Mødedato: 13.08.2003, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Øresundsvej, Rødegård, Moldaugade og Moselgade

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Øresundsvej, Rødegård, Moldaugade og Moselgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 13. august 2003

 

Sager til beslutning

1. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Øresundsvej, Rødegård, Moldaugade og Moselgade

BTU 331/2003 J.nr. 451:112.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i udvalgets møde den 26. marts 2003 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen, begrænset af Øresundsvej, Rødegård, Moldaugade og Moselgade - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget omfatter 5 beboelsesejendomme med 243 beboere fordelt på 150 boliger samt 4 butikslejemål mv.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget ændringsforslag og lignende til forslaget.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 26. marts 2003 (Sag nr. 158/2003) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

Økonomi

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 3.000.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

Miljøvurdering

Der henvises til det anførte i det forslag, som Bygge- og Teknikudvalget på mødet den 26. marts 2003 vedtog at offentliggøre.

Høring

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 1. april – 27. maj 2003 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og i Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3.

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte ændringsforslag og bemærkninger.

A) Brev af 5. april 2003 fra Linda Stender, Moldaugade 6, 2. th.

Linda Stender, der glæder sig meget til forslagets gennemførelse, foreslår, at alle træer i gården - og ikke kun det største træ - bevares, hvilket blandt andet vil betyde, at de også fremover vil have et rigt fugleliv i gården.

Hun henviser især til et træ, som hun ser ud på hver dag fra sit køkkenvindue, og henviser til, at træerne ikke fejler noget, men at de i øvrigt om nødvendigt kan beskæres.

Bemærkning

Forslaget er udarbejdet i samarbejde og efter aftale med et gårdudvalg bestående af ejer- og beboerrepræsentanter.

Forvaltningen har inden udarbejdelsen af forslaget gennemgået den eksisterende beplantning med henblik på at vurdere, hvad der kan bevares. Der fjernes tre træer - to robinier og en tjørn - der alle er skamskåret og ikke kan overleve, medens et stort karakterfuldt robinietræ midt i gården bevares.

Herudover plantes der 18 nye større og mindre træer samt bede med bunddække, blomstrende buske, kraftige stauder og forårsløg samt anlægges et større græsareal, hvorved den samlede beplantning i gården forøges væsentligt i forhold til i dag, bl.a. ud for Linda Stenders køkkenvindue.

Forvaltningen finder ikke, at der er grund til at være bekymret for det fremtidige fugleliv i gården – tværtimod.

B) Brev af 25. maj 2003 fra Käthe Nimb (afdelingsformand for bestyrelsen i den almennyttige udlejningsejendom Røde Møllegård IV, Øresundsvej 41, Rødegård 19-23 og Moldaugade 2)

Käthe Nimb, der er positiv over for etablering af gårdanlægget, foreslår, at dannelsen af gårdlavet ikke udskydes, til fællesgårdanlægget er etableret, idet der er behov for allerede på et tidligere tidspunkt mere detaljeret at drøfte den fremtidige ren- og vedligeholdelse af gården, herunder foreståelsen af det praktiske arbejde hermed.

Hun ønsker, at det præciseres, at de cykelskure, der indgår i forslaget, også må anvendes til at parkere knallerter i, idet disse ikke hensigtsmæssigt kan stilles hverken i gården, ejendommens kælder eller på fortovet.

Käthe Nimb er positiv over for beplantning i gården, men bemærker, at det bevarede robinietræ dækker udsynet til legearealet fra flere lejemål, og at der ved disponeringen af gården måske burde være taget udgangspunkt i, om legearealet kan overvåges fra flest mulige lejemål.

Bemærkning

Det er en almindelig praksis, at der først stiftes et gårdlav, når fællesanlægget er etableret, og den detaljerede udformning af gårdanlægget dermed er kendt. Der er imidlertid intet til hinder for, at et gårdlav kan stiftes, for eksempel når der er truffet endelig beslutning om fællesskabet.

Forvaltningen vil drøfte ønsket om en tidligere stiftelse af gårdlavet på det førstkommende møde med ejere og beboere, efter at den endelige byfornyelsesbeslutning er truffet.

Som det fremgår af forslaget, indrettes der overdækket cykelparkering ved alle tre pergolaer, og der opsættes cykelstativer langs ejendommenes gårdfacader. Det er op til gårdlavet at beslutte, om knallerter skal parkeres det ene eller andet af disse steder.

Det er korrekt, at robinietræet - sammen med den øvrige beplantning – vil dække for udsynet fra lejlighederne til dele af gårdens arealer, herunder legearealet, men det er et ønske fra gårdudvalget, at træet bevares.

C) E-Mail af 27. maj 2003 fra Käthe Nimb, Øresundsvej 41, 3.th. og Preben Hansen, Moldaugade 2, 1.tv.

Käthe Nimb og Preben Hansen bemærker, at det ikke fremgår klart af forslaget, om der etableres en forhøjning på legearealet med et "kaninhul" og en rutschebane, samt om der sker en udskiftning af alle portene i de fremtidige tre fællesadgange mellem vej og gård.

De forbeholder sig, på vegne af lejerne i Rødegård IV, brugsretten til det eksisterende skur i gården ved Øresundsvej 41, hvis gårdlavet ikke beslutter, at der skal ske fælles pasning af udearealerne.

Käthe Nimb og Preben Hansen foreslår endelig, at der opmures tre grill i gården, og at eksisterende vippedyr på deres ejendom flyttes til det ny legeareal.

Bemærkning

Det er aftalt med gårdrådet, at legearealet vil blive indrettet som ønsket, og at der vil ske udskiftning af de nævnte porte, såfremt økonomien tillader det.

Som det fremgår af forslaget, skal fællesgårdanlægget ren- og ve dligeholdes under ét, herunder det nævnte skur ved Øresundsvej 41, der er en del af fællesgårdanlægget.

Det vil være muligt for gårdlavet at opføre grill på de i forslaget viste to opholdspladser, hvis gårdlavet måtte ønske det.

-o0o-

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget udover hvad der er nævnt.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 26. marts 2003

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag A: Brev af 2. maj 2003 fra Linda Stender

Bilag B: Brev af 25. maj 2003 fra Käthe Nimb

Bilag C: E-mail af 27. maj 2003 fra Käthe Nimb og Preben Hansen

 

Ole Sperling

 

Til top