Mødedato: 09.10.2002, kl. 14:00

Navngivning af plads efter Victor Borge

Navngivning af plads efter Victor Borge

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. oktober 2002

 

Sager til beslutning

1. Navngivning af plads efter Victor Borge

BTU 473/2002 J.nr. 21141.0028/01

 

INDSTILLING

Vejnavnenævnet indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender

at pladsen, hvor J.E. Ohlsensgade og Ribegade munder ud i Nordre Frihavnsgade, fremover benævnes Victor Borges Plads

RESUME

Efter Victor Borges død den 23. december 2000 har Vejnavnenævnet modtaget mange forslag om, at Victor Borge bør hædres med et vejnavn i København. Nævnet har gennemgået henvendelserne og foreslår, at pladsen, hvor J.E. Ohlsensgade og Ribegade munder ud i Nordre Frihavnsgade, opkaldes efter Victor Borge.

SAGSBESKRIVELSE

Victor Borge døde den 23. december 2000. Allerede kort tid efter kom der forslag til Vejnavnenævnet om, at man burde finde en lokalitet for at hædre Victor Borge. Den 3. januar 2001 skrev overborgmester Jens Kramer Mikkelsen til Vejnavnenævnets formand og foreslog ligeledes, at der findes en gade eller plads, som kan bære verdenskunstnerens navn.

Dagbladet Politiken afholdt en uformel idekonkurrence om, hvor man kunne finde en velegnet lokalitet til Victor Borges navn. I denne konkurrence, hvor såvel overborgmesteren som borgmester Søren Pind deltog i dommerpanelet, pegede man på krydset, hvor Dag Hammarskjölds Allé, Østerbrogade, Classensgade, Øster Søgade og Øster Farimagsgade mødes (den såkaldte "Lille Triangel"), med rette kunne bære Victor Borges navn.

Østerbro Avis opfordrede borgerne til at komme med forslag til placering af navnet og her fremkom flere forskellige forslag. Dog var der to steder, som gik igen: "Lille Triangel" og pladsen, hvor J.E. Ohlsensgade og Ribegade munder ud i Nordre Frihavnsgade. Den sidstnævnte plads har i folkemunde heddet "Hjertepladsen".

Vejnavnenævnet har gennemgået de to forslag.

"Lille Triangel"

Lille Triangel er et 5-benet kryds, som er præget af trafikmængderne i Østerbrogade (16.900 pr. døgn køretøjer målt i 1999), samt den krydsende og svingende trafik fra Øster Søgade og Øster Farimagsgade. Vejnavnenævnet lægger vægt på, at såfremt krydset skal navngives efter Victor Borge, så skal det have en klarere afgrænsning og en byrumsmæssig struktur, som bedre signalerer en egentlig plads.

Det har været vurderet, om der kan skabes nogle bedre rammer for pladsen, ved f.eks. at spærre Øster Søgades udmunding i Dag Hammarskjölds Allé. Det skaber en mindre plads, der kan få sammenhæng med det grønne område ved Sortedamssø. En sådan løsning kræver omlægning i Øster Farimagsgade, i Østerbrogade og i Dag Hammarskjölds Allé og skønnes at koste omkring 11 mio. kr. En sådan løsning er ikke prioriteret i forhold til Vej & Parks investeringsplan.

"Hjertepladsen"

I 2000 gennemførte Østerbro Bydel en udvidelse af pladsarealet i den trekant, der fremkommer hvor J.E. Ohlsensgade og Ribegade udmunder i Nordre Frihavnsgade. Vejarealet blev nedlagt og den eksisterende flisebelægning blev videreført, så der blev dannet en egentlig plads på stedet.

Pladsen har i mange år været kaldt Hjertepladsen i lokalområdet. Således foreslog det daværende Østerbro Bydelsråd i 2001, at pladsen officielt burde hedde Hjertepladsen. Vejnavnenævnet ønskede imidlertid at lade pladsen indgå i overvejelserne om Victor Borge, og der blev således ikke truffet beslutning før bydelsrådet blev nedlagt.

Placeringen af Victor Borges navn har været drøftet nøje i forhold til de ovenstående to forslag. Vejnavnenævnet er af den opfattelse, at Lille Triangel umiddelbart er den mest fremtrædende placering, men det vil ikke være muligt inden for de eksisterende rammer at skabe et byrum, som kan siges at komme Victor Borge fornødent til ære.

Vejnavnenævnet peger derfor på pladsen i Nordre Frihavnsgade, fordi der her er tale om en egentlig plads fri for trafik, der tjener som rekreativt areal i det område, hvor Victor Borge blev født.

Vejnavnenævnet indstiller derfor til Bygge- og Teknikudvalget, at pladsen, hvor J.E. Ohlsensgade og Ribegade munder ud i Nordre Frihavnsgade, fremover benævnes Victor Borges Plads.

De oprindelige adresser til de omkringliggende opgange bevares, således at ingen beboere bliver berørt af forslaget.

Miljøvurdering

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

BILAG VEDLAGT

Skitsetegning over pladsen i J.E. Ohlsensgades udmunding i Nordre Frihavnsgade.

 

Søren Pind

 

Til top