Mødedato: 12.03.2003, kl. 14:00

Tillæg til lokalplan nr. 165 "Nørrebrogade"

Tillæg til lokalplan nr. 165 "Nørrebrogade"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. marts 2003

 

Sager til beslutning

8. Tillæg til lokalplan nr. 165 "Nørrebrogade"

BTU 123/2003 J.nr. 611:120.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 165 "Nørrebrogade" vedtages endeligt.

RESUME

Det offentliggjorte forslag til lokalplantillæg har baggrund i, at den omhandlede strækning Frederiksborgvej 13-25 efter vedtagelse af Kommuneplan 2001 ligger uden for de i kommuneplanen udpegede bydelscentre som den eneste strækning inden for kommunens strøggadelokalplaner. Forslaget er aktualiseret af vanskeligheder ved udlejning af butikslejemål i overensstemmelse med gældende bestemmelser på grund af manglende centerpræg på strækningen.

I forbindelse med den offentlige høring er der modtaget to henvendelser fra henholdsvis Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der ikke har bemærkninger til forslaget.

Der er således ingen indsigelser eller ændringsforslag til lokalplanforslaget, og forvaltningen foreslår dette endeligt vedtaget.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 28. november 2002 (BR 601/02) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 6. november 2002 om offentliggørelse af forslag til tillæg til lokalplan nr. 165 "Nørrebrogade".

Offentliggørelsesmateriale omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece vedlægges til gennemsyn som bilag 1. Materialet indeholder baggrund og indhold vedrørende lokalplanforslaget, herunder tegninger med angivelse af gadenavne og lignende.

Grundlaget for forslaget er, at den omhandlede strækning Frederiksborgvej 13-25, der er en del af strøggadelokalplanen nr. 165, efter vedtagelse af Kommuneplan 2001 ikke er omfattet af kommuneplanmæssige bestemmelser om strøggade eller bydelscenter, samt at centerbestemmelser gælder for de øvrige dele af lokalplanen og kommunens øvrige strøggadelokalplaner. Forslaget er aktualiseret af en henvendelse fra ejeren af de berørte ejendomme med udgangspunkt i et manglende centerpræg på strækningen og deraf følgende udlejningsvanskeligheder til butikker.

Offentliggørelse

Forslaget til lokalplantillægget har været offentliggjort i perioden 11. december 2002 til 19. februar 2003. Der er udsendt 930 pjecer til ejere, lejere og brugere samt 48 pjecer til interessegrupper, foreninger og lignende.

Herudover har der i offentliggørelsesperioden været mulighed for via internettet at søge oplysninger om lokalplanforslaget på en særlig hjemmeside. Denne indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslaget. Der har ikke i perioden været indlæg på debatsiden. Hjemmesiden indeholdt endvidere mulighed for direkte at fremsende indsigelser via e-mail. Muligheden er ikke blevet udnyttet.

Den sædvanlige gennemførelse i forbindelse med offentliggørelse af planforslag af en udstilling i lokalområdet og af et borgermøde er undladt i dette tilfælde under hensyn til tillæggets karakter og forholdsvis beskedne omfang.

Der er i offentliggørelsesperioden modtaget i alt to henvendelser. Disse er fra offentlige myndigheder. Henvendelserne vedlægges til gennemsyn som bilag 2. En liste over henvendelserne er vedlagt som bilag A. Henvendelserne beskrives i det efterfølgende afsnit Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v.

Henvendelser fra offentlige myndigheder m.v.

  1. Skrivelse af 19. december 2003 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
  2. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser, at der ikke er bemærkninger til det modtagne underretningsmateriale vedrørende lokalplanforslaget, og at det er taget til efterretning.

  3. Skrivelse af 18. februar 2003 fra Hovedstadens Udviklingsråd (HUR)

Hovedstadens Udviklingsråd oplyser, at man har behandlet lokalplanforslaget i henhold til planlovens § 29 og i forhold til HUR´s trafikale interesser. Der er ingen bemærkninger til planforslaget.

Miljøvurdering

Den bredere anvendelse af den nederste etage i den berørte bebyggelse, som lokalplantillægget muliggør, således at der ud over butikker som hidtil også kan indrettes liberale erhverv, skønnes ikke at medføre væsentlige ændringer af de miljømæssige forhold.

BILAG VEDLAGT

A. Liste over modtagne henvendelser.

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Orienteringsmaterialet omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece.
  2. Kopi af de i bilag A nævnte henvendelser.

 

Jens Ole Nielsen

 

Til top