Mødedato: 10.03.2004, kl. 14:00

Høring vedrørende Københavns Agenda 21 plan og pjece

Høring vedrørende Københavns Agenda 21 plan og pjece

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. marts 2004

 

 

Sager til beslutning

 

4.      Høring vedrørende Københavns Agenda 21 plan og pjece

 

BTU 124/2004  J.nr. 0621.0001/03

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller,

at Bygge- og Teknikudvalget godkender høringsbrevet til Miljø- og Forsyningsudvalget, som fremgår af i sagsbeskrivelsen

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede i sit møde den 2. februar 2004 at sende "Københavns Agenda 21 plan og pjece" i høring i de øvrige udvalg frem til 11. marts 2004. Udkast til både planen og pjecen har forinden behandlingen i Miljø- og Forsyningsudvalget været i høring i alle forvaltninger.

Vej & Park og Plan & Arkitektur har deltaget tæt i udarbejdelse af planen og pjecen gennem repræsentanter i projektgruppen samt gennem dir. Ole Bachs deltagelse i styregruppen for projektet.

Det foreslås, at Bygge- og Teknikudvalget i sit høringsbrev bemærker, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen bør redegøre for de samlede økonomiske konsekvenser af Agenda 21-planen, inden der politisk tages endelig stilling til den; herunder redegøre finansieringen, idet det ikke i udgangspunktet kan forudsættes, at planen eller de foreslåede tiltag heri finansieres inden for de stående udvalgs budgetrammer. 

Det foreslås desuden, at Bygge- og Teknikudvalget bemærker, at en række af de foreslåede tiltag, der omtales under "Fej foran egen dør"-temaet i Agenda 21-planen, indeholder betydelige udgifter for Bygge- og Teknikudvalget, og at disse tiltag ikke vil kunne gennemføres, uden der er anvist særskilt finansiering.

Derudover peges der i forslag til høringsbrev på, at flere af de aktiviteter og målsætninger, der foreslås i Agenda 21-planen, kun kan gennemføres på grundlag af en politisk beslutning, hvilket bør tydeliggøres.

I forslag til høringsbrev er der endelig nævnt en række faktuelle forhold, som man må tage højde for i det videre arbejde med Agenda 21-planen.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede i sit møde den 2. februar 2004 at sende "Københavns Agenda 21 plan og pjece" i høring i de øvrige udvalg frem til 11. marts 2004. Udkast til både planen og pjecen har forinden behandlingen i Miljø- og Forsyningsudvalget været i høring i alle forvaltninger.

Økonomiforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen indgik i 2002 en samarbejdsaftale om udarbejdelse af Agenda 21 planen. Vej & Park og Plan & Arkitektur har deltaget tæt i udarbejdelse af planen og pjecen gennem repræsentanter i projektgruppen samt gennem dir. Ole Bachs deltagelse i styregruppen for projektet.

De faktuelle bemærkninger i Bygge- og Teknikforvaltningens udtalelse i forbindelse med forvaltningshøringen af forvaltningerne er i det alt væsentlige indarbejdet i det udkast til plan og pjece, der foreligger nu.

I sin udtalelse fremsatte Bygge- og Teknikforvaltningen ønske om, at der foretages en nærmere analyse af planens økonomiske konsekvenser og udarbejdes et forslag til finansiering, samt at dette sker forud for udvalgshøringen. Af Miljø- og Forsyningsudvalgets indstilling forud for høring i udvalgene fremgår det, at Agenda 21-planen er en rammeplan, hvor finansiering forudsættes at ske gennem den løbende sektorplanlægning, herunder også Trafik- og Miljøplan. En række indsatser, der ikke er nærmere præciseret, er eller forventes finansieret inden for de enkelte forvaltningers budgetter.

 

Forslag til høringsbrev

"Miljø- og Forsyningsudvalget

 

Med henvisning til Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning om udvalgshøring vedrørende "Københavns Agenda 21 plan og pjece":

 

Økonomi

Bygge- og Teknikudvalget mener, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen bør redegøre for de samlede økonomiske konsekvenser af Agenda 21-planen, inden der politisk tages endelig stilling til den; herunder redegøre for finansieringen, idet det ikke i udgangspunktet kan forudsættes, at planen eller de foreslåede tiltag heri finansieres inden for de stående udvalgs budgetrammer.

Det fremgår således af det fremsendte materiale, at finansiering bl.a. forventes at ske via anden planlægning eksempelvis Trafik- og Miljøplanen. Bygge- og Teknikudvalget ønsker tydeliggjort, at Agenda 21-tiltag indenfor rammerne af anden planlægning sker, når det prioriteres politisk. 

En række af de foreslåede tiltag, der omtales under "Fej foran egen dør"-temaet indeholder betydelige udgifter for Bygge- og Teknikudvalget. Her kan nævnes det i Borgerrepræsentationen vedtagne mål (20. marts 2003)om partikelfiltre på dieselkøretøjer, samt miljøkortlægning, miljøledelse, miljøcertificering inkl. udarbejdelse og efterlevelse af transportplaner, uddannelse af medarbejdere i miljøledelsessystemer og udarbejdelse af Grønt Budget. Disse tiltag vil som udgangspunkt ikke kunne gennemføres, uden der er anvist særskilt finansiering. Det bemærkes i øvrigt, at det medsendte notat om finansiering af miljøcertificering omtaler udgifterne ved miljøcertificering, men oplyser intet om hvordan certificeringen tænkes finansieret.

Derudover vurderes det generelt, at Agenda 21-planens ambitionsniveau lægger op til en betydelig udvikling af miljøkompetence hos medarbejdere i kommunen, hvilket er positivt, men vil øge behovet for midler til efteruddannelse.

En række andre indsatser forudsætter ligeledes en diskussion af finansiering. Det gælder bl.a. indsatser i relation til biologisk mangfoldighed og rekreative områder, der er vedtagne mål i parkhandlingsplanen. Endvidere forudsætter gennemførelse af SAVE-projektet (ajourføring og udbygning af bydelsatlas), som er planlagt af den statslige planmyndighed, en særskilt bevilling.

Flere steder nævnes, at der etableres et transportsekretariat i 2005. Bygge- og Teknikudvalget forudsætter, at finansieringen heraf ikke sker indenfor eksisterende budgetrammer, men via særskilt finansiering. Der bør tydeliggøres, at etableringen af sekretariatet kun kan ske på grundlag af en politisk beslutning.

Bygge- og Teknikudvalget forudsætter, at Bygge- og Teknikforvaltningens medvirken til etablering og drift af emissionsdatabasen, der omtales på side 32 i planen, ikke finansieres inden for eksisterende budgetrammer, men via særskilt finansiering

Bygge- og Teknikudvalget forudsætter, at Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejder det årlige transport- og miljøregnskab i forhold til Trafik- og Miljøplanens målsætninger, som omtales på side 33 i planen, samt at det ikke finansieres inden for eksisterende budgetrammer, men via særskilt finansiering.

Det bør tydeliggøres, at puljen til renere teknologier, der omtales på side 33 i planen, kun kan etableres, såfremt det prioriteres politisk. 

Det bør tydeliggøres, at anvendelse af støjreducerende asfalt som foreslået på side 33 i planen, kun kan ske, hvis det prioriteres politisk. Bygge- og Teknikudvalget forudsætter særskilt finansiering heraf.

Den foreslåede vægtning af miljø og arbejdsmiljø ved vurdering af tilbud, som nævnes på side 51 i planen, kan på kort sigt påvirke indkøbsudgifterne før det giver en eventuel langsigtet økonomisk gevinst.  Dette bør afspejles i de fremtidige budgetrammer.

 

Faktuelle bemærkninger

·       I Agenda 21-planen refereres der flere steder til mål fra forslaget til Trafik- og Miljøplan, som ikke er endeligt vedtaget. Dette bør tydeliggøres.

·       Jf. den nye lov om byfornyelse og udvikling af byer bør man formulere s. 17, 3. afsnit, 2. sætning således: "De kommende års byfornyelse vil være en bredere indsats i form af områdefornyelse, friarealforbedringer og særskilt byfornyelse af henholdsvis private udlejningsejendomme samt ejer- og andelsboliger".

·       Side 17-18 i planen: Det fremgår af udkastet til Kommuneplanstrategi 2004, at der som led i Kommuneplan 2005 vil blive udarbejdet en ny bæredygtig byfornyelsesstrategi. Bygge- og Teknikudvalget har i udtalelse af 25. januar 2004 hertil bemærket, at en stillingtagen til en eventuel justering af den gældende byfornyelsesstrategi i lyset af den ny byfornyelseslov, der trådte i kraft den 1. januar 2004, ikke vil kunne afvente kommuneplanen, men må afklares forinden. Der kan således blive tale om, at der bør ske justeringer af Agenda 21-planen i forbindelse med den endelige vedtagelse, hvis en ny byfornyelsesstrategi foreligger.

·       Planens side 32 og 52: På linie med andre forvaltninger i kommunen kan Bygge- og Teknikforvaltningen ikke til fulde leve op til Borgerrepræsentationens beslutning af 20. marts 2003 om montering af partikelfiltre på kommunens egne dieselkøretøjer inden april 2004. Afhængig af den politisk beslutning om finansieringen heraf vil Bygge- og Teknikforvaltningen have monteret partikelfiltre på alle forvaltningens store dieselkøretøjer senere i 2004 eller i løbet af 2005.

·       På side 19 og 32 bør det tydeliggøres, at en endelig beslutning om indførelse af en miljøzoneordning beror på svaret fra Justitsministeriet.

·       På side 32 bør det tydeliggøres, at en udvidelse af miljøzoneordningen til hele kommunen i 2007, samt inddragelse af omegnskommunerne og HUR kun kan ske på grundlag af en politisk beslutning.

·       På side 32 bør det fremgå, at en henvendelse til regeringen om initiativer til at begrænse transportforbruget forudsætter politisk beslutning herom.

·       Til den foreslåede målsætning på side 33 om hastighedsnedsættelser inden udgangen af 2008 for at nedbringe støjbelastningen kan oplyses, at der er vedtaget en generel hastighedsplan, som vil have en effekt på støjen.

·       På side 33 foreslås en ny aktivitet, nemlig øget fokus på støj i de offentlige rum. Den aktivitet kunne eventuelt indgå i Bygge- og Teknikforvaltningens arbejde med en byrumshandlingsplan.

·       Parkpolitikken er ikke længere et forslag til parkpolitik, idet Borgerrepræsentationen vedtog politikken den 5. februar 2004. Heri indgår, at der skal udarbejdes parkpolitiske regnskaber, jf. side 37 i planen. De økonomiske konsekvenser heraf er ikke afklarede.

·       Side 2 i Høringsnotat, Københavns Agenda 21 2004-2007: Bygge- og Teknikudvalget mener, at hvis forvaltningerne skal miljøcertificeres, bør det være op til de enkelte forvaltninger at træffe beslutning om, hvorvidt man ønsker Miljøkontrollens faglige bistand i forbindelse med miljøceritificeringsarbejdet. Bygge- og Teknikudvalget kan således tilslutte sig at det kræver øgede midler i en indkøringsfase, men ikke umiddelbart tilslutte sig, at konsulentydelsen fra Miljøkontrollen derfor styrkes. "

 

Økonomi

I sig selv har indstillingen ingen budgetmæssige konsekvenser, da det er en rammeplan, der alene fastsætter mål og indsatsområder. Det vurderes, at Agenda 21-planen vil kunne medføre øgede udgifter for Bygge- og Teknikudvalget, som der ikke er budgetteret med. De dele af planen, som enten er ufinansieret eller forudsættes finansieret indenfor de eksisterende budgetrammer forudsætter en politisk prioritering, der vil kunne medføre udskydelse af andre, allerede besluttede projekter.

 

Miljøvurdering

En agenda 21 plans formål er at analysere, målsætte og prioritere kommunens samlede miljøindsats. De kortsigtede økonomiske udgifter bør derfor som et overordnet mål føre til en langsigtet miljøgevinst, som også afspejler sig i økonomien

 

Høring

Der har i forbindelse med planens udarbejdelse været gennemført en massiv borgerhøring, udover den høring som er foreskrevet i Planloven. Samtlige forvaltninger, herunder Bygge- og Teknikforvaltningen er blevet hørt om planen.

 

BILAG VEDLAGT

Høringsbrev af 5. februar 2004 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen med

·        Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning

·        Agenda 21-plan og –pjece

·        Høringsnotat, Københavns Agenda 21 2004-2007

·        Notat om finansiering af miljøcertificering i forvaltningerne

·        Notat om finansiering af omlægning til økologiske fødevarer

·        Notat om finansiering af tiltag på vandområderne

 

Mette Lis Andersen


 


Til top