Låneoptagelse til byfornyelse
Låneoptagelse til byfornyelse
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 14. maj 2003
Sager til beslutning
18. Låneoptagelse til byfornyelse
BTU 245/2003 J.nr. 623:107.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der optages et lån på 6.997.000 kr. i forbindelse med byfornyelse af kommunens ejendom Enghavevej 32 A-C.
RESUME
Borgerrepræsentationen har på sit møde den 14. marts 1996 vedtaget en byfornyelsesbeslutning for Hedebygade-karréen på Ydre Vesterbro. Ejendommen Enghavevej 32 A-C tilhører kommunen, og den er i overensstemmelse med beslutningen ombygget og istandsat.
Byggeregnskabet for ombygningsarbejderne er godkendt med en støtteberettiget udgift på 18.664.000 kr., fordelt med en værdiforøgende ombygningsudgift på 6.997.000 kr. og et ombygningstab på 11.667.000 kr.
Det er en betingelse for opnåelse af statsstøtte til de værdiforøgende udgifter, at der optages et lån. Det foreslås derfor, at kommunen optager et 30-årigt lån på 6.997.000 kr. til fast rente i Realkredit Danmark. Ydelsen på lånet dækkes fuldt ud af lejeforhøjelsen og løbende statstilskud.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen har på sit møde den 14. marts 1996 vedtaget en byfornyelsesbeslutning for Hedebygade-karréen på Ydre Vesterbro. Ejendommen Enghavevej 32 A-C, der rummer 14 lejligheder og ét erhvervslejemål – "Det runde Hjørne" i stueplan, og et samlet etageareal på 1.247 m2, tilhører kommunen, og den er i overensstemmelse med beslutningen ombygget og gennemgribende standsat med lejlighedssammenlægninger fra 24 til 14 lejligheder, hvoraf en er et erhvervslejemål. Samtidig er der tilføjet et delprojekt med et økologisk tiltag i form af "mistbænke" på facaden mod gården samt en enkelt "mistbænk" på gavlen over det runde hjørne. "Mistbænkene" bliver blandt andet brugt til forvarmning af frisk luft ved hjælp af et ventilatorsystem.
Indretningen af lejlighederne lever op til kommunens krav om tidssvarende løsninger, blandt andet stort køkken/alrum og fint fungerende badeværelse.
Byggeregnskabet for ombygningsarbejderne er godkendt med en støtteberettiget udgift på 18.664.000 kr., heraf en værdiforøgende ombygningsudgift på 6.997.000 kr og et ombygningstab på 11.667.000 kr.
Eftersom det ifølge de for sagen gældende regler er en betingelse for opnåelse af statsstøtte til de værdiforøgende udgifter, at der optages lån, foreslås det, at kommunen optager 30-årigt lån på 6.997.000 kr. til fast rente i Realkredit Danmark.
Ydelsen på lånet udgør ca. 500.000 kr. årligt, og den dækkes fuldt ud af lejeforhøjelser og løbende statstilskud.
BILAG VEDLAGT
1. Oversigtskort – registreringsoplysninger januar 1994
Jens Ole Nielsen