Lokalplanforslag "Irlandsvej"
Lokalplanforslag "Irlandsvej"
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 14. januar 2004
Sager til beslutning
8. Lokalplanforslag "Irlandsvej"
BTU 10/2004 J.nr. 611:153.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
at forslag til lokalplan "Irlandsvej" vedtages med henblik på offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder
at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en udstilling i lokalområdet, et borgermøde i form af et orienteringsmøde samt offentliggørelse i områdets lokalaviser
RESUME
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af en anmodning fra arkitektfirmaet B+arkitekter på vegne af Schaumann A/S om udarbejdelse af det planmæssige grundlag for opførelse af ca. 145 rækkehus på den ca. 27.000 m2 store ejendom Irlandsvej 93. Forslaget om fatter tillige den store almene boligbebyggelse "Gyldenrisparken" på naboejendommen, der har et påtrængende behov for renovering. Der er derfor igangsat en proces for en gennemgribende renovering og opretning af bebyggelsen. Et ca. 2.260 m2 stort erstatningsareal på hjørnet af Vejlands Allé og Irlandsvej ønskes nedlagt som vejareal med henblik på afhændelse til bebyggelse, og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker at opføre en daginstitution på arealet. Denne ejendom indgår også i lokalplanområdet sammen med en transformerstation, der fastlægges til tekniske anlæg. Der er ingen aktuelle planer om nybyggeri på denne ejendom.
Rækkehusbebyggelsen på Irlandsvej 93 opføres i 2-3 etager med et samlet etageareal på ca. 14.800 m2 og får dermed et gennemsnit på godt 100 m2 pr. bolig. I lokalplanforslaget fastlægges bebyggelsen som bebyggelsesplan med krav om, at boliger skal være helårsboliger. Bygningerne skal udformes med variationer i form af forskelligt etageantal, karnapper mv. som modspil til en stram bebyggelsesplan, der dog brydes af et diagonalt forløb af mindre pladser og stræder.
"Gyldenrisparken" omfatter et samlet etageareal på ca. 44.500 m2 fordelt på ca. 34.500 m2 boliger, ca. 3.650 m2 butiksareal og ca. 6.300 m2 indrettet til institutionsformål. Den aktuelle bebyggelsesprocent er ca. 55. Bebyggelsesprocenten fastlægges i lokalplanforslaget til 80, hvilket giver en restrummelighed på ca. 20.000 m2. Det muliggøres bl.a., at der kan påbygges tagetager udformet som en tilbagetrukket penthouseetage, samt at de eksisterende meget nedslidte pavilloner, der er indrettet til daginstitutioner og dagcenter, kan erstattes af nye bygninger i 1-2 etager.
Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med rammerne i Kommuneplan 2001.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Bygge- og Teknikudvalget drøftede i mødet den 29. oktober 2003 (BTU
494/2003) forvaltningens redegørelse om igangsætning af forslag til lokalplan
"Irlandsvej". På baggrund heraf har forvaltningen udarbejdet det foreliggende
lokalplanforslag.
Arkitektfirmaet B+arkitekter har på vegne af Schaumann A/S, der har
erhvervet ejendommen fra det statslige ejendomsselskab Freja A/S, fremsendt
anmodning om udarbejdelse af en lokalplan, der skal danne det planmæssige
grundlag for opførelse af en rækkehusbebyggelse med ca. 145 boliger på den ca.
27.000 m2 store ejendom Irlandsvej 93.
Den almene boligbebyggelse "Gyldenrisparken" har et påtrængende
renoveringsbehov. Der er derfor ved at blive indgået en aftale mellem
boligorganisationen Lejerbo, afdelingsbestyrelsen i "Gyldenrisparken" og
Københavns Kommune med henblik på planlægning, beslutning og gennemførelse af
en gennemgribende arkitektonisk og landskabsarkitektonisk renovering samt
opretning af bebyggelsen, idet der i forbindelse med omprioritering er opnået
tilsagn hertil fra Landsbyggefonden.
Et ca. 2.260 m2 stort erstatningsareal på hjørnet af
Vejlands Allé og Irlandsvej ønskes af grundejerforeningen nedlagt som vejareal
med henblik på afhændelse til bebyggelse, og Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker at opføre en daginstitution på arealet.
Området omfatter desuden Københavns Energis ejendom Irlandsvej 95, der rummer
en transformerstation.
Forslag til lokalplan
Lokalplanforslaget
omfatter et ca. 12,5 ha stort område begrænset af Irlandsvej, Gyldenrisvej,
Amagerbrogade, villagrundene syd for Vejlands Allé og Vejlands Allé.
Lokalplanen skal skabe grundlag for, at der kan opføres en
rækkehusbebyggelse på en tidligere busgaragegrund, fastlægge rammer for
fornyelse af boligbebyggelsen "Gyldenrisparken", muliggøre opførelse af en
børneinstitution på et erstatningsareal og opretholde en transformerstation.
Der lægges vægt på, at opførelse af ny bebyggelse samt renovering eller
ombygning af eksisterende bebyggelse sker med en høj arkitektonisk standard ud
fra en bærende hovedidé.
Busgaragegrunden fastlægges til helårsboliger i form af rækkehuse med
mulighed for efter Bygge- og Teknikforvaltningens nærmere godkendelse at
indpasse kollektive anlæg og institutioner m.v. Bebyggelsesprocenten må ikke
overstige 60, og bebyggelsen skal opføres i 2-3 etager sådan, at mellem 25 og
35 pct. af bebyggelsen skal opføres i 2½-3 etager fordelt i bebyggelsen.
Bestemmelsen skal sammen med den arkitektoniske bearbejdning af bebyggelsen i
øvrigt sikre, at den fremtræder med en ønskelig variation. Selve bebyggelsen
skal opføres efter en principiel bebyggelsesplan, der er stram og systematisk,
men brydes af et diagonalt plads- og stiforløb. Bebyggelsen omfatter ca. 145
boliger med et samlet etageareal på ca. 14.800 m2. Grundarealet udgør
ca. 27.000 m2, og bebyggelsesprocenten bliver ca. 55.
"Gyldenrisparken" rummer foruden almene boliger også daginstitutioner
(vuggestue, børnehave, fritidshjem og fritidsklub), dagcenter, plejehjem og
husvildeboliger, og herudover er der butikker langs Amagerbrogade. Grundarealet
udgør godt 80.000 m2, og bebyggelsen omfatter et samlet etageareal
på ca. 44.500 m2 fordelt på ca. 34.500 m2 boliger, ca.
3.650 m2 butiksareal og ca. 6.300 m2 indrettet til
institutionsformål. Bebyggelsesprocenten er fastlagt til 80. I forhold til den
eksisterende bebyggelse er der således er restrummelighed på ca. 20.000 m2,
hvilket skønnes at være den maksimale fortætning, bebyggelsen kan bære, hvis
kvaliteten i lys- og friarealforhold skal fastholdes. Det muliggøres, at der
kan opføres tagetager udformet som en tilbagetrukket penthouseetage, hvilket
vil forøge etagearealet
med ca. 8.000 m2, såfremt de etableres på
alle bebyggelsens 4-etages boligblokke. Desuden muliggøres, at de eksisterende
meget nedslidte pavilloner, der er indrettet til daginstitutioner og dagcenter,
kan erstattes af nye bygninger i 1-2 etager, eventuelt med en anden placering
end den eksisterende, såfremt dette kan medvirke til at optimere friarealernes
anvendelsesmuligheder.
Erstatningsarealet fastlægges til offentlige formål, og der må
indrettes bebyggelse til institutioner og andre sociale, sundhedsmæssige og
kulturelle formål samt miljømæssige servicefunktioner. Ejendommen omfatter et
areal på 2.260 m2, og der er fastlagt en bebyggelsesprocent på 40.
Der kan således opføres en institution på ca. 900 m2. I henhold til
Miljøkontrollens bemærkninger skal bebyggelsen placeres sådan, at friarealerne
så vidt muligt skærmes mod trafikstøj, hvilket er sikret ved fastlæggelsen af
byggefeltet. Det er desuden fastlagt, at der etableres et fælles parkerings- og
friareal med rækkehusbebyggelsen. Erstatningsarealets fastlæggelse til offentlige
formål kan medføre krav om kommunens overtagelse mod erstatning, jf. planlovens
§ 48.
Transformerstationen (område IV) fastlægges til offentlige tekniske
anlæg med en maksimal bebyggelsesprocent på 60. Det muliggøres, at der kan
opføres ny bebyggelse, hvor bygningshøjden ikke må overstige 12 m og i øvrigt
ikke må overstige 3 m + 0,5 x afstanden til naboskel og 0,4 m til modstående
vejlinie. Københavns Energi, der ejer ejendommen, har ingen aktuelle planer om
nybyggeri. Den eksisterende bebyggelse har en bebyggelsesprocent på 59, og
nybyggeri vil således kun kunne forekomme, såfremt der nedrives dele af den
eksisterende bebyggelse.
Parkeringsdækningen i området fastlægges til 1 plads pr. 100 m2
etageareal. For plejehjem gælder dog, at der skal etableres 1 plads pr. 5
plejeboliger, for transformerstationen 1 plads pr. 800 m2 etageareal
og for børneinstitutioner 1 plads pr. 200 m2 etageareal.
Parkeringsarealerne, der alle forventes indrettet på terræn, skal udstyres med
træbeplantning. I område I er parkeringen placeret på et areal langs Irlandsvej
og langs sydskel mod transformerstationen, og indkørslen til området sker fra Irlandsvej.
Et areal langs Irlandsvej ved rækkehusbebyggelsen skal som nævnt indrettes som
fælles parkeringsanlæg og fælles friareal med institutionen på erstatningsarealet.
Kommuneplanlægning
Lokalplanområdet er ifølge Kommuneplan 2001 fastlagt til henholdsvis
B1-område for så vidt angår erstatningsarealet, B2-område for så vidt angår
Irlandsvej 93, B3-område for så vidt angår "Gyldenrisparken" og T2- område for
så vidt angår transformerstation. B-områderne er fastlagt til boliger med
maksimale bebyggelsesprocenter på henholdsvis 40, 60 og 110. Ud over boliger
kan der tillades kollektive anlæg og institutioner, samt andre sociale,
uddannelsesmæssig, kulturelle og miljømæssige servicefunktioner som er
forenelige med boliganvendelsen. Der kan desuden tillades serviceerhverv, såsom
butikker, liberale erhverv og erhvervs- og fritidsundervisning samt håndværk.
Amagerbrogade er fastlagt til bydelscenter, og bebyggelsen langs Amagerbrogade
er indrettet til butiksformål i overensstemmelse hermed. T2-området er fastlagt
til offentlige tekniske anlæg med en maksimal bebyggelsesprocent på 60.
Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Miljøvurdering
Der henvises til vedlagte bilag 1, afsnittene i "Baggrund for
lokalplanen" om områdets påvirkning af miljøet, trafikstøj, virksomheder,
forurening af undergrunden, nedsivning af regnvand, miljørigtigt byggeri og
fjernvarme. Miljøkontrollens kommentarer i anledning af lokalplanforslaget er
indarbejdet heri.
Høring
I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget har forvaltningen
foretaget en høring af samtlige forvaltninger samt Københavns Bymuseum med
henblik på eventuelle bemærkninger.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ingen bemærkninger til
lokalplanforslaget.
Økonomiforvaltningen, 8. kontor har ingen bemærkninger til
lokalplanforslaget.
Økonomiforvaltningen, 9. kontor har ingen bemærkninger til
lokalplanforslaget. I "Redegørelsesnotat om igangsætning af forslag til
lokalplan Irlandsvej" er det med henvisning til skødeservitut tinglyst den 22.
juni 1964 på ejendommen matr. nr. 2272 Sundbyvester, København
(Gyldenrisparken) anført, at ejendommen i dag servitutmæssigt er fuldt
udnyttet. Såfremt en eventuel renovering af bebyggelsen medfører et øget
byggelovmæssigt etageareal, vil der skulle betales tillægskøbesum for den
udvidede udnyttelse af grunden.
Københavns Energi, Forsyning, bemærker, at lokalplanområdet ligger inden
for bygassens forsyningsområde, og at der i henhold til pjecen "Miljøorienteret
byfornyelse og nybyggeri" stilles krav om, at gasinstallationer skal
renoveres/bevares ved byfornyelse, og at nybyggeri skal tilsluttes bygas, hvis
der er tale om støttet byggeri. Endvidere er der vedlagt tegninger, der viser
offentlige kloakledninger på "Gyldenrisparkens" arealer.
Bemærkninger
Der er ikke i planloven hjemmel til at optage bestemmelser i
lokalplanen om tilslutning til bygasnettet. Tilslutning af nybyggeri til
Københavns Energis forsyning med bygas må ske på frivilligt grundlag eller som
betingelse for kommunal støtte, hvis der opføres støttet byggeri eller
gennemføres byfornyelse i området.
Sundhedsforvaltningen bemærker, at lokalplanforslagets område II
bl.a. omfatter plejehjemmet "Røde Kors Hjemmet" og dagcentret "Store Krog".
Sundhedsforvaltningen forudsætter, at Ældrekontoret Christianshavn/Amager
inddrages ved en eventuel opførelse af nye institutionsbygninger til erstatning
for de eksisterende pavilloner.
Bemærkninger
Sundhedsforvaltningen vil som bruger af de eksisterende
pavillonbygninger blive inddraget, såfremt der skal ske en fornyelse af
bygninger.
Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen
bemærker, at det for lokalplanforslagets underområde II bør overvejes, at
lokalplanen åbner mulighed for at indpasse fremtidige institutionsbyggerier
således, at de indgår i en bymæssig struktur med dertil hørende friarealer m.m.
Dette indebærer, at byggeriet eventuelt skal placeres et andet sted i området.
Bemærkninger
Lokalplanen gør det muligt at opføre nye 1-2 etagers
institutionsbygninger til erstatning for de nedslidte pavilloner. Opførelse af
de nye bygninger skal ske efter Bygge- og Teknikforvaltningens godkendelse. Det
er ikke fastlagt, at nye institutioner skal have samme placering som de
eksisterende. Ved en fremtidig omdannelse af Gyldenrisparken, herunder
bygningernes udformning og disponering af friarealer, vil der blive taget stilling
til en eventuel anden placering af institutionerne.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anmoder om, at lokalplanforslagets underområde
III udlægges til offentlige formål (daginstitution) som opfølgning på
Børneplanens forudsætninger om etablering af en daginstitution på Irlandsvej i
planens etape 2.
Bemærkninger
I lokalplanen udlægges området til offentlige formål med henblik på
opførelse af en daginstitution.
Københavns Bymuseum har under henvisning til museumslovens § 23,
Kap. 8 anført, at området omfattet af lokalplanforslaget ligger i en del af
kommunen, som ikke tidligere har været berørt af arkæologiske undersøgelser.
Bymuseet finder derfor, at der i forbindelse med kommende byggeri bør foretages
en større forundersøgelse for at klarlægge, om der er arkæologiske forekomster
i området.
Bemærkninger
I en kommentar til lokalplanforslaget, jf. bilag 1, henvises der til museumsloven og ønsket om forundersøgelser.
Miljø- og
Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollens udtalelse er indarbejdet i afsnittet om "Baggrund for lokalplanen" i
bilag 1.
Forslag til dialogstrategi
På baggrund af den hidtidige praksis i forbindelse med lokalplanlægning
foreslås følgende initiativer til at opnå dialog med borgerne i
offentlighedsperioden:
- Etablering af en særlig
hjemmeside, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel.
- Gennemførelse af en
udstilling i lokalområdet.
- Gennemførelse af et
borgermøde i lokalområdet. Mødet foreslås tilrettelagt som et orienteringsmøde
med deltagelse af repræsentanter fra forvaltningen. Borgerrepræsentationens
partier indbydes til at lade sig repræsentere på mødet.
- Annoncering i områdets
lokalaviser.
BILAG
VEDLAGT
Bilag 1: Forslag til lokalplan "Irlandsvej"
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR,
RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Bilag A: Mail af 14. november 2003 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen
Bilag B: Mail af 16. december 2003 fra Økonomiforvaltningen, 9. Kontor
Bilag C: Brev af 24. november 2003 fra Københavns Energi, Forsyning,
Sekretariat
Bilag D: Brev af 2. december 2003 fra Sundhedsforvaltningen
Bilag E: Mail af 2. december 2003 fra Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen
Bilag F: Brev af 2. december 2003 fra Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen
Bilag G: Brev af 19. november 2003 fra Københavns Bymuseum
Bilag H: Brev af 3. december 2003 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen,
Miljøkontrollen
Jens Ole Nielsen