Mødedato: 12.11.2003, kl. 14:00

Tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Hestestaldskarreen" (karre 6) på Indre Vesterbro

Tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Hestestaldskarreen" (karre 6) på Indre Vesterbro

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. november 2003

 

 

Sager til beslutning

 

14.      Tillæg til byfornyelsesbeslutning for "Hestestaldskarreen" (karre 6) på Indre Vesterbro

 

BTU 519/2003  J.nr. 623:113.0001/03

 

 

INDSTILLING

Bygge – og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  det af Byfornyelse København udarbejdede forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutningen for Hestestaldskarreen (karré 6), der omfatter ændring fra 3 fælles gårdanlæg og 3 gårdlaug til 1 gårdanlæg og 1 gårdlaug samt ændrer benyttelsen af et fælles friareal for gårdlaug 2 og 3 på erhvervsejendommen Gasværksvej 16, til alene at omfatte erhvervsparkering – efter høring af ejere og lejere – nu vedtages endeligt i henhold til lov om byfornyelse § 9.

 

 

RESUME

I byfornyelsesbeslutningen for Hestestalds-karren indgik bestemmelser om økologiske forsøgsprojekter, etablering af 3 fælles gårdanlæg med hvert sit gårdlaug, samt etablering af et beboerhus og en tagterrasse ovenpå erhvervsejendommen Gasværksvej 16. Byfornyelsesbeslutningen indeholdt endvidere en bestemmelse for den fremtidige brug af ejendommens arealer ud mod Eskildsgade, der er udlagt til "Fælles friareal for gårdlaug 2 og 3 samt erhvervsejendommen Gasværksvej 16. E rhvervsparkering og tilkørsel i begrænset tidsrum, fra kl. 6.00 til kl. 18.00 på hverdage".

 

Ejendommen blev i 2003 solgt, og de nye ejere har problematiseret både parkeringsplads og opførelse af beboerhus. Forvaltningen har derfor vurderet muligheden for et kompromis, der opgiver råden over parkeringsarealerne for bl.a. at sikre ejernes samarbejdsvilje omkring beboerhuset. Beboerne kompenseres delvis friarealmæssigt ved at få formaliseret adgang til friarealer til den kommende institutionsbebyggelse i Eskildsgade 7-11 uden for institutionernes åbningstider. Der foreligger endvidere fra

gårdlauget ønske om at de 3 gårdanlæg ændres til 1 gårdanlæg samt 1 gårdlaug. 

 

Et tillæg til byfornyelsesbeslutning med ovennævnte ændringer har været udsendt i høring i perioden fra den 8. til den 27. oktober 2003. Der er modtaget 18 indsigelser, der hovedsagelig udtaler sig mod ændringen vedrørende parkeringspladsen og ønsker denne fastholdt til brug for beboerne udenfor arbejdstid på hverdage.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I mødet den 9. maj 1996 (B.F. 1996, s. 1055-1061) tiltrådte Borgerrepræsentationen efter udvalgsbehandling det daværende Byfornyelsesudvalgs  indstilling af  2. maj 1996 om, at det af Byfornyelse København udarbejdede forslag til byfornyelsesbeslutning for Hestestaldskarreen (karré 6) godkendtes endeligt i henhold til lov om byfornyelse og boligforbedring § 9.

 

I byfornyelsesbeslutningen for Hestestalds-karren indgik bestemmelser om økologiske forsøgsprojekter, etablering af 3 fælles gårdanlæg med hvert sit gårdlaug, samt etablering af et beboerhus og en tagterrasse ovenpå erhvervsejendommen Gasværksvej 16. Gårdanlæggene og forsøgsprojekterne er i det hele etableret, bortset fra begrænsede færdiggørelsesarbejder. Endvidere er der på ejendommen Gasværksvej 16 etableret fælles vaskeri, tagterrasse med trappe- og elevatortårn og truffet beslutning om etablering af beboerlokale i tilknytning hertil.

 

Byfornyelsesbeslutningen indeholdt endvidere bestemmelse for den fremtidige brug af ejendommen Gasværksvej 16`s arealer ud mod Eskildsgade, der i beslutningen er udlagt til "Fælles friareal for gårdlaug 2 og 3 samt erhvervsejendommen Gasværksvej 16. Erhvervsparkering og tilkørsel i begrænset tidsrum". Nævnte friareal skulle kunne benyttes erhvervsmæssigt i tidsrummet fra kl. 6.00 til kl. 18.00 på hverdage. Erhvervsmæssig benyttelse udover nævnte tidsrum skulle alene kunne ske med tilladelse fra gårdlaug 2 og 3. Friarealet skulle udformes således, at der var mulighed for benyttelse til fritidsaktiviteter, eksempelvis boldspil.

 

Den tidligere ejer af Gasværksvej 16 skulle stå for opførelsen af det i byfornyelsesbeslutningen nævnte beboerhus på toppen af erhvervsbygningen. Ejendommen er imidlertid primo 2003 solgt til et interessentskab JeKa, der har problematiseret både parkeringsplads og beboerhus, idet selskabet er af den opfattelse, at den fastlagte fællesanvendelse af friarealerne ikke kunne administreres i praksis, samt at  byfornyelsesbeslutningen er ulovlig.

 

Forvaltningen vurderer efter flere drøftelser med de nye ejere af Gasværksvej 16, og efter Byfornyelse Københavns drøftelser med gårdlaugets bestyrelse, at der er risiko for beslutningens bestemmelser om fællesanvendelse af friarealerne ikke fører til et succesfuldt resultat indenfor en acceptabel tid, medmindre de nye ejere er positivt indstillet overfor løsningen.

 

Tvisten med de nuværende ejere om parkeringsarealet vil således efter forvaltningens vurdering indebære risiko for langvarige retssager. Efter forløbet af en lignende sag i Tøndergade, er der endvidere risiko for, at beslutningen om inddragelse af parkeringsareal – også tidsbegrænset - vil blive væsentlig dyrere end hidtil forudsat.

 

Forvaltningen har derfor undersøgt muligheden for et kompromis, der opgiver råden over parkeringsarealerne, som der så heller ikke skal betales erstatning for, men samtidig sikres ejernes samarbejdsvilje omkring beboerhuset på toppen af Gasværksvej 16. Beboerne vil kunne kompenseres friarealmæssigt for den manglede adgang til p-arealet ved at få formaliseret adgang til  friarealer til den kommende institutionsbebyggelse Eskildsgade 9-11, udenfor institutionernes åbningstider. Alt taget i betragtning vurderer forvaltningen, at kompromisløsningen kan forventes at forkorte gennemførelsestiden med flere år.

 

Som følge heraf, og da forvaltningen modtog henvendelse fra Karrérådet om at få ændret byfornyelsesbeslutningen ved et tillæg, således at de 3 gårdanlæg ændres til 1 gårdanlæg og 1 gårdlaug, fandtes det hensigtsmæssigt at udarbejde et tillæg til byfornyelsesbeslutningen. Da det udsendte forslag til den nye byfornyelseslov, der træder i kraft den 1. januar 2004, ikke åbner mulighed for  at udfærdige tillæg til tidligere byfornyelsesbeslutninger, udarbejdedes tillægget til byfornyelsesbeslutning af tidsmæssige årsager uden et forudgående redegørelsesnotat til udvalget. Tillægget er vedlagt til gennemsyn som bilag A.

 

Af de arbejder, der indgår i byfornyelsesbeslutningen, resterer begrænsede færdiggørelsesarbejder af gårdanlæg samt opførelse af beboerhuset.

Færdiggørelsen af gårdanlæg samt opførelse af beboerhuset forventes at kunne ske i 2004.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Såfremt udvalget ikke kan tiltræde forvaltningens indstilling f.s.v. angår spørgsmålet om parkeringspladsen, foreslår forvaltningen, at tillægget i sin helhed bortfalder, idet kommunen vil stå bedre i de kommende sager, hvis den oprindelige beslutning fastholdes uændret.

 

Hvis tillægget ikke vedtages inden årets udgang, vurderes der ikke foreløbig at være mulighed for at ændre beslutningen om 3 gårdanlæg og 3 gårdlaug, idet beslutningen for en sikkerheds skyld ikke bør ændres under en verserende retssag, men det anses for muligt i givet fald på et senere tidspunkt at ændre servitutterne efter reglerne i den nye lov.

 

Økonomi

Udgiftsneutral

 

 

Miljøvurdering

Indstillingen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

 

Høring

Ifølge lov om byfornyelse § 11 skal kommunalbestyrelsen offentliggøre et forslag til tillæg og give de berørte mulighed for at fremsætte indsigelse mod og ændringsforslag til den planlagte beslutning inden for en passende frist.

Byfornyelse København har på kommunens vegne udsendt forslaget til tillæg i høring i tidsrummet fra den 8. til den 27. oktober 2003.

 

Redegørelse for modtagne indsigelser

Der er ved høringsfristens udløb indkommet 18 indsigelser. Indsigelserne vedlægges til gennemsyn som bilag B

Hovedpunkterne i de modtagne indsigelser vedrører den ændrede adgang til brug af parkeringspladsen for beboerne

For en nærmere beskrivelse af indsigelsernes indhold og bemærkninger hertil henvises til Byfornyelse Københavns redegørelsesnotat, der vedlægges som bilag 1.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Byfornyelse Københavns redegørelsesnotat.

 

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag A: Forslag til tillæg til byfornyelsesbeslutningen for Hestestalds-karreen.

Bilag B: Indsigelser

 

 

 

Jens Ole Nielsen

 

 

 


 


Til top