Mødedato: 14.08.2002, kl. 14:00

Ophævelse af bopælspligt i beboelseslejligheden Nyhavn 31 J, 3. sal

Ophævelse af bopælspligt i beboelseslejligheden Nyhavn 31 J, 3. sal

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. august 2002

 

Sager til drøftelse

20. Ophævelse af bopælspligt i beboelseslejligheden Nyhavn 31 J, 3. sal

BTU 374/2002 J.nr. 472.0012/02

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller til Bygge- og Teknikudvalgets drøftelse,

hvorvidt en ansøgning om ophævelse af bopælspligten i en beboelseslejlighed på 3. sal i ejendommen Nyhavn 31 J, 3. sal mod indretning af to erstatningsboliger i eksisterende erhvervslejemål på 2. sal i samme ejendom, skal fremmes.

 

RESUME

Domus Erhverv A/S har ansøgt om tilladelse til at ophæve bopælspligten i beboelseslejligheden beliggende Nyhavn 31 J, 3. sal, således at boligen fremover kan anvendes til feriebolig eller anden midlertidig benyttelse uden tilmelding af lejere i folkeregisteret. Som erstatning for ophævelse af bopælspligten i beboelseslejligheden indrettes to nye helårsboliger i eksisterende erhvervslejemål på 2. sal i samme ejendom.

Det ansøgte forudsætter ingen dispensationer fra planlovgivningen. I henhold til bestemmelserne i boligreguleringsloven kan der nægtes samtykke til ophævelse af bopælspligten. Herudover vil der – i den udstrækning boligen ønskes udlejet af f.eks. en feriefond til skiftende brugere – være mulighed for at hindre benyttelsen planmæssigt ved at nedlægge forbud og udarbejde en lokalplan, der kun tillader helårsbeboelse.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Domus Erhverv A/S har i brev af 6. marts 2002 på vegne af ejerne af ejerlejlighederne på 2. og 3. sal i ejendommen ansøgt om tilladelse til at ophæve bopælspligten i en beboelseslejlighed på 113 m2 beliggende Nyhavn 31 J, 3. sal, således at lejemålet fremover kan benyttes til feriebolig eller anden lejlighedsvis boliganvendelse.

Stueetagen, 1. og 2. sal benyttes til erhverv. 3. og 4. sal benyttes til sædvanlig helårsbeboelse.

Som erstatning for ophævelse af bopælspligten på 3. sal ansøges om tilladelse til indretning af to nye helårsbeboelser på tilsammen 182 m2 i eksisterende erhvervslejemål på 2. sal i samme ejendom. Lejlighederne er beliggende ud til baggården i ejendommen, der er beliggende i 2. række i forhold til Nyhavn, jf. oversigtskort (BILAG 1).

Ansøgningen kan i den konkrete sag nægtes i medfør af boligreguleringsloven, der indebærer pligt til genudlejning til sædvanlig helårsbeboelse.

De to boliger på 2. sal, der tilbydes indrettet som erstatningsboliger, vil blive omfattet af boligreguleringsloven, idet et krav om bopælspligt vil være en forudsætning for, at de kan godkendes som erstatningsboliger.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Området, hvor lejligheden er beliggende, er ikke omfattet af lokalplan. I Kommuneplan 2001 er Nyhavn udlagt til blandet bolig og serviceerhverv (C-område).

Der er således ikke noget i det gældende plangrundlag, der hindrer ibrugtagning til feriebolig eller anden lejlighedsvis boligbenyttelse.

Der vil dog som nævnt – i den udstrækning boligen ønskes udlejet af f.eks. en feriefond til skiftende brugere – være mulighed for at hindre benyttelsen planmæssigt ved at nedlægge forbud og udarbejde en lokalplan, der kun tillader helårsbeboelse.

Byggelovsmæssigt er der ikke noget til hinder for det ansøgte projekt, som dog vil kræve en byggetilladelse med nærmere vilkår for den byggetekniske indretning, herunder en mindre dispensation vedrørende flugtveje og udformning af trapper.

Den ansøgte ophævelse af bopælspligten kræver som nævnt samtykke i henhold til boligreguleringsloven. Forvaltningen finder i den konkrete sag, at ansøgningen er velbegrundet, da det ansøgte er i overensstemmelse med plangrundlaget, og da der etableres 2 helårsboliger inden for samme ejendom som erstatning for helårsbeboelsen i beboelseslejligheden på 3. sal.

BILAG VEDLAGT

  1. Oversigtskort
  2. Etageplaner 2. sal (fremtidige forhold) og 3. sal

 

Ole Sperling

 

Til top