Høringssvar vedrørende nye kvarterløftområder
Høringssvar vedrørende nye kvarterløftområder
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 10. maj 2000
Sager til beslutning
17. Høringssvar vedrørende nye kvarterløftområder
BTU 223/2000 J.nr. 621.0014/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at det i sagsbeskrivelsen foreslåede svar på Økonomiforvaltningens brev af 17. april 2000 vedrørende nye kvarterløftområder sendes til Økonomiforvaltningen
RESUME
Økonomiforvaltningen har efter beslutning i Økonomiudvalget den 11. april 2000 sendt indstilling af 17. marts 2000 – Ansøgning om nye kvarterløft – til høring i såvel Bygge- og Teknikudvalget som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Bygge- og Teknikforvaltningen har udarbejdet det i sagsbeskrivelsen indeholdte udkast til svar.
Bygge- og Teknikforvaltningen er generelt enig i indstillingen af 17. marts 2000, men finder dog, at området Ydre Vesterbro skal medtages i Københavns Kommunes ansøgning til By- og Boligministeriet i stedet for et af de indstillede områder: den sydlige del af Nørrebro, Pipfugle- og Rentemestervejkvarteret eller Øresundsvejkvarteret.
SAGSBESKRIVELSE
Økonomiforvaltningen har i skrivelse af 17. april – efter beslutning i Økonomiudvalget den 11. april 2000 – sendt indstilling af 17. marts 2000 om nye kvarterløftområder til høring i Bygge- og Teknikudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Forslag til høringssvar
" Økonomiforvaltningen
8. kontor
Rådhuset
I skrivelse af 17. april 2000 har Økonomiforvaltningen – efter beslutning i Økonomiudvalget den 11. april 2000 – sendt indstilling med bilag af 17. marts 2000 om nye kvarterløft til høring i bl.a. Bygge- og Teknikudvalget.
Økonomiforvaltningen indstiller den 17. marts 2000, at Økonomiudvalget godkender,
at Økonomiforvaltningen i samarbejde med de relevante fagforvaltninger bemyndiges til at udarbejde ansøgninger til By- og Boligministeriet om nye kvarterløft i 3 områder i prioriteret rækkefølge:
- Den sydlige del af Ydre Nørrebro
- Pipfugle- og Rentemestervejkvarteret
- Øresundsvejkvarteret
at ansøgningerne forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen inden fremsendelse til By- og Boligministeriet
Økonomiforvaltningens indstilling indeholder en nærmere redegørelse for dels den procedure, der har været fulgt forud for indstillingen om nye kvarterløft, dels de undersøgelser og overvejelser, der har dannet baggrund for valget af områderne Ydre Nørrebro, Pipfugle- og Rentemesterkvarteret og Øresundsvejkvarteret.
Bygge- og Teknikforvaltningen (Plandirektoratet) har været repræsenteret i den arbejdsgruppe, der foretog indstilling til Følgegruppen for kvarterløft, og man kan supplere Økonomiforvaltningens sagsoplysning af 17. marts 2000 med oplysning om, at den nævnte arbejdsgruppe – i enighed – fandt, at det blandt de udvalgte områder netop var områderne Ydre Vesterbro, Bispebjerg Syd og Ydre Nørrebro, der udfra de statistiske data m.v. havde den flerhed af problemer, der indikerer behov for en helhedsorienteret kvarterløftindsats.
Bygge- og Teknikforvaltningen har stedse tilkendegivet den klare holdning, at området Ydre Vesterbro skulle medtages blandt ansøgningerne om et nyt kvarterløftområde ud fra særlig følgende forhold:
- Området må anses som yderst velegnet efter den stedfundne screening af en række udvalgte områder i byen, herunder i kraft af bebyggelsens blandede karakter, alder, tæthed og generelle standard
- Der lægges fra statslig side op til en vægtning af bygningsforbedringsindsatsen, hvilket gør Ydre Vesterbro særlig oplagt, idet de bygningsmæssige problemer er størst her
- Beboerne er på forhånd motiveret for deltagelse i det omhandlede projekt
- En kvarterløftindsats i dette område falder i naturlig forlængelse af byfornyelsesindsatsen på Indre Vesterbro
- Området har i en årrække ventet på "byfornyelse", idet de oprindelige planer er blevet udskudt gang på gang som følge af utilstrækkelige statslige rammer til byfornyelsen
- Kanalisering af de extraordinære rammer ind i de i forvejen udpegede områder vil afkorte gennemførelsestiden for den planlagte indsats
- Området har allerede i dag et "Kvarter Center"
Endvidere skal det fremhæves, at det af bilag til indstillingen af 17. marts 2000 fremgår, at Ydre Vesterbro af 5 undersøgte områder bl.a. har næsthøjest andel af arbejdsløse (18,3), 3. højst andel af kontanthjælpsmodtagere (16,1) samt højst andel af lejligheder uden bad/wc (48,0).
Man skal endvidere henlede opmærksomheden på det af SBS Byfornyelse udarbejdede "Udkast til ansøgning – Kvarterløft Ydre- og Mellem Vesterbro", som Plandirektoratet ved brev af 22. marts 2000 oversendte til Økonomiforvaltningen med henblik på det videre arbejde.
Økonomiforvaltningens begrundelse for at se bort fra Ydre Vesterbro er anført på side 5 i indstillingen af 17. marts 2000, hvor det uden nærmere begrundelse hedder, at "det imidlertid (vil) være vanskeligt at indpasse et kvarterløft i den igangværende og planlagte indsats i området. Samtidig vil det også være vanskeligt for beboerne at skelne mellem de mange projekter og dermed få mange organiseret i en kvarterløftindsats".
Bygge- og Teknikforvaltningen, der har relative gode kontakter til området generelt, deler ikke Økonomiforvaltningens vurdering af de beboermæssige ressourcer i området. Beboerne er primært indstillet på, at der skal ske en forbedring, uanset hvorfra midlerne måtte komme og uanset formel organisering, hvilket senest er kommet til udtryk i en henvendelse af 6. april 2000 fra Ydre Vesterbro Beboerrådgivning.
Forvaltningen, der har ansvaret for byfornyelsesindsatsen i området, er uforstående overfor udsagnet om, "at det vil være vanskeligt at indpasse et kvarterløft i den igangværende og planlagte indsats i området", idet den traditionelle byfornyelsesindsats kombineret med et kvarterløft vil indebære en oplagt mulighed for gennemførelse af en betydelig forbedring af forholdene på Ydre Vesterbro.
På den anden side finder udvalget, at Ydre Vesterbro bør medtages med høj prioritet i ansøgningen om nye københavnske kvarterløftprojekter til By- og Boligministeriet. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at de udpegede områder på Ydre Nørrebro og Bispebjerg er velbegrundede.
Gennemførelsen af de nye kvarterløftprojekter forudsætter kommunal medfinansiering. Udvalget ønsker i denne forbindelse at fremhæve, at det er uafklaret, hvordan denne medfinansiering tilvejebringes, ikke mindst hvad angår helhedsorienteret byfornyelse (her ansøges om i alt 105 mio. kr., hvilket med en statslig refusion på 65% medfører en kommunal medfinansiering på godt 36 mio. kr.). Det vil kun i begrænset omfang være muligt at anvende midler fra udvalgets investeringsramme for vej- og parkområdet til dette formål, da det nuværende behov for investeringer på dette område langt overstiger de aktuelle budgetmæssige muligheder.
Med venlig hilsen
Søren Pind
Jens Jacobsen"
BILAG VEDLAGT
1. Høringsbrev af 17. april 2000 fra Økonomiforvaltningen bilagt
- Indstilling af 17. marts 2000
- Overheads fremlagt i Økonomiudvalget
- Skema med data på 5 områder
- Notat om udvælgelse af nye kvarterløft
- Tidsplan for den politiske behandling
2. Det af SBS Byfornyelse udarbejdede "Udkast til ansøgning – Kvarterløft Ydre og Mellem Vesterbro"
3. Ydre Vesterbro Beboerrådgivnings brev af 6. april 2000
4. Kort over området Ydre Vesterbro, afgrænset af Vesterfælledvej, kommunegrænsen til Frederiksberg, Oehlenschlægersgade, Dybbølsgade, Ingerslevsgade og Enghave Station
Knud E. Rasmussen