Mødedato: 10.05.2000, kl. 14:00

Høringssvar vedrørende forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.

Høringssvar vedrørende forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. maj 2000

 

 

Sager til beslutning

 

18. Høringssvar vedrørende forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v.

 

BTU 211/2000 J.nr. 159.0006/99

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i sagsbeskrivelsen optrykte udkast til svar vedrørende forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik m.v. sendes til Økonomiudvalget

 

RESUME

Efter indstilling fra Det rådgivende Integrationsudvalg besluttede Økonomiudvalget den 11. april 2000 at sende sagen "Forslag til overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune m.v." til høring i de stående udvalg.

Det fremgår af sagen, at Det rådgivende Integrationsudvalg har indstillet til Økonomiudvalget at anbefale Borgerrepræsentationen

  • et forslag til overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune
  • et forslag til fem indsatsområder for budgetåret 2001,
  1. "børns liv og fremtid"
  2. "beskæftigelse"
  3. "kommunikation"
  4. "hvordan støttes det frivillige og foreningsbaserede engagement i integrationsarbejdet?"
  5. "det boligsociale område",

samt retningslinier for arbejdet med indsatsområderne

  • et pålæg til udvalgene om at udarbejde konkrete målsætninger for udvalgenes videre arbejde inden for rammerne af den overordnede integrationspolitik og de fastlagte indsatsområder
  • et pålæg til udvalgene om hvert år i februar, første gang i år 2002, at afgive en kort status til Det rådgivende Integrationsudvalg vedrørende arbejdet med integrationsområdet
  • at Borgerrepræsentationen i foråret 2001 fastlægger indsatsområderne for budgetåret 2002

I forslag til høringssvar nævnes, at Bygge- og Teknikudvalget agter at indarbejde målsætninger i forslag til budget 2001, samt at Bygge- og Teknikudvalget og -forvaltningen ser hen til at arbejde med indsatsområdet "det boligsociale område".

Dog tages der forbehold for de økonomiske konsekvenser af Det rådgivende Integrationsudvalgs forslag.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Det rådgivende Integrationsudvalg besluttede den 5. april 2000 at indstille til Økonomiudvalget, efter høring af de stående udvalg, at anbefale Borgerrepræsentationen at vedtage en overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune i overensstemmelse med udvalgets forslag hertil, samt at Borgerrepræsentationen fastlægger fem indsatsområder, som der skal arbejdes tværgående med i de stående udvalg og i økonomiudvalget i budgetåret 2001.

Det rådgivende Integrationsudvalg besluttede endvidere at foreslå, at de stående udvalg og Økonomiudvalget pålægges at udarbejde konkrete målsætninger for integrationsområdet inden for udvalgenes egne områder med udgangspunkt i den overordnede integrationspolitik og i de udmeldte indsatsområder.

Herud over besluttede man at foreslå, at Det rådgivende Integrationsudvalg årligt udarbejder en kort redegørelse til Borgerrepræsentationen om kommunens samlede arbejde med integrationsområdet på baggrund af redegørelser fra de stående udvalg og Økonomiudvalget.

Et baggrundsmateriale, udarbejdet af en embedsmandsgruppe, hvori alle forvaltninger var repræsenteret, ligger til grund for de nævnte beslutninger.

Økonomiudvalget besluttede den 11. april 2000 at sende sagen til høring i de stående udvalg.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Forslag til overordnet integrationspolitik

Det rådgivende Integrationsudvalg har formuleret følgende mål for Københavns Kommunes integrationspolitik:

"Blandt kommunens borgere er repræsenteret forskellige etniske grupper, og kulturer og livsopfattelser. Derfor findes en mangfoldighed af ressourcer og muligheder, som kan bidrage til udviklingen af det københavnske samfund.

Københavns Kommune arbejder for, at flygtninge og etniske minoriteter føler sig velkomne og respekterede som ligeværdige medborgere.

Det er Københavns Kommunes opgave at bidrage til, at de etniske mindretal bliver selvforsørgende, aktive og handlingskompetente borgere, som tager et medansvar for Københavns udvikling.

Københavns Kommunes integrationspolitik retter sig mod alle borgere, som på grund af deres etniske baggrund har særlige behov.

Københavns Kommune vil arbejde på en tilpasning af sine serviceydelser således, at der også tages hensyn til flygtninge og indvandreres særlige forudsætninger og behov.

Københavns Kommune vil som arbejdsgiver sikre, at andelen af ansatte fra etniske mindretal bringes i overensstemmelse med befolkningens sammensætning.

Integration er en livslang proces, som kræver gensidig forståelse og en åben dialog mellem alle parter".

 

De fem indsatsområder i budgetåret 2001

Det rådgivende Integrationsudvalg har formuleret indsatsområderne for budgetåret 2001 således:

"1. "børns liv og fremtid". Der arbejdes bl.a. med daginstitutioner, skoler biblioteker, fritidstilbud, foreninger, boligområder samt andre relevante tilbud set fra børnehøjde

  1. "beskæftigelse". Der arbejdes bl.a. med overledighed, selvforsørgelse, etnisk ligestilling, personalepolitik, flaskehalsproblemer, uddannelse, virksomhedsstøtte, iværksættere etc., i relation til såvel private som offentlige arbejdsgivere
  2. "kommunikation". Der arbejdes med sprogpolitik, medieudvalg og fælles regler for tolkebistand etc.
  3. "hvordan støttes det frivillige og foreningsbaserede engagement i integrationsarbejdet?" Der arbejdes med folkeoplysningen (foreninger, enkeltarrangementer, aftenskoler etc.), socialt arbejde, støtte af netværk i f.eks. boligområder etc.
  4. "det boligsociale område"

 

Forslag til høringssvar

"Økonomiudvalget
Rådhuset
1599 København V

 

Vedr. forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik mv.

Med henvisning til Økonomiudvalgets beslutning den 11. april 2000 om at sende sagen "Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik mv." i høring i de stående udvalg skal bemærkes følgende:

Bygge- og Teknikudvalget agter at indarbejde målsætninger for integration i forslag til budget 2001, gerne efter udspil fra Det rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet.

Bygge- og Teknikudvalget er endvidere parat til hvert år i februar, første gang i år 2002, at afgive en kort status til Det rådgivende Integrationsudvalg vedrørende arbejdet med integrationsområdet.

Bygge- og Teknikudvalget har hæftet sig ved, at det boligsociale område som indsatsområde endnu ikke er beskrevet. Bygge- og Teknikudvalget og -forvaltningen ser ikke desto mindre hen til - i samarbejde med de øvrige udvalg og forvaltninger - at arbejde med netop dette indsatsområde.

Bygge- og Teknikudvalget har endvidere noteret sig, at finansieringen af den foreslåede overordnede integrationspolitik og de foreslåede indsatsområder endnu ikke er fastlagt. Udvalget må derfor tage forbehold for de økonomiske konsekvenser af Det rådgivende Integrationsudvalgs forslag.

 

Med venlig hilsen

 

Søren Pind

Jens Jacobsen"

 

Økonomi

Økonomien i "Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik mv." er ukendt, men det vurderes, at forslaget kun i ringe grad vil have en indvirkning på Bygge- og Teknikudvalgets budget for 2001.

Høring

Der er foretaget høring af ældreråd, Ungdomsborgerrepræsentationen, bydelsråd, lokalråd og en række andre interessenter om den overordnede integrationspolitik og de udvalgte indsatsområder.

Det rådgivende Integrationsudvalg har haft to fællesmøder med Integrationsrådet.

 

Andre konsekvenser

Indstillingen indebærer, at Bygge- og Teknikudvalget skal indarbejde målsætninger for integration i forslag til budget 2001.

Godkender Borgerrepræsentationen "Forslag til Københavns Kommunes overordnede integrationspolitik mv.", skal udvalget hvert år i februar afgive en kort status til Det rådgivende Integrationsudvalg vedrørende arbejdet med integrationsområdet, første gang i år 2002.

 

BILAG VEDLAGT

Brev af 12. april 2000 fra Økonomiforvaltningen med kopi af indstillinger og beslutninger i sagen

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Embedsmandsgruppens baggrundsmateriale til Det rådgivende Integrationsudvalg

 

 

Jens Jacobsen

 

 

Til top