Lokalplanforslag "Engly"
Lokalplanforslag "Engly"
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 12. januar 2005
Sager til beslutning
9. Lokalplanforslag "Engly"
BTU 12/2005 J.nr. 611:179.0001/04
INDSTILLING
Bygge- og Teknik forvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag til lokalplan "Engly" vedtages med henblik på offentliggørelse
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder
at vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for lokalplanen, et borgermøde i form af et orienteringsmøde samt offentliggørelse i områdets lokalaviser.
RESUME
Lokalplanforslaget, der
omfatter Haveforeningen Engly og to erhvervsejendomme (den nordligste er
kommunalt ejet) øst herfor med facade mod Englandsvej, er udarbejdet efter
ønske fra Kultur- og Fritidsforvaltningen for at få lovliggjort forholdene og
for at kunne regulere den fremtidige bebyggelse således, at der i haveforeningen
kan indgås lejekontrakter, der er i overensstemmelse med den faktiske anvendelse
til helårsbeboelse. Engly, der har et grundareal på 3,3 ha og rummer 92 lodder
samt fællesarealer, er et af de kolonihaveområder, som Bygge- og Teknikudvalget
på mødet den 20. november 2002 drøftede i forbindelse med en redegørelse om
lovliggørelse af helårsbeboelse i en række kolonihaveområder i Københavns
Kommune.
Lokalplanforslaget tager
udgangspunkt i planerne for haveforeningerne "Bastiansminde",
"Grønrisvej", "Ny Kongens Enghave", "Elmebo" og "Elmegården", med fornødne
tilpasninger til de konkrete forhold i Engly.
Haveforeningen Engly har fået
udarbejdet en brandsikringsplan, som forvaltningen har principgodkendt, og
brandsikringen forventes færdig i starten af 2005 og den vil således være
gennemført inden lokalplanens endelige vedtagelse.
Det foreliggende lokalplanforslag, der i det væsentlige er tiltrådt af haveforeningens bestyrelse, aflyser ved den endelige vedtagelse den tinglyste meddelelse, der fastlægger området til sommerophold, og skaber det planmæssige grundlag for en anvendelse til helårsboliger i overensstemmelse med Københavns Kommuneplan 2001. Der må opføres én beboelsesbygning med én bolig på hver lod, og bebyggelsesprocenten må ikke overstige 30. For lodder over 400 m² må etagearealet dog ikke overstige 120 m², og for lodder under 267 m2 må etagearealet være 80 m2. I dag er den gennemsnitlige bebyggelsesprocent på den enkelte lod ca. 28. Langs de relativt smalle adgangsveje fastlægges der bebyggelsesregulerende byggelinier for at opretholde det grønne præg. Bestemmelserne gælder ved nybyggeri, mens lovliggørelse af eksisterende bebyggelse skal finde sted i forhold til den på opførelsestidspunktet gældende byggelovgivning.
De 4.510 m2 store erhvervsejendomme langs Englandsvej, der i dag rummer en trælasthandel og en tankstation, fastlægges til helårsboliger og publikumsorienterede serviceerhverv hvor det samlede bruttoetageareal til butiksformål ikke må overstige 1.500 m2, og bruttoetagearealet for den enkelte butik må ikke overstige 1.000 m2. Stueetagen fastlægges til serviceerhverv og de øvrige etager til boliger, der i gennemsnit skal have et bruttoetageareal på mindst 95 m2, og ingen bolig må være mindre end 75 m2. Bebyggelsen skal opføres langs Englandsvej med en maksimal bebyggelsesprocent på 70 og i højst 3 etager.
Planforslaget er omfattet af
lov om miljøvurdering af planer og programmer. Forvaltningen vurderer, at
forslaget ikke medfører, at der skal udarbejdes en miljørapport.
Lokalplanforslaget er i
overensstemmelse med rammebestemmelserne i Kommuneplan 2001.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Efter kommunal tilladelse i 1940 til
udlodning af kolonihaver med tilladelse til opførelse af lysthuse og sommerhuse
i Engly, blev disse gennem årene ulovligt taget i brug som helårsboliger. Den
ulovlige helårsbeboelse blev op til 1970´erne tilladt bibeholdt som sommerhuse
men ikke til helårsbeboelse, idet der dog blev tolereret 5-årige udsættelser af
ophør med den ulovlige benyttelse. I dag benyttes næsten alle husene til
helårsbeboelse. Engly har et grundareal på 3,3 ha og rummer 92 beboelsesbygninger
med et samlet etageareal på ca.7.245 m² og en gennemsnitlig bebyggelsesprocent
på lodderne på ca. 28. Af de 92 lodder er 3 større end 400 m2, mens
52 har en størrelse mellem 267 og 400 m2 og 37 er under 267 m2.
40 lodder har en bebyggelsesprocent højere end 30, mens den for 38 lodder er mellem
20 og 30.
I Kommuneplan 2001 er Engly udlagt til
boligområde (B1*-område), hvor *-bemærkningen fastlægger, at områdets særlige
karakter af åbent havehusområde søges opretholdt. Kultur- og Fritidsforvaltningen
har anmodet om udarbejdelse af en lokalplan for området for at få lovliggjort
forholdene og for at kunne regulere den fremtidige bebyggelse således, at der
kan indgås fornyede lejekontrakter, der er i overensstemmelse med den faktiske
anvendelse til helårsbeboelse. Arealerne ud mod Englandsvej er udlagt til
boliger og serviceerhverv med en maksimal bebyggelsesprocent på 110
(C1-område).
Der er bygget mere på den enkelte lod end tilladt i den tinglyste
meddelelse, og der er ikke givet byggetilladelser til helårsbeboelserne,
hvorfor det meste af bebyggelsen er ulovlig. En lovliggørelse af området kræver
først og fremmest, at de brandsikkerhedsmæssige forhold bliver bragt i orden,
hvilket haveforeningen er indstillet på. Foreningen har med en teknisk rådgiver
udarbejdet et forslag til brandsikring af hvert enkelt hus således, at de
gældende brandkrav kan opfyldes. Forvaltningen har principgodkendt
brandsikringsplanen, og bestyrelsen forventer, at brandsikringen kan være
afsluttet i begyndelsen af 2005 således, at den kan være godkendt inden
lokalplanen vedtages endeligt.
Bygge- og Teknikudvalget drøftede i mødet den 20. november 2002 (BTU
557/2002) forvaltningens redegørelse om helårsbeboelse i kolonihaveområder samt
igangsætning af lokalplanarbejdet for 11 kolonihaveområder. Redegørelsen blev udarbejdet
på baggrund af resultatet af et arbejde, der er gennemført af en arbejdsgruppe
internt i kommunen, der har undersøgt mulighederne for og konsekvenserne af en
lovliggørelse af helårsbeboelsen i de københavnske kolonihaveområder. Arbejdsgruppen
konkluderede, at en væsentlig forudsætning for at bringe de ulovlige forhold i
orden i kolonihaverne er at udarbejde lokalplaner for områderne. I indstillingen
foreslog forvaltningen, at der igangsættes lokalplaner for de 11 kolonihaveområder,
der endnu ikke er udarbejdet lokalplaner for. Engly er den 6. haveforening, der
har udarbejdet det materiale (en lodinddelingsplan, planer med indtegning af
bygninger, skema med grundarealer og etagearealer på de enkelte lodder og en
brandsikringsplan), der er nødvendigt for, at forvaltningen har kunnet
igangsætte lokalplanlægningen. Der vil ikke blive givet byggetilladelser, og
den egentlige status som helårsbeboelse opnås ikke, før lokalplanen er endelig
vedtaget.
Haveforeningens
synspunkter
Haveforeningen Engly har haft lejlighed til at kommentere et udkast til
lokalplanforslag, og har foreslået en række ændringer, idet man bl.a. ønsker, at der fortsat kan være
fritidshuse i haveforeningen, at bebyggelsesprocenten fastlægges til maksimalt
40, at bygningshøjden fastsættes til maksimalt 7 m og mulighed for forskellige
tagformer samt at bebyggelseshøjden på bebyggelsen langs Englandsvej fastsættes
til maksimalt 2 etager. Endvidere finder foreningen, at maksimumgrænsen for
bygninger på lodder under 267 m2 bør være 80 m2, i stedet
for 75 m2.
Forvaltningen har på et efterfølgende møde diskuteret forslaget med
formanden samt et medlem af bestyrelsen.
Forvaltningen har imødekommet ønsket om større frihed med hensyn til
tagformer, og indarbejdet i lokalplanforslaget, at der kan tillades opført
mindre, arkitektonisk velbegrundede opbygninger f. eks. til lysindtag.
Forvaltningen har også imødekommet ønsket om en maksimumstørrelse på 80 m2
for bygninger på lodder under 267 m2, fordi der for denne
haveforening ikke åbnes mulighed for etablering af carporte. Forvaltningen
finder det ikke hensigtsmæssigt, at imødekomme de øvrige ønsker for
kolonihavebebyggelsen, idet det er forvaltningens vurdering, at en maksimal bygningsbygningshøjde
på 4,5 m og en bebyggelsesprocent på 30, er tilpasset områdets særlige
karakter, der består af mange mindre lodder. Endvidere tilgodeser bestemmelserne
ønsket om at bevare områdets særlige karakter af åbent havehusområde.
Bebyggelse langs Englandsvej kan ifølge lokalplanforslaget opføres i
maksimalt 3 etager og med en bebyggelsesprocent på maksimalt 70. Det er en
skærpelse i forhold til kommuneplanens rammer, der tillader bebyggelse i 5
etager og en bebyggelsesprocent på 110, men forvaltningen har vurderet, at en
bygning i 3 etager vil tilpasse sig bedre til områdets øvrige bebyggelse.
Bebyggelsens placering øst for haveforeningen og i en afstand af mindst 18 m
fra de nærmeste bygninger vil ikke give væsentlige skyggeproblemer i haveforeningen.
Lokalplanforslaget
Lokalplanforslaget omfatter området begrænset af sydskel af ejendommene
matr. nr. 2153-2176, 12a, 2214-2223 og 2196 Sundbyvester, København,
Englandsvej, nordskel af ejendommene matr.nr. 1989, 2001 og 1969 ibid. samt
øst- og nordskel af ejendommen matr.nr. 1672 ibid. og Røde Mellemvej.
Med forslaget
tilvejebringes det planmæssige grundlag for anvendelse af det tidligere
kolonihaveområde til helårsboliger og området langs Englandsvej til boliger og
serviceerhverv.
I kolonihaveområdet
fastholdes den oprindelige lodinddeling, og der muliggøres en matrikulær
udstykning svarende hertil samtidig med, at det tilstræbes at fastholde
områdets grønne præg. Området fastlægges til helårsboliger i form af enfamiliehuse.
Der må på hver
parcel opføres én beboelsesbygning med én bolig. For parceller mindre end 267 m2
må bygningens etageareal være indtil 80 m2. For parceller på 267 m2
til og med 400 m² skal bygningens etageareal overholde bebyggelsesprocenten 30,
og for parceller på mere end 400 m² må etagearealet ikke overstige 120 m².
For et fastlagt fællesareal gælder, at der kan opføres fælleshuse på
maksimalt 200 m2.
Udover beboelsesbygningen må der på hver parcel opføres et skur på maksimalt
10 m2 og en overdækket terrasse på indtil 5 % af parcellens areal,
dog indtil 15 m2 for parceller under 300 m2.
Tage skal udformes som fladt tag eller som sadeltag eller deraf afledte
tagformer. Der kan suppleres med arkitektonisk velbegrundede opbygninger f.eks.
til lysindtag. Bygningernes overflader skal fremstå i naturlige materialer.
Mod Englandsvej opretholdes den eksisterende vejlinie. Eksisterende
vejudlæg langs Englandsvej og Røde Mellemvej forudsættes ophævet. De interne
adgangsstier, der fastlægges i lokalplanen, kan udlægges som private fællesveje.
Ubebyggede arealer skal, bortset fra parkeringsarealer, anlægges som
have, der skal understøtte områdets karakter af åbent havehusområde. Den
enkelte parcel skal hegnes med levende hegn, eventuelt suppleret med trådhegn.
Der fastlægges bebyggelsesregulerende byggelinier, som sikrer, at arealerne ud
mod de interne færdselsarealer får havekarakter.
Der udlægges ikke parkering på den enkelte parcel, men på fællesarealer.
Ved fuld udbygning af kolonihaveområdet skal der kunne anlægges ca. 82
p-pladser, svarende til én pr. 100 m2 etageareal. Parkeringspladsen
skal ikke nødvendigvis anlægges, men der skal reserveres areal til parkering.
Det betyder, at der i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse skal anvises
areal til en parkeringsplads, og denne skal anlægges på fællesarealet, hvis
kommunen kræver det.
Omr
ådet langs Englandsvej fastlægges til helårsboliger og
publikumsorienterede serviceerhverv, hvor det samlede bruttoetageareal til
butiksformål ikke må overstige 1.500 m2, og bruttoetagearealet for
den enkelte butik må ikke overstige 1.000 m2. Stueetagen fastlægges
til serviceerhverv og de øvrige etager til boliger, der i gennemsnit skal have
et bruttoetageareal på mindst 95 m2, og ingen bolig må være mindre
end 75 m2. Bebyggelsen skal opføres langs Englandsvej med en maksimal
bebyggelsesprocent på 70 og i højst 3 etager.
Der henvises i øvrigt til redegørelsen og selve lokalplanforslaget, der
er vedlagt som bilag 1.
Planmæssige
forhold
Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2001, hvor
kolonihaveområdet udgør et B1*-område med bemærkning om, at områdets særlige
karakter af åbent havehusområde skal opretholdes, og området langs Englandsvej
udgør et C1-område.
En tinglyst meddelelse om, at området bl.a. kun må anvendes til
sommerophold, ophæves.
Der henvises i øvrigt til vedlagte bilag
1, hvori der redegøres for forholdet til øvrig planlægning og lovgivning.
Miljøvurdering
Sagen er miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige
påvirkninger.
Miljøvurderingsloven
Ifølge lov om
miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 316 af 5. maj 2004) skal der
foretages en vurdering af, om bl.a. en fysisk plan får væsentlig indvirkning på
miljøet. Hvis den gør, skal der udarbejdes en miljøvurdering.
I mødet den 9.
december 2004 tiltrådte Borgerrepræsentationen (608/04) en indstilling,
hvorefter Bygge- og Teknikforvaltningen blev bemyndiget til at foretage den
forudsatte screening af en af loven omfattet plan for, om der skal udarbejdes
en miljøvurdering. Denne lokalplan medfører alene en lovliggørelse af nogle
eksisterende forhold og muliggør opførelse af en mindre erhvervs- og
boligbebyggelse. Forvaltningen har derfor vurderet, at der ikke skal foretages
en særlig miljøvurdering.
Beslutningen vil blive offentliggjort
samtidig med, at forslaget til lokalplan offentliggøres.
Høring
I forbindelse med
udarbejdelse af lokalplanforslaget har Plan & Arkitektur foretaget høring
af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen,
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen,
Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Økonomiforvaltningen, Københavns Energi,
Kulturmiljørådet samt Københavns Bymuseum.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen samt Københavns Bymuseum har ingen kommentarer til
forslaget. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Kulturmiljørådet har ikke
fremsendt bemærkninger.
Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at der ikke p. t. er planer
for de arealer, der benyttes af boldklubben Olympia og Det Danske Spejderkorps,
ligesom de ikke umiddelbart har behov for lokalplanlægning af dette område.
Svaret skyldes, at det har været overvejet også at lade
lokalplanforslaget omfatte arealet, der ligger nord for matr. 1727 Sundbyøster
mod Englandsvej (nord for tømrerhandlen). Dette areal er udtaget af forslaget
bl.a. på baggrund af svaret fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Økonomiforvaltningen har ingen bemærkninger til selve forslaget, men
vil sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen, i forbindelse med indgåelsen af
nye lejekontrakter med Engly, anmode Stadskonduktørembedet om at udstykke selve
Engly som en selvstændig matrikel. Det areal, der er udlejet til tømmerhandlen,
bliver derved samtidig en selvstændig matrikel.
Københavns Energi oplyser, at Engly er kloakeret på kommunal foranledning,
og der forventes snarest igangsat forhandlinger med Engly om, hvorvidt
kloakanlægget fremover skal forblive kommunalt ejet eller skal gives status som
privat, hvor drift og vedligehold varetages af et spildevandslaug.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollens oplysninger om
miljøforholdene er indarbejdet i bilag 1, afsnittet om "Baggrund for
lokalplanen", jf. ovenstående.
De indkomne bemærkninger er vedlagt til gennemsyn i borgmester Søren
Pinds forkontor, Rådhuset, 1. sal, værelse 36, som bilag A –D.
Forslag
til dialogstrategi
Der foreslås følgende initiativer til
opnåelse af dialog med borgerne i offentligh
edsperioden
-
Etablering
af en særlig hjemmeside, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel.
-
Annoncering
i lokalaviser.
-
Afholdelse
af et borgermøde i lokalområdet i form af et orienteringsmøde.
Det skønnes ikke nødvendigt, at der afholdes
en udstilling. Dette er en afvigelse fra den almindelige dialogstrategi.
BILAG
VEDLAGT
Bilag 1:
Forslag til lokalplan "Engly"
BILAG
VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Bilag A: E-mail af 18. august 2004 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen
Bilag B: E-mail af 28. juli 2004 fra Økonomiforvaltningen, 9. kontor
Bilag C: Fax af 11. august 2004 fra Københavns Energi
Bilag
D: Brev af 10. september 2004 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen
Jens Ole Nielsen