Mødedato: 12.09.2001, kl. 14:00

Forslag til lokalplan "Lundedalsvej" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997

Forslag til lokalplan "Lundedalsvej" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. september 2001

 

Sager til beslutning

9. Forslag til lokalplan "Lundedalsvej" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997

BTU 376/2001 J.nr. 611:217.0001/00

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplan "Lundedalsvej" vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen foreslåede ændringer om ændret placering af byggefelt E, jf. § 5, stk.1 a, om etageantal, gesimshøjde og bygningshøjde i byggefelt C i § 5, stk. 3 b, om åbninger i bebyggelsen i byggefelt D i § 5, stk. 3 c, om bebyggelsens ydre fremtræden i byggefelt C i § 6, stk. 3, samt om tilladelse i henhold til anden lovgivning § 11, pkt. a, b og c

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til lokalplan "Lundedalsvej" hørende tillæg til Kommuneplan 1997 vedtages endeligt

RESUME

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende lokalplanforslaget med tilhørende forslag til kommuneplantillæg er der modtaget 21 henvendelser, hvoraf 3 er fra offentlige myndigheder. Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ingen bemærkninger. Københavns Vand gør opmærksom på, at fremtidig bebyggelse i byggefelt E skal tage hensyn et renseanlæg m.v. De øvrige 18 henvendelser er fra ejere og beboere i lokalplanområdet og op til dette samt interessegrupper m.fl. og er vedlagt i alt 290 underskrifter. En stor del af henvendelserne, herunder underskrifterne, er fra ejere og beboere i det overfor lokalplanområdet beliggende villaområde i Gentofte.

De 18 henvendelser omfatter generelt ændring af rammer for lokalplanlægning ifølge Kommuneplan 1997, omfang og placering af ny bebyggelse, herunder i byggefelt C og D, bevaringsværdige bygninger, rekreativt område langs Søborghusrenden, fortidsmindet "Spærredæmning ved Emdrup", trafik og parkering, bevaring af træer samt støjdæmpende foranstaltninger i relation til jernbanen.

Foranlediget af henvendelserne foreslår forvaltningen lokalplanen ændret ved en mindre forskydning af byggefelt E, en reduktion af etageantallet, gesimshøjden og bygningshøjden for bebyggelse i byggefelt C, præcisering af bebyggelsens ydre fremtræden i byggefelt C og krav om åbninger i bebyggelsen i byggefelt D. I øvrigt foreslås bestemmelser om tilladelse i henhold til anden lovgivning ændret redaktionelt for at lette forståelsen hos kommende brugere af lokalplanen.

Som følge af forslaget om en reduktion af etageantallet for bebyggelsen i byggefelt C er der gennemført en supplerende høring, hvorunder der er modtaget bemærkninger fra den ene af de to berørte ejere.

Sagen var på Bygge- og Teknikudvalgets dagsorden i mødet den 29. august 2001, hvor den blev udsat.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 29. marts 2001 (BR 112/01) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 21. februar 2001 og Økonomiudvalgets indstilling af 27. februar 2001 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Lundedalsvej" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg.

Aftryk af indstillingen til Borgerrepræsentationen vedlægges til gennemsyn som bilag 1.

Offentliggørelse

Forslagene til lokalplan og det tilhørende kommuneplantillæg har været offentliggjort i perioden 24. april til 25. juni 2001. Der er udsendt 718 pjecer til ejere, lejere og brugere samt 53 pjecer til interessegrupper, foreninger og lignende.

Der er i forbindelse med offentliggørelsen modtaget 21 henvendelser, der i kopi vedlægges til gennemsyn som bilag 2. En oversigt over henvendelserne, der nærmere beskrives nedenfor, er vedlagt som bilag A. Henvendelserne kommenteres efterfølgende i afsnittet Bemærkninger til henvendelser modtaget i offentlighedsperioden. Som bilag 3 vedlægges til gennemsyn et kortudsnit visende bl.a. de væsentligste af lokaliteterne omkring lokalplanområdet, som er nævnt i henvendelserne.

Henvendelser fra offentlige myndigheder

I. Skrivelse af 23. maj 2001 fra Københavns Vand

Københavns Vand nævner, at Københavns Energi i lokalplanområdet har en række ledninger, et overløbsbygværk, et Actiflo-anlæg (container med minirenseanlæg ) og en permanent pumpestation. Det bemærkes, at både beliggenhed af og adgangsforhold til ledninger og overløbsbygværk, der er beliggende i lokalplanområdets nordvestlige hjørne, er sikret ved deklaration. Opmærksomheden henledes på, at bebyggelsesplanen for det fremtidige byggeri skal tage hensyn til, at der opretholdes adgangsforhold i form af kørevej dimensioneret til tung trafik (40 t akseltryk) af hensyn til kørsel med spulevogn og eventuel anden tung trafik i anledning af eventuel senere ombygning af bygværket.

Samtidig henledes opmærksomheden på, at bebyggelsesplanen for en fremtidig bebyggelse skal tage hensyn til Actiflo-anlægget, der er beliggende i det nordøstlige hjørne af lokalplanområdet i henhold til en lejeaftale, der udløber i 2018. Også her er det væsentligt, at adgangsvejen opretholdes til dels servicering dels eventuel senere nedtagning af anlægget.

II. Skrivelse af 18. juni 2001 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser, at der ikke er bemærkninger til lokalplanforslaget, der er taget til efterretning.

III. Skrivelse af 19. juni 2001 fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)

Hovedstadens Udviklingsråd oplyser, at man har behandlet lokalplanforslaget med tilhørende forslag til kommuneplantillæg som regionplanmyndighed i forhold til planlovens § 29 og i forhold til HUR´s trafikale interesser. Der er ingen bemærkninger til planforslagene.

Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl.

  1. Skrivelse af 31. maj 2001 fra Grundejerforeningen Lundehussøens Haveforening v/ formand Børge Pedersen og Dyssegaards Grundejerforening v/ formand Finn Bech
  2. Grundejerforeningen Lundehussøens Haveforening og Dyssegaards Grundejerforening fremkommer med indsigelse og ændringsforslag til lokalplanforslaget. Det oplyses, at foreningerne geografisk dækker den sydvestlige del af Gentofte Kommune og den nordvestlige del af Københavns Kommune, der mod nord og øst grænser op til lokalplanforslagets område ved Søborghusrenden. Henvendelsen er bilagt en underskriftsindsamling med 128 underskrifter repræsenterende ejere/ husstande i foreningernes områder, der ligger nærmest lokalplanområdet.

    Foreningerne hilser med tilfredshed formålet med lokalplanen i henhold til § 1, hvorfra der citeres bestemmelsen om, at formålet bl.a. er at sikre, at bebyggelse mod Søborghusrenden fremtræder med en åben udformning i et bebyggelsesmønster, som dels danner overgang til og harmonerer med de overforliggende villaområder. Foreningerne mener dog ikke lokalplanforslaget tager nok hensyn hertil. Foreningerne mener heller ikke, at forslaget tilgodeser en formulering i den udsendte planorientering (pjece) om, at nærheden til Søborghusrenden skaber mulighed for udvikling af sammenhængende grønne forbindelser til de store rekreative områder i denne del af byen.

    Der protesteres mod en bebyggelsesprocent på 40 i byggefelt A lige overfor foreningernes villaområde med en bebyggelsesprocent på 25. Det menes, at den maksimale bygningshøjde i byggefeltet på 10 m tager for meget af lyset fra villaområdets huse og haver. Det foreslås, at det tilladelige etageantal reduceres fra 2½ til 2, og at bebyggelsesprocenten nedsættes til 25. Samtidig foreslås en tilbagetrækning af byggelinien på 10 m fra Søborghusrenden til en afstand af 25 m.

    For byggefelt C protesteres der skarpt mod en mulig bebyggelse på 4½ etager med en bygningshøjde på op til 17 m under hensyn til ulemper med mindre lys og indbliksgener for de nærmestliggende villaer. En tilladelig bebyggelsesprocent på op til 110 anses for at være alt for høj under hensyn til det tilgrænsende villaområde og til rækkehusbebyggelsen i byggefelt B. Der foreslås en ændring af lokalplanen, således at der tillades et boligbyggeri i terrasser med stigende udnyttelse og etagehøjde jo længere afstanden er fra Søborghusrenden og i øvrigt med en byggelinie på 35 m i forhold hertil.

    På lignende vis og med samme begrundelse som for byggefelt C protesteres der mod en mulig bebyggelse på 4½ etager med en bygningshøjde på op til 15 m i byggefelt E. Der stilles samme ændringsforslag her som for byggefelt C.

    Det påpeges, at en ny vejforbindelse mellem Lundedalsvej og Emdrupvej i stedet for den nuværende Lundebakken, som lokalplanforslaget åbner mulighed for, indebærer en åbenlys risiko for, at ny trafik ledes ind i villaområderne, hvorom det oplyses, at især Højsgårds Allé, Ellemosevej og den østlige ende af Lundedalsvej i forvejen er stærkt belastet.

    Det anføres, at der ved en tilbagetrækning af byggelinien fra Søborghusrenden vil kunne skabes et 25-35 m bredt rekreativt bælte med cykel- og gangsti samt et grønt område med plænearealer afvekslende med lav bevoksning. De nuværende høje træer langs Søborghusrenden ønskes bevaret, ligesom det ønskes, at ny træbevoksning langs renden sættes så spredt, at solen kan nå derned i nødvendigt omfang.

    Det oplyses, at der ikke er kommentarer til byggefelt D. Endvidere oplyses det, at foreningernes formænd er til rådighed ved en besigtigelse i givet fald.

  3. Skrivelse af 5. juni 2001 fra K. Overgård, Godhavnsvej 20, m.fl.
  4. K. Overgård fremsender indsigelse og ændringsforslag til lokalplanforslaget. Henvendelsen er i øvrigt underskrevet af 9 andre ejere af ejendomme på Godhavnsvej, Lundedalsvej og Poppelhøj, til dels beliggende op mod lokalplanområdet.

    Primært ønskes lokalplanområdet henlagt som park eller lignende, så der kan skabes et sammenhængende rekreativt område fra Dyssegårdsparken langs Søborghusrenden til Emdrup Sø. Såfremt området uanset dette skal benyttes til bebyggelse anses en mindre intensiv udnyttelse at være hensigtsmæssig, f.eks. med villabebyggelse i højst 1½ etage med en maksimal bebyggelsesprocent på 25 svarende til udnyttelsen i det omliggende villaområde.

    Konkret for byggefelterne C og E protesteres der imod den muliggjorte bygningshøjde på henholdsvis 17 m og 15 m. Det foreslås i stedet, at bygningshøjden i de to byggefelter ikke må overstige 10 m målt fra Lundedalvejs niveau under hensyn til en angivet terrænstigning på 2 m i forhold til vejen. Det påpeges, at der herved sker reducering af skyggevirkninger illustreret ved et medsendt skyggediagram ved vintersolhverv. I øvrigt foreslås det, at ingen af byggefelterne A, C og E tillades nærmere end 20 m fra Søborghusrenden.

    Endelig foreslås det, at den eksisterende vejbom ved Lundebakkens udmunding ved Søborghusrenden bibeholdes for at undgå, at den intensiverede udnyttelse af lokalplanområdet påvirker trafik- og parkeringsforholdene i det tilgrænsende villaområde.

  5. Skrivelse af 5. juni 2001 fra Henrik Bejder, Godhavnsvej 33, m.fl.
  6. Henrik Bejder fremsender indsigelse mod lokalplanforslaget med tilhørende forslag til kommuneplantillæg. Henvendelsen er bilagt en liste, hvor 9 underskrifter repræsenterer andre ejere/ husstande i ejendomme på Godhavnsvej samt i øvrigt på Lundedalsvej og Poppelhøj, til dels beliggende op mod lokalplanområdet.

    Der gøres indsigelse mod lokalplanens forslag om bebyggelse direkte op ad begge sider af fortidsmindet "Spærredæmning ved Emdrup" under hensyn til, at dæmningen er en af de sidste rester af de bynære oversvømmelsesanlæg i Københavns Landbefæstning. Beskyttelseselinierne bør respekteres og de åbne områder omkring dæmningen bør retableres, ligesom fortidsmindet bør restaureres. Rækkehusene umiddelbart op til dæmningen bør sløjfes, når bebyggelsen engang er nedslidt.

    Der gøres indsigelse mod lokalplanens forslag om nybebyggelse af Søborghusrendens vestlige bred, idet der under hensyn til, at en stor del af området er offentligt ejet, er en enestående chance for at skabe en grøn forbindelse mellem Utterslev Mose, Dyssegårdsparken og Emdrup Sø. Der peges i den forbindelse på, at området med væsentlige historiske værdier kan blive en levende fortælling om drikkevand og forsvar af København tilbage fra Christian IV´s tid.

    Der gøres indsigelse mod forslaget til kommuneplantillæg om ændring af kommuneplanens rammebestemmelser for lokalplanlægning, hvorved dels det oprindelige C1-område ændres til et (mindre) B1-område (underområde I), dels det oprindelige E1-område ændres til et C1-område samtidig med, at det udvides med en del af det tidligere C1-område (underområde II). Der peges på, at denne ændring/ udvidelse giver den berørte private savværksejer (Lundedalsvej 27) en væsentlig økonomisk fordel i form af værdiforøgelse af ejendommen i forhold til en samlet ændring af den oprindelige områdeinddeling. Dette anføres at ske ved, at lokalplanen tillader et byggeri på grunden, der på flere punkter er i strid med intentionerne om at skabe et attraktivt område med åben bebyggelse. I den forbindelse nævnes det, at lokalplanen her (byggefelt C) tillader et byggeri i op til 4½ etager med en bygningshøjde på 17 m placeret i vejlinien med en bygningslængde på ca. 100 m kun 10 m fra den rekreativt vigtige Søborghusrende og meget tæt på den lave villabebyggelse på den modsatte side af renden. Et sådant byggeri vil helt indespærre de eksisterende rækkehuse Lundedalsvej 35-51, der i forvejen ligger tæt på dæmninger med Lundebakken og Emdrupvej samt jernbanen. Byggeriet vil i øvrigt give væsentlige gener i form af skygge, indsigt, støj og trafik for villabebyggelsen på den anden side af Søborghusrenden.

    Foruden den tilladelige bygningshøjde i byggefelt C gøres der indsigelse mod bygningshøjden i byggefelt D på 19 m og i byggefelt E på 15 m, da disse bygningshøjder bryder afgørende med de omgivende bebyggelser og grønne områder. Der peges på, at bebyggelseblokkene vil fremstå som massive vægge i et stigende terræn op mod Emdrupvej mod de lave villabebyggelser i 1½ plan i Københavns og Gentofte Kommuner. Den muliggjorte sammenhængende bebyggelse i byggefelt D vil overskære den sammenhængende grønne forbindelse mellem Utterslev Mose og Emdrup Sø og vil i øvrigt være fremmed for lokalområdet. Den markante bygning Emdrupborg vil med de foreslåede byggemuligheder miste en væsentlig del af det åbne rum, der er med til at give bygningen sit dominerende særpræg.

    Der gøres indsigelse mod den foreslåede bebyggelsesprocent på 110 i underområde II, idet denne ikke balancerer med bebyggelsesprocenten på 25 for villaområdet op til lokalområdet. Den muliggjorte udnyttelse af området betegnes som intensiv og vurderes at være til væsentlig gene for de omgivende villabebyggelser med trafikpåvirkning og øget befolkningstæthed i området. I øvrigt anses parkeringsdækningen på terræn at udhule intentionen om at bevare og styrke de rekreative værdier i området.

    Endelig gøres der indsigelse mod en eventuel ny vejføring af Lundebakken, idet den rummer en væsentlig risiko for et ændret trafikmønster i lokalområdet med deraf følgende gener for villaområdets beboere, hvis der ikke indføres trafikbegrænsende foranstaltninger, herunder opretholdelse af afspærringen af broen ved Lundsbakkens udmunding ud for Højsgårds Allé.

  7. Skrivelse af 5. juni 2001 fra Østerbro Lokalhistoriske Forening v/ formand Jørgen Thomsen
  8. Østerbro Lokalhistoriske Forening anfører, at punkthusene i den nordlige del af lokalplanområdet vil passe fint ind i området. Derimod anses resten af planen for totalt misforstået for dette lokalområde. Den muliggjorte bebyggelse anses for massiv og meget uheldig og særdeles anmassende i dette ellers forholdsvise åbne og grønne byområde. Mod Søborghusrenden med det attraktive villakvarter lige overfor vil det være ganske hensynsløst at opføre for store og for høje bygninger. Det nævnes, at en fortsættelse af det nordlige delområdes punkthuse i 2½ etager vil være en passende og fin løsning for hele strækningen langs renden.

    Endvidere bemærkes det, at der ikke er taget højde for de i øvrigt i henvendelsen nærmere beskrevne bevaringsværdige bygninger i området. Villaen Emdrupvej 54 ved hjørnet af Tuborgvej og Emdrupvej bør bevares. Ligeledes menes det, at rækkehusene Lundedalsvej 35-51, de såkaldte "Genbrugshuse", samt værktøjsfabrikken Emdrupvej 70 og etageboligbebyggelsen Emdrupvej 56-58 har kvaliteter, som bør indpasses i planen. Herved menes det, at den nuværende og ret åbne bebyggelsesstruktur langs Emdrupvej videreføres til gavn for hele området.

  9. Skrivelse af 11. juni 2001 fra Gentofte Kommune
  10. Gentofte Kommune oplyser efter, at Byplanudvalget har gennemgået lokalplanforslaget med tilhørende forslag til kommuneplantillæg, at man kan tilslutte sig formålet om at forny områdets anvendelse og bebyggelsesforhold og skabe attraktive bebyggelser med familieboliger samt give mulighed for serviceerhverv, herunder undervisning og lignende. Endvidere kan man tilslutte sig, at bebyggelsen mod Søborghusrenden skal fremtræde med en åben udformning i bebyggelsesmønster, som dels danner overgang til - dels harmonerer med de overforliggende villaområder.

    Imidlertid finder Gentofte Kommune, at den foreslåede bebyggelsesprocent på 110 for lokalplanens område II kun i ringe grad harmonerer med målsætningen om en harmonisk tilpasning til villaområderne. Især peges der på, at der for byggefelt C muliggøres sammenhængende bebyggelse i op til 4½ etage i en afstand af 10 m fra Søborghusrenden. En sådan bebyggelse vil i unødigt omfang reducere mulighederne for lys og luft for den nordforliggende villabebyggelse overvejende beliggende i Gentofte Kommune.

    Det foreslås derfor, at etageantallet reduceres til 2½ for område II og især for byggefelt C, og at der fastlægges en anden bebyggelsesform, der ikke forudsætter sammenhængende bebyggelse.

  11. Skrivelse af 18. juni 2001 fra Kulturmiljørådet for Københavns og Frederiksberg kommuner
  12. Kulturmiljørådet for Københavns og Frederiksberg kommuner kritiserer, at der er udsendt et lokalplanforslag, der forudsætter en total ophævelse af beskyttelselinien omkring det jordfaste fortidsminde "Spærredæmning ved Emdrup". Kulturmiljørådet ser ingen grund til at ophæve eller indskrænke beskyttelseslinien, der efter forhandlinger i 1996 mellem Københavns Kommune og de statslige fredningsmyndigheder blev fastsat som en ny og stærkt indskrænket linie. Det anbefales indarbejdet i lokalplanen, at fortidsmindet frilægges.

    I øvrigt kan Kulturmiljørådet ikke bifalde lokalplanforslagets øvrige afsnit. Det findes særdeles påfaldende, at der vil være åbnet mulighed for, at samtlige fem bevaringsværdige bebyggelser i området vil forsvinde, hvis forslaget vedtages uændret. De fem bebyggelser, der omtales nærmere i henvendelsen, er villaen Emdrupvej 54 og den bagvedliggnde tidligere renseribygning, værktøjsfabrikken Emdrupvej 70, boligetageejendommen Emdrupvej 58-68 og rækkehusene betegnet "Genbrugshusene" Lundedalsvej 35-51. Rådet kan ikke anbefale disse bebyggelser fjernet, bortset fra den tidligere renseribygning. Denne kan undtagelsesvis accepteres fjernet, hvis den ikke længere kan bruges til det nuværende formål som undervisningslokaler for Danmarks Pædagogiske Universitet, idet der derved vil kunne ske en rationel udnyttelse af lokalplanens underområde II.

    Generelt anføres det, at lokalplanforslaget burde have været udarbejdet under hensyn til de bindinger, der allerede ligger i området i form af beskyttelseslinier og bevaringsværdier frem for at opfatte området som et tomt byggefelt. Dette anses for at lette sagsbehandlingens senere faser og måske også have fremmet lokalplanproceduren.

  13. Skrivelse af 18. juni 2001 fra Sven Erik Iversen, Ellemosevej 14
  14. Sven Erik Iversen fremsender ændringsforslag til lokalplanforslaget. Det antages, at de planlagte mange nye boliger vil øge biltrafikken i området. Samtidig anses det for uheldigt, hvis denne øgede trafik vil øge trafikken på Højsgårds Allé og på Ellemosevej, der begge ligger direkte op til villabebyggelse.

    Det foreslås, at det i lokalplanen bestemmes, at de to broer over Søborghusrenden til lokalplanområdet fra henholdsvis Ellemosevej og Lundedalsvej skal spærres for motortrafik. Samtidig foreslås det, at adgangen for denne trafik til lokalplanområdet skal ske via Emdrupvej og/ eller Tuborgvej.

  15. E-mail sendt 24 juni 2001 fra Hans Henrik Jørgensen, Ellemosevej 31
  16. Hans Henrik Jørgensen mener, at ny bebyggelse og beplantning skal respektere samme rådighedsindskrænkninger i forhold til jernbanen, som han oplyser, at Banestyrelsen pålægger grunde ved andre banestrækninger. Der efterlyses et lodret snit til belysning af forholdet til jernbanen for så vidt angår ny bebyggelse m.v.

    Det bemærkes, at den påtænkte nye vej med udkørsel til Emdrupvej vil blive stejl og derfor kan give anledning til problemer i glat føre. Det påpeges, at udkørslen fra Lundedalsvej mod Tuborgvej om morgenen kun kan benyttes i retning mod byen og da kun takket være velvilje fra andre trafikanter på Tuborgvej.

    Bebyggelsen langs Tuborgvej og i byggefelt C vil ødelægge mulighederne for et sammenhængende grønt område mellem Utterslev Mose og Emdrup Sø på grund af placering af store boligblokke tæt på Søborghusrenden. Der efterlyses en snittegning visende rendens vandspejl, byggefelternes bebyggelse og det mellemliggende terræn.

    Det påpeges, at der er et fugtigt klima i området i vinterhalvåret. Der efterlyses en snittegning visende Emdrupvej og de mulige bebyggelser, der angiver om alle lejligheder og uddannelses- og erhvervsområder vil få direkte sollys i december og januar ud over et meget kort tidsinterval omkring middagstid. Den nødvendige ventilation vil være meget energikrævende.

    Det oplyses, at området i dag er pakket med biler. Nedlagte parkeringsmuligheder ved vejændringer m.v. bør erstattes med nye i området. Kravet om kun 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal er ikke i harmoni med ønsket om attraktive boliger, og er for uddannelse eller erhverv ude af proportioner med samfundsudviklingen.

    For eksisterende boliger langs Emdrupvej ønskes forholdene forbedret i forhold til adgang til de attraktive, grønne områder. Herudover bør de betydelige boligområder langs Emdrupvej forbedres. Der peges i den forbindelse på nogle nærmere angivne løsningsforslag om at benytte lokalplanområdets terrænforskelle og andre karakteristika, herunder koncentrering af bebyggelse op mod Emdrupvej samt etablering af et stort grønt område og frilæggelse af spærredæmningen. Nedlæggelse af rækkehusbebyggelsen Lundedalsvej 35-51 vil give mulighed for at indpasse et par store bebyggelser mod det grønne område.

  17. Skrivelse af 21. juni 2001 fra Ole, Eva og Laurids Frydensberg, Polarvej 12
  18. Ole, Eva og Laurids Frydensberg gør indsigelse mod lokalplanen, idet området opfattes som en rest af de enge langs Emdrup å, der fandtes ved århundredskiftet, og som ved den hidtidige udnyttelse er med til at fastholde et landligt præg i et i øvrigt trafikalt belastet område. Gamle træer, der ligger i byggefelterne E og D i henhold til medsendt skitse, anses for værd at bevare. Det anses endvidere for uacceptabelt, at den sidste rest natur ødelægges, i hvilken forbindelse det nævnes, at naturbeskyttelsesinteresser i en zone langs Søborghusrenden ikke respekteres. Det faste fortidsminde "Spærredæmning ved Emdrup" ønskes respekteret og synliggjort som et vigtigt kulturhistorisk minde om Københavns befæstning.

    Der peges på, at ændringen af kommuneplanen skal godkendes af planmyndigheden. Der protesteres mod, at den bevaringsværdige villa Emdrupvej 54 kan rives ned, idet det bemærkes, at nedrivning af bevaringsværdige bygninger skal forelægges miljø- og energiministeren.

    Det anføres, at lokalplanen mangler en redegørelse for trafikafvikling i området. Den muliggjorte nedlægning af Lundebakken og etablering af en stiforbindelse på tværs af området anses for at tjene økonomiske og ikke planmæssige interesser.

    Lokalplanforslagets udformning af bebyggelse langs Tuborgvej og Emdrupvej anses for en katastrofal arkitektonisk fejltagelse. Der henvises til, at områdets naturlige karakter og sammenhæng med de grønne områder syd for Tuborgvej ødelægges, hvis planen gennemføres.

  19. Skrivelse af 22. juni 2001 fra DSB Salg & Stationer
  20. DSB Salg & Stationer, der ejer umatrikuleret jernbaneareal og matr. nr. 38 Emdrup, København, beliggende i lokalplanens underområde I, bifalder generelt forslaget, som vil give attraktive boliger og erhverv både nær offentlig transport, rekreative områder og forskellige institutioner.

    Det anføres, at bebyggelsesprocenten i område I bør være 40 som foreslået, dels for at være i overensstemmelse med de førte forhandlinger mellem kommunen og DSB, dels fordi arealet fremtræder fysisk afgrænset fra den eksisterende rækkehusbebyggelse Lundedalsvej 35-51.

    Det foreslås, at bestemmelsen om bebyggelsens omfang og placering for byggefelterne A og B ændres fra 2 etager med udnyttet tagetage til 3 etager, hvoraf den øverste trækkes tilbage fra facadelinien, eventuelt med en samtidig ændring af område I fra B1-område til B2-område, hvis det er nødvendigt. Som alternativ nævnes at bygningshøjden øges til 12 m.

  21. Skrivelse af 22. juni 2001fra advokat Nicolai Giødesen på vegne af E/F Emdrupvej 111-113
  22. Advokat Nicolai Giødesen gør indsigelse mod lokalplanforslaget. Med henvisning til den igangværende renovering af Emdrup Torv, der anføres at tegne godt, anses det for ubegribeligt, at der nu foreslås en så kompakt og høj bebyggelse på Emdrupvej, som angivet i lokalplanforslaget. Dertil kommer, at udnyttelsesgraden er for stor.

    Det anføres, at den i planorienteringen beskrevne attraktive beliggenhed af området ved Søborghusrenden med rekreative muligheder og trafikal tilgængelighed ikke hænger sammen med lokalplanforslagets høje og kompakte bebyggelse i området.

    Der er ikke taget hensyn til de trafikale problemer på Emdrupvej og parkeringsforhold, der allerede nu er kaotiske. I den forbindelse peges der på, at 5 timers stopforbud på Emdrupvej fra jernbanen til Tuborgvej og den stærke trafik på Emdrupvej og Tuborgvej ikke stemmer med kommunens forudsætning om, at området skal have en god trafikal beliggenhed. Det foreslås, at der skal være 1½ parkeringsplads pr. ny lejlighed, idet 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal ikke vil være tilstrækkeligt for boligområdet. Hvis man nedlægger den eksisterende vej Lundebakken, der er udført med et stort sving, så biler har mulighed for at komme op til Emdrupvej, vil det være vanskeligt at komme til Emdrupvej fra Lundedalsvej på grund af niveauforskellen. Det foreslås, at den planlagte gang- og cykelsti langs Søborghusrenden i stedet for den foreslåede bredde på ca. 6,5 m får en bredde p&arin g; ca. 15 m som ved Dyssegårdsparken, så der dannes en sammenhængende helhed.

    Der foreslås et mindre byggeri i forhold til lokalplanforslaget, således at der maksimalt i byggefelt A må bygges 2-2½ etager, byggefelt C og E 2½ etager og byggefelt D 3 etager.

    I øvrigt anføres det, at ejerlighedernes værdi forringes væsentligt på grund af lokalplanen, idet mange af lejlighederne er købt på grund af udsigt over grønne områder og Øresund.

    Det nævnes, at indsigelsen deles af den samlede Emdrup Grundejerforening, der ligeledes vil protestere mod lokalplanen (se henvendelse nr. 14).

  23. Skrivelse af 23. juni 2001 fra Dorte Chortsen, Lundedalsvej 35, på vegne af beboerne i Lundedalsvej 35-51
  24. Dorte Chortsen fremsender på vegne af beboerne i rækkehusbebyggelsen i byggefelt B indsigelse mod den del af lokalplanen, der vedrører byggefelt C. I den forbindelse udtrykkes der bekymring over den forringede herlighedsværdi af området, som den foreslåede udnyttelse af byggefelt C vil medføre.

    Der protesteres mod, at der i byggefelt C muliggøres bebyggelse til boliger og serviceerhverv på 4½ etager med en bygningshøjde på op til 17 m og en bebyggelsesprocent på indtil 110. Det anføres, at byggefeltet rettelig bør høre til i underområde I med de deraf følgende begrænsninger for udnyttelse, bebyggelsesprocent og bebyggelseshøjde, der passer godt i forhold til den eneste eksisterende bebyggelse i underområdet, nemlig rækkehusene, dvs. boligbebyggelse på højst 2½ etager med en bygningshøjde op til 10 m og med en maksimal bebyggelsesprocent på 40.

    Der henvises derved til de gener et højt etagebyggeri vil medføre for rækkehusene i form af forringet udsyn, indbliksgener og forringelse af lysforhold. Dertil kommer den ekstra belastning for området, som et stærkt forøget antal beboere vil medføre, ligesom området vil blive ændret fra at være en stille plet i en travl og larmende by til et traditionelt byområde. Derved mister området den attraktion, som lokalplanen sigter mod at udnytte. Det henstilles, at der om muligt foretages en sagkyndig vurdering af de fysiske konsekvenser for området, som et 17 m højt etagebyggei få meter fra de lave rækkehuse vil få for disse.

  25. Skrivelse af 24. juni 2001 fra Notabenus A/S v/ Borris Tangaa Nielsen
  26. Borris Tangaa Nielsen, der har forhandlinger med DSB Salg & Stationer samt Københavns Kommune om grundkøb i en del af lokalplanens underområde I, ønsker at opføre en punkthusbebyggelse i byggefelt A i 2 etager og med en penthouseetage, såfremt en sådan kan defineres som tagetage i planmæssig forstand. Der peges på, at penthouseløsningen vil kunne holdes inden for lokalplanforslagets maksimale bygningshøjde på 10 m i byggefeltet. Samtidig henvises der til et fremsendt skitseforslag af 19. juni 2001 fra Thorup Arkitekter & Ingeniører A/S.

    Det fremgår af projektet, at bebyggelsen ligger inden for beskyttelseslinierne for det jordfaste fortidsminde "Spærredæmning ved Emdrup", men uden at berøre dette som sådant, hvilket er bekræftet ved en skrivelse af 21. juni 2001 fra Borris Tangaa Nielsen.

  27. Skrivelse af 24. juni 2001 fra Emdrup Grundejerforening v/ formand Lennart Frandsen m.fl. foreninger og andre
  28. Emdrup Grundejerforening fremsender indsigelse mod lokalplanforslaget. Indsigelsen er tiltrådt ved underskrifter af formændene for henholdsvis Vejlauget Nøkkerosen v/ Anders Beck, A/B Emdrupvej 56-58 v/ Pia Larsen, E/F Emdrupvej 111-113 v/ Lise Werup, E/F Banebrinken 97, L 55, v/ Else Larsen, Kantorparkens Beboerforening v/ Ulla Christensen og Lundehussøens Haveby v/ Børge Pedersen. Henvendelsen er endvidere bilagt 146 underskrifter fra lokale beboere. I øvrigt henvises der til indsigelsen fra Henrik Bejder (se henvendelse nr. 3).

    Det anføres, at intentionerne i lokalplanforslaget støttes fuldt ud med hensyn til udvikling af et bolig- og erhvervsområde af høj kvalitet, at de kommende bebyggelser udformes hen imod en skala, der ikke væsentligt bryder med dimensionerne i de omgivende villabebyggelser og sikrer, at bebyggelse mod Søborghusrenden fremtræder med en åben udformning i et bebyggelsesmønster, som dels danner overgang til og harmonerer med de over for liggende villakvarterer. Intentionerne kan imidlertid ikke genfindes i selve forslaget, idet dette er meget mere kompakt. Det vurdedres, at der lægges op til en mere bastant bebyggelse navnlig langs Emdrupvej og Tuborgvej og i byggefelt C, der vil virke meget dominerende og vil være et fremmed element, som ikke vil hænge sammen med det øvrige lokale bybillede. En bygning på 4½ etager i byggefelt C vil virke som en kolos og være helt forkert kun 10 m fra Søborghusrenden. Punkthu se med glasmellembygninger i byggefelt A forekommer som en god idé, men husene bør højst være 2 etager som rækkehusene Lundedalsvej 35-51og ikke 2½ etager.

    Der henvises til, at der muliggøres et samlet bruttoetageareal på 28.000 m² (gælder for underområde II), hvoraf mindst 7.000 m² skal være boliger, med deraf følgende øget trafik og krav til parkeringsarealer. Dette vil udhule de forudsatte intentioner om de rekreative værdier i området. Endvidere er der ikke taget hensyn til de trafikale problemer på Emdrupvej, herunder parkeringsforholdene, som allerede på nuværende tidspunkt er kaotiske. Nyt byggeri langs Tuborgvej og Emdrupvej vil få et lettere præg ved at blive trukket tilbage fra vejlinien, ligesom det ikke bør være sammenhængende randbebyggelse, da det vil være i modstrid med bebyggelserne i den umiddelbare nærhed, f.eks. etageboligbebyggelsen Emdrupvej 56-68. Mod Søborghusrenden bør bebyggelsesforholdene svare til intentionerne om et åbent bebyggelsesmønster, der harmonerer med de overfor liggende villaomr& aring;der. Der foreslås en beskyttelseslinie i forhold til renden på minimum 12 m. Beskyttelseslinierne omkring den fredede spærredæmning forudsættes respekteret, og området bør indgå i cykel- og gangsystemet, der forbinder de omliggende rekreative områder. Det forventes, at eventuelle specielle støjdæmpende foranstaltninger i forhold til jernbanen, ud over afstandskravet for bebyggelse på 25 m fra banen, foretages under hensyn til øvrige beboere, herunder beboerne vest for jernbanen. Eksisterende store egetræer langs jernbanen ønskes bevaret.

    Det anføres, at bybilledet i hele Emdrupområdet er karakteriseret af bebyggelser i 3 etager med enkelte undtagelser som f.eks. "Radiometerbygningen" i 5 etager beliggenede Emdrupvej 72 i lokalplanområdet. Det ønskes, at områdets nuværende karakter fastholdes med en sammenhæng til villakvarteret mod Tuborgvej, Lundedalsvej og Ellemosevej. Der foreslås bygningshøjder, der anses at passe ind i området, hvorefter der maksimalt i byggefelt A må bygges i 2 etager, byggefelt C og E 2½ etager og byggefelt D 3 etager. Parkeringsforholdene på Emdrupvej er på hverdage kaotiske formentlig overvejende på grund af brugerne af Danmarks Pædagogiske Universitet og Netto på Emdrupvej overfor lokalplanområdet. Der efterlyses en redegørelse for parkeringsforholdene, og det foreslås, at der skabes plads til 1½ parkeringsplads pr. ny lejlighed.

    Lundebakken ønskes bevaret. Det anføres, at den foreslåede nye vejføring forekommer uhensigtsmæssig på grund af, at vejen bliver meget stejl som følge af niveauforskellen mellem Lundedalsvej og Emdrupvej, og at vejen munder ud i Emdrupvej overfor Netto, hvor der i mange år har været konstante problemer med store lastbilers varetransport og kundeparkering langs fortovene i begge vejsider på trods af stopforbud på Emdrupvej fra Tuborgvej til jernbanen. Dette vil gøre det vanskeligt at køre ud på Emdrupvej fra den nye vejføring. Det påpeges også, at de påtænkte bebyggelser vil give mertrafik fra Lundebakken i forhold til den nuværende trafikmængde, ligesom der vil blive et farligt kryds ved den lukkede bro ved Højsgårds Allé.

    Det foreslås, at gang- og cykelstien, som lokalplanforslaget muliggør langs Søborghusrenden i en bredde på 6½ m som en del af forbindelsen mellem Utterslev Mose og Emdrup Sø, anlægges i en bredde på 15 m svarende til stien ved den del af renden, der ligger ved Dyssegårdsparken. Det ønskes, at stien føres under og op ved Emdrupvej ved DSB´s parkeringspladser.

  29. E-mail sendt 24. juni 2001 fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i København v/ formand Anne-Mette Wahlberg
  30. Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i København hilser med glæde, at der kommer en samlet plan for området ved Søborghusrenden, der i dag fremstår rodet og misligholdt.

    Fæstningsværket "Spærredæmning ved Emdrup" bør bevares og synliggøres og bør under ingen omstændigheder bebygges, tilplantes, fjernes eller beskadiges ved terrænregulering. Etablering af en grøn forbindelse langs Søborghusrenden som forbindelse mellem Utterslev Mose og Emdrup Sø forhindres af lokalplanforslagets for høje bebyggelsesprocenter og byggelinier for tæt på renden. Der foreslås en byggelinie mod Søborghusrenden på 35 m, der muliggør et rekreativt, grønt bælte, hvori en cykel- og gangsti fint vil kunne indpasses. Desuden bør bebyggelsesprocenten nedsættes væsentligt for at sikre og underbygge områdets karakter.

    Det frarådes på det skarpeste, at eksisterende træer fjernes, f.eks. en del store ahorn mod jernbanens terræn og mange forskellige træer i underområde II. De gamle og bevaringsværdige træer bør sikres i lokalplanen.

    Det foreslås, at nedlægning af Lundebakken og etablering af ny vejforbindelse mellem Lundedalsvej og Emdrupvej ikke muliggøres. Der henvises i den forbindelse til risikoen for, at ny trafik ledes ind i villaområder med i forvejen stor trafikbelastning.

  31. Skrivelse af 25. juni 2001 fra Grundejerforeningen Lundehussøens Haveby v/ formand Børge Pedersen
  32. Grundejerforeningen Lundehussøens Haveby fremsender 7 underskrifter i tilslutning til de med skrivelse af 24. juni 2001 fra Emdrup Grundejerforening fremsendte 146 underskrifter.

  33. Skrivelse af 25. juni 2001 fra KHRAS Arkitekter på vegne af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU)
  34. KHRAS Arkitekter fremsender indsigelse mod lokalplanforslaget. Indledningsvis anføres det, at DPU er positiv overfor, at området er taget op til planlægningsovervejelse. Således nævnes det, at der ikke er bemærkninger til forslaget om punktvis boligbebyggelse i underområde I.

    Derimod protesteres der imod, at bebyggelse i underområde II fastlægges til rand- og stokbebyggelse. DPU´s interesse er, at området fortsat kan anvendes til universitetsformål, som lokalplanforslaget lægger op til, hvorfor det foreslås, at underområde II udlægges i en mere fleksibel "campuskarakter", der viderefører den smukke parkkarakter fra Emdrupborgs arealer langs Tuborgvej til området. Det påpeges endvidere, at den foreslåede rand- og stokbebyggelse har det problem, at den vil kræve rigtig mange år at etablere, fordi praktisk talt alle eksisterende bygninger skal være nedrevet, før den foreslåede karakter kan blive etableret.

    Henvendelsen er bilagt skitseforslag, der viser et forslag til opdeling i byggefelter samt to eksempler på, hvorledes en campuskarakter vil kunne udvikle sig sammen med eksisterende bebyggelse. Det anføres, at arkitektfirmaet kender området på grund af rådgivningsarbejde i mange år med bygningssyn og ombygninger/ udvidelser på Emdrupborg.

  35. Skitseforslag af 18. juni 2001 fra NCC Danmark A/S

NCC Danmark A/S har fremsendt skitseforslaget via Økonomiforvaltningen, 9. kontor, i forbindelse med en drøftelse om mulighederne for at erhverve nogle af kommunen ejede parceller af matr. nr. 23 og 930 Emdrup, København, beliggende ved Lundedalsvej 31-33.

Projektet viser en åben punkthusbebyggelse i byggefelt C, hvor de omhandlede tre huse i 4 etager lægger sig parallelt med Lundedalsvej. Hvert punkthus er konstrueret som to tunge bygninger, der sammenknyttes af opgangen i en åben struktur. Det anføres, at det ved udarbejdelsen af projektet har været væsentligt, at bearbejde byggefelt B og C som et samlet hele. For at den nye bebyggelse kan indgå i en dialog med den eksisterende rækkehusbebyggelse Lundedalsvej 35-51 foreslås bebyggelsernes to grunde udlagt som en grønning med parkkarakter. Det er efterfølgende telefonisk oplyst til Plan & Arkitektur, at halvdelen af Lundebakken ud for ejendommen indgår i projektets bebyggelsesprocentberegning på grund af forventet vejnedlægning.

Bemærkninger til henvendelser modtaget i offentlighedsperioden

Ad henvendelser fra offentlige myndigheder

Med hensyn til henvendelsen fra Københavns Vand bemærkes det, at lokalplanen indeholder bestemmelser, der forudsætter tinglysning af fornødne deklarationer vedrørende sikring af ledninger.

Overløbsbygværket i lokalplanområdets nordvestlige hjørne berøres ikke af byggefelt A, ligesom det vil være muligt at opretholde nødvendige adgangsforhold dertil.

For så vidt angår placeringen af Actiflo-anlægget og pumpestationen i lokalplanområdets nordøstlige hjørne ud mod Søborghusrenden og op til bagskellet af ejendommen matr. nr. 1237 Emdrup, København, Tuborgvej 152, har Københavns Energi (Københavns Vand) ved en besigtigelse på stedet foranlediget af Plan & Arkitektur fremsat ønske om en afstand fra anlægget og pumpestationen til ny bebyggelse på 20 m af hensyn til støj fra pumper og kørselsadgang med slamsuger. Miljøkontrollen har telefonisk overfor Plan & Arkitektur henholdt sig til den af Københavns Energi ønskede afstand. Det nærmeste byggefelt E foreslås herefter af Bygge- og Teknikforvaltningen forskudt i overensstemmelse hermed, hvilket som konsekvens heraf medfører forskydning af de øvrige byggefelter E. Byggefelterne er fortsat principielle, dog med undtagelse i relation til den nævnte 20 m-afstand. Der henvises til det efterfølgende afsnit Ændring af lokalplanen.

Ad henvendelser fra ejere, beboere, brugere interessegrupper m.fl.

Indholdet i de 18 henvendelser kan sammenfattes i følgende generelle udsagn.

A. Ændring af rammer for lokalplanlægning ifølge Kommuneplan 1997:

  • Hele lokalplanområdet bør udlægges som park, subsidiært som villabebyggelse i 1 ½ etage med bebyggelsesprocent på 25.
  • Ændring af det eksisterende E-område til C1-område vil give ejeren af ejendomme, der rummer byggefelt C, en økonomisk fordel.

B. Omfang og placering af ny bebyggelse:

  • For byggefelt A foreslås det, at bebyggelsesprocenten fastsættes til 25, et maksimalt etageantal på 2 og en byggelinie i en afstand fra Søborghusrenden på op til 35 m.
  • For byggefelt C foreslås det, at bebyggelsen gøres lavere ned til 2 ½ etage, at det bliver en åben bebyggelse, og at afstanden til Søborghusrenden øges op til 35 m.
  • For byggefelt D foreslås det, bebyggelsen åbnes mere, at den gøres lavere og eventuelt trækkes tilbage fra vejlinien.
  • For byggefelt E foreslås det, at bebyggelsen gøres lavere til højst 10 m, samt at der fastlægges en byggelinie i en afstand af op til 35 m fra Søborghusrenden.
  • Strukturen i underområde II ønskes mere parkagtig for at skabe sammenhæng til Lærerhøjskolens bebyggelse.
  • Det hævdes, at klimaet i området er fugtigt, hvorfor der efterlyses en redegørelse for, at alle bygninger får sollys i december og januar, ligesom nødvendig ventilation vil være meget energikrævende.
  • Boliger i ejendomme op til lokalplanområdet forringes i værdi, fordi de er købt med forventning om udsigt til åbne områder.

C. Bevaringsværdige bygninger:

  • Bevaringsværdig bebyggelse bør fastholdes, dog kan en tidligere renseribygning fjernes.

D. Rekreativt forbindelse langs Søborghusrenden:

  • Gang- og cykelforbindelsen langs Søborghusrenden bør øges i bredden op til 15 m.

E. Fortidsmindet "Spærredæmning ved Emdrup":

  • Fortidsmindet bør bevares og restaureres.
  • Beskyttelseslinierne bør respekteres.

F. Trafik og parkering:

  • En ny vej til erstatning af Lundebakken vil skabe mere trafik i villaområderne nord for Søborghusrenden og vil være vanskelig at benytte, da den bliver for stejl.
  • Bommen ved broen ud for Lundebakken bør bibeholdes.
  • Der mangler redegørelse for trafikafviklingen.
  • Parkeringskravet bør være 1 ½ plads pr. ny bolig og i øvrigt øges for erhverv og undervisning.

G. Bevaring af træer:

  • Nuværende træer langs Søborghusrenden bør bevares, og nye træer bør sættes spredt.

H. Støjdæmpende foranstaltninger i relation til jernbanen:

  • Bebyggelse og beplantning i forhold til jernbanen.

Ad A (Ændring af rammer for lokalplanlægning ifølge Kommuneplan 1997)

Lokalplanområdet er i Kommuneplan 1997 opdelt i to områder i relation til rammebestemmelser for lokalplanlægning. Området nordvest for Lundebakken er et C1-område, der muliggør boliger og serviceerhverv med en bebyggelsesprocent på maksimalt 110 og et etageantal eksklusive tagetage op til 5. Området sydøst for Lundebakken er et E1-område, der muliggør blandet erhverv ligeledes med en bebyggelsesprocent på maksimalt 110 og et etageantal eksklusive tagetage op til 5.

I forbindelse med lokalplanforslaget er det foreslået, at størstedelen af C1-området (boliger og serviceerhverv) - dvs. bortset fra bl.a. ejendommene umiddelbart nordvest for Lundebakken, der rummer lokalplanforslagets byggefelt C - ændres til et B1-område (boligformål). Derved reduceres den maksimale bebyggelsesprocent i området til 40 og det maksimale etageantal eksklusive tagetage til 2. Ændringen er sket af hensyn til den attraktive beliggenhed for boliger ved rekreative områder, og da der i forvejen er en boligbebyggelse i området.

Endvidere er det foreslået, at E-området (blandet erhverv) med en mindre udvidelse med arealer nordvest for Lundebakken ændres til et C1-område med boliger og serviceerhverv, herunder undervisning. Ændringen er begrundet dermed, at der i dette område ligger en række solide erhvervs- og boligbygninger, som ikke påregnes fjernet inden for en overskuelig årrække. Endvidere ligger området tæt på store uddannelsesinstitutioner, og en udvikling med sådanne anvendelser er allerede i gang i området. Hertil kommer, at den del af området, der ligger mod Søborghusrenden skønnes meget velegnet til etablering af boligbebyggelser, som vil kunne drage fordel af beliggenheden og medvirke til at opfylde de boligpolitiske målsætninger. Det skønnes derfor rigtigt, at der kommuneplanmæssigt fastlægges en blandet anvendelse i denne del af lokalplanområdet.

Vedrørende forslaget om subsidiært at ændre underområde II til villabebyggelse finder forvaltningen, jf. ovenstående, ikke grundlag for at foreslå en sådan ændring.

Vedrørende forslaget om fastlæggelse af hele lokalplanområdet til parkformål bemærkes, at dette på intet tidspunkt i tidligere kommuneplaner har været udlagt til parkområde, idet det kommuneplanmæssigt har indgået med almindelige bymæssige funktioner. Forvaltningen finder således ikke anledning til at foreslå dette ændret på det foreliggende grundlag også under hensyn til det muliggjorte rekreative område langs Søborghusrenden

Vedrørende det anførte om værdiforøgelse i byggefelt C skal bemærkes, at der ved områdeændringerne ikke er sket forandring for ejendommene, der rummer byggefelt C, der således fortsat er beliggende i et C1-område med de deraf gældende rammebestemmelser. Dette har også været tilfældet i alle hidtidige kommuneplaner. Der vil således ikke som hævdet (henvendelse 3) for så vidt angår ejendomme, der rummer byggefelt C, ske forskydninger i ejerens økonomiske situation på grund af rammeændringen.

Ad B (Omfang og placering af ny bebyggelse)

Indledningsvis skal det bemærkes, at de nærmere bestemmelser for bebyggelsen i de enkelte byggefelter er udformet på baggrund af følgende overordnede betragtninger om områdets fremtidige bebyggelsesstruktur.

Bebyggelsesmæssigt er det målet, at den del af bebyggelsen, der ligger mod den omgivende villabebyggelse, udformes i en skala, der ikke væsentligt bryder med villabebyggelsernes dimensioner, ligesom det har været et ønske, at bebyggelsen får en åben karakter ned mod Søborghusrenden for at skabe en værdifuld sammenhæng mellem bebyggelsens friarealer og dette rekreative element.

På grund af de landskabelige kvaliteter og af hensyn til miljøgener fra de omgivende trafikerede veje er bebyggelsen disponeret således, at boligerne overvejende er placeret i området langs med Søborghusrenden, mens erhverv og undervisning er placeret langs Emdrupvej og Tuborgvej. For at sikre en vis miljømæssig beskyttelse af boligerne er bebyggelsen langs de to befærdede veje tænkt givet en mere sammenhængende udformning.

Endelig har det været hensigten at sikre det grønne bælte samt en offentlig stiforbindelse langs Søborghusrenden som forbindelse mellem de store rekreative områder i denne del af byen.

Til de fremførte ændringsforslag for de enkelte byggefelter skal bemærkes følgende.

Byggefelt A - Indsigerne gør opmærksom på, at bebyggelsestæthed og bygningshøjder i område A er større end normalt i de tilstødende villaområder. Område A ligger imidlertid som en overgangszone mellem de nord og øst for liggende villaområder og de etagehusprægede kvarterer mod syd og vest. Det er forvaltningens opfattelse, at den valgte bebyggelsesform med punkthuse/byvillaer på en passende måde vil formidle denne overgang.

Vedrørende det foreslåede om en afstand til Søborghusrenden på op til 35 m skal det anføres, at en sådan bestemmelse sammenholdt med den fastlagte miljømæssige afstand til jernbanen på 25 m medfører, at der ikke vil kunne bygges på området.

Byggefelt C - Der er fremført indvendinger mod den foreslåede bebyggelse i byggefeltet med hensyn til højde og bebyggelsesform. Denne del af forslaget anses at ville medføre de største gener over for villaområdet på den anden side af Søborghusrenden. Med henvendelse 2 er der medsendt et solskyggediagram, der viser situationen ved vintersolhverv.

Indsigelserne har medført, at Bygge- og Teknikforvaltningen har genovervejet bestemmelserne for dette byggefelt. Det foreslås i den forbindelse, at bebyggelsens højde reduceres til 3 etager samt eventuelt tagetage med en maksimal gesimshøjde på 11 m og en bygningshøjde på højst 15 m. Endvidere foreslås det, at bebyggelsen udformes som egentlig punkthusbebyggelse eller, såfremt der er tale om en sammenhængende bebyggelse, gives en punkthuslignende opdeling, som harmonerer med bebyggelsen i byggefelterne A og E. Derved opnås en mindre bastanthed i bebyggelsen. En tilbagetrækning fra Søborghusrenden som foreslået vil imidlertid medføre, at nybyggeriet vil komme urimeligt tæt på den eksisterende rækkehusbebyggelse i byggefelt B.

Som bilag 4 vedlægges til gennemsyn solskyggediagrammer (6 stk.), som viser hele bebyggelsen i lokalplanområdet, herunder med de ændrede bestemmelser for byggefelt C og E. Det fremgår heraf, at solskyggen ved midsommer ikke påvirker den modstående villabebyggelse. Ved jævndøgn, kl. 15, påvirkes alene en mindre del af de nærmeste forhaver. Som det fremgår af det fremsendte diagram, vil skyggen ved vintersolhverv påvirke både visse af villahaverne og villabebyggelserne. Da byggefelt C ligger nord for rækkehusene i byggefelt B, og da rækkehusene har indgangsfacade mod nord, vil den kommende bebyggelse i byggefelt C ikke have nævneværdig betydning for lysforholdene i rækkehusbebyggelsen. Ved jævndøgn om formiddagen vil bebyggelsen langs Emdrupvej påvirke de nærmeste rækkehuse.

Ved forvaltningens ændringsforslag forbedres forholdene for såvel villabebyggelsen i Gentofte Kommune på den modstående side af Søborghusrenden som den eksisterende rækkehusbebyggelse i byggefelt B. Forholdet i relation til rækkehusene reguleres i forvejen af bestemmelserne for bebyggelsen i byggefelt C om placering i princippet i vejlinien mod Lundedalsvej, der krummer langs Søborghusrenden, og bestemmelserne om husdybder. Uanset etagereduktionen understreger bebyggelsen i byggefelt C fortsat overgangen fra bebyggelsen i 2½ etager i byggefelt A op mod den sydfor liggende eksisterende "Radiometerbebyggelse" på op til 5 etager og de muliggjorte bebyggelser i byggefelt E og D i henholdsvis 3½ etager og 4½ etager. Der henvises til det efterfølgende afsnit Ændring af lokalplanen.

Byggefelt D - På baggrund af de ovenfor beskrevne betragtninger om områdets fremtidige bebyggelsesstruktur finder forvaltningen det fortsat ønskeligt, at bebyggelsen i byggefelt D danner en miljømæssig beskyttelse af en fremtidig boligbebyggelse langs Søborghusrenden og således bør etableres som en randbebyggelse. Lokalplanen muliggør, jf. § 5, stk. 3 c, at der "kan" etableres enkelte op til 12 m brede åbninger i bebyggelsen. Forvaltningen kan imidlertid tilslutte sig indsigernes ønske om, at bebyggelsen mod Emdrupvej og Tuborgvej fremstår med en vis åben karakter og opdelt i enheder, jf. § 6, stk. 3. Det foreslås derfor, at ordet "kan" i § 5, stk. 3 c, ændres til "skal". Der henvises til det efterfølgende afsnit Ændring af lokalplanen.

Forvaltningen finder derimod ikke grundlag for at forslå tilbagerykninger af bebyggelsen i forhold til vejlinierne, idet det anses for vigtigt at opretholde en rolig vægdannelse over for de syd for liggende mere frit placerede bebyggelser.

Byggefelt E - Med henvisning til de foranstående overordnede betragtniger om bebyggelsens karakter samt til de til gennemsyn som bilag 4 vedlagte solskyggediagrammer, som viser, at der i forbindelse med byggefeltet vil opstå tilsvarende skyggevirkninger som i byggefelt C, finder forvaltningen ikke anledning til at foreslå ændringer i bebyggelsens højde og placering i byggefelterne E, bortset fra det foran anførte i afsnittet Ad henvendelser fra offentlige myndigheder om justering af byggefelternes placering som følge af Københavns Energis Actiflo-anlæg og pumpestation.

Underområde II – På baggrund af det indledningsvis anførte om den fremtidige bebyggelsesstruktur, herunder ønsket om en miljømæssig beskyttelse af boligerne, finder forvaltningen ikke grundlag for at anbefale den af en række indsigere ønskede ændring af bebyggelsesforholdene i retning af en åben parkbebygelse.

Vedrørende det anførte om områdets fugtige klima og dettes betydning for bebyggelsen skal det anføres, at lokalplanen ikke regulerer bebyggelsens indretning som sådan, herunder klimapåvirkning og ventilationsforhold, der henhører under den kommende byggesagsbehandling.

Vedrørende det anførte (henvendelse 11) om berettigede forventninger hos ejere og beboere i lokalplanområdet og op til dette vedrørende omfanget af ny bebyggelse i området, herunder påstået værdiforringelse af boliger, bemærkes det, at rammeændringen til C1-ramme for det pågældende underområde ikke ændrer på den maksimale bebyggelsesprocent og det maksimale etageantal i forhold til den oprindeligt gældende E1-ramme. Ved rammeændringen fra C1-ramme til B1-ramme reduceres den mulige bebyggelsesprocent og det mulige etageantal i det pågældende underområde. Det bemærkes endvidere, at der i det fremtidige C1-område svarende til lokalplanens underområde II alene muliggøres et mindre maksimalt etageantal ifølge lokalplanen end anført i rammebestemmelserne, nemlig henholdsvis 3 etager og eventuelt udnyttet tagetage i byggefelt C og E samt 4 etager og eventuelt udnyttet tagetage i byggefelt D mod rammebestemmelsernes 5 etager eksklusive tagetage. I den forbindelse bemærkes det i øvrigt, at kommune- og lokalplaner er udtryk for en erstatningsfri regulering af ejendomsretten.

Det fremsendte skitseforslag vedrørende byggefelt A, jf. ovennævnte henvendelse 13, vil med de viste 2 etager og tagetage som en penthouseløsning ligge inden for den forudsatte maksimale bygningshøjde på 10 m. Stillingtagen til et endeligt projekt i overensstemmelse med lokalplanen vil ske ved en kommende byggesagsbehandling.

Det fremsendte skitseforslag fra NCC Danmark A/S vedrørende byggefelt C, jf. ovennævnte henvendelse 18, overholder ikke lokalplanbestemmelserne allerede med hensyn til husdybde, og ligeledes ikke ovennævnte ændringsforslag vedrørende etageantal. Projektet forudsættes omarbejdet i overensstemmelse hermed. Stillingtagen til et omarbejdet projekt vil ske ved en kommende byggesagsbehandling.

Ad C (Bevaringsværdige bygninger)

I "Bydelsatlas Bispebjerg", der er udarbejdet af Miljøministeriet og Københavns Kommune i 1991, er villaen Emdrupvej 54 klassificeret med "høj bevaringsværdi" (skalatrin 3), mens den bagvedliggende tidligere renseribygning, værktøjsfabrikken Emdrupvej 70, boligetageejendommen Emdrupvej 58-68 og rækkehusene Lundsdalsvej 35-51 er klassificeret med "middel bevaringsværdi" (skalatrin 4). Bebyggelserne er ikke omfattet af bestemmelsen i lov om bygningsfredning om bevaringsværdige bygninger, da de ikke er optaget som bevaringsværdige i Kommuneplan 1997 eller er omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt.

Spørgsmålet om sikring af de bevaringsværdige bygninger har været vurderet i forhold til bebyggelsesmulighederne i området. Det er vurderet, at de bevaringsværdige bygningers indbyrdes placering er uhensigtsmæssig i forhold til den ønskede udvikling af området, jf. bemærkningerne foran under ad B (Omfang og placering af ny bebyggelse). Vedrørende rækkehusbebyggelsen i byggefelt B skal det særligt bemærkes, at denne, som har nogle gode boligmæssige og bygningsarkitektoniske kvaliteter, dog ved sin tilfældige placering og form i forhold til områdets karakter vanskeligt vil kunne indgå i en integreret sammenhæng med den kommende nybebyggelse i området, og den er derfor ikke fastlagt som bevaringsværdig.

Ad D (Rekreativt område langs Søborghusrenden)

I henhold til Københavns Kommunes plan for Grønne Cykelruter er det hensigten, at Utterslevruten forløber gennem lokalplanområdet langs vestsiden af Søborghusrenden. Derfor er der i lokalplanen skabt mulighed for, at der langs Søborghusrenden kan etableres en offentlig tilgængelig gang- og cykelsti i en bredde af 6,5 m, hvilket er standardbredden for cykelruterne i planen. I øvrigt vil der langs Søboghusrenden være et 2 m bredt område, hvor der ikke må være noget, der kan hindre eller vanskeliggøre vedligeholdelsesarbejdet eller tilsynets færdsel i forbindelse med renden. Der vil dermed være mulighed for at skabe et som minimum 8,5 m bredt bånd med grønt præg langs Søborghusrenden. Dertil kommer den lokalplanbestemte byggelinie i en afstand fra Søborghusrendens kant på henholdsvis 10 m på strækningen nordvest for Lundebakken og i en afstand af 12 m sydøst herfor svarende til den gældende åbeskyttelseslinie i forhold til Søborghusrenden, som angiver minimumsbredden af det ubebyggede areal langs denne side af renden.

Det er derved samlet vurderet, at der indenfor de allerede fastlagte beskyttelseslinier er taget hensyn til et hensigtsmæssigt stiforløb, en rimelig afstand mellem Søborghusrenden og den kommende bebyggelse samt en hensigtsæssig placering af bebyggelsen også i forhold til områdets kommende udnyttelse.

Søborghusrenden vedligeholdes af Københavns Kommune ved Vej & Parks foranstaltning, og den gartneriske pleje foregår i henhold til bestemmelserne i lov om naturbeskyttelse, der skal sikre og varetage de rekreative hensyn og beskytte dyre- og plantelivet.

Ad E (Fortidsmindet "Spærredæmning ved Emdrup")

Spærredæmningen er en del af oversvømmelsesanlægget i landfronten i Københavns befæstning fra 1880´erne. Ved hjælp af dæmningen kunne store arealer uden for fæstningsanlægget oversvømmes i en forsvarssituation. Som synlig rest af forsvarsanlæg omfattes spærredæmningen af § 12 i lov om naturbeskyttelse. Spærredæmningens omgivelser omfattes af § 13 (de nærmeste 2 meter) og § 18 (området mellem fortidsmindet og fortidsmindebeskyttelseslinien). Fortidsmindebeskyttelseslinien omkring Spærredæmningen er fastlagt i maj 1996 af Skov- og Naturstyrelsen, som også på dette tidspunkt fastlagde afgrænsningen af fortidsmindet. Begge dele er angivet i lokalplanforslaget. Det skal bemærkes, at rækkehusbebyggelsen Lundedalsvej 35-51 ligger inden for beskyttelseslinien, men uden for de nærmeste 2 meter.

Der må hverken ændres i tilstanden på fortidsmindet eller inden for beskyttelseslinien. Skov- og Naturstyrelsen kan dog i særlige tilfælde give dispensation fra § 12 og § 13 og Københavns Kommune fra § 18. Selve fortidsmindet og de nærmeste 2 meter berøres imidlertid ikke af byggefelterne.

Orienteringsmateriale om lokalplanforslaget har været forelagt Skov- og Naturstyrelsen, der ikke har fremsendt bemærkninger hertil. Økonomiforvaltningen, 8. Kontor, der administrerer fortidsmindebeskyttelseslinierne inden for Københavns Kommune, er indstillet på at give dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinien til et projekt, der opfylder bestemmelserne i lokalplanforslaget, under forudsætning af, at det tilstræbes, som det er anført af flere indsigere, at spærredæmningen gøres mere synlig og tilgængelig som det interessante kulturminde, den er.

Ad F (Trafik og parkering)

Parkeringsdækningen er fastsat til 1 parkeringsplads pr. 100 m² svarende til rammerne for lokalplanlægning ifølge Kommuneplan 1997. Den del af parkeringspladserne, som ikke kræves anlagt ved bebyggelsens ibrugtagning, skal etableres, når kommunen måtte forlange det, eventuelt ved deltagelse i fælles parkeringsanlæg i kvarteret, eller ved indbetaling til en eventuel kommunal parkeringsfond. Såfremt der fra ejerside ønskes et større antal parkeringspladser, vil dette ikke forhindres af lokalplanen, hvis lokalplanens bestemmelser om byggefelter og friarealforhold m.v. i øvrigt respekteres.

Bygge- og Teknikforvaltningen vurderer, at den nye linieføring af Lundebakken ikke vil føre til øget trafik i villaområderne på den modsatte side af Søborghusrenden. Spærringen mellem Ellemosevej og Lundedalsvej overfor Højsgårds Allé forventes opretholdt. Forvaltningen vurderer i øvrigt, at bebyggelsen i lokalplanområdet ikke vil føre til forøgede problemer med trafikafviklingen ud over det, der normalt må forventes ved regionale veje i København.

Det er forvaltningens opfattelse, at den nye linieføring af Lundebakken vil kunne etableres uden, at stigningen på grund af terrænforskelle kommer over den i vejreglerne fastlagte maksimale stigning. Ved den endelige projektering af den nye linieføring vil forvaltningen dog i givet fald være særlig opmærksom på dette spørgsmål. Endvidere vil forholdene ved Lundebakkens tilslutning til Emdrupvej blive vurderet konkret, herunder forholdene omkring standsning og parkering. Trafik- og parkeringsforholdene omkring lokalplanområdet er i øvrigt ikke omfattet af lokalplanen.

Ad G (Bevaring af træer)

Lokalplanområdet indeholder en varieret og værdifuld træbestand, der skal værnes om. Af hensyn til såvel lokalplanområdet som de tilstødende haveboligområder indeholder lokalplanen en bestemmelse om, at træer skal bevares i videst muligt omfang.

Da etableringen af det grønne bælte langs Søborghusrenden bl.a. vil ske i forbindelse med gennemførelse af nybyggerierne langs renden, vil der ved byggesagsbehandlingen af de enkelte projekter på baggrund af lokalplanens bestemmelser blive stillet krav til indretningen af det grønne bælte, herunder med hensyn til stiforbindelsen, træer og øvrig beplantning m.v.

Ad H (Støjdæmpende foranstaltninger i relation til jernbanen)

Miljøkontrollen har med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning nr. 1 1997 "Støj og vibrationer fra jernbane" oplyst, at der her generelt skal være 25 m fra midten af nærmeste jernbanespor til ny bebyggelse. Miljøkontrollen vil dog være indstillet på, at godkende en mindre afstand, såfremt det kan dokumenteres ved måling, at grænsen for vibrationer på 75 dB kan overholdes som angivet i Miljøstyrelsens retningslinier fra 1983 for måling og vurdering af vibrationer i det eksterne miljø. Det skal i den forbindelse oplyses, at orienteringsmateriale om lokalplanforslaget i offentlighedsperioden har været forelagt Banestyrelsen, der ikke har fremsendt bemærkninger hertil.

Ændring af lokalplanen

Bygge- og Teknikforvaltningen foreslår følgende ændringer af lokalplanen i forhold til det offentliggjorte forslag, jf. også foranstående afsnit Bemærkninger til henvendelser modtaget i offentlighedsperioden:

I § 5, stk. 1 a, tilføjes som nyt punktum: "Undtaget fra denne ændringsmulighed er byggefelt E for så vidt angår en afstand på 20 m i forhold til Københavns Energis Actiflo-anlæg og pumpestation ud mod Søborghusrenden og op til bagskellet af ejendommen matr. nr. 1237 Emdrup, København, Tuborgvej 152, jf. tegning nr.27.496". Under henvisning hertil ændres placeringen af byggefelt E til en placering som vist på den til gennemsyn som bilag 5 vedlagte reviderede lokalplantegning nr. 27.496, der som følge heraf erstatter lokalplantegning nr. 27.433, jf. § 5, stk. 1 a. Som konsekvens heraf ændres "27.433" til "27.496" i § 5, stk. 1 a, 1 d og 1 e, samt i § 11, pkt. c. Tegningsnummeret i § 11, pkt. a og b, ændres ved den nedenfor nævnte ændring af disse bestemmelser.

I § 5, stk. 3 c, 1. punktum, ændres "… kan …" til "… efter Bygge- og Teknikforvaltningens nærmere bestemmelse skal …".

I § 6, stk. 3, 2. punktum, ændres "… med facader, der har en lodret opdeling, …" til "… som punkthusbebyggelse eller udføres med en opdeling, så bebyggelsen fremtræder punkthuslignende med lette, transparente mellembygninger, …".

Ændringerne i forbindelse med § 5, stk. 1 a, § 5, stk. 3 c, 1. punktum, og § 6, stk. 3, 2. punktum, skønnes ikke at være af en sådan karakter, at underretning i henhold til planlovens § 27, stk. 3, er påkrævet.

I § 5, stk. 3 b, ændres "… Bebyggelse må opføres i højst 4 etager samt eventuelt udnyttet tagetage. Gesimshøjden må ikke overstige 13 m, og bygningshøjden må ikke overstige 17 m. …" til "… Bebyggelse må opføres i højst 3 etager samt eventuelt udnyttet tagetage. Gesimshøjden må ikke overstige 11 m, og bygningshøjden må ikke overstige 15 m. …".

Ændringen af § 5, stk. 3 b, skønnes at være af væsentlig karakter for de berørte ejere af ejendommene matr. nr. 23 og 836 Emdrup, København, Lundedalsvej 27 og 31, Lundebakken 9, jf. det efterfølgende afsnit Supplerende høring.

For at lette forståelsen hos de kommende brugere af lokalplanen foreslås i øvrigt § 11, pkt. a og b, ændret redaktionelt til følgende:

"a) i henhold til § 12 og § 13 i lov om naturbeskyttelse foretages ændringer i tilstanden af det jordfaste fortidsminde "Spærredæmningen ved Emdrup", vist på tegning nr. 27.496, eller inden for de nærmeste 2 meter af fortidsmindet. Skov- og Naturstyrelsen kan dog i særlige tilfælde give dispensation fra § 12 og § 13.

b) i henhold til § 18 i lov om naturbeskyttelse fortages ændringer i tilstanden af arealet mellem Spærredæmningen og den på tegning nr. 27.496 viste fortidsmindebeskyttelseslinie (inden for lokalplanområdet vist som linierne a-a og b-b). Københavns Kommune kan dog i særlige tilfælde give dispensation fra § 18."

Med samme begrundelse foreslås som nyt punktum i § 11, pkt. c, tilføjet: "Københavns Kommune kan dog give dispensation fra § 16."

Ændringerne i § 11 skønnes ikke at være af en sådan karakter, at underretning i henhold til planlovens § 27, stk. 3, er påkrævet.

Supplerende høring

Under hensyn til ændringen af § 5, stk. 3, jf. foranstående afsnit Ændring af lokalplanen, er der i henhold til planlovens § 27, stk. 3, foretaget supplerende høring af ejerne af ejendommene matr. nr. 23 og 836 Emdrup, København, Lundedalsvej 27 og 31, Lundebakken 9, den 3. juli 2001 med en frist til 6. august 2001 til at komme med eventuelle bemærkninger.

Der er i forbindelse med den supplerende høring modtaget henvendelse fra én af de to ejere i form af to skrivelser, der vedlægges til gennemsyn som bilag 6.

a. Skrivelse dateret 3. august 2001 fra NCC Danmark A/S på vegne af ejeren af ejendommen matr. nr. 836 Emdrup, København

NCC Danmark A/S anfører, at lokalplanforslaget med et etageantal på højst 4½ og en maksimal bebyggelsesprocent på 110 for så vidt angår byggefelt C er fornuftigt og i harmoni med områdets meget afvekslende bebyggelsesstruktur med både villaer og rækkehuse i 1½ - 2 etager, kontorbyggeri i 6 etager og forslag til boliger i 2 – 4½ etager.

En reduktion af bygningshøjden forringer i væsentlig grad muligheden for at bebygge grunden hensigtsmæssigt. Hvis der ikke gives mulighed for at bygge med en bebyggelsesprocent på 110, vil den økonomiske basis for at kunne købe grunden være væk, da grunden er belastet af en slem forurening. Ejeren af ejendommen er politianmeldt af Miljøkontrollen og vil i værste fald likvidere sit firma, såfremt der ikke opnås en for ejeren økonomisk rigtig løsning. Der er indenfor lokalplanforslagets rammer en balance mellem købspris fastsat ud fra bebyggelsesprocent samt etageantal og grundens værdi inklusive oprensning af forureningen. Dette er for tiden en nulløsning for ejeren.

Bygherren har skitseret en bebyggelse disponeret som punkthuse, der inden for lokalplanforslagets rammer opføres med en bebyggelsesprocent på 110 og i 4 etager (jf. den i ovennævnte afsnit Henvendelser fra ejere, beboere, brugere, interessegrupper m.fl. nævnte henvendelse nr. 18 fra NCC Danmark A/S). Skalamæssigt vil en sådan bebyggelse fungere som sammenbindende led i forhold til områdets bebyggelse. Hvis etageantallet reduceres til 3½, vil det for at kunne udnytte en maksimal bebyggelsesprocent på 110 være nødvendigt at opføre sammenhængende bebyggelse.

Der fremsættes under henvisning hertil på grundejerens vegne ønske om, at det oprindelige lokalplanforslag fastholdes med mulighed for byggeri i 4½ etager, dog under den forudsætning at bygninger kan udformes som punkthuse. Alternativt ønskes der en sammenhængende bebyggelse i 3½ etager.

b. Skrivelse af 8. august 2001 fra Advokatfirmaet Lindh Stabell Horten A/S med bilag på vegne af ejeren af ejendommen matr. nr. 836 Emdrup, København

Advokatfirmaet Lindh Stabell Horten A/S fremsender i tilslutning til ovennævnte skrivelse af 3. august 2001 fra NCC Danmark A/S kopi af advokatfirmaets skrivelse af 8. august 2001 til Miljøkontrollen tillige med kopi af Miljøkontrollens forudgående skrivelse af 26. juli 2001 om oprensning af ejendommen i henhold til påbud.

Det anføres, at det projekt, der har været drøftet med NCC Danmark A/S om erhvervelse af aktierne i det afviklingsselskab, der har den forurenede ejendom som sit eneste aktiv, har som en afgørende forudsætning, at den oprindelige bebyggelsesprocent på 110 kan fastholdes for som led i projektet at kunne finansiere de betydelige omkostninger, der vil være forbundet med den påbudte oprensning. Samtidig anføres det, at i det omfang det ikke lykkes at gennemføre det skitserede projekt eller at finde en anden investor, der eventuelt vil være indstillet på at påtage sig en større risiko, må selskabets falissement anses for den eneste alternative udvej, og en løsning af oprensningsproblemet må herefter antages at overgå til det offentlige.

Bemærkninger

De af Bygge- og Teknikforvaltningen foreslåede ændringer vedrørende byggefelt C omfatter alene reduktion af det maksimale antal etager fra 4½ til 3½, den maksimale gesimshøjde fra 13 m til 11 m og den maksimale bygningshøjde fra 17 m til 15 m. Den maksimale bebyggelsesprocent på 110 er ikke foreslået ændret, hvorfor grundejeren med hensyn til ejendommens udnyttelse ikke bliver ringere stillet som følge af ændringsforslaget. Opførelse af en sammenhængende bebyggelse vil være i overensstemmelse med lokalplanen, idet bebyggelse ifølge denne inden for byggefelt C i princippet skal placeres i vejlinien mod Lundedalsvej langs Søborghusrenden.

Der er med henvendelsen herefter ikke tilføjet sagen noget nyt, der giver Bygge- og Teknikforvaltningen anledning til at revidere ændringsforslaget vedrørende byggefelt C, der således opretholdes, jf. ovennævnte afsnit Bemærkninger til henvendelser modtaget i offentlighedsperioden, ad B (Omfang og placering af ny bebyggelse) samt Ændring af lokalplanen.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

-

Økonomi

-

Miljøvurdering

-

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

A. Liste over modtagne henvendelser i offentlighedsperioden.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 29. august 2001

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Aftryk af Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 21. februar 2001 og Økonomiudvalgets indstilling af 27. februar 2001 om "Lundedalsvej" tiltrådt af Borgerrepræsentationen i mødet den 29. marts 2001.
  2. Kopi af modtagne henvendelser nævnt i bilag A.
  3. Kortudsnit med de væsentligste lokaliteter omkring lokalplanområdet, som nævnt i henvendelserne modtaget i offentlighedsperioden.
  4. Solskyggediagrammer (6 stk.).
  5. Revideret lokalplantegning nr. 27.496.
  6. Skrivelse dateret 3. august 2001 fra NCC Danmark A/S og skrivelse af 8. august 2001 fra Advokatfirmaet Lindh Stabell Horten A/S med bilag, begge skrivelser på vegne af ejeren af ejendommen matr. nr. 836 Emdrup, København.

 

Erik Jacobsen Jens Jacobsen

 

Til top