Mødedato: 14.01.2004, kl. 14:00

Beslutning om udbetaling af engangsvederlag som "bonus" i KTK

Beslutning om udbetaling af engangsvederlag som "bonus" i KTK

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. januar 2004

 

 

Sager til beslutning

 

4.      Beslutning om udbetaling af engangsvederlag som "bonus" i KTK

 

BTU  42/2004  J.nr. 1309.0001/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

 

at der i form af engangsvederlag udbetales "bonus" på op til 1,5 mio. kr. i alt til medarbejderne i de afdelinger, hvor der ligger en juridisk bindende aftale – Belægning samt By- og Vejservice anlæg – som følge af det økonomiske resultat, der forventes opnået i disse to afdelinger i 2003

 

 

RESUME

I KTK er der kutyme for, at der mellem KTK's direktør og de enkelte afdelingschefer samt de faglige organisationer, at der, når årsresultatet for afdelingen foreligger udbetales et engangsvederlag til lederen af og medarbejderne i afdelingen, såfremt årets resultat er bedre end budgetteret. Det er i aftalerne ikke en forudsætning, at KTK samlet har et overskud, idet aftalerne er meget snævert knyttet til det resultat, som er præsteret af den enkelte afdeling.

 

Da der foreligger for to afdelinger – Belægning og By- og Vejservice Anlæg – juridisk bindende aftaler indgået med KTK's tidligere direktør, indstiller Bygge- og Teknikforvaltningen, at disse aftaler overholdes, og engangsvederlagene udbetales.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I KTK er der kutyme for, at der mellem KTK's direktør og de enkelte afdelingschefer samt de faglige organisationer, repræsenteret ved tillidsrepræsentanten i afdelingen, at der, når årsresultatet for afdelingen foreligger udbetales et engangsvederlag til lederen af og medarbejderne i afdelingen, såfremt årets resultat er bedre end budgetteret. Det er i aftalerne ikke en forudsætning, at KTK samlet har et overskud, idet aftalerne er meget snævert knyttet til det resultat, som er præsteret af den enkelte afdeling.

 

Disse aftaler gælder kun for det enkelte år og udløber derfor automatisk ved det indeværende års udløb, og der skal indgås en ny aftale i det følgende år.

 

For 2003 er der indgået sådanne "bonusaftaler" for 6 afdelinger. Det drejer sig om: Belægning, By- og Vejservice Anlæg, Murer, Maler, Smed og Tømrer.

 

For kun to af disse afdelinger forventes årets resultat, at blive bedre end det budgetterede. Det drejer sig om Belægning og By- og Vejservice Anlæg.

 

For de øvrige afdelinger foreligger der i 2003 ikke skriftlige aftaler, men der foreligger for enkelte afdelinger mundtligt tilsagn – Graffiti – eller en forventning om, at den hidtidige ordning fortsætter.

 

Enkelte af disse afdelinger forventes at få et årsresultat, som er bedre end det budgetterede.

 

Den samlede sum af engangsvederlagene beregnes som en procentdel af differencen mellem det faktisk opnåede årsresultat og det budgetterede, som fastlagt i den konkrete aftale. Denne samlede sum fordeles så efter en forudfastsat fordelingsnøgle mellem lederen og de enkelte medarbejdere inden for de rammer, som er gældende for kommunen.

 

Det endelige årsresultat kendes endnu ikke, men det forventes, at den samlede udbetaling til de to nævnte afdelinger – Belægning og By- og Vejservice Anlæg – bliver mellem 1,1 mio. kr. og 1,5 mio. kr.

 

Sædvanligvis forlægges disse sager ikke for Bygge- og Teknikudvalget, idet det ligger inden for direktørens kompetence at indgå disse aftaler. Men i lyset af det forventede samlede årsresultat for KTK på – 40,6 mio. kr. i oktoberkalkulen og den efterfølgende forværring til ca. – 47 mio. kr. forlægges sagen for Bygge- og Teknikudvalget til beslutning.

 

Da der for de to afdelinger foreligger juridisk bindende aftaler indgået med KTK's tidligere direktør, indstiller Bygge- og Teknikforvaltningen, at disse aftaler overholdes, og engangsvederlagene udbetales.

 

Det skal oplyses, at administrerende direktør Mette Lis Andersen i slutningen af december 2003 inviterede de relevante faglige organisationer til møde. I mødet deltog desuden personaledirektør i Økonomiforvaltningen Hans Simmelkjær. Formålet med mødet var at drøfte, om organisationerne i lyset af KTK's anstrengte økonomiske situation, frivilligt ville gå med til at ophæve de indgåede aftaler. Resultatet af mødet blev, at de faglige organisationer ikke frivilligt ville ophæve de aftaler, som var indgået, og som er juridisk bindende i forhold til deres medlemmer.

 

 

Økonomi

Udbetaling af engangsvederlag på mellem 1,1 mio.kr. og 1,5 mio.kr., som det fremgår af sagsfremstillingen, vil belaste KTK's økonomi i 2004.

 

 

Miljøvurdering

Der har ikke været foretaget miljøvurdering.

 

Høring

Der har ikke været foretaget høringer.

 

 

Mette Lis Andersen


 


Til top