Mødedato: 10.08.2005, kl. 14:00

Høringssvar fra Bygge- og Teknikforvaltningen vedr. "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af kommunens ejendomme"

Høringssvar fra Bygge- og Teknikforvaltningen vedr. "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af kommunens ejendomme"

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. august 2005

 

 

Sager til beslutning

 

5.      Høringssvar fra Bygge- og Teknikforvaltningen vedr. "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af kommunens ejendomme"

 

BTU 391/2005  J.nr. 422.0010/05

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender forvaltningens høringssvar af 22. juni 2005 vedr. "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af kommunens ejendomme".

 

RESUME

Københavns Ejendomme har udarbejdet rapporten "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af Københavns Ejendommes porteføljer".

 

Rapporten indeholder Københavns Ejendommes forslag til prioritering af vedligeholdelsesindsatsen i 2006. Dette indbefatter forslag til udmøntning af de vedligeholdelsesmidler, der allerede er indeholdt i Københavns budgetforslag, dels et forslag til, hvorledes en eventuel politisk beslutning om at opprioritere kommunens vedligeholdelsesindsats i 2006 kan udmøntes i yderligere vedligeholdelse.

 

Rapport og prioriteringsforslag er efterfølgende sendt til høring i kommunens stående udvalg.

 

Det har ikke været muligt at behandle investeringsoversigten i Bygge- og Teknikudvalget forud for høringsfristen, hvorfor borgmesteren har fremsendt det – i indstillingen – indeholdte høringssvar med forbehold for Bygge- og Teknikudvalgets behandling.

 

I høringssvaret anføres, at det er urimeligt, at ejendomme, der forbliver i Bygge- og Teknikforvaltningen, ikke indgår i prioriteringen af eventuelt ekstraordinært tilførte vedligeholdelsesmidler. I svaret tages der derfor forbehold for sagen, indtil der foreligger en nærmere tilkendegivelse af, hvordan det sikres, at alle kommunens ejendomme indgår i prioriteringen, når der afsættes ekstraordinære midler.

 

Det indstilles, at høringssvaret godkendes.

 


SAGSBESKRIVELSE

Københavns Ejendomme har udarbejdet rapporten "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af Københavns Ejendommes porteføljer". Rapport og prioriteringsforslag er efterfølgende sendt til høring i kommunens stående udvalg.

 

Rapporten indeholder Københavns Ejendommes forslag til prioritering af vedligeholdelsesindsatsen i 2006.

 

Dette indbefatter forslag til udmøntning af de vedligeholdelsesmidler, der allerede er indeholdt i Københavns kommunes budgetforslag.

 

Fra Bygge- og Teknikforvaltningens område er det alene ejendomme fra Københavns Brandvæsen – dvs. brandstationerne – der er overgået til Københavns Ejendomme, og dermed omfattet af denne prioritering.

Forslaget medfører, at der afsættes i alt ca. 1 mio. kr. til diverse renoveringsopgaver på brandstationerne.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen har ingen bemærkninger til denne prioritering.

 

Københavns Ejendomme har estimeret, at det nuværende vedligeholdelsesefterslæb på de omfattede ejendomme kan opgøres til ca. 1,7 mia.kr. I rapporten beskrives et scenario for dækning af dette opretningsbehov, hvor det forudsættes, at der afsættes yderligere 300 mio.kr. i perioden 2006-2010 og ekstra 85 mio.kr. årligt i perioden 2011-2015.

 

Rapporten indeholder derudover forslag til, hvorledes en eventuel politisk beslutning om at opprioritere kommunens vedligeholdelsesindsats i 2006 med 300 mio.kr. kan udmøntes i yderligere vedligeholdelse.

 

Forslaget indebærer, at der afsættes yderligere 860 t.kr. til andre renoveringsopgaver på brandstationerne.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen har ingen bemærkninger til denne prioritering; men finder det urimeligt, at de - øvrige - ejendomme, der fortsat forbliver i Bygge- og Teknikforvaltningen ikke er indgået i Københavns Ejendommes prioritering af evt. ekstraordinært tilførte vedligeholdelsesmidler.

 

Det er fra Københavns Ejendomme samtidig tilkendegivet, at de ejendomme, der ikke er overgået til Københavns Ejendomme ikke vil blive omfattet af forslag til prioritering af vedligeholdelsesmidler.

 

Da en af hensigterne med etableringen af Københavns Ejendomme var, at der skulle skabes et bedre grundlag for vedligehold af – alle – kommunens lokaler, savnes derfor en principiel stillingtagen til spørgsmålet om, hvorledes Københavns Ejendomme vil løfte opgaven med at tilsikre, at prioriteringen af vedligeholdelsesmidler sker i forhold til alle kommunens ejendomme.

 

I høringssvaret tages forbehold for sagen, indtil dette spørgsmål er besvaret.

 

Afklaringen heraf har betydning for de fremtidige budgetmæssige betingelser for vedligeholdelsen af Bygge- og Teknikforvaltningens ejendomme og styringen heraf. Eksempelvis vil spørgsmålet om Bygge- og Teknikforvaltningens videre registrering i CARETAKER[1] være betinget af muligheden for at indgå i prioriteringen af ekstraordinært afsatte vedligeholdelsesmidler.

Med dette udgangspunkt er nedenstående høringssvar den 22. juni 2005 fremsendt på Bygge- og Teknikudvalgets vegne.

 

 

"Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Ejendomme

 

Høringssvar fra Bygge- og Teknikforvaltningen vedr. "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af kommunens ejendomme"

 

Københavns Ejendomme har anmodet om Bygge- og Teknikudvalgets udtalelse vedr. forslag til investeringsoversigt for renovering og vedligeholdelse af kommunens ejendomme.

 

Det har ikke været muligt, at behandle investeringsoversigten i Bygge- og Teknikudvalget forud for høringsfristen.

 

Høringssvar og investeringsoversigt forelægges på Bygge- og Teknikudvalgets møde d. 10. august efter sommerferien, hvorfor mine bemærkninger er med forbehold for udvalgets behandling.

 

Indledningsvis vil jeg anføre, at jeg ikke har nogen bemærkninger til den foreslåede prioritering af midler til diverse vedligeholdelsesformål på brandstationer.

 

Til gengæld finder jeg, at det er en afgørende mangel, at de ejendomme, der fortsat forbliver i Bygge- og Teknikforvaltningen ikke er indgået i Københavns Ejendommes prioritering af evt. ekstraordinært tilførte vedligeholdelsesmidler (yderligere investeringer op til 300 mio.kr. i 2006).

 

Det er fra Københavns Ejendomme samtidig tilkendegivet, at de ejendomme, der ikke er overgået til Københavns Ejendomme ikke vil blive omfattet af forslag til prioritering af vedligeholdelsesmidler.

 

Overordnet set var en af hensigterne med etableringen af Københavns Ejendomme, at der skulle skabes et bedre grundlag for vedligehold af – alle - kommunens lokaler.

 < /span>

At man af styringsmæssige årsager har valgt at bibeholde nogle ejendomme i Bygge- og Teknikforvaltningen betyder ikke, at disse områder skal friholdes fra prioritering og tildeling af vedligeholdelsesmidler, der afsættes ud over de ordinære vedligeholdelsesmidler.

 

Jeg ønsker derfor, at Københavns Ejendomme i deres behandling af dette høringssvar tilkendegiver, hvorledes man vil løfte opgaven med at tilsikre, at prioriteringen af vedligeholdelsesmidler sker i forhold til alle kommunens ejendomme, herunder ejendomme på Bygge- og Teknikforvaltningens område – og tager forbehold for sagen, indtil dette er sket.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Søren Pind"

 

 

Da høringsfristen ikke tillod, at investeringsoversigten og høringssvar blev behandlet i Bygge- og Teknikudvalget, er høringssvaret fremsendt med forbehold for Bygge- og Teknikudvalgets behandling.

 

Det indstilles, at høringssvaret godkendes.

 

ØKONOMI

-

 

MILJØVURDERING

-

 

BILAG

Rapport udarbejdet af Københavns Ejendomme "Investeringsoversigt for renovering og genopretning af kommunens ejendomme" med tilhørende bilag.

 

 

Mette Lis Andersen


 



[1] CARETAKER er et IT-system, som Københavns Kommune har anskaffet bl.a. med henblik på registrering af vedligeholdelsesniveauet i kommunens bygninger.

Til top