Mødedato: 13.08.2003, kl. 14:00

Medlemsforslag stillet af Søren Pind (V) om tillægsbevilling til trafiksanering af Amager Strandvej

Medlemsforslag stillet af Søren Pind (V) om tillægsbevilling til trafiksanering af Amager Strandvej

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. august 2003

 

Sager til beslutning

21. Medlemsforslag stillet af Søren Pind (V) om tillægsbevilling til trafiksanering af Amager Strandvej

BTU 366/2003 J.nr. 21162.0001/03

 

INDSTILLING

Søren Pind (V) har anmodet om, at følgende sag optages på dagsordenen for Økonomiudvalgets møde den 5. august 2003:

"På baggrund af henvendelser fra beboere langs Amager Strandvej, og senest en henvendelse fra Finn Rudaizky, MB, vil jeg gerne i Økonomiudvalget stille forslag om, at der gives en tillægsbevilling til trafiksanering af Amager Strandvej, så trafiksikkerheden kan øges.

Vej & Park har (jf. nedenfor) løst skønnet, at en sådan trafiksanering af Amager Strandvej vil løbe op i størrelsesordnen 30 mio. kr. Heraf udgør rundkørslerne i størrelsesordenen 10-15 mio. kr., mens ombygning af strækninger udgør 15-20 mio. kr."

 

Motivering:

"Amager Strandvej i dag

Amager Strandvej er i dag anlagt med en cirka 10 m. bred kørebane, hvor der er afstribet parkeringsbåse i begge sider, så der er cirka 6 m. mellem parkeringsbåsene. I store dele af året bruges parkeringsbåsene ikke, og vejen opfattes og bruges derfor som kørebane i hele dens bredde. Afmærkningen af parkeringsbåse er i øvrigt så slidt, at den næsten ikke er synlig.

Hastighedsgrænsen er 50 km/t om sommeren og 60 km/t om vinteren, men særligt på tidspunkter, hvor der ikke er parkerede biler, køres der hurtigere. Vejen er meget utryg for bløde trafikanter, særligt for børn og andre, der ønsker at krydse vejen til fods eller på cykel. Dette skyldes især den høje hastighed, og at der kører mange store lastbiler. Der foretages overhalinger uden at der er tilstrækkelig oversigt. Endvidere er der observeret dårlig trafikafvikling med risiko for uheld i krydsene med Hedegårdsvej og Øresundsvej.

 

Der kører i dag op mod 15.000 biler i døgnet på Amager Strandvej, hvoraf relativt mange (10-15 procent) er tunge køretøjer (lastbiler, busser og store varevogne). Amager Strandvej er udpeget som tvangsrute for kørsel med farligt gods mellem Københavns Lufthavn, Kastrup og Prøvestenen.

Amager Strandvejs funktion i fremtiden

Grundlaget for Amager Strandvejs fremtidige funktion er Trafikplan for Amager, som i overensstemmelse med Kommuneplan 2001 udpeger vejen som bydelsgade. I forhold til denne klassificering må hastigheden dæmpes, og den gennemkørende trafik må så vidt muligt flyttes til andre mere hensigtsmæssige ruter. Der vil dog fortsat være meget trafik på vejen, herunder tung trafik med mål på det nordøstlige Amager (inkl. Prøvestenen og Refshaleøen).

Anlæg af den ny Amager Strandpark betyder, at der bliver en øget trafik af gæster til strandparken ad og på tværs af Amager Strandvej. Der er planlagt sti- og vejadgang til strandparken ved Øresundsvej, Italiensvej, Svend Vonsveds Vej og Hedegaardsvej. Gæsterne til strandparken vil komme enten på cykel, i bil, eller til fods, herunder gående fra stationerne ved Øresundsvej, Italiensvej eller Hedegårdsvej på metroens 3. etape (Østamagerbanen).

I den nordlige ende af Amager Strandpark er planlagt et boligkvarter øst for Amager Strandvej over for Øresundsvej. Beboerne i dette boligkvarter skal krydse Amager Strandvej for at komme til resten af byen, herunder for at komme til stationen ved Øresundsvej. Dette vil fortrinsvis ske ved Øresundsvej, men også i vidt omfang ved stien i forlængelse af Lergravsvej, jf. nedenfor.

Den grønne cykelrute Kastrup Fortruten, som bl.a. bliver anlagt oven på den rørlagte Greisvejrende, vil udmunde i Amager Strandvej ved Svend Vonsveds Vej, altså umiddelbart over for én af adgangsvejene til Amager Strandpark. Endvidere er der jf. Trafikplan for Amager planlagt stiforbindelser i forlængelse af Lergravsvej og langs Italiensvej. Sidstnævnte lukkes for øvrigt for biltrafik ved Østamagerbanen.

Der vil altså være væsentlig gang- og cykeltrafik på tværs af Amager Strandvej i forbindelse med alle ovennævnte stier, samt ved Hedegårdsvej og Øresundsvej. Amager Fortruten, der udmunder i Amager Strandvej ved Svend Vonsveds Vej, og til dels stiforbindelsen ved Italiensvej, vil være hovedadgangsvej for cyklende og gående mellem vestamager og strandparken. Beboere på det nordøstlige Amager vil bruge stiforbindelsen i forlængelse af Lergravsvej for at komme til strandparken. Metropassagerer vil krydse Amager Strandvej ved Øresundsvej, Italiensvej eller Hedegårdsvej på vej til strandparken.

Den fremtidige udformning af Amager Strandvej.

Med udgangspunkt i Trafikplan for Amager kan man forestille sig, at den fremtidige udformning af Amager Strandvej vil være som følger:

Der etableres rundkørsler eller evt. signalanlæg ved krydsene med Øresundsvej og med Hedegårdsvej. Rundkørslerne dæmper hastigheden, samtidig med at de sikrer en smidig trafikafvikling. Det kan dog være svært at afvikle store trafikmængder i en rundkørsel. Rundkørslerne må designes med særligt hensyn til de mange krydsende cyklister og fodgængere. I trafikplanen er der forudsat rundkørsel ved Italiensvej, men det er siden vedtaget at lukke denne ved Østamagerbanen, hvorfor en rundkørsel ikke længere er nødvendig. Der foreslås i stedet en stikrydsning, der i højere grad vil sikre den krydsende bløde trafik jævnfør nedenstående. Til gengæld kan det måske vise sig formåltjenligt med en rundkørsel (eller et signalanlæg) ved Svend Vonsveds Vej, hvis der etableres 1.000 parkeringspladser i den sydlige del af Amager Strandpark med tilkørsel over for Svend Vonsveds Vej.

På resten af strækningen strammes vejprofilet op, så kørebanerne ikke virker så brede. Dette kan ske ved, at man supplerer de afstribede parkeringsbåse med sideheller, så disse ikke virker som en del af kørebanen på tidspunkter, hvor der ikke er parkerede biler i båsene. En anden metode er en midterhelle, som begrænser den plads der er til rådighed til at køre på. Både sideheller og midterheller forsynes med træer. Ved skiftende brug af sideheller og midterheller opstår der forsætninger i kørebaneforløbet. Disse forsætninger kan af hensyn til den betydelige tunge trafik ikke udføres så stramt, at de i sig selv dæmper hastigheden, men træerne i hellerne vil bryde det lange lige forløb, vejen har i dag, hvorved hastighedsniveauet dæmpes.

Ved stikrydsninger, herunder ved Italiensvej, må der ofres særlig opmær ksomhed på at sikre de bløde trafikanters krydsning af vejen. Her er hastighedsdæmpning særligt vigtigt, og der kan eventuelt udformes løsninger, der sænker hastigheden under det generelle niveau, selv om disse kan være vanskeligt passable for tunge køretøjer.

Ved denne udformning kan hastighedsgrænsen sættes til 50 km/t hele året, og eventuelt lavere i forbindelse med nogle af stikrydsningerne. Det forventes, at den reelle hastighed vil blive væsentligt lavere, end den er i dag."

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. august 2003

V stillede følgende ændringsforslag: "Sagen henvises til Bygge- og Teknikudvalget med den anbefaling, at der gives en tillægsbevilling til trafiksanering af Amager Strandvej som beskrevet i medlemsforslaget".

A stillede forslag om, at sagen henvises til Bygge og Teknikudvalget.

Et flertal (A, B, C, D, F, O og V) besluttede at henvise sagen til Bygge- og Teknikudvalget.

Et mindretal (Ø) stemte imod.

Ø afgav følgende bemærkning: "Enhedslisten ønsker ikke at behandle et forslag i Økonomiudvalget, som henhører under et fagudvalgs ressort". A og F tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 

 

 

 

 

 

Til top