Mødedato: 12.03.2003, kl. 14:00

Redegørelse om udarbejdelse af lokalplan for området ved Nyboder Skole og Den Frie Udstilling ("Nyboder Skole")

Redegørelse om udarbejdelse af lokalplan for området ved Nyboder Skole og Den Frie Udstilling ("Nyboder Skole")

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 12. marts 2003

 

Sager til drøftelse

17. Redegørelse om udarbejdelse af lokalplan for området ved Nyboder Skole og Den Frie Udstilling ("Nyboder Skole")

BTU 117/2003 J.nr. 611:122.0001/03

 

INDSTILLING

Nærværende redegørelse om de planmæssige forudsætninger mv. fremsendes til Bygge- og Teknikudvalgets drøftelse med henblik på iværksættelse af arbejdet med forslag til lokalplan, som muliggør om- og udbygning af Nyboder Skole m.v.

RESUME

Bygge- og Teknikforvaltningen har fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen modtaget anmodning om udarbejdelse af lokalplan for Nyboder Skole – matr.nr. 900 Østervold Kvarter, København, beliggende Øster Voldgade 13-19 – samt de tilstødende arealer, der ejes af Københavns Kommune. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ønsker at om- og udbygge skolen samt etablere skolefritidsordning (KKFO) som supplement til eksisterende fritidshjem.

En helhedsplanskits vedrørende om- og udbygning af Nyboder Skole blev taget til efterretning af Uddannelses- og Ungdomsudvalget ved mødet den 26. juni 2002, og i mødet den 22. januar 2003 tiltrådte udvalget igangsætning af en del af helhedsplanskitsen.

Skolen ligger omgivet af et offentligt stisystem og offentlige, grønne anlæg, bl.a. med en boldbane, hvor skolen ønsker at opføre en 650 m² stor idrætshal. Endvidere ønskes en udvidelse af etagearealet ved om- og tilbygninger på i alt 670 m². I den nordlige del af området ligger Den Frie Udstillings bygning, hvor der er planer om etablering af en mindre, fritliggende cafébygning i forbindelse med udstillingsbygningen.

I betragtning af områdets placering og karakter, herunder dets fredede og bevaringsværdige bebyggelse, er Bygge- og Teknikforvaltningen enig i, at der udarbejdes en lokalplan. De foreslåede nybyggerier vurderes acceptable, idet de skønnes at kunne indpasses på hensigtsmæssig vis i området uden at karakteren af det åbne, grønne område med fritliggende bebyggelse i væsentlig grad ændres.

Udbygningsplanerne vil kunne gennemføres inden for kommuneplanens rammebestemmelser for lokalplanlægningen (O5-område).

I området ligger et større bunkersanlæg – et såkaldt KOB-anlæg (Kombineret Offentligt Beskyttelsesrum) – bestående af to bunkere henholdsvis placeret under boldbanen og under skolens 1-etages bygning mod syd. I den videre lokalplanudarbejdelse skal det undersøges, om Kulturarvsstyrelsen har særlige interesser, der skal tilgodeses, idet bunkersanlægget er udpeget som ét af i alt 20 forsvarsanlæg fra II. Verdenskrig med eventuelle ønsker om bevaring som fortidsminde.

Det påtænkte lokalplanområde og dets omgivelser ses på det som bilag 1 vedlagte luftfoto.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har anmodet om udarbejdelse af en lokalplan, der kan muliggøre udbygning af Nyboder Skole og fritidshjemmet Villaen samt ændring af udearealerne omkring skolen. Formålet med udbygningen er, at rammerne for undervisningen så vidt muligt lever op til nutidige pædagogiske mål, samt at der skaffes kapacitet til en 2-sporet skole, en 2-sporet taleklasserække, KKFO (skolefritidsordning) med 4 grupper samt det eksisterende fritidshjem Villaen. I forbindelse hermed har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fremsendt en helhedsplanskitse for skolen.

Helhedsplanskitsen vedrørende om- og udbygning af skolen blev taget til efterretning af Uddannelses- og Ungdomsudvalget ved mødet den 26. juni 2002 (UUU 252/2002), idet beslutning om realisering af planen skulle afvente en helhedsvurdering af det samlede skoleudbygningsbehov i kommunen. På Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 22. januar 2003 tiltrådte udvalget igangsætning af en del af helhedsplanskitsen for Nyboder Skole (UUU 11/2003).

Herudover har Den Frie Udstilling – beliggende på umatr. vejareal, Oslo Plads 1 – ønsker om at placere en mindre cafébygning ved udstillingsbygningen.

Da området har en særlig strategisk og synlig placering i denne del af Indre By og rummer såvel fredet (Den Frie Udstilling) som bevaringsværdig (skolebygningerne) bebyggelse, vurderer forvaltningen, at udbygning af skolen mv. forudsætter tilvejebringelse af en lokalplan. Heri skal områdets karakter og kvaliteter sikres, herunder med bestemmelser om bl.a. bevaringsværdig bebyggelse, nybyggeriets udformning, friarealer m.v.

Da såvel skole som udstillingsbygning står foran udvidelse, finder forvaltningen det hensigtsmæssigt, at lokalplanen omfatter hele området afgrænset af Oslo Plads, Øster Voldgade og ejendommen matr.nr. 938 Østervold Kvarter, København, Hotel Østerport. Da Hotel Østerport, der for den ældste dels vedkommende er udpeget som bevaringsværdig, må anses for fuldt udbygget, og der ikke forventes ændringer i de kommende år, findes det ufornødent at udvide lokalplanområdet til også at omfatte denne ejendom.

Planforhold (Se bilag 2)

I Kommuneplan 2001 er Nyboder Skole, Den Frie Udstilling og de tilstødende udearealer fastlagt til offentlige formål (O5-område). Området må anvendes til institutioner og andre sociale formål, skoler og andre uddannelsesformål, sportsanlæg, hospitaler og andre sundhedsmæssige formål, miljømæssige servicefunktioner, kulturelle formål, ældreboliger, kollegier samt administration. Det kan tillades, at der til hver institution/anlæg opføres eller indrettes enkelte boliger til brug for portner eller andre personer med lignende tilknytning til institutionen/anlægget. Den maksimale bebyggelsesprocent er fastlagt til 150 og den maksimale bygningshøjde til 24 m. I lokalplaner fastsættes i fornødent omfang bestemmelser om etageantal, friarealets størrelse og om parkeringsforhold.

Øster Voldgade er fastlagt til regional vej og Oslo Plads indgår i en fordelingsgade.

Fortidsminde og søbeskyttelse

En del af lokalplanområdet er omfattet af beskyttelseslinier omkring Kastellet som jordfast fortidsminde og omkring Kastellets vandarealer (Naturbeskyttelseslovens bestemmelser), jf. vedlagte bilag 10. Inden for lokalplanområdet har disse to beskyttelseslinier samme forløb. Projektet for skolens udbygning ligger uden for disse beskyttelseslinier. En evt. cafébygning ved Den Frie Udstillings bygning vil ligge inden for beskyttelseslinierne, og gennemførelse af dette projekt forudsætter derfor, at kommunen som amtskommune giver en dispensation.

Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen (nu Kulturarvsstyrelsen), har i 1998 udarbejdet en rapport om II. Verdenskrigs Kulturspor, hvor 20 forsvarsanlæg i Danmark er skønnet bevaringsværdige , idet det overvejes at finde en form for fortidsmindebeskyttelse, der sikrer deres bevaring, indtil de vil blive omfattet af Naturbeskyttelseslovens bestemmelser. Bunkersanlægget ved Nyboder Skole er et af disse 20 anlæg (Se beskrivelse i afsnittet Nyboder Skole). Anlægget er således endnu ikke omfattet af fortidsmindebestemmelserne, men det må i den videre lokalplanprocedure undersøges, om Kulturarvsstyrelsen har særlige interesser, der skal tilgodeses i forbindelse med lokalplanen.

Kvarteret og lokalplanområdet (Se bilag 3, 4, 5 og 6)

Lokalplanområdet ligger i bydelen Indre By, og er mod nordvest afgrænset af Hotel Østerports 2-3-etagers bebyggelse på skråningen ned mod jernbaneterrænet ved Østerport Station. Mod nord og øst afgrænses området af trafikknudepunktet Oslo Plads med Ring II, Øster Voldgade/Folke Bernadottes Allé, samt af det store fredede parkområde ved fæstningsanlægget Kastellet. Øst for lokalplanområdet ligger et mindre parkanlæg, som rumligt relaterer sig til lokalplanområdet, og danner overgang til det fredede Nyboders 2-etagers boligbebyggelse fra 1700-tallet.

Lokalplanområdets arealer ejes af Københavns Kommune. På ejendommen matr.nr. 900 Østervold Kvarter, København, administreres grunden af Københavns Brandvæsen, Beredskabssektionen, mens skolebygningerne administreres af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. De øvrige arealer er umatrikuleret vejareal, der administreres af Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Park, inklusive grundarealet for Den Frie Udstillings bygning. Udstillingsbygningen ejes af den selvejende institution Den Frie Udstilling.

Området er karakteristisk ved fritliggende enkeltbygninger, placeret tilbagetrukket fra vejen og omgivet af beplantning. Området bærer således præg af at ligge som parklignende bindeled mellem Østre Anlæg og Kastellet – de tilbageværende spor af byens tidligere sammenhængende fæstningsring.

Gennem lokalplanområdet forløber et offentligt stisystem med tilhørende grønne arealer og en offentlig boldbane. Stisystemet langs Hotel Østerport forbinder Oslo Plads i nord og Øster Voldgade i syd med tværforbindelse til Øster Voldgade og fodgængerovergangen ud for skolens indgang.

Nyboder Skole. Skolen og den tilhørende villa mod syd – oprindelig inspektørbolig, nu fritidshjem – er bygget i 1920 på det tidligere voldanlæg, hvor Dronningens Mølle stod indtil 1895. Voldanlægget blev her sløjfet bl.a. for at skaffe plads til Boulevardbanen. Skolebygningen er opført i røde mursten og tegltag, hovedbygningen i 4½ etage og villaen i 2½ etage. Bebyggelsens arkitektur er typisk for den tids skolebyggeri, monumental klassicistisk stil med fine detaljer og proportioner. Bebyggelsen er i kommunens registrering af bevaringsværdig bebyggelse registreret med høj bevaringsværdi (kategori 3).

Under II. Verdenskrig etablerede den tyske værnemagt hovedkvartersanlæg på og ved Nyboder Skole, ved om- og tilbygninger på skolens bebyggelse. Der blev bygget et anlæg med to bunkere. Den største – hovedkvartersbunkeren – er beliggende under skolens boldbane nord for hovedbygningen. En mindre bunker – kommunikationsbunkeren – ligger bag villaen, delvis under den 1-etages bygning, der er opført som tysk officersmesse, men som nu anvendes til gymnastiksal. Den lille 1-etages bygning mellem Øster Voldgade og skolegården er opført som vagtbygning. Da Civilforsvaret efter krigen overtog den største bunker til distriktshovedkvarter, blev den forsynet med den nuværende indgangsbygning, placeret langs nordsiden af skolens hovedbygning. Københavns Brandvæsen, Beredskabssektionen, som nu administrerer bunkersanlægget, benytter en del af den store bunker til Brandvæsenets UngdomsKlub (BUK), mens den mindre bunker udlånes til De Frivillige i beredskabet (tidligere Civilforsvaret).

Den Frie Udstillings bygning. Den oprindelige del af bygningen er tegnet af J. F. Willumsen og blev opført i 1898 i den daværende Aborreparken ved Jarmers Plads. I forbindelse med etablering af Boulevardbanen blev den i 1914 flyttet til sin nuværende placering mod Oslo Plads, hvor bygningen senere er blevet om- og tilbygget. Bygningen, som er fredet, er opført udelukkende i træ. Den er i 1 og 2 etager med forskudte planer på det let skrånende terræn, og har lukkede, hvidmalede facader over en sort, lidt skrånende sokkel, samt et indgangsparti med udsmykninger i stærke farver. Det arkitektoniske udtryk er en blanding af jugendstil samt asiatiske og klassiske stilarter.

Lokalplanområdet i tal. Områdets grundareal udgør ca. 13.300 m². Den samlede bebyggelse har et etageareal, der ifølge oplysninger fra Bygge- og Boligregisteret samt fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udgør ca. 8.700 m², svarende til en samlet bebyggelsesprocent på ca. 65. Heraf udgør skolens etageareal ca. 7.600 m², Den Frie Udstillings bygning 1.020 m² og indgangsbygning til bunkersanlægget under boldbanen 85 m². Herudover er der ca. 900 m² bunker under jorden, fordelt med ca. 670 m² på den store under boldbanen og ca. 230 m² på den mindre bunker. Den Frie Udstillings bygning har et kælderareal på ca. 160 m². Skolen og fritidshjemmet benytter et friareal, der rækker ud over skolens matrikulerede areal. Det eksisterende friareal for skolen og fritidshjemmet udgør ca. 60 pct. af etagearealet ved medregning af det matrikulerede areal samt den offentlige boldbane og det indhegnede areal mod syd.

Helhedsplanskitsen for Nyboder Skole (Se bilag 7, 8 og 9)

Om- og tilbygningerne på skolen indgår i en større udvikling og omdisponering af skolens forskellige funktioner.

På en del af den eksisterende boldbane mellem skolen og Den Frie Udstillings bygning ønskes opført en idrætshal/multisal, der kan opdeles i to gymnastiksale til erstatning for eksisterende gymnastiksale i skolens sidefløje. Multisalen forbindes til skolen med en let mellembygning i én etage. Multisalen etableres delvis oven på den underjordiske bunker. Fra mellembygningen skabes adgang til omklædningsfaciliteter i en ny kælderetage mellem multisal, skole og underjordisk bunker. Multisal og mellembygning har et etageareal på ca. 650 m², samt kælderareal på ca. 160 m².

I de eksisterende gymnastiksale i skolens to sidefløje laves nye vinduesåbninger i stueplan og der indskydes etagedæk, og arealerne indrettes til nye formål. Den indskudte etage udgør ca. 410 m². Den lille 1-etages bygning bag villaen, benævnt Lille Sal, forhøjes med en ekstra etage på ca. 260 m². Ved om- og udbygningerne tilføjes skolen således ca. 1.320 m² etageareal til et samlet etageareal på ca. 8.920 m².

Skolen og fritidshjemmet ønsker mulighed for at disponere over dele af de offentligt tilgængelige grønne arealer, boldbanen og en del af det grønne areal mod syd, hvilket indebærer behov for en form for indhegning af arealerne til skolens formål.

Gennemførelse af tilbygningerne indebærer en tilpasning samt eventuel omlægning af en del af bunkersanlæggets eksisterende nødudgange og luftkanaler. Den offentlige sti langs skolens nordlige fløj flyttes til nordsiden af boldbanen, langs Den Frie Udstillings bygning.

De vedlag te projekttegninger, bilag 7, 8 og 9, er kopieret fra Helhedsplanskitsen for Nyboder Skole. Der vil i det videre arbejde med lokalplanforslaget blive udarbejdet et tegningsmateriale, der på mere tilfredsstillende vis illustrerer det ønskede udbygningsprojekt.

Udbygningsplaner for Den Frie Udstilling

Den Frie Udstilling har ønsker om at placere en fritliggende, 1-etages træbygning på ca. 40 m² til café for udstillingsbygningen. Cafébygningen tænkes placeret på den sydlige del af arealet mellem udstillingsbygningen og Øster Voldgade. Der foreligger ikke et egentligt forslag til udformning og placering af cafébygningen.

Vurdering

Områdets placering som bindeled mellem store parkområder (Østre Anlæg og Kastellet) betyder, at hele områdets karakter med fritstående bygninger beliggende i et åbent, grønt område bør fastholdes og understreges. Det har derfor i samarbejde mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Plan & Arkitektur været nærmere overvejet i hvilket omfang og på hvilken måde, der vil kunne opføres nybyggeri i området.

Det anses for væsentligt, at det sydlige areal, der på en "blød" måde formidler forsætningen af Øster Voldgade på dette sted, fastholdes som et åbent, grønt område. Den foreslåede forhøjelse af Lille Sal med 1 etage vurderes ikke at have væsentlig betydning i denne sammenhæng.

Placering af nybyggeri til multisal på boldbanearealet stiller særlige krav til placering, omfang og udformning af bebyggelsen. Et nybyggeri med det skitserede volumen vil blive et meget synligt element i området. Det er imidlertid vurderingen, at denne placering er mest hensigtsmæssig, og den foreslåede bebyggelse vil være acceptabel og kan gennemføres, uden at områdets karakter ødelægges, under forudsætning af, at bygningen trækkes tilbage på grunden, at den gives en ikke retningsbestemt form, at højden gøres mindst muligt, samt at bygningen i princippet åbner sig mod alle sider med lette, overvejende transparente glasfacader, således at der opnås en visuel sammenknytning af inde- og udearealerne. Nybyggeriet vil endvidere kunne medvirke til en meget ønskelig renovering og forskønnelse af boldbanearealerne.

Den i helhedsplanskitsen viste placering af multisalen ca. 3 m uden for skolebygningens facadeflugt langs stien bør af hensyn til det nuværende bygningsforløb langs stien ændres til en placering på linie med skolebygningens facadeflugt mod stien.

Med hensyn til den mindre cafébygning ved udstillingsbygningen finder forvaltningen, at indpasning af en sådan bør ses i sammenhæng med mulighederne for at renovere og omdanne arealet mellem udstillingsbygningen og Øster Voldgade. Cafébygningen bør af hensyn til dette areals størrelse og form samt i relation til udstillingsbygningen placeres i grundens sydlige hjørne, inden for boldbanens afgrænsning mod vejen, og begrænses til den mindst mulige udstrækning og højde. Forvaltningen finder, at bygningen, der vil fremstå som en meget synlig bygning set fra gadesiden, bør gives en selvstændig udformning af høj arkitektonisk kvalitet.

Ændringen af skolens eksisterende gymnastiksale med indskudt dæk nødvendiggør etablering af nye vinduer i stueetagen. Der vil blive stillet krav om, at disse facadeændringer udføres med respekt for den bevaringsværdige bebyggelse.

Vedrørende de ubebyggede arealer vurderes det væsentligt at fastholde offentlighedens adgang til de nuværende offentlige arealer i lokalplanområdet, idet de indgår i fæstningsringen og relaterer sig til det lille parkanlæg på den modsatte side af Øster Voldgade, samtidig med at arealerne udgør et supplement til naboboligområdets få nærrekreative arealer. De offentlige stiforbindelser gennem området bør fastholdes i princippet som i dag. Arealer ved tilslutningen til de offentlige stier i området bør indrettes og udformes, så stierne fremstår åbne og indbydende.

Ved gennemførelse af de ønskede udbygninger i området vil lokalplanens samlede etageareal øges fra ca. 8.700 m² til ca.10.100 m², svarende til en bebyggelsesprocent på ca. 76.

Lokalplanens indhold (Se bilag 10)

Området vil blive fastlagt til offentlige formål samt private institutioner mv. af almen karakter, såsom skoler og andre uddannelsesformål, sportsanlæg, grønne anlæg, institutioner og andre sociale formål, sundhedsmæssige formål, kulturelle formål, samt tilhørende administration og publikumsorienterede servicefunktioner.

I lokalplanen fastlægges bestemmelser om ny bebyggelses placering og omfang samt om bebyggelsens ydre fremtræden i overensstemmelse med de i vurderingsafsnittet beskrevne principper.

De bevaringsværdige skolebygninger samt den fredede udstillingsbygning fastlægges med bevaringsbestemmelser, idet der dog vil kunne foretages de ovenfor nævnte facadeændringer med nye vinduer i skolebygningernes facader.

Der fastlægges bestemmelser om parkering med krav om 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal, idet det dog forudsættes, at parkeringsomfanget ved ibrugtagning af bebyggelsen nærmere vurderes i forhold til de aktuelle behov. Endvidere medtages bestemmelser om udformning af de ubebyggede arealer, herunder fastlæggelse af offentlige stier og offentligt tilgængelige grønne arealer, samt udpegning af bevaringsværdige, særligt karakterfulde træer. Det foreslås, at der fastlægges bestemmelser om, at ubebyggede arealer skal indrettes efter en samlet plan, hvor arealerne åbnes og hegning minimeres til det absolut nødvendige samt gøres transparent, herunder vil den eksisterende mur omkring boldbanen kunne fjernes. Offentlighedens adgang skal sikres samtidig med, at skolen får mulighed for at anvende dele af arealet, herunder bør multisalen og den tilknyttede hegnede boldbane i videst muligt omfang være offentligt tilgængelige.

BILAG VEDLAGT

  1. Luftfoto.
  2. Kommuneplanrammer.
  3. Beliggenhedsplan.
  4. Oversigtskort.
  5. Fotos fra området.
  6. Fotos fra området.
  7. Skoleprojekttegninger, plan.
  8. Skoleprojekttegninger, opstalt.
  9. Skoleprojekttegninger, rejst plan.
  10. Lokalplantegning.

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

  1. Brev af 5. november 2002 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, bilagt Justeret helhedsplanskitse for Nyboder Skole, juni 2002.

 

Jens Ole Nielsen

 

Til top