Mødedato: 08.06.2005, kl. 15:00

Nyboder Skole - variable hastighedstavler

Nyboder Skole - variable hastighedstavler

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ekstraordinært møde onsdag den 8. juni 2005

 

 

Sager til beslutning

 

11.      Nyboder Skole - variable hastighedstavler

 

BTU 356/2005  J.nr. 611:122.0001/03

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der iværksættes forsøg med sikring af skolevejene ved Nyboder Skole med afmærkning af hastighedsgrænse på 40 km/t ved brug af lysende variable færdselstavler.

at der gives en anlægsbevilling på 0,8 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3. Vejanlæg).

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget tiltrådte den 23. februar 2005 (BTU 59/2005), at forvaltningen indenfor en ramme på 0,8 mio. kr. forbedrer sikkerheden og trygheden ved Nyboder Skole. Det tiltrådte projekt omfatter etablering af afmærkning på kørebane samt variable færdselstavler med nedsættelse af hastighedsgrænsen til 30 km/t og med angivelse af "Børn" eller "Skole".

Politiet har efterfølgende meddelt, at man ikke kan medvirke til forsøg med 30 km/t, men at man er til sinds at godkende et forsøg med lokal hastighedsbegrænsning ned til 40 km/t.

Forvaltningen foreslår derfor, at der indhentes tilladelse i Vejdirektoratet til forsøgsopstilling af variable færdselstavler. Principperne for de variable færdselstavlers placering og udformning fremgår af Bilag 1.

Der ønskes en så letlæselig og entydig afmærkning som muligt, hvorfor forvaltningen foreslår, at de variable færdselstavler, som tændes når børnene færdes til og fra skole, alene omfatter en lokal hastighedsbegrænsning til 40 km/t. Derudover suppleres med undertavler med angivelse af "Børn" eller "Skole".

Den eksisterende hastighedsangivelse på 40 km/t på Øster Voldgade i svinget ved Rigensgade beholdes.

Etablering af forsøg med variable tavler planlægges igangsat med udbud og udførelse umiddelbart efter en godkendelse af bevilling i Borgerrepræsentationen.

Projektet er vurderet til at koste 0,8 mio. kr., som foreslås finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Vejanlæg). Som konsekvens heraf forventes forvaltningens d riftsudgifter at stige ca. 25.000 kr. om året.

Forvaltningen har fra starten af 2005 oprettet en liste over behandlede projekter, der påfører forvaltningen yderligere driftsomkostninger. Listen bliver løbende opdateret og vedlagt indstillinger om konkrete projekter. Forvaltningen vil forelægge den akkumulerede liste i forbindelse med hver budgetrunde, således at de øgede driftsudgifter kan indgå i budgetforhandlingerne - se bilag X. Det foreslås, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2006 afsættes en pulje på 3,6 mio. kr. til at dække de øgede udgifter, samt at puljebeløbet revideres årligt.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På Bygge- og Teknikudvalgets møde den 23. februar 2005 (BTU 59/2005) tiltrådtes det, at forvaltningen indenfor en ramme af 0,8 mio. kr. forbedrer sikkerheden og trygheden ved Nyboder Skole, idet forvaltningen blev anmodet om at rette henvendelse til Københavns Politi med henblik på at få politiets accept af en nedsættelse af hastighedsgrænsen til 30 km/t med variable færdselstavler. Forbedring af trafiksikkerheden og trygheden byggede på etablering af afmærkning på kørebane og variable færdselstavler med angivelse af "Børn" og "Skole".

På Bygge- og Teknikudvalgets møde den 9. marts 2005 (BTU 151/2005) godkendtes indsatsen for sikring af skoleveje i 2005 - herunder at der for projektet ved Nyboder Skole på 0,8 mio. kr. (udover rammen for sikring af skoleveje) fremlægges særskilt indstilling vedrørende projektet og dets økonomi senere.

Politiet udtaler, at de alene kan godkende forsøg med variabel fartgrænse ned til 40 km/t. Politiet kan således ikke medvirke til forsøg med 30 km/t. Politiet foreslår desuden sikringen af skolevejen suppleret med en udvidelse af fodgængerfeltet over Øster Voldgade i krydset ved Kronprinsessegade. Sidstnævnte vil medføre et mindre anlægsarbejde med flytning af signalstander.

Forvaltningen foreslår, at der indledes forhandling med Vejdirektoratet om forsøgsopstilling af variable færdselstavler. Principperne for de variable færdselstavlers placering og udformning fremgår af Bilag 1.

Bilister umiddelbart før og på strækningen forbi skolen vurderes at skulle tage stilling til mange trafikale problemstillinger. Derfor ønskes der etableret en så letlæselig og entydig afmærkning som muligt. Forvaltningen foreslår, at de variable færdselstavler, som tændes når børnene færdes til og fra skole, alene omfatter en lokal hastighedsbegrænsning til 40 km/t. Derudover suppleres med undertavler med angivelse af "Børn" eller "Skole".

Den eksisterende hastighedsangivelse på 40 km/t ved farligt vejsving på Øster Voldgade gældende hele døgnet i svinget ved Rigensgade bibeholdes.

Etablering af forsøg med variable tavler kan – med forventet godkendelse fra Vejdirektoratet - forventes igangsat med udbud og udførelse umiddelbart efter en godkendelse af bevilling i Borgerrepræsentationen den 25. august 2005. Forsøgets betingelser vil forud blive forhandlet med Vejdirektoratet og politiet samt forberedt med leverandøren af skilte og trafikmålinger.

 

Økonomi

Det samlede projekt for sikringen af skolevejene ved Nyboder Skole, inkl. afmærkning på kørebane, udvidelse af fodgængerfelt, afmærkning med variable færdselstavler mv. samt evaluering af forsøget er opgjort til 0,8 mio. kr. Dette beløb indeholder måling og drift af de variable tavler, men ikke drift af den almindelige afmærkning.

Projekt vil øge forvaltningens driftsudgifter med i alt ca. 25.000 kr.

Forvaltningen har fra starten af 2005 oprettet en liste over behandlede projekter, der påfører forvaltningen yderligere driftsomkostninger. Listen bliver løbende opdateret og vedlagt indstillinger om konkrete projekter. Forvaltningen vil forelægge den akkumulerede liste i forbindelse med hver budgetrunde, således at de øgede driftsudgifter kan indgå i budgetforhandlingerne - se bilag X. Det foreslås, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2006 afsættes en pulje på 3,6 mio. kr. til at dække de øgede udgifter, samt at puljebeløbet revideres årligt.Alle beløb er ultimo 2005 priser ekskl. moms.

 

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes. Anlægsarbejderne vurderes at have neutral påvirkning på de fleste af positivlistens forhold. På følgende øvrige område vurderes anlægget at have en specifik miljømæssig påvirkning:

Trafiksikkerhed
Trafiksikkerheden forventes forbedret med de foreslåede tiltag

Visuelt miljø
Det visuelle miljø kan blive påvirket i mindre men negativ retning af den forøgede afmærkning.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:        Princip for variable færdselstavler

Bilag 2:      Øgede driftsudgifter som konsekvens af besluttede projekter

 

 

Ole Bach


 

Til top