforslagene er offentliggjort den 26. juni 2001 og indsigelsesfristen udløber den 28. september 2001.
Udstilling finder sted i hele høringsperioden i Ørestadsselskabets Informationscenter, Arne Jacobsens Allé 46. Centret rummer bl.a. Ørestadsselskabets nye opdaterede model af hele Ørestad.
Borgermøde afholdes tirsdag den 11. september 2001, kl. 19-21, i informationscentrets foredragssal.
Det foreslås, at Ørestadsselskabet, Danmarks Radio, Plan & Arkitektur samt Vej & Park indleder med korte, vinklede begrundelser for planforslagene, hvorefter 5-6 politikere fra Bygge- og Teknikudvalget samt Økonomiudvalget i panel fremfører synspunkter på planernes visioner og indhold samt svarer på spørgsmål fra salen.
Lokalplanforslag "Nørregade" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg
Områdets centrale beliggenhed i Indre By og den hidtidige mediebevågenhed, om hvad der skal ske med det tidligere Daells Varehus, kunne antyde, at der er interesse for sagen, men af beboerne i Indre By vil det nok hovedsagelig være karréens beboere, der vil møde frem til et borgermøde. På den baggrund skønnes mødetemaerne at blive koncentreret om de konkrete ændringer i karréen og de trafikale forhold.
Planforslagene er offentliggjort den 5. juli 2001 og indsigelsesperioden løber til den 1. oktober 2001.
Udstillingen er opsat i et udstillingsvindue i det tidligere varehus i perioden 1. august – 1. oktober 2001.
Borgermøde afholdes mandag den 3. september 2001, kl. 19-21, i varehusbebyggelsen.
Det foreslås, at mødet afholdes som et orienteringsmøde, hvor medarbejdere fra Plan & Arkitektur samt Vej & Park orienterer om planens indhold og svarer på konkrete spørgsmål bl.a. om konsekvenserne for karréen.
Forlag til lokalplantillæg nr. 2 til lokalplan 327 "Ny Tøjhus"
Forslaget til tillæg nr. 2 muliggør opførelse af ca. 80.000 m2 boliger og serviceerhverv på den sydøstlige del af Ny Tøjhusarealet. I betragtning af, at der er tale om væsentlige ændringer af eksisterende forhold, der bl.a. indbefatter nybyggeri på hidtil ubebyggede arealer og nedrivning af dele af den eksisterende erhvervsbebyggelse, forventes lokalplanforslaget at have interesse og bevågenhed i lokalområdet.
Planforslaget er offentliggjort den 10. juli 2001 og høringsperioden udløber den 1. oktober 2001.
Udstilling finder sted august-september i Biblioteket på Islands Brygge, Njalsgade 15.
Borgermøde afholdes tirsdag den 18. september 2001, kl. 19-21, i Njalsgade 13, 5. sal, kantinen.
Det foreslås, at Plan & Arkitektur samt Freja Ejendomme indleder med en kort orientering om status for planlægning og byggeri på Ny Tøjhusarealet som helhed, hvorefter der er debat om planernes indhold og visioner mellem de fremmødte og et panel af 5-6 politikere fra Bygge- og Teknikudvalget. Arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen a/s og Erik Nobel arkitekter a/s forventes være til stede for evt. nærmere redegørelse for henholdsvis boligprojektet og projektet for HK-København, ligesom en medarbejder fra Vej & Park forventes at være tilstede til at besvare konkrete spørgsmål om vej- og trafikforhold.
Lokalplanforslag "Østamagerbanen" med tilhørende kommuneplantillæg
Opmærksomheden omkring "Østamagerbanens" udformning og placering har allerede givet anledning til dannelse af flere borger- og interessegrupper, der har engageret sig i projektet. Der må således forventes stor interesse for et borgermøde.
Offentliggørelsen af lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg koordineres med Hovedstadens Udviklingsråds offentliggørelse af forslag til regionplantillæg med tilhørende VVM- redegørelse.
Planforslagene er fremlagt for offentligheden i perioden 7. august 2001– 8. oktober 2001.
Udstilling finder sted i perioden august- september i Biblioteket i Jemtelandsgade.
Borgermøde afholdes mandag den 17. september 2001, kl. 19-21, i Amager Bio, Øresundsvej 6.
Det foreslås, at Østamagerbaneselskabet (Ørestadsselskabet) indleder mødet med en fremlæggelse af projektet, suppleret med oplysninger fra embedsmænd i Københavns Kommunes forvaltninger og HUR, samt at et panel bestående af politikere fra Københavns Kommune, HUR og eventuelt Københavns Amt derefter besvarer konkrete spørgsmål.
Forslag til lokalplantillæg nr. 1 til lokalplan 331 "Holmen II" for Dokøen med tilhørende forslag til kommuneplantillæg
Planforslagene, der bl.a. muliggør opførelse af et operahus med en beliggenhed på Dokøen som afslutning på aksen gennem Marmorkirken og Amalienborg og en markant placering i Inderhavnen, forventes at give anledning til stor interesse fra såvel lokale beboere i bydelen som fra den øvrige by samt organisationer.
Planforslagene er offentliggjort den 3. juli 2001 og indsigelsesfristen udløber den 1. oktober 2001.
Udstilling finder sted på Kunstakademiets Arkitektskole i Mehldahls Smedje på Holmen i perioden 1. august til den 1. oktober 2001.
Borgermøde afholdes den 13. september 2001, kl. 19-21, på Kunstakademiets Arkitektskole i Mehldahls Smedje, Festsalen.
Det foreslås, at Henning Larsens Tegnestue A/S, Plan & Arkitektur og Vej & Park indleder med en orientering om projektet og planforslagene, hvorefter embedsmænd fra henholdsvis Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen, samt 3 udvalgsmedlemmer fra Bygge- og Teknikudvalget og 3 udvalgsmedlemmer fra Økonomiudvalget i panel besvarer spørgsmål om planernes indhold, projektets udformning og visionerne i planerne.
Forslag til lokalplantillæg nr. 1 til lokalplan nr. 215 for "Folkets Park" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg
Lokalplantillægget er en konsekvens af den samlede politiske forståelse om byudviklingen på Indre Nørrebro. I forbindelse hermed har der tidligere været afholdt møder i lokalområdet, og der er givet tilsagn om inddragelse af lokale kræfter i udformningen af parken.
Planforslagene er offentliggjort den 27. juni 2001 og indsigelsesperioden løber til den 1. oktober 2001.
Udstilling er opstillet på Biblioteket Blågården i perioden 15. august – 1. oktober 2001.
Borgermøde afholdes mandag den 17. september 2001 kl. 19-21, i Medborgerhuset, Nørre Allé 7, Cafeen.
Det foreslås, at mødet får karakter af et orienteringsmøde med medlemmer af Bygge- og Teknikudvalget i forsamlingen. På mødet vil medarbejdere fra Plan & Arkitektur og Vej & Park orientere om planforslagene og mulighederne for parkudformningen. Mødet kan samtidig være det indledende møde til oprettelse af et egentligt Parkråd.
Oversigt
Stubbeløbgade: Offentlig høring 20.6.- 20.9.2001, bemandet udstilling 22.8., 30.8. og 5.9.2001
Danmarks Radio: Offentlig høring 26.6. - 28.9.2001, borgermøde 11.9.2001
Nørregade: Offentlig høring 5.7. - 1.10.2001, borgermøde 3.9.2001
Ny Tøjhus: Offentlig høring 10.7. – 1.10.2001, borgermøde 18.9.2001
Østamagerbanen: Offentlig høring 7.8. - 8.10.2001, borgermøde 17.9.2001
Dokøen: Offentlig høring 3.7. - 1.10.2001, borgermøde 13.9.2001
Folkets Park: Offentlig høring 27.6 – 1.10.2001, borgermøde 17.9.2001
Økonomi
Udgifter i forbindelse med borgermøderne afholdes over bevilling givet i forbindelse med vedtagelse af koncept for dialog med borgerne om byens fysiske planlægning.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
-
Høring
-
Andre konsekvenser
-
BILAG VEDLAGT
-
Jens Ole Nielsen