Vinterudsmykning på Kongens Nytorv
Vinterudsmykning på Kongens Nytorv
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. august 2000
Sager til beslutning
4. Vinterudsmykning på Kongens Nytorv
BTU 324/2000 J.nr. 21531:113.0010/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender
at der tillades vinterlysudsmykning af Kongens Nytorv i tiden 15. november til udgangen af december 2000
RESUME
Københavns City Center har sammen med Magasin og Charlottenborg fremsendt projekt til belysning af Kongens Nytorv i tiden 15. november til udgangen af december 2000. Vej & Park anbefaler udvalgets godkendelse af det ansøgte.
SAGSBESKRIVELSE
Det ansøgte projekt sættes i værk ved et samarbejde mellem Københavns City Center, Magasin og Charlottenborg. Kunstnerne er Eva Koch & Flemming Brantbjerg, som bilag vedlægges projektbeskrivelse med illustrationer.
Perioden er 15. november til udgangen af december 2000.
Projektet omfatter belysning af 3 elementer af pladsen henholdsvis gadeplan, facader og himmelrum.
Inderkrinsen med statuen
Fladen omkring statuen etableres med lyskæder, som kan glimte eller være tændt på en gang samt oplysning af monumentet nedefra.
Om dagen vil pladsens centrum fremstå som dækket af gran.
Når pladsen er mest befærdet og trafikken allermest hektisk, bevæger lysene sig meget langsomt i urets retning for at stoppe op og glimte, når trafikstøjen stiger til sit højeste niveau.
Facadeilluminering
Udvalgte husfacader belyses for at skabe rumfornemmelse.
Luftrummet over pladsen
I taghøjde over pladsen vil der være 5 laserstråler i stjerneform med centrum over krinsen. Med mellemrum skifter strålerne position og danner en ny form på himlen.
Københavns Politi udtaler
Skulle arrangementet vise sig til ulempe for færdslen, kan evt. tilladelse umiddelbart inddrages, jfr. Færdselslovens § 99 stk. 3 jfr. 99 stk. 2.
Der må ikke være røde, gule eller grønne blinkende lamper i udsmykningen.
Lysene må ikke virke blændende på trafikken.
Trafiklysene må ikke drukne i lyshavet.
Sundhedsstyrelsens krav i skrivelse af 13. oktober 1988 – jr. nr. 3970-2-87 – om laserlys skal overholdes.
Plandirektoratet udtaler
Der er intet at bemærke ud over, at ekstra belysning af rytterstatuen bør indarbejdes i konceptet for at fremhæve pladsens skulpturelle centrum, hvilket er nødvendigt, når lysforholdene omkring statuen ændres, og når belysningen af pladsens facader forstærkes.
Alle udgifter forbundet med arrangementet og efterfølgende retablering skal betales af ansøgerne.
BILAG VEDLAGT
Projektmappe
(kun udsendt til Bygge- og Teknikudvalgets medlemmer)
/Ole Bach