Trafiksanering Englandsvej/Irlandsvej
Trafiksanering Englandsvej/Irlandsvej
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 9. marts 2005
Sager til beslutning
10. Trafiksanering Englandsvej/Irlandsvej
BTU 139/2005 J.nr. 0431.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Københavns Kommune anlægger trafiksaneringer på Englandsvej og Irlandsvej jf. nærværende indstilling
at der gives en anlægsbevilling på kr. 1,2 mio. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3. Vejanlæg).
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte
den 23. oktober 2003 (BR 474/03) at der indenfor "Pulje til trafik og nye boligområder" blev reserveret midler til blandt
andet trafiksanering af Englandsvej og Irlandsvej. Der foreligger nu
projektforslag for trafiksaneringen. Trafiksaneringen har til formål at
forbedre krydsningsforholdene for fodgængertrafik på Englandsvej og Irlandsvej
ud for stien umiddelbart nord for Sundby Idrætspark og at sikre gode
krydsningsmuligheder på Irlandsvej ud for Grønløkkevej ved Højdevangens skole.
Trafiksaneringerne skal tillige reducere antallet af trafikanter, der kører for
hurtigt. Projekterne er prioriteret med udgangspunkt i handlingsplanen
"Trafikplan Amager".
På Englandsvej foreslås der etableret
et krydsningspunkt med midterhelle og sideheller ud for Stolemagerstien og syd
herfor et afmærket område for venstresvingende biltrafik til bebyggelsen
Remisevænget henholdsvis Sundby Idrætspark mellem to midterheller.
Irlandsvej foreslås vejen indsnævret
ved Ingolfs Allé og Grønløkkevej. Syd for Grønløkkevej foreslås desuden etableret
midterhelle med det formål at styrke overholdelsen af standsningsforbudet ved
Grønløkkeskolen.
Anlæg af trafiksaneringerne på
Englandsvej og Irlandsvej er vurderet til at koste 1,2 mio. kr., som foreslås
finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Vejanlæg). Som
konsekvens heraf forventes forvaltningens driftsudgifter at stige
ca. 46.200 kr. om året.
Forvaltningen har fra starten af 2005 oprettet en liste over behandlede projekter, der påfører forvaltningen yderligere driftsomkostninger. Listen bliver løbende opdateret og vedlagt indstillinger om konkrete projekter. Forvaltningen vil forelægge den akkumulerede liste i forbindelse med hver budgetrunde, således at de øgede driftsudgifter kan indgå i budgetforhandlingerne - se bilag 5. Det foreslås, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2006 afsættes en pulje på 2 mio. kr. til at dække de øgede udgifter, samt at puljebeløbet revideres årligt.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
På
Borgerrepræsentationens møde den 23. oktober 2003 (BR 474/03), Økonomiudvalgets
møde den 23. september 2003 (ØU 295/2003), Bygge- og Teknikudvalgets møde den
10. september 2003 (BTU 410/2003) og Miljø- og Forsyningsudvalget møde den
8.september 2003 (MFU 177/2003) blev forslag til
udmøntning af kr. 28,8 mio. fra "Pulje til trafik og nye boligområder"
godkendt. En del af denne pulje er reserveret til lokale trafikplanprojekter.
Indenfor disse trafikplanprojekter er trafiksanering af Englandsvej og Irlandsvej
prioriteret. De konkrete lokaliteter er markeret på oversigtsplanen i Bilag 1.
Trafiksanering
af Irlandsvej er tillige Projekt 7 i afsnit 6. Idéoplæg til handlingsplan i
"Trafikplan for Amager – Handlingsplan", Københavns Kommune, Vej & Park,
August 2002.
Der
er i puljen reserveret kr. 1,0 mio til Englandsvej og kr. 1,5 mio til
Irlandsvej.
Trafiksaneringen
på Englandsvej har det primære formål at sikre bedre krydsningsforhold for
fodgængere, der færdes mellem bebyggelsen Remisevænget (hovedsageligt ud for
Stolemagerstien) og stien til Irlandsvej på nordsiden af Sundby Idrætspark.
Englandsvej
På
Englandsvej etableres der et krydsningspunkt med midterhelle og sideheller
umiddelbart ud for Stolemagerstien (projektforslag i Bilag 2).
Krydsningspunktet indrettes for handicappede. Syd for selve
fodgængerkrydsningen etableres der et afmærket område mellem to midterheller.
Her kan venstresvingende biltrafik (til bebyggelsen Remisevænget henholdsvis
Sundby Idrætspark) placere sig, uden at genere den øvrige trafikafvikling. Det
giver øget sikkerhed for venstresvingende biltrafik og fartdæmpning, idet
Englandsvej indsnævres til ét kørespor i hver retning. Fartdæmpningen forventes
at bidrage til overholdelse af hastighedsgrænsen på Englandvej.
Indsnævringen
af Englandsvej på strækningen hindrer parkering på dele af strækningen mellem
fodgængerkrydsningen og Urmagerstien. Der etableres derfor særskilt afmærkede
områder for parkering umiddelbart syd for fodgængerkrydsningen i østsiden af
vejen ud for Sundby Idrætspark og i vestsiden i området umiddelbart ved
Urmagerstien.
Irlandsvej
Trafiksaneringen
på Irlandsvej har 2 primære formål, dels at gøre det mere sikkert for
fodgængertrafik at krydse vejen og dels at tydeliggøre, at bilernes
hastighedsniveau på Irlandsvej bør være lavt. For så vidt angår hastigheden, er
målet at skabe balance mellem sikring af hastighedsniveauet og den fortsatte
busdrift på Irlandsvej. Der er derfor som
udgangspunkt ikke anvendt bump til
fartdæmpning. Irlandsvej fartdæmpes til 40 km/t.
Ud
for Ingolfs Allé indsnævres Irlandsvej til ét kørespor (projektforslag Bilag
3). Indsnævringen sker ved etablering af sideheller. Det eksisterende belyste
fodgængerfelt bibeholdes og integreres i sidehellerne. Krydsningspunktet
indrettes for handicappede og giver øget tryghed for fodgængere, der færdes
mellem Ingolfs Allé og stien nord for Sundby Idrætspark.
Ved
Højdevangens skole ud for Grønløkkevej indsnævres Irlandsvej til ét kørespor
(projektforslag Bilag 4). Indsnævringen sker ved etablering af sideheller. Den
gående trafik, der skal krydse Irlandvej, anbefales primært at anvende den
signalregulerede krydsning ved Sundbyvestervej. Indsnævringen udformes derfor
ikke som et decideret krydsningspunkt. Indsnævringen giver imidlertid
forbedrede krydsningsmuligheder for de fodgængere, der alligevel vælger at
krydse Irlandsvej ved Grønløkkevej. Umiddelbart syd for indsnævringen etableres
en midterhelle med det formål at styrke overholdelsen af standsningsforbudet
ved Grønlykkevej, samt for at sikre en lav hastighed i skoleområdet.
Økonomi
Anlægsoverslagene for trafiksaneringerne på Englandsvej og Irlandsvej ligger under de afsatte puljemidler på kr. 1,0 mio. henholdsvis kr. 1,5 mio.
Anlæg af trafiksaneringerne på Englandsvej og Irlandsvej foreslås finansieret af Vej & Parks anlægsramme med en anlægsbevilling på kr. 1,2 mio. i 2005 (konto 2.22.3.Vejanlæg) - kr. 0,55 mio. for Englandsvej og kr. 0,65 mio. for Irlandsvej.
De resterende afsatte puljemidler på kr. 1,3 mio. foreslås reserveret til øvrige projekter indenfor "Pulje til trafik og nye boligområder". Når alle de prioriterede projekter indenfor puljen er realisret, vil der blive udarbejdet en samlet redegørelse til forligskredsen, herunder med forslag til anvendelse af evt. overskydende økonomiske midler.
Den foreslåede omlægning vil øge
driftsudgifterne med i alt ca. 46.200 kr.
Forvaltningen har fra starten af 2005 oprettet en liste
over behandlede projekter, der påfører forvaltningen yderligere
driftsomkostninger. Listen bliver løbende opdateret og vedlagt indstillinger om
konkrete projekter. Forvaltningen vil forelægge den akkumulerede liste i
forbindelse med hver budgetrunde, således at de øgede driftsudgifter kan indgå
i budgetforhandlingerne - se bilag 5. Det foreslås, at der i forbindelse
med budgetforhandlingerne for 2006 afsættes en pulje på 2 mio. kr. til at dække
de øgede udgifter, samt at puljebeløbet revideres årligt.
Alle beløb er ultimo 2005 priser
ekskl. moms.
Der vurderes ikke at være økonomiske konsekvenser for ledningsejere.
Projektet udføres under
forudsætning af, at de afsatte midler overføres fra budget 2004 overføres til
2005.
Miljøvurdering
Indstillingen
er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste over sager, der skal
miljøvurderes. Anlægsarbejderne vurderes at have neutral påvirkning på de
fleste af positivlistens forhold. På følgende øvrige område vurderes anlægget
at have en specifik miljømæssig påvirkning:
Bustrafik
Der har været fokus på, at de foreslåede tiltag
opretholder gode muligheder for at busbetjene Irlandsvej.
Høring
Udformningen af krydset har
været forelagt interessenter i området. Interessenterne har overordnet anmodet,
om at projektet:
1. Tilgodeser busbetjeningen på Irlandsvej
2. Ikke medfører øget gennemkørende trafik i området øst for Irlandsvej
3. Indeholder et belyst fodgængerfelt ved Grønløkkevej og forbedrede krydsningsmulighed,
4. Belyses og udformes, så det sikres at foranstaltningerne er tydeligt
markeret, giver lav hastighed og kan indpasses i omgivelserne.
Udformningen af
trafiksaneringerne vurderes at tilgodese busbetjeningen i så godt omfang, at
også fremkommeligheden for den øvrige biltrafik er tilgodeset. På den måde
vurderes trafiksaneringerne ikke at medføre øget trafik i området øst for Irlandsvej
Den anbefalede krydsning for
fodgængertrafik til skolen ønskes opretholdt i det signalregulerede kryds
Irlandsvej/Sundbyvestervej, hvorfor der ikke etableres krydsning via
fodgængerfelt ved Grønløkkevej.
Det foreliggende projekt udformes,
så trafiksaneringerne tydeligt kan erkendes af trafikanterne. Projektet
udformes samtidig indpasset i omgivelserne, og så antallet af biler, der kører
hurtigere end hastighedsgrænsen, reduceres.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Oversigtskort
Bilag 2: Projektforslag Englandsvej
Bilag 3: Projektforslag Irlandsvej ved Ingolfs Allé
Bilag 4: Projektforslag Irlandsvej ved Grønløkkevej
Bilag 5: Øgede
driftsudgifter som konsekvens af besluttede projekter