Drøftelse om afholdelse af Bilfri Dag 2005
Drøftelse om afholdelse af Bilfri Dag 2005
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. december 2004
Sager til drøftelse
21. Drøftelse om afholdelse af Bilfri Dag 2005
BTU 609/2004 J.nr. 0616.0003/03
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen
indstiller,
at
Miljø- og Forsyningsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget som grundlag for
forvaltningernes videre arbejde med planlægningen af Den Bilfri Dag i 2005
drøfter rammerne for afholdelsen af arrangementet.
RESUME
København har 5 gange deltaget i Miljøtrafikugen, og tre gange er i
forbindelse med Miljøtrafikugen afholdt
Bilfri Dag. Det er sket som en del af det europæiske initiativ "European
Mobility Week" og "In Town Without My Car"
Borgerrepræsentationen vedtog den 8. maj 2003 at der i 2003 – 05 skulle
afholdes bilfri dag i Indre By og på Christianshavn den 22. september. I 2001
blev den bilfri dag afholdt i en weekend. I 2003 blev den afholdt søndag den
21. september, da Politiet og Justitsministeriet ikke gav tilladelse til at
afholde den Bilfri Dag mandag den 22. september. I 2004 forhandlede
forvaltningerne med Politiet om at afholde bilfri dag på en hverdag i de to
pågældende områder af byen, men Politiet ville kun bakke op om at afholde
bilfri dag i en del af Indre By, hvis arrangementet skulle foregå på en
hverdag.
Forvaltningerne har på baggrund af beslutningen fra 2003 og på baggrund
af erfaringerne fra den Bilfri Dag 2004 indledt drøftelser med Københavns
Politi om afholdelse af Bilfri Dag i 2005, hvor den 22. september igen falder
på en hverdag.
De foreløbige forhandlinger med Københavns Politi har ført til, at der
på nuværende tidspunkt kan opstilles nedenstående scenarier for geografisk
afgrænsning af området og tidsmæssig udstrækning for den Bilfri Dag i 2005.
1. Forsøg med samme scenarium som i år, afholdt
torsdag den 22. september
2. Forsøg med samme scenarium som i år, afholdt
over flere dage – den 22. september 2004 og enten onsdag den 21. september
eller fredag den 23. september
3. Forsøg med justeringer i den geografiske
afgrænsning, afholdt torsdag den 22. september
4. Forsøg med justeringer i den geografiske
afgrænsning, afholdt over to dage f.eks. torsdag den 22. september og enten den
21. september eller den 23.september
5. Forsøg med samme geografiske afgrænsninger som
enten 1 til 4, men afholdt over 3 dage fra torsdag den 22. september til og med
lørdag den 24. september
Mht. til retningslinierne for dispensation til bilkørsel i det bilfrie
område 2004 kan det vise sig nødvendig at justere disse i forhold til ændringer
af det bilfri områdes geografisk afgrænsning og tidsmæssig udstrækning i 2005.
Forvaltningerne
ønsker derfor, at udvalgene drøfter rammerne for arrangementet, således at
forvaltningerne på et så tidligt tidspunkt som muligt, kan igangsætte planlægningen
af den Bilfri Dag 2005 og inddrage beboere, handlende, erhvervsdrivende m.fl. i
den konkrete planlægning af arrangementet.
Forvaltningerne vil
på baggrund af drøftelserne i udvalgene og evalueringen udarbejde en
handlingsplan for Miljøtrafikugen og Bilfri Dag 2005. For at sikre en tilfredsstillende
planlægningsproces og dialog med de lokale aktører, vil handlingsplanen for
Miljøtrafikugen og Bilfri Dag 2005 blive forelagt til udvalgenes godkendelse i
januar og februar 2005.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen vedtog den 8. maj 2003, at der i 2003 – 05
skulle afholdes bilfri dag i Indre By og på Christianshavn den 22. september. I
2001 blev den Bilfri Dag afholdt i en weekend. I 2003 blev den afholdt søndag
den 21. september, da Københavns Politi og Justitsministeriet ikke gav
tilladelse til at afholde den Bilfri Dag mandag den 22. september. I 2004
forhandlede forvaltningerne med Politiet om at afholde den Bilfri Dag på en
hverdag i de to pågældende områder af byen, men politiet ville kun bakke op om
at afholde den Bilfri Dag i en del af Indre By, hvis arrangementet skulle
foregå på en hverdag.
Debatten i medierne
før den Bilfri Dag drejede sig for en stor dels vedkommende om de fremadrettede
perspektiver i at afholde en Bilfri Dag i et område i Indre By.
I forbindelse med
tilrettelæggelsen og evalueringen er der derfor lagt vægt på hvilke
problemstillinger, der skal løses for at området permanent kan fredeliggøres.
På baggrund af
Borgerrepræsentation
ens beslutning i 2003 og erfaringerne fra afviklingen af
Den Bilfri Dag i 2004 har forvaltningerne sammen med Københavns Politi
opstillet en række scenarier for afviklingen af Bilfri Dag 2005.
Formålet med Bilfri
Dag 2004 var jf. Borgerrepræsentationens beslutning fra maj 2003, at skabe
opmærksomhed omkring transportmiddelvalg og miljøfordelene ved alternativer til
individuel biltrafik, med særlig fokus på pendlere og besøgende i Københavns
Indre By.
I 2004 afholdt
Københavns Kommune Bilfri Dag for tredje gang og i modsætning til de to
foregående gange, var det i år på en hverdag. Arrangementet blev afholdt onsdag
den 22. september mellem kl. 06 og kl 20 i en del af Indre By som afgrænses af
Vester Voldgade, Nørre Voldgade, Gothersgade, Bremerholmlinien, Holmens Kanal,
Vindebrogade og Stormgade. Taxakørsel var ikke tilladt og varekørsel var tilladt
indtil kl 11.00. Beboerne kunne frit køre ind og ud af området hele dagen. Der
var 8 porte indtil det bilfri område. De var bemandet med vagter fra Parkering
• København og Københavns Politi. Alle andre veje til/fra området var afspærret
for biltrafik.
Der blev gennemført
en stor informationsindsats før den Bilfri Dag og der er gennemført
trafiktællinger før og under den Bilfri Dag, der er gennemført en spørgeskemaundersøgelse,
hvori københavnerne er blevet spurgt om deres mening om en permanent
fredeliggørelse af området. I selve planlægningen af den Bilfri Dag har der
været lagt vægt på at løse de problemer, som erhvervsdrivende, beboere m. fl.
har peget på at begrænsningerne i bilkørsel i området kunne give for dem.
Afholdelsen af den
Bilfri Dag forløb godt, og uden de store trafikale problemer i gaderne udenfor
det bilfri område. Forvaltningerne har kun modtaget ganske få klager over
informationen om Bilfri Dag.
I forhold til den
kollektive trafik har DSB S-tog og HUR meddelt, at de ikke har observeret
kapacitetsproblemer i tog og busser under afviklingen af den Bilfri Dag.
Trafiktællinger viser, at antallet af biler, der kørte ind i det afspærrede
område faldt fra 20.000 på en almindelig hverdag til ca. 3.000 på den Bilfri
Dag.
Det skal samtidig
nævnes at reduktionen i biltrafikken til det bilfrie område kan skyldes, at
flere der normalt arbejder i området havde planlagt en fridag eller hjemmearbejdsdag.
Ønskes de trafikale og miljømæssige konsekvenser nærmere vurderet kan forsøget
i 2005 forløbe over 2 – 3 hverdage.
En
spøgeskemaundersøgelse blandt et repræsentativt udsnit af københavnerne umiddelbart
efter den Bilfri Dag viser, at 88% af københavnerne vidste, at der havde været
afholdt Bilfri Dag den 22. september. Samtidig ønsker 75% af københavnerne, at
Bilfri Dag bliver en årligt tilbagevendende begivenhed, og over halvdelen (55%)
støtter en permanent fredeliggørelse af en del af Indre By efter samme
retningslinier som gjaldt under afviklingen af den Bilfri Dag i 2004.
Efter
Miljøtrafikugen har Københavns Kommune afholdt evalueringsmøder med en række
interessenter: Sammenslutningen af Københavns Taxa, HUR, DSB S-tog, Københavns
Citycenter Forening, Handel, Transport og Service-erhvervene, Håndværkesrådet,
Horesta samt Københavns Politi.
Alle interessenter
gav udtryk for, at de var blevet godt informeret om den Bilfri Dag og at dagen
var forløbet med et minimum af problemer og gener for de berørte. Med hensyn
til størrelsen af det område, der var omfattet af forsøget, blev dette generelt
opfattet som tilfredsstillende. På evalueringsmøderne blev der givet udtryk
for, at forsøget tidsmæssigt godt kan overvejes forlænget til at forløbe over
flere dage, for at få flere erfaringer med konsekvenserne af en evt. permanent
fredeliggørelse af dele af Indre By.
Fra erhvervslivets
side blev der givet udtryk for et ønske om at blive draget ind i planlægningen
af næste års Bilfri Dag på så tidligt et tidspunkt som muligt. Under planlægningen
af Bilfri Dag 2004 blev de erhvervsdrivende på grund af den sene politiske
stillingtagen til Bilfri Dag af 13. maj og Justitsministeriets tilladelse af
30. august til afholdelse af arrangementet, ikke inddraget tilstrækkeligt i
planlægningen.
Den efterfølgende
evaluering med interessenterne og henvendelserne fra erhvervsdrivende i området
har vist at med hensyn til udformning af retningslinierne skal der tages mere
højde for, at der findes en del virksomheder indenfor det bilfri område, der er
afhængig af, at de kan foretage en daglig levering ud af området. Det drejer
sig f.eks. om cateringfirmaer og blomsterforretninger. Hovedparten af de 10
skriftlige henvendelse om Bilfri Dag drejede sig om denne problemstilling.
Bilfri dag 2005
Formålet med Bilfri
Dag 2005 er ifølge Borgerrepræsentationens beslutning fra maj 2003:
at skabe synlighed omkring
byens problemer og potentiale. Det bilfri område skal fungere som hele
Miljøtrafikugens flagskib.
Desuden foreslås at
for 2005 skal formålet være:
at afdække de
problemstillinger, der skal løses, hvis der på sigt skal ske en permanent
trafikfredeliggørelse af området,
at skabe opmærksomhed omkring
transportmiddelvalg og miljøfordelene ved alternativer til individuel
biltrafik, med særlig fokus på pendlere og besøgende i Københavns Indre By og
at indsatsen i 2005 retter sig særligt imod at
synliggøre og udnytte mulighederne for aktiviteter i det bilfri område
Forvaltningerne har på baggrund af beslutningen fra 2003 og på baggrund
af erfaringerne fra den Bilfri Dag 2004 indledt drøftelser med Københavns
Politi om afholdelse af Bilfri Dag i 2005, hvor den 22. september igen falder
på en hverdag.
De foreløbige forhandlinger med Københavns Politi har ført til, at der
på nuværende tidspunkt kan opstilles nogle scenarier for rammerne for den
Bilfri Dag i 2005.
Forvaltningerne
ønsker derfor at udvalgene drøfter rammerne for arrangementet, således at
forvaltningerne på et så tidligt tidspunkt som muligt, kan igangsætte planlægningen
af den Bilfri Dag 2005 og inddrage beboere, handlende, erhvervsdrivende m.fl. i
den konkrete planlægning af arrangementet.
Retningslinierne for
Bilfri Dag 2005 foreslås at være de samme som i 2004. Således vil portene være
bemandet af politiet og p – vagter
mellem kl 6.00 og kl 20.00. Hvis forsøget gennemføres over flere dage
vil portene ikke være bemandet mellem kl 20.00 og kl 6.00.
I det følgende
opstilles 5 mulige scenarier for afholdelse af Bilfri Dag. Disse scenarier har
været drøftet med Københavns Politi.
1.
Forsøg med samme scenarium som i år afholdt
torsdag den 22. september
Forvaltningerne og
Politiet vurderer, at forsøget kan afholdes indenfor de samme rammer som i
2004, dog vil forsøget ikke kunne bidrage med væsentlige nye erfaringer i
forhold til et muligt ønske om permanent trafikfredeliggørelse af dele af Indre
By.
2.
Forsøg med samme scenarium som i år afholdt
over flere dage – den 22. september 2004 og enten onsdag den 21. september
eller fredag den 23. september
Forvaltningerne og
Politiet vurderer, at forsøget kan afholdes indenfor de samme rammer som i
2004. Samtidig vil der kunne indhentes nye erfaringer om de trafikale
konsekvenser i forhold til et muligt ønske om permanent trafikfredeliggørelse
af dele af Indre By. Desuden kan der i samarbejde med de erhvervsdrivende i
Indre By ske en aktivering af mulighederne når området gøres mere bilfrit.
3.
Forsøg med justeringer i den geografiske
afgrænsning afholdt torsdag den 22. september
Området udvides fra
Bremerholm til Holmens Kanal/Kongens Nytorv. Justeringen vil kunne give bedre
sammenhæng i det regionale centerområde og give nye erfaringer i forhold til
trafikale konsekvenser af en fredeliggørelse af området. Der er dog en række
centrale problemstillinger i forhold til den overordnede trafik, som skal løses,
hvis en sådan justering af området skal være realistisk. Det drejer sig særlig
om områderne Gothersgade, Gothersgade/Kronprinsessegade, Kongens Nytorv og Holmens
Kanal/Havnegade. Herudover skal man være opmærksom på, at busdriften i Bremerholm
skal kunne fungere normalt og at den
drøftede justering vil betyde at yderligere to parkeringshuse vil ligge
indenfor det bilfri område.
4.
Forsøg med justeringer i den geografiske
afgrænsning afholdt over to dage f.eks. torsdag den 22. september og enten den
21. september eller den 23. september
Som punkt 3.
Herudover kan det give flere erfaringer med
de trafikale konsekvenser i forhold til et muligt ønske om permanent
trafikfredeliggørelse af dele af Indre By.
5. &nbs
p;
Forsøg med samme scenarier som enten 1 til 4,
men afholdt over 3 dage fra torsdag den 22. september til og med lørdag den 24.
september
Forsøget kan give flere erfaringer
med de trafikale konsekvenser i forhold til et muligt ønske om permanent
trafikfredeliggørelse af dele af Indre By. Forsøget kan kun gennemføres, hvis
det kan lade sig gøre med færre bemandede porte i alle 3 dage, da Københavns
Politi har begrænsede ressourcer til rådighed til bemanding af portene.
Forvaltningerne vil
på baggrund af drøftelserne i udvalgene udarbejde en handlingsplan for
Miljøtrafikugen og Bilfri Dag 2005. For at sikre en tilfredsstillende planlægningsproces
og dialog med de lokale aktører, vil handlingsplanen for Miljøtra-fikugen og
Bilfri Dag 2005 blive forelagt til udvalgenes godkendelse i januar og februar
2005.
Forvaltningerne anslår at den Bilfri Dag 2005 kan afholdes for mellem
900.000 kr. og 1,2 mio. kr. afhængig af varigheden og udstrækningen af
arrangementet. En delvis finansiering af Bilfri Dag og Miljøtrafikugen 2005
forudsættes at kunne ske ved overførsel af mindreforbruget i 2004 vedrørende
Miljøtrafikugen. Indstillingen med handlingsplan for Miljøtrafikugen 2005 og
Bilfri Dag 2005 vil indeholde forslag til finansiering af restbudgettet.
Det forventes at Miljøtrafikugen 2005 og Bilfri Dag 2005, forudsat
tilsvarende aktivitetsniveau og indhold som i 2004, kan gennemføres inden for
en samlet økonomisk ramme på 3,8 mio. kr. Såfremt tidsperioden for den/de
bilfrie dage ændres eller det geografiske område øges, må der forventes øgede
omkostninger med op til 600.000 kr.
Bilfri Dag vil blive evalueret gennem
trafiktællinger og beregninger af støjforhold før forsøget gennemføres og under
forsøget.
Høring
Forvaltningerne har indledningsvis drøftet scenarierne med politiet.
Politiet har i den forbindelse tilkendegivet, at de vil støtte Københavns
Kommunes afholdelse af Bilfri Dag 2005. Herudover er det politiets holdning at
forsøget kan afholdes over 2 hverdage og med samme geografiske udstrækning som
i 2004. Dog er politiet parat til at indgå i dialog om justeringer af området, forudsat at det ikke
får uønskede konsekvenser for afviklingen af den overordnede trafik. Scenarium
5 forudsætter færre bemandede porte i alle 3 dage, da Københavns Politi har
begrænsede ressourcer til rådighed til bemanding af portene. Planlægningen af
alle nævnte scenarier kræver en nærmere dialog med politiet.
BILAG VEDLAGT
-
Mette Lis Andersen Peter
Elsman