Mødedato: 10.05.2000, kl. 14:00

Forslag om opførelse af 29 plejeboliger for multihandicappede samt servicearealer og dagcenter m.v. ved Provstevej, Theklavej og Thoravej, "Provstegården"

Forslag om opførelse af 29 plejeboliger for multihandicappede samt servicearealer og dagcenter m.v. ved Provstevej, Theklavej og Thoravej, "Provstegården"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. maj 2000

 

 

Sager til beslutning

 

16. Forslag om opførelse af 29 plejeboliger for multihandicappede samt servicearealer og dagcenter m.v. ved Provstevej, Theklavej og Thoravej, "Provstegården"

 

BTU 225/2000 J.nr. 631.0031/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at vedlagte udtalelse vedrørende projekt til opførelse af 29 plejeboliger med tilhørende servicearealer samt dagcenter for multihandicappede, beliggende Provstevej 4-6, Theklavej 28-34 og Thoravej 19-19A, fremsendes til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har den 12. april 2000 tiltrådt indstilling om principgodkendelse til opførelse af bebyggelsen "Provstegården" med plejeboliger for multihandicappede samt serviceareal og dagcenter på ejendommene matr.nr. 6gz, 6hs, 6ht, 6hu, 6hø, 6ia, 6kp og 6ld Utterslev, København, beliggende Provstevej m.fl. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har endvidere tiltrådt, at der indhentes udtalelse om forslaget fra Bygge- og Teknikudvalget.

Projektet er en del af den af Borgerrepræsentationen i mødet den 26. januar 1999 (BR 6/99) godkendte udbygningsplan for voksne udviklingshæmmede. Som led i planen hjemtages ca. 60 københavnere fra Københavns Amt inden for de næste år, og der skal etableres boliger m.v. til disse brugere.

Bebyggelsen påtænkes til sin tid opdelt i ejerlejligheder, der erhverves af henholdsvis en afdeling under Boligselskabet AKB, København, for så vidt angår boligerne, og af Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, for så vidt angår servicearealer og dagcenter.

Det foreslås, at Bygge- og Teknikforvaltningens vedlagte udtalelse om planforhold og vurdering af projektet m.v. samt om økonomi og finansiering fremsendes til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På baggrund af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 12. april 2000 har Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen ved brev af 13. april 2000 anmodet Bygge- og Teknikforvaltningen om en udtalelse, der kan indgå i grundlaget for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets endelige behandling af ovennævnte projekt.

I forbindelse med sagen forestår Bygge- og Teknikforvaltningen den tekniske og støttelovsmæssige behandling, herunder meddelelse af skema A, B og C-tilsagn, efter Borgerrepræsentationens godkendelse.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forestår den overordnede strategiske planlægning af bo- og dagtilbud til de voksne udviklingshæmmede og har ansvaret for:

  • kommunens økonomi- og budgetlægning for voksne udviklingshæmmede
  • igangsætning af konkrete projekter
  • sikring af funktionelle og kvalitative krav ved omsorg og pleje
  • indstillinger til Borgerrepræsentationen, herunder kapitalbevillinger

 

Projekt

Projektet "Provstegården" er en ny bebyggelse, der indrettes specielt til multihandicappede voksne. Bornebusch Tegnestue A/S har for Boligselskabet AKB, København, afdeling 0602, og Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, udarbejdet et projekt til en bebyggelse med 29 boliger samt dagcenter m.v.

Projektet består af 2 bygningskroppe placeret mod henholdsvis Theklavej/Provstevej og mod Thoravej.

Bygningen mod Provstevej og Theklavej er delvis i 3 etager samt udnyttet tagetage, delvis i 4 fulde etager. Bygningen indeholder boligerne samt fælles køkkener og opholdsarealer og er herudover forsynet med flere tagterrasser. Adgang til bygningen sker fra havesiden via portgennemgange fra de omliggende veje. Herudover er der adgang via parkeringskælder.

Bygningen mod Thoravej er i 2 etager og indeholder dagcentret med bl.a. gruppe-, sanse- og terapirum samt tagterrasse.

I gårdrummet indrettes et væksthus samt duft-, vand- og volierehave m.v. På tværs af gårdrummet etableres en glasinddækket forbindelsesgang, som giver beskyttet forbindelse mellem boligdelen og dagcentret.

Hele bebyggelsen er hævet ca. en halv etage for at undgå indbliksgener fra de omgivende veje og for at undgå for lange ramper til parkeringskælderen.

Ejendommene påregnes sammenlagt til én ejendom, der opdeles i to ejerlejligheder – henholdsvis i en boligdel og i en service-/dagcenterdel.

Projektet er disponeret på en sådan måde, at der vil kunne opnås et velfungerende, intimt og venligt miljø for denne særlige gruppe handicappede. Endvidere er bebyggelsen velbeliggende i forhold til bl.a. de mange kollektive busforbindelser i Frederikssundsvej. Projektet er udformet med et selvstændigt arkitektonisk udtryk, som vil kunne bidrage positivt til det bebyggelsesmæssigt noget sammensatte kvarter, men der er dog visse forhold i facadeudformningen m.v., som vil skulle bearbejdes nærmere i forbindelse med den kommende byggesagsbehandling.

 

Planlægning

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 261 og er heri fastlagt til boligformål.

Projektet er i overensstemmelse med anvendelsesbestemmelsen og hovedintentionerne i lokalplanen. En række forhold i projektet, herunder bebyggelsesprocent og etageantal m.v., er imidlertid ikke i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, ligesom projektet på enkelte punkter overskrider bestemmelserne i Bygningsreglement 95. En gennemførelse af projektet vil derfor forudsætte, at der meddeles dispensation fra såvel lokalplanen som bygningsreglementet. Dispensationsproceduren forudsætter gennemførelse af en naboorientering.

Der henvises i øvrigt til afsnit om planforhold og vurdering af projektet m.v. i den som bilag 1 vedlagte udtalelse.

 

Økonomi

Der henvises til afsnittet om økonomi og finansiering i den som bilag 1 vedlagte udtalelse, hvoraf det fremgår, at anskaffelsessummen for de 29 plejeboliger er anslået til ca. 32 millioner kr. (ca. 17.700 kr./m²), mens servicearealerne og dagcentret er anslået til ca. 20 millioner kr. (ca. 16.100 kr./m²).

 

Diverse udtalelser

Plandirektoratet har indhentet udtalelser fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen, samt fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Byggedirektoratet og Rådgivende Ingeniører og Arkitekter. De modtagne svar er i kopi vedlagt til gennemsyn i borgmesterens forkontor. De hørte instanser kan alle godkende det foreliggende projekt under forudsætning af, at nærmere specificerede ændringer og krav løses i forbindelse med den endelige byggesagsbehandling.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Bygge- og Teknikforvaltningens udtalelse vedrørende opførelse af "Provstegården"

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A: Omslag med projekt og ansøgning, herunder skema-A for boligdelen, samt skyggediagrammer

B: Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens anmodning af 13. april 2000 om en udtalelse med vedlagt udskrift af beslutningsprotokol om "Provstegården" for mødet den 12. april 2000 i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget samt skema-A for servicearealer m.v.

Kopi af Plandirektoratets foreløbige svar af 18. april 2000 (anerkendelsesbrev)

C: Omslag med høringssvar

 

 

Knud E. Rasmussen

 

 

Til top