Vejnavngivninger mv.
Vejnavngivninger mv.
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 12. januar 2005
Sager til beslutning
13. Vejnavngivninger mv.
BTU 28/2005 J.nr. 21141.0019/04
INDSTILLING
Vejnavnenævnet indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender
at en vej i Ørestad benævnes Ove Arups Vej
at en vej i Ørestad benævnes Tom Kristensens Vej
at kvartersnavnene i Ørestad justeres som beskrevet i sagsfremstillingen
at en privat fællesvej ved Øresundsvej benævnes Sundby Parkvej
RESUME
Vejnavnenævnet indstiller, at en vej ved Fields i Ørestad opkaldes efter arkitekt og ingeniør Ove Arup, samt at en vejforbindelse til boligområdet syd for Islands Brygge Station i den nordlige del af Ørestad opkaldes efter forfatteren Tom Kristensen. Samtidig indstilles det, at der foretages mindre justeringer i kvartersnavnene i Ørestad.
Endvidere indstiller Vejnavnenævnet, at en sidevej ved Øresundsvej, der fører til 2. etape af boligbebyggelsen på hjørnet af Øresundsvej/Amager Strandvej, benævnes Sundby Parkvej.
SAGSBESKRIVELSE
Ørestad
Vejforbindelsen fra Øresundsmotorvejen til Fields skal navngives. Ørestadsselskabet har foreslået, at vejen navngives efter Ove Arup. Ove Arup (1895-1988) var både ingeniør og arkitekt. Han blev i 1923 chefdesigner i Christiani og Nielsens Londonkontor, hvor han fik en stor interesse for moderne arkitektur. Han lagde stor vægt på kvalitet i moderne byggeri. Ove Arup dannede siden sit eget firma.
I principskitsen for navngivning i Ørestad er det besluttet, at veje i kvarteret omkring Ørestad station skal opkaldes efter arkitekter og ingeniører fra det 20. århundrede. Der er peget på Ove Arup, fordi han som både arkitekt og ingeniør er et godt bindeled mellem det sydlige kvarter og Ørestad City.
Ørestadsselskabet har i indstillingen til Vejnavnenævnet angivet, at de ønsker vejen navngivet med efterleddet –gade. Imidlertid har Københavns Kommune ved alle andre navngivninger fastholdt betegnelsen –vej, hvilket efter nævnets opfattelse er den korrekte betegnelse for veje i et moderne åbent kvarter.
Vejnavnenævnet indstiller, at vejen benævnes Ove Arups Vej.
Vejforbindelsen fra den nordligste rundkørsel i Ørestads Boulevard til det nye boligområde syd for Universitetet skal ligeledes navngives. Af principskitsen for vejnavngivning i Ørestad fremgår det, at der i det nordlige kvarter navngives efter forfattere samt komponister og rytmiske musikudøvere. Ørestadsselskabet foreslår, at vejen navngives efter forfatteren Tom Kristensen (1893-1974). Vejnavnenævnet finder, at Tom Kristensen er en central forfatter fra det 20. århundrede, som bør hædres med et vejnavn.
Vejnavnenævnet indstiller, at vejen benævnes Tom Kristensens Vej.
Ørestadsselskabet har tidligere fået godkendt følgende navngivning af kvartererne i Ørestad (fra nord til syd):
· Universitetskvarteret
· Amager Fælled Kvarter
· Bella Center Kvarter
· Ørestad City
· Vestamager Kvarter
Bykvarteret syd for motorvejen er ikke navngivet (har afventet senere planlægning).
Ørestadsselskabet har oplyst, at det i forbindelse med den detaljerede planlægning af Ørestad ønsker at justere antallet af bykvarterer. Samtidig er der sket en udvikling i visse bykvarterer, især i det nordligste bykvarter. Ørestadsselskabet foreslår derfor, at antallet af kvarterer reduceres, og at der benyttes følgende navne:
· Ørestad Nord (i stedet for Universitetskvarteret)
· Amager Fælled
· Ørestad City (sammenlægning af Ørestad City og Bella Center Kvarter)
· Ørestad Syd (sammenlægning af Vestamager Kvarter og det unavngivne kvarter)
Vejnavnenævnet finder ændringen hensigtsmæssig og har ingen bemærkninger. De nye kvartersnavne indstilles hermed til Bygge- og Teknikudvalget.
Vej ved Øresundsvej
Bygge- og Teknikudvalget besluttede i mødet den 9. april 2003, at en adgangsvej til bebyggelsen på hjørnet af Øresundsvej og Amager Strandvej navngives Øresund Parkvej. Af indstillingen fremgik det, at den anden adgangsvej fra Øresundsvej til bebyggelsen afventede navngivning indtil byggeriets 2. fase. Bygherren har nu anmodet om et navn til vejen.
Bygherren foreslår, at vejen benævnes Sundby Parkvej for at markere en vis samhørighed med den anden adgangsvej. Vejnavnenævnet har ingen bemærkninger til forslaget.
Vejnavnenævnet indstiller, at vejen benævnes Sundby Parkvej
Forslaget
har ingen miljømæssige konsekvenser.
BILAG VEDLAGT
1. Oversigtsplan, Ove Arups Vej
2. Oversigtsplan, Tom Kristensens Vej
3. Oversigtsplan, Sundby Parkvej