Mødedato: 09.04.2003, kl. 14:00

Dispensation fra lokalplan nr. 183-1 "B og W-området ved Christianskirken"

Dispensation fra lokalplan nr. 183-1 "B og W-området ved Christianskirken"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 9. april 2003

 

Sager til beslutning

12. Dispensation fra lokalplan nr. 183-1 "B&W-området ved Christianskirken"

BTU 178/2003 J.nr. 611:125.0002/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der meddeles dispensationer fra lokalplan nr. 183 med tillæg nr. 1 "B&W-området ved Christianskirken" for så vidt angår § 11, stk. 2 om havnepromeneder til i en forsøgsperiode på 9 måneder at tillade ærindekørsel på en del af promenaden langs Christianshavns Kanal, og for så vidt angår tillæggets § 8, stk. 4 om parkering til at tillade indretning af 10 parkeringspladser til gæsteparkering mv. på terræn i gårdrummet i karreen på hjørnet af Havneløbet og Christianshavns Kanal, ejendommen matr.nr. 22 og 586 Christianshavns Kvarter, København, Nicolai Eigtveds Gade 22-38, på betingelse af, at kørsel og parkering på de øvrige arealer forhindres ved opstilling af pullerter.

RESUME

En længerevarende dialog mellem grundejere, beboere samt erhvervslejere på Christiansbro og Bygge- og Teknikforvaltningen vedrørende kørsel på promenadearealet langs Christianshavns Kanal samt parkering i gårdrummet i karreen mellem Inderhavnen, Christianshavns Kanal og Nicolai Eigtveds Gade er resulteret i en ansøgning fra C. W. Obel Ejendomme på vegne af grundejerne i området om at tillade ærindekørsel på promenaderne og en ansøgning fra ATP Ejendomme A/S om at tillade 10 parkeringspladser til gæsteparkering mv. i det pågældende gårdrum . Det ansøgte forudsætter dispensationer fra lokalplan nr. 183 med tillæg nr. 1 "B&W-området ved Christianskirken". Bestemmelserne i §11, stk. 1 om promenader langs havnen og kanalen muliggør således ikke kørsel, og bestemmelserne i § 8, stk. 4 i tillæg nr. 1 om parkering muliggør ikke parkering i gårdrummene.

Forvaltningen har ikke været afvisende over for de ønskede dispensationer dog således, at ærindekørsel kun tillades som en forsøgsordning i 9 måneder, og har derfor gennemført den fornødne naboorientering ved udsendelse af 436 breve. Der er modtaget 20 henvendelser, hvoraf 7 er positive over for ærindekørsel, mens 11 er imod. Desuden indeholder 3 indsigelser synspunkter imod parkeringspladser i gårdrummet.

Uanset indsigelserne foreslår forvaltningen, at der meddeles dispensation til ærindekørsel som en forsøgsordning. Når forsøgsperioden på 9 måneder er udløbet, vil der blive taget stilling til, om og i givet fald på hvilke betingelser ordningen kan gøres permanent efter en fornyet naboorientering. Desuden foreslås der dispenseret til de ønskede 10 parkeringspladser til gæsteparkering i gårdrummet bl.a. under hensyn til beliggenheden op til en rampe til en parkeringskælder og på betingelse af, at kørsel og parkering på de øvrige arealer, der hører til ATP´s ejendomme, forhindres ved opstilling af pullerter.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

C.W. Obel Ejendomme har på egne vegne samt på vegne af Magistrenes Pensionskasse, Ejerforeningen Enhjørningens Gård, Ejerforeningen Løvens Gård, Ejerforeningen Elefantens Gård (Skanska) samt ATP Ejendomme A/S søgt om tilladelse til at muliggøre ærindekørsel med henblik på af- og pålæsning på promenadearealer langs Christianshavns Kanal ud for ejendommene matr. nr. 581, 585, 623 og 624 Christianshavns Kvarter, København, jf. det til gennemsyn vedlagte bilag A.

ATP Ejendomme A/S har søgt om tilladelse til at indrette 10 parkeringspladser til gæsteparkering mv. i gårdrummet til bebyggelsen beliggende på hjørnet af Inderhavnen og Christianshavns Kanal – ejendommene matr.nr. 22 og 586 ibid., Nicolai Eigtveds Gade 22-38, jf. bilag A.

Forud for fremsendelse af ovennævnte ansøgninger har der været en længerevarende dialog mellem beboere og erhvervsdrivende på Christiansbro på den ene side, og Bygge- og Teknikforvaltningen på den anden side omkring lempelser af lokalplanens bestemmelser.

Forslagene om ærindekørsel samt parkering

Efterhånden som boligbyggerierne på ejendommene matr. nr. 585, 623 og 624 ibid. er taget i brug, og promenaderne langs med disse er anlagt, er det blevet klart, at der hos virksomheden Pharmacia og blandt en del af beboerne på ovennævnte ejendomme samt ejendommen matr.nr. 581 ibid. er en forventning om at kunne køre frem til de respektive indgangsdøre for af- og pålæsning samt afsætning og påstigning af passagerer.

For Pharmacias vedkommende er der primært tale om, at taxaer skal kunne køre frem til virksomhedens hovedindgang.

Beboere i bebyggelserne Havnehusene, Enhjørningens Gård, Løvens Gård og Elefantens Gård begrunder deres ønske med, at der er for langt at gå for beboere og gæster, hvis man er ældre, gangbesværet, skal bære større indkøb eller anden tung bagage mv., idet bebyggelsen er indrettet således, at der fra afsætningsmuligheder på vejarealer til de berørte opgange er afstande fra 20 m op til godt 100 m. I alt ønsker man 10 opgange med i alt 93 lejligheder betjent. Da elevatorer fra parkeringskælderen ikke går op i opgangene, og da der i øvrigt ikke er fri adgang til kælderen, er det ikke et reelt alternativ at køre derned.

Forslaget fra C.W. Obel på alle grundejeres vegne går ud på, at der tillades til- og frakørsel i form af vare- og taxakørsel mv. til bebyggelsen samt parkering i op til 15 minutter for beboere. Det er intentionen fortsat at lade det private parkeringsselskab "Carpark" håndhæve, at der ikke parkeres på promenaden.

Tilkørsel foreslås at foregå via den eksisterende tilkørselsmulighed ved Overgaden Neden Vandet (ud for matr.nr. 581ibid.). For at signalere til uvedkommende, at indkørsel uden ærinde ikke er tilladt, og for at forhindre større biler i at køre ind, begrænses bredden på indkørslen til 2,30 m svarende til bredden af en personbil. Bredden kan øges til 3,0 m for redningskøretøjer og flyttebiler m.v. ved, at én pullert bliver aftagelig. Der skiltes med indkørsel forbudt bortset fra ærindekørsel for af- og pålæsning.

For at forhindre kørsel på promenaden udover ovenstående opsættes der pullerter svarende til de opstillede pullerter for enden af Nicolai Eigtveds Gade, David Balfours Gade og Wildersgade på promenaden ud for matr.nr. 624 ibid.

ATP Ejendomme A/S ønsker at indrette 10 parkeringspladser på terræn i gårdrummet i bebygg elsen beliggende på hjørnet af Inderhavnen og Christianshavns Kanal - ejendommene matr.nr. 22 og 586 Christianshavns Kvarter, København, Nicolai Eigtveds Gade 22-38. Det er hensigten at forbeholde én parkeringsplads for Skatteministeren, mens de øvrige tænkes anvendt som gæsteparkeringspladser. Disse indrettes som én række båse på sydsiden af nedkørselsrampen til parkeringskælderen.

Plangrundlaget og afvigelser herfra

Ovennævnte ejendomme er omfattet af lokalplan nr. 183 med tillæg nr. 1 ("B&W-området ved Christianskirken"). Det ansøgte afviger fra lokalplanens bestemmelser om indretning af parkering på terræn samt om promenadernes benyttelse.

I henhold til lokalplantillæggets § 8, stk. 4, skal parkeringsdækningen være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal. Bortset fra 20 parkeringspladser i Knippelsbrogade og ca. 30 parkeringspladser langs kirkehaven, jf. det som bilag 1 vedlagte oversigtskort, skal al parkering etableres i underjordiske parkeringsanlæg. Dette krav er stillet for at kunne opfylde kravet til friarealets størrelse (40 pct. af boligetagearealet plus 10 pct. af erhvervsetagearealet), samt for, at de begrænsede ubebyggede arealer til bebyggelsen, der er opført med en gennemsnitlig bebyggelsesprocent på 180, ikke skal domineres af biler.

I henhold til lokalplanens § 11, stk. 2, skal der indrettes en sammenhængende offentligt tilgængelig promenade langs Inderhavnen og Christianshavns Kanal. Promenaden må kun benyttes på en måde, der efter Bygge- og Teknikforvaltningens skøn er i overensstemmelse med lokalplanens formål. Det er intentionen med denne bestemmelse, at de attraktive arealer langs vandet forbeholdes de bløde trafikanter – cyklister og fodgængere – samt indbyder til ophold. Promenaden indgår i den højt prioriterede plan for promenader langs alle havne- og kanalstrækninger.

Forvaltningens anbefaling

Tilladelse til ærindekørsel på promenaden

På baggrund af den betydelige interesse for ærindekørsel, som Bygge- og Teknikforvaltningen har en vis forståelse for, og idet det vurderes at være forsvarligt at tillade kørsel af begrænset omfang på de ca.10-13 m brede promenadearealer, er forvaltningen indstillet på at søge en kørselsordning afprøvet ved i en periode på 9 måneder at tillade ærindekørsel på en del af promenaden, jf. bilag 1. Forvaltningen vil i forsøgsperioden følge trafikmønstret på promenaden og forudsætter, at grundejerne via repræsentative trafiktællinger mv. belyser forholdene således, at der ved forsøgsperiodens udløb er grundlag for at kunne vurdere, om ordningen bør gøres permanent, og for om fornødent at skærpe restriktionerne for kørslen.

Det vil være en forudsætning for ordningens gennemførelse, at der etableres en vendeplads af tilstrækkelige dimensioner. Forvaltningen finder det mest hensigtsmæssigt at løse denne problematik ved at stoppe kørselsmuligheden midt for matr.nr. 624 ibid. samt flytte pullerterne i David Balfours Gade 5 m væk fra promenaden, hvorved der bliver plads nok til, at der kan vendes ved bakning over en kort strækning. I forsøgsperioden kan forvaltningen godkende, at de forudsatte afspærringer har en midlertidig karakter. Hvis kørselsordningen gøres permanent vil det blive krævet, at afspærringerne udføres som pullerter af samme slags, som de allerede opstillede.

Forvaltningen er opmærksom på, at ikke alle beboere deler ønsket om tilladelse til kørsel på promenaden, og at det specielt for beboere i stueetagen kan opfattes som en forringelse af deres boforhold i form af indbliksgener, skinnende billygter og begrænsning af opholdsmuligheder på promenaden. Det er derfor et vilkår for forsøget, at kørsel begrænses mest muligt, og at parkeringsforbuddet håndhæves restriktivt.

Indretning af parkeringspladser på terræn

Hidtil har der i stort omfang været kørt og parkeret ulovligt på ATP's 2 ejendomme (matr.nr. 22 og 586 ibid.) – såvel i gårdrum som på promenadearealer. Bortset fra karreen på hjørnet af Inderhavnen og Christianshavns Kanal ser forvaltningen ingen særlige begrundelser herfor. I den pågældende karré er de i henhold til lokalplanen forudsatte særlige publikumsorienterede serviceerhverv koncentreret med flere gæster og dermed flere biler til følge. Der holder derfor ofte 30-40 biler i kortere eller længere tid i og omkring karreen.

På baggrund af, at der er trafik frem til nedkørselsrampen til parkeringskælderen, og at gårdarealet sydvest for rampen store dele af døgnet vil ligge i skygge og derfor ikke er specielt velegnet til ophold, finder forvaltningen det acceptabelt, at der etableres maksimalt 10 parkeringspladser til korttidsparkering for gæster mv. i én række langs rampen, jf. bilag 1. Det vil være en forudsætning for forvaltningens anbefaling, at kørsel i gårdrummet begrænses til ind- og udkørsel ud for parkeringspladserne, og at kørsel og parkering på de øvrige arealer, der hører til ATP's ejendomme, forhindres ved opstilling af pullerter efter forvaltningens nærmere godkendelse.

Én af parkeringspladserne kan forbeholdes skatteministeren som ønsket, men for resten af pladserne vil det være en betingelse, at disse indrettes som frie gæstepladser uden reservationsmulighed men eventuelt med tidsbegrænsning.

Naboorientering

De ønskede dispensationer har efter forvaltningens vurdering en sådan karakter og betydning for grundejere, beboere og brugere på ejendommene matr. nr. 22, 580, 581, 585, 586, 623 og 624 Christianshavns kvarter, København, at de forudsætter naboorientering. Forvaltningen har derfor i perioden 19. februar – 6. marts 2003 foretaget den i henhold til planlovens § 20, stk. 2, forudgående naboorientering. Der er udsendt 436 breve, og der er modtaget 20 henvendelser. En liste over henvendelserne er vedlagt som bilag 2, og kopi af henvendelserne er vedlagt til gennemsyn som bilag B.

I 7 henvendelser er man positivt indstillet over for den påtænkte kørselsordning, heraf anfører 3 afsendere personlige forhold som årsag. Der stilles i nogle af disse henvendelser forslag om, dels at begrænse kørselsordningen til strækningen ud for matr.nr. 581 ibid., dels at åbne Wildersgade ud til promenaden, så man kan køre rundt frem for at skulle køre frem og tilbage på promenaden.

I 11 henvendelser er man imod kørselsordningen. Der henvises bl.a. til, at den rekreative, bilfri promenade er en af attraktionerne i området, at gangafstandene er ganske korte og i øvrigt er et typisk storbyfænomen, som man må affinde sig med, hvis man vil bo i byen, at bilister ikke hidtil har taget hensyn til beboerne, hvorfor man ikke har grund til at tro, at de vil gøre det fremover, at en hidtidig intern aftale om 15 minutters parkering ikke overholdes, at området ikke er så sikkert for børn, som man har haft grund til at forvente, at lejlighederne vil falde i værdi, samt at det er fremgået tydeli gt af salgsmaterialet for de 3 boligkarreer, at promenaden er forbeholdt fodgængere og cyklister. Beboerne i 2 stuelejligheder anfører, at man har turdet binde an med en stuelejlighed netop på grund af det bilfri miljø, og at man føler sig meget generet af den hidtidige trafik, idet bilisterne kører tæt på facaderne, hjulene hviner på brostenene, og billygterne lyser ind gennem vinduerne, der begynder 50 cm over terræn. Én foreslår, at man til gengæld får lov til at sætte altaner på stuelejlighederne.

I 3 henvendelser er man imod indretning af parkeringspladser i gårdrummet i karreen på hjørnet af Havneløbet og Christianshavns Kanal. De 3 indsigere, der alle ejer lejligheder i Elefantens Gård, der er åben mod det pågældende gårdrum, henviser til, at man i givet fald har købt på forkerte præmisser, og at der er rigeligt med parkeringspladser i kælderen.

Bemærkninger

Bygge- og Teknikforvaltningen er opmærksom på, at der i lokalområdet er divergerende holdninger til de foreliggende forslag. Det er bl.a. også derfor, der foreslås en prøveperiode for så vidt angår kørselsordningen med henblik på, at beslutningsgrundlaget kan kvalificeres yderligere. Hvis ordningen gøres permanent - hvilket vil forudsætte fornyet naboorientering - bør det overvejes, om forslaget om altaner skal imødekommes, alternativt at der opstilles pullerter eller lignende, der holder bilerne på afstand fra facaden, ligesom det bør overvejes, om udstrækningen af ordningen skal ændres.

Samlet set kan forvaltningen fortsat anbefale gennemførelse af forslagene om en prøveordning om ærindekørsel på del af promenaden samt om indretning af 10 gæsteparkeringspladser med en nærmere angivet placering i gårdrummet til karreen på hjørnet af Havneløbet og Christianshavns Kanal på betingelse af, at parkering på de øvrige arealer, der hører til ATP´s ejendomme, forhindres ved opstilling af pullerter efter forvaltningens nærmere godkendelse.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Oversigtsplan med markering af promenadestrækning, hvor ærindekørsel foreslås, samt af parkering i gårdrum.

Bilag 2: Liste over modtagne henvendelser

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag A: Kopi af andragender fra henholdsvis C.W. Obel Ejendomme og ATP Ejendomme A/S

Bilag B: Kopi af de modtagne henvendelser

 

Jens Ole Nielsen

 

Til top