Mødedato: 12.11.2003, kl. 14:00

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Heinesgade, Søllerødgade, Holtegade, Nørrebrogade

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Heinesgade, Søllerødgade, Holtegade, Nørrebrogade

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. november 2003

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Heinesgade, Søllerødgade, Holtegade, Nørrebrogade

 

BTU 511/2003  J.nr. 451:124.0001/03

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at  forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter karreen begrænset af Heinesgade 2-14, Søllerødgade 24-30, Holtegade 1-5, 5A-B, 7-13 og Nørrebrogade 169-171, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

at  indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget, der udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanter i karreen, omfatter 8 beboelsesej endomme med 262 beboere fordelt på 170 boliger, 2 værkstedsbaghuse samt 8 butikslejemål mv.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 8.800.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De nuværende forhold i karreen fremgår af forslaget.

 

Gårdarealerne er opdelt af to 3-etages værkstedsbaghuse samt hegn og skure. Endvidere er der en større kælder under gårdarealerne på ejendommene Heinesgade 2-4, Holtegade 1-3 og Nørrebrogade 169-171.

 

Stueetagen i værkstedsbaghusene er udlejet som garager til pølsevogne og som showroom for en tøjdesigner, halvdelen af 1. sal som værksted for en billedkunstner, medens resten står tomt. 2. sal er udlejet som kontor og showroom for en murermester og som værksted for en billedkunstner. Herudover er halvdelen af kælderen udlejet som arkiv til en advokat, medens resten står tomt.     

 

Værkstedsbaghusene, der ifølge Nørrebro Bydelsatlas har middel bevaringsværdi, beslaglægger - sammen med til- og frakørselsarealerne til baghusene - en væsentlig del af den mest attraktive del af gårdarealerne.

 

Gårdarealerne er overvejende dårligt vedligeholdt og indrettet således, at de ikke kan betegnes som tilfredsstillende til ophold og leg.

 

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 150 og forudsættes en friarealprocent på 40. Karreens bebyggelsesprocent er 303 og friarealprocenten 9.

 

Forslaget omfatter otte 5-etages beboelsesejendomme opført i perioden 1903-07. Seks af karreens ejendomme er andelsboligforeninger, og to er udlejningsejendomme. Der er 170 boliger i karreen. Det samlede gårdareal er ca. 1.500 m2.

 

Pr. 1. januar 2003 var der 262 beboere i karreen, heraf 10 under 15 år, 6 over 67 år, medens 246 var i gruppen 15-66 år.

 

Forhandlinger

Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Grønne Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

 

I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om byfornyelseslovens regler om gårdanlæg mv.

 

Der er herefter i samarbejde med repræsentanterne udarbejdet et forslag til fælles gårdanlæg.

 

Ejeren af udlejningsejendommen Holtegade 5, 5A-B og 7 har tilkendegivet, at han ikke ønsker, at værkstedsbaghusene på hans ejendom nedrives.

 

Ejerne og beboerrepræsentanterne i de øvrige 7 ejendomme samt beboerne i forhuset på ejendommen Holtegade 5, 5A-B og 7 har tiltrådt forslaget.

 

Forslaget

De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget.

 

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i gennemførelsesprojektet.

 

Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter bestemmelser om den fremtidige vedligeholdelse af anlægget.

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser herom, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.

 

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til Økonomi- og Erhvervsministeriets regler.

 

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 8.800.000  kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for 2003 (konto 00.25.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

 

Miljøvurdering

Forslaget forventes først og fremmest at forbedre beboernes psykiske og fysiske sundhed samt deres livskvalitet. Det drejer sig om større oplevelses-, udfoldelses- og kontaktmuligheder i det nære boligmiljø for såvel børn som voksne.

 

Der sker også en forbedring af beboernes færdselsmuligheder i gården, hvilket også kommer beboere med nedsat bevægelses- og orienteringsevne til gode.

 

Forslaget medfører endvidere bedre luftkvalitet i gården, idet der sker en væsentlig forøgelse af den grønne beplantning i gårdrummet. Beplantningen sammensættes endvidere varieret, så den – ud over det syns- og duftmæssige aspekt – er med til at øge bybørns og voksnes naturkendskab.

 

Der sker herudover en væsentlig reduktion i udledningen af overfladevand til kloaksystemet. Plante-, grus- og græsfladerne sikrer, at en stor del af regnvandet nedsiver lokalt og dermed kommer grundvandet til gode.

 

Forslagets gennemførelse medfører også en reduktion af jordforureningen, idet overfladejorden – der forventes at være lettere forurenet – køres til deponering eller rensning, hvilket også mindsker risikoen for grundvandsforurening.

 

Den nye flisebelægning lægges i bærelag af genbrugsmaterialer.

 

Byggematerialer, der efter endt levetid kun kan bortskaffes ved deponering, fravælges.

 

Ved valg af beplantningen tages der hensyn til, at den skal kunne udvikle sig flot uden brug af sprøjtemidler.

 

Der sættes plads af i gården til opsamling af organisk affald, papir og storaffald.

 

Endelig medfører forslagets gennemførelse en nedgang i el-forbruget, idet der opsættes gårdbelysningsarmaturer, hvori der kan anvendes energisparepærer. 

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:        Forslag til fælles gårdanlæg.

 

 

Ole Sperling


 


Til top