Mødedato: 13.08.2003, kl. 14:00

Finansiering af miljøzoneforsøget og Bygge- og Teknikudvalgets handlingsplan vedrørende partikelfiltre

Finansiering af miljøzoneforsøget og Bygge- og Teknikudvalgets handlingsplan vedrørende partikelfiltre

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. august 2003

 

Sager til beslutning

4. Finansiering af miljøzoneforsøget og Bygge- og Teknikudvalgets handlingsplan vedrørende partikelfiltre

BTU 355/2003 J.nr. 79.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en tillægsbevilling på konto 2.22.3 på 7,5 mio. kr. til finansiering af miljøzoneforsøget

og

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller i fortsættelse af Bygge- og Teknikudvalgets beslutning den 18. juni 2003 i sagen "Handlingsplan for partikelfiltre på Bygge- og Teknikforvaltningens køretøjer", at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en tillægsbevilling på konto 6.51.1 på 31 mio. kr. til finansiering af Bygge- og Teknikudvalgets handlingsplan vedrørende partikelfiltre for så vidt angår Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer over 3½ tons

eller alternativt

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at Dansk Teknologisk Institut anmodes om at foretage en vurdering af, på hvilke af Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer over 3½ tons der med fordel vil kunne monteres partikelfiltre

at en indstilling til Borgerrepræsentationen om finansiering af Bygge- og Teknikudvalgets handlingsplan vedrørende partikelfiltre beror på vurderingen af Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer over 3½ tons, samt en vurdering af køretøjernes levetid i øvrigt

 

 

 

 

 

RESUME

Formålet med miljøzoneordningen er at vurdere, om det er et effektivt virkemiddel til at begrænse forureningen med ultrafine partikler. Forsøget foreslås at omfatte det område af København, der ligger mellem Ring 2 og Vejlands Allé. Ordningen betyder, at dieselkøretøjer over 3½ tons totalvægt skal have monteret et effektivt partikelfilter, for at kunne køre inden for miljøzonen; dog sådan – jf. Bygge- og Teknikudvalgets beslutning den 4. juni 2003 - at kun køretøjer med en motor, der maksimalt er 7 år, må køre i zonen.

De samlede udgifter til gennemførelse af forsøget med miljøzoner vurderes foreløbigt til 7,5 mio. kr. fordelt med ca. 3½ mio. kr. i 2004 og ca. 2 mio. kr. i hvert af de to efterfølgende år.

I fortsættelse af en vedtagelse i Borgerrepræsentationen i marts 2003 besluttede Bygge- og Teknikudvalget den 18. juni 2003 en handlingsplan for partikelfiltre på Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer afpasset miljøzoneordningens krav til dieselkøretøjer over 3½ tons.

I begge sager har Bygge- og Teknikudvalget forudsat, at Borgerrepræsentationen giver en tillægsbevilling til at sætte partikelfiltre på og/eller udskifte de af Københavns Kommunes køretøjer, der ikke lever op til kravene til kørsel i miljøzonen.

En "1 til 1"-udskiftning af de af Bygge- og Teknikforvaltningens køretøjer med en motor, der pr. 1. oktober 2004 er ældre end 7 år, anslås at koste 31 mio. kr.

Bygge- og Teknikforvaltningen foreslår, at en endelig beslutning om at udskifte køretøjer beror på en vurdering Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer over 3½ tons, man med fordel vil kunne påmontere partikelfiltre. Dansk Teknologisk Institut har telefonisk oplyst, at en sådan vurdering vil koste ca. 15.000-50.000 kr.

Forvaltningen vil samtidig foretage en vurdering af køretøjernes levetid. Det vil ske med udgangspunkt i, at man i den private sektor sædvanligvis afskriver sådanne køretøjer over 6-10 år, afhængig af køretøjets funktion og brug.

Såfremt Bygge- og Teknikudvalget godkender dette forslag, vil forvaltningen – når vurderingerne er foretaget - vende tilbage med forslag om, hvordan handlingsplanen kan implementeres, herunder finansieringen heraf.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Forsøg med miljøzoner i Københavns Kommune i en 3-årig periode

I sit møde den 10. oktober 2002 vedtog Borgerrepræsentationen, at kommunen skal søge Justitsministeriet om tilladelse til at etablere forsøg med miljøzoner. I fortsættelse af denne vedtagelse besluttede Miljø- og Forsyningsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget henholdsvis den 26. maj og den 4. juni 2003, at et forslag om forsøg med miljøzoner i København danner grundlag for, at Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen udarbejder en ansøgning til Justitsministeriet.

Formålet med miljøzoneordningen er at vurdere, om det er et effektivt virkemiddel til at begrænse forureningen med ultrafine partikler. Forsøget foreslås at omfatte det område af København, der ligger mellem Ring 2 og Vejlands Allé. Ordningen betyder, at dieselkøretøjer over 3½ tons totalvægt skal have monteret et effektivt partikelfilter i henhold til Færdselsstyrelsens anbefalinger for at kunne køre inden for miljøzonen; dog sådan – jf. Bygge- og Teknikudvalgets beslutning - at kun køretøjer med en motor, der maksimalt er 7 år, må køre i zonen. Bygge- og Teknikudvalget forudsatte, at Borgerrepræsentationen giver tillægsbevilling til at sætte partikelfiltre på og/eller udskifte de af Københavns Kommunes køretøjer, der ikke lever op til kravene til kørsel i miljøzonen.

Efter Justitsministeriets godkendelse, der forventes i efteråret 2003, sendes forslaget med miljøzoner i høring, før der tages endelig stilling til forsøgets udformning og omfang. Ordningen gennemføres i en treårig forsøgsperiode fra den 1. oktober 2004 til den 30. september 2007. Nogle transportører kan have behov for længere tid til at tilpasse sig ordningen, hvorfor de mod dokumentation kan søge om dispensation for kravene i ordningens første halvår.

 

Kravet om partikelfiltre på kommunens køretøjer

Borgerrepræsentationen besluttede i 1999, at der inden 2003 skal være partikelfiltre på kommunens egne dieselkøretøjer og på de dieselkøretøjer, der anvendes ved transport for kommunen. Borgerrepræsentationen besluttede samtidig, at de udgifter, som kravet om partikelfiltre medfører, skal afholdes inden for de enkelte udvalgs budgetrammer.

I sit møde den 20. marts 2003 vedtog Borgerrepræsentationen,

  • at hver forvaltning skal komme med en handlingsplan for implementering af partikelfiltre i kommunens egne dieselkøretøjer inden 1. juni 2003, samt at forvaltningernes handlingsplaner, skal indeholde en analyse af de økonomiske konsekvenser ved implementering af partikelfiltre
  • at forvaltningerne inden 1. april 2004 skal eftermontere filtre på de lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel, der er indkøbt efter den 1. januar 2000; inden den 1. juli 2003 foretage en konkret vurdering af alle øvrige køretøjer, og inden 1. april 2004 gennemføre montering af filtre på lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel indkøbt før 1. januar 2000, hvor der kan monteres effektive filtre.

I fortsættelse af denne vedtagelse besluttede Bygge- og Teknikudvalget den 18. juni 2003 en handlingsplan for partikelfiltre på Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer afpasset miljøzoneordningens krav til dieselkøretøjer over 3½ tons. Også her forudsatte Bygge- og Teknikudvalget, at Borgerrepræsentationen giver en tillægsbevilling til partikelfiltre på og/eller udskiftning af de af Københavns Kommunes køretøjer over 3½ tons, der ikke lever op til milljøzoneordningens krav.

 

Handlingsplan for partikelfiltre på Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer

Jf. Bygge- og Teknikudvalgets handlingsplan gælder bl.a. følgende for Bygge- og Teknikforvaltningens egne dieselkøretøjer:

  • Alle Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer over 3½ tons med en motor ældre end 7 år, udskiftes med et lignende køretøj, der opfylder kravene til kørsel i miljøzonen. Udskiftningen skal påbegyndes senest den 1. april 2004.
  • Forvaltningen undlader at indkøbe og montere partikelfilter på køretøjer indkøbt før 1 januar 2000, hvortil man ikke kan få en erklæring fra partikelfilter-fabrikanten om,
    • at filteret passer til køretøjet, og at monteringen kan udføres forsvarligt
    • at køretøjets motor ved montering er i tilfredsstillende vedligeholdelsesstand til, at filteret kan fungere
    • at der er foretaget en vurdering af køretøjets normale anvendelse (kørselsmønster), således at filteret vil være funktionsdygtigt.
  • Forvaltningen vil rette henvendelse til Dansk Teknologisk Institut om et overslag på en vurdering af forvaltningens dieseldrevne køretøjer over 3½ tons indkøbt før 1. januar 2000 i relation til Færdselsstyrelsens anbefalinger. Til udvalgsmødet den 13. august 2003 vil forvaltningen fremlægge overslaget som sag til efterretning.
  • Alle køretøjer over 3½ tons indkøbt efter 1. januar 2000 påmonteres partikelfilter, dog ikke Københavns Brandvæsens brand- og redningskøretøjer jf. nedenfor.
  • Københavns Brandvæsen undlader at eftermontere partikelfilter på brand- og redningskøretøjer. Grunden er, at man på baggrund af de foretagne sonderinger på markedet kan konstatere, at der endnu ikke er udviklet partikelfiltre, der passer til disse køretøjers indretning. Hermed menes, at pladsudnyttelsen i brand- og redningskøretøjerne er så optimeret, at køretøjerne ikke kan rumme de partikelfiltre, der i dag findes på markedet. Derudover er brand- og redningskøretøjernes ture generelt for korte til, at partikelfiltrene kan fungere som tiltænkt. Københavns Brandvæsen vil til stadighed efterspørge partikelfiltre til brand- og redningskøretøjerne for at afprøve markedet.
  • Bygge- og Teknikforvaltningen indkøber kun partikelfiltre fra fabrikanter, der er omfattet af Færdselsstyrelsens principgodkendelsesordning for partikelfiltre.
  • Der indkøbes ikke længere dieselkøretøjer, hvor partikelfilter skal eftermonteres.
  • Ved nyindkøb af dieselkøretøjer med fabriksmonteret partikelfilter skal det nøje vurderes, om man i stedet med fordel kan købe benzindrevne køretøjer. Ud over en sammenligning af funktionalitet sammenlignes dieselkøretøjet inkl. fabriksmonteret partikelfilter med det benzindrevne køretøj med hensyn til investerings- og driftsudgifter.

Økonomi

Miljøzoner - udgifter

Som oplyst i miljøzone-indstillingen, som Miljø- og Forsyningsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget behandlede henholdsvis den 26. maj og den 4. juni 2003, vurderes de samlede udgifter til gennemførelse af forsøget med miljøzoner foreløbigt således (skønsmæssigt baseret på behandling af 30.000 ansøgninger om miljøzonecertifikat):

Informationskampagne, høring, m.m.

1.100.000 kr.

Skiltning (500 stk. á 5.000kr)

2.500.000 kr.

Trafiktællinger, målinger, analyser, etc

750.000 kr.

Projektledelse

1.850.000 kr.

Administration

1.300.000 kr.

Projektomkostninger i alt

7.500.000 kr.

Udgifterne fordeler sig med ca. 3½ mio. kr. i 2004 og ca. 2 mio. kr. i hvert af de to efterfølgende år. De store udgifter i startåret skyldes hovedsagelig opsætning af skilte og afholdelse af en informationskampagne. Posterne projektledelse og administration indeholder hver udgifter svarende til 1 årsværk. Håndhævelse af ordningen gennemføres indenfor eksisterende ressourcer.

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller på den baggrund, at der gives en tillægsbevilling på konto 2.22.3 på 7,5 mio. kr. til finansiering af miljøzoneforsøget.

Handlingsplan for partikelfiltre på Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer - udgifter

Jf. handlingsplanen skal Bygge- og Teknikforvaltningen udskifte dieselkøretøjer over 3½ tons med en motor ældre en 7 år, samt øvrige dieselkøretøjer over 3½ tons, hvorpå det ikke er muligt at montere effektive partikelfiltre. Dog er brand- og redningskøretøjer undtaget fra kravet om partikelfiltre.

Det anslås, at en "1 til 1"-udskiftning i overensstemmelse hermed i alt vil ko ste ca. 31 mio. kr. Det drejer sig om 50 køretøjer. Københavns Kirkegårde ejer 4, mens KTK ejer 46.

Fremfor at foretage udskiftning af de 50 køretøjer i 2003 og 2004, foreslår forvaltningen, at en endelig beslutning om at udskifte køretøjer beror på en vurdering af KTKs og Københavns Kirkegårdes dieselkøretøjer over 3½ tons med hensyn til på hvilke køretøjer, man med fordel vil kunne påmontere partikelfiltre, jf. Færdselsstyrelsens anbefalinger herom. I sammenhæng hermed vil forvaltningen foretage en vurdering af køretøjernes levetid. Det vil ske med udgangspunkt i, at man i den private sektor sædvanligvis afskriver sådanne køretøjer over 6-10 år, afhængig af køretøjets funktion og brug.

Såfremt Bygge- og Teknikudvalget godkender dette forslag, vil forvaltningen – når vurderingerne er foretaget - vende tilbage med forslag om, hvordan handlingsplanen kan implementeres, herunder finansieringen heraf.

Dansk Teknologisk Institut har telefonisk oplyst, at en vurdering af KTKs og Københavns Kirkegårdes dieselkøretøjer over 3½ tons vil koste ca. 15.000-50.000 kr. Udgiften vil i givet fald skulle afholdes forholdsmæssigt af KTK og Københavns Kirkegårde.

Konsekvensen af forslaget om at vurdere køretøjerne, før en endelig beslutning om at udskifte dem, er, at udvalgets handlingsplan for partikelfiltre på Bygge- og Teknikforvaltningens dieselkøretøjer eventuelt fraviges, da det herefter ikke er givet, at alle forvaltningens dieselkøretøjer over 3½ tons med en motor ældre en 7 år udskiftes.

Udgiften til montering af partikelfilter på et køretøj anslås almindelig vis til 40.000 kr. KTK vurderer dog udgiften til 60-80.000 kr. pr. køretøj, idet udgiften afhænger af køretøjets størrelse.

Tilskudsmuligheder?

Trafikministeriet udgav i juni 2003 publikationen "Partikelredegørelse". Heri diskuteres principielle muligheder for statstilskud til eftermontering af partikelfiltre.

I redegørelsen omtales desuden juridiske og praktiske aspekter ved miljøzone-ordninger.

Ultimo august 2003 fremlægger regeringen sit finanslovprogram. Det forventes, at der her vil blive stillet forslag om etablering af en tilskudsordning til partikelfiltre. Etableres der tilskudsordninger, vil forvaltningen benytte sig af dem.

Miljøvurdering

En reduktion af den samlede partikelforurening vil forbedre befolkningens sundhed.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har oplyst, at ved at forsyne et dieselkøretøj med partikelfilter, opnås der en reduktion af partikelemissionen samt andre stoffer på op til 80% fra det enkelte køretøj. En negativ effekt er, at nogle filtersystemer medfører en øget udledning af NO2.

Begrænsningen af partikelforureningen som følge af etablering af miljøzoneordningen vurderes at medføre en række positive sundhedsmæssige effekter. Beregninger af de afledte samfundsøkonomiske gevinster er meget usikre. P.t. anvender videnskaben to forskellige metoder. Den første er baseret på en omkostningsbaseret værdisætning, der tager højde for de udgifter samfundet påføres i forbindelse med hospitalsindlæggelser, mistet arbejdsevne mv. Et tabt menneskeliv værdisættes til 1½ mio. kr.

Den anden metode er baseret på betalingsvillighed, hvor man søger at estimere alle samfundsmæssige konsekvenser, blandt andet også den enkeltes oplevelse af svie og smerte mv. Metoden værdisætter et tabt liv til 7,4 mio. kr. Begge modeller er anvendt af Institut for Miljøvurdering samt af en tværministeriel gruppe med deltagelse af Trafikministeriet, Miljøministeriet og Finansministeriet.

På figuren nedenfor er vist en række sundhedsmæssige effekter. Disse er skønsmæssigt beregnet for en miljøzone dækkende hele Københavns Kommune ud fra en nylig vurdering foretaget for hele landet. Endvidere er effekterne værdisat i henhold til de to nævnte metoder.

Sygdomskategori

Sundhedsmæssig effekt pr. år

Værdisætning pr. år

Dødsfald

150 færre for tidlige dødsfald

225 - 1.111 mio. kr.

Kredsløbssygdomme

100 færre hospitalsindlæggelser

5 - 6,5 mio. kr.

Luftvejssygdomme

50 færre hospitalsindlæggelser

2,5 - 3,3 mio. kr.

Kronisk bronkitis

200 færre tilfælde

70 - 344 mio. kr.

Akut bronkitis

600 færre tilfælde

0,4 - 0,6 mio. kr.

Dage med begrænset aktivitet p.g.a luftvejssygdomme

90.000 dage

54 - 70 mio. kr.

Astmaanfald

8.000 færre tilfælde

0,8 - 2 mio. kr.

I alt pr. år

350 - 1.500 mio. kr.

De samfundsøkonomiske gevinster af de nævnte sundhedsmæssige fordele er løseligt vurderet til at ligge mellem 350 mio. kr. og 1½ mia. kr. årligt.

Hvis miljøzoneordningen medfører, at der køres færre kilometre i byen i nyere og mindre forurenende køretøjer, vil der også være sideeffekter i form af mindre støj, bedre fremkommelighed mv.

Det kan ikke udelukkes, at etableringen af en miljøzone vil medføre, at en del biler, der ikke kan eller vil opfylde kravene til at færdes i zonen, er rede til at køre store omveje for at undgå miljøzonen. Dette vil medføre flere transportkilometer og derved ekstra forurening.

Partikelfiltre fungerer bedst, når svovlindholdet i dieselolien er så lille som muligt. I både Sverige og Tyskland kan man købe dieselolie med et svovlindhold på 10 ppm. Hvis denne type var tilgængelig i Danmark, ville filtrene fungere mere effektivt og deres anvend elsesområde være større.

Høring

Det endelige forslag til forsøg med Miljøzone i Københavns Kommune vil blive sendt i offentlig høring, inden der træffes beslutning om at gennemføre forsøget.

KTK, Vej & Park og Københavns Brandvæsen har deltaget i Miljø- og Forsyningsforvaltningens orienteringsmøder om Borgerrepræsentationens beslutning vedrørende partikelfiltre.

Andre konsekvenser

KTK vil eventuelt skulle etablere en servicestation for rengøring af partikelfiltre, og personale skal i givet fald uddannes til dette. Opgaven vil da kunne udgøre et nyt forretningsområde for KTK.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Indstillingen om miljøzoner samt Miljø- og Forsyningsudvalgets og Bygge- og Teknikudvalgets beslutninger

Bilag 2: Indstillingen om handlingsplan vedrørende partikelfiltre og Bygge- og Teknikudvalgets beslutning

Bilag 3: Ansøgningen til Justitsministeriet vedrørende miljøzoneforsøget

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag A. Trafikministeriets "Partikelredegørelse", juni 2003

 

Mette Lis Andersen

 

Til top