Omlægning af del af Staunings Plads
Omlægning af del af Staunings Plads
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. november 2000
Sager til beslutning
4. Omlægning af del af Staunings Plads
BTU 488/2000 J.nr. 2141:170.0001/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at der etableres en ny perrontrappe fra den nordlige ende af perronen på Vesterport Station med direkte adgang til Staunings Plads
at en del af Staunings Plads omlægges i forbindelse med etableringen af den ny perrontrappe
RESUME
Som led i forbedring af forholdene for passagerer, som skal skifte mellem bus og tog i den nordlige ende af Vesterport Station, har HUR, DSB og Banestyrelsen besluttet at etablere en ny perrontrappe fra den nordlige ende af perronen op til Staunings Plads. I forbindelse med tilslutning af trappen til Staunings Plads vil der skulle gennemføres en mindre omlægning af pladsen samt etableres 56 nye cykelparkeringspladser.
Alle omkostninger - til såvel trappe, pladsomlægning og cykelparkering - afholdes af trafikselskaberne og Banestyrelsen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Med henblik på at forbedre adgangsforholdene til og fra perronen på Vesterport Station og de busser, som har stoppested i Vester Farimagsgade ud for Staunings Plads nær hjørnet af Kampmannsgade, har trafikselskaberne (HUR og DSB) i samarbejde Banestyrelsen besluttet at etablere en ny perrontrappe med direkte adgang til Staunings Plads. I dag skal passagerer, som skal skifte mellem tog og bus på dette sted, krydse Kampmannsgade. Endvidere er de eksisterende cykelparkeringsforhold mangelfulde.
Uddybning af indstillingen
Adgang fra den nye perrontrappe til Staunings Plads sker ved gennembrud af balustraden langs banegraven. Umiddelbart foran trappen etableres en mosaikstensbelægning som markering. Det nuværende fodgængerfelt i pladsens yderkant ud mod Vester Farimagsgade forlænges ind i den eksisterende pladsbelægning for at opnå en klarere markering af gangforløbet mod trappen. Der udføres to ganglinier af bordurbånd fra det nuværende fodgængerfelt. To af de eksisterende træer flyttes for at opnå en mere symetrisk og harmonisk placering i forhold til trappen.
Der etableres 56 nye cykelparkeringspladser imellem træerne langs med banegraven på Staunings Plads.
I forbindelse med Vej & Parks igangværende entreprise vedrørende etablering af cykelsti og forbedret cykelparkering langs banegraven på Vester Farimagsgade mellem Vesterport og Kampmannsgade opstilles der endvidere et bycykelstativ.
Lokalisering af Staunings Plads fremgår af bilag 1. Ændringerne - inkl. placeringen af bycykelstativet - fremgår af bilag 2.
Hele projektet, såvel etablering af selve trappen som pladsomlægning og cykelparkering, afholdes af trafikselskaberne og Banestyrelsen i fællesskab. Der vil ikke være omkostninger for Københavns Kommune forbundet med projektet.
Der har ikke været foretaget høring af projektet.
Projektet vil forbedre sammenhængen mellem forskellige former for kollektiv trafik samt mellem kollektiv trafik og cykel/gangtrafik. Endvidere vil projektet forbedre cykelparkeringsforholdene ved Vesterport Station.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Oversigtskort med Staunings Plads' geografiske lokalisering
Bilag 2: Detailkort over omlægningerne på Staunings Plads
Ole Bach