Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Classensgade, Østerbrogade og Willemoesgade
Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Classensgade, Østerbrogade og Willemoesgade
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. maj 2002
Sager til beslutning
5. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Classensgade, Østerbrogade og Willemoesgade
BTU 225/2002 J.nr. 451:118.0001/95
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at det i Bygge- og Teknikudvalget i mødet den 10. december 2001 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen begrænset af Classensgade 3A-B, 5-11, 11A, 11C-F, 13-17, 17A-C, 19, 19A-B, 21-25, 25A, Østerbrogade 44-50 og Willemoesgade 2-36 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt
RESUME
Formålet med forslaget er at skabe forudsætninger for, at der hurtigst muligt kan ske en forbedring af karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.
Forslaget omfatter ændringer af det i 1999 offentliggjorte forslag til fælles gårdanlæg som følge af en bevaring af det ældste af baghusene (Kunstnerbaghuset) på ejendommen Classensgade 7.
Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 15.000.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.
Forslaget har været ude i høring, og der er ved offentlighedsperiodens afslutning – og umiddelbart efter - modtaget 64 positive bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag til forslaget.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg omfattende karreen Classensgade, Østerbrogade og Willemoesgade har været offentliggjort i perioden 1. august – 27. september 1999.
Der blev i offentlighedsperioden – og i månederne efter – modtaget 165 positive bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag til forslaget.
Sagen har efterfølgende været optaget på Bygge- og Teknikudvalgets dagsorden for møderne den 20. september 2000 samt 7. februar, 4. april, 18. april, 15. august, 29. august og 12. september 2001.
På møderne i Bygge- og Teknikudvalget har det især været drøftet, om det ældste af baghusene på ejendommen Classensgade 7 (Kunstnerbaghuset) skal bevares og i så fald forudsætningerne herfor.
"Den Erhvervsdrivende Fond Kunstnerbaghuset i Classensgade" (Fonden) ønsker at købe den del af ejendommen, hvorpå Kunstnerbaghuset ligger, og istandsætte huset til kunstnerværksteder mv. Ejeren er indstillet på at sælge under forudsætning af, at gårdanlægget etableres og baghuset istandsættes inden for de nærmeste år. Kommunen kan meddele udstykningstilladelse.
Kunstnerbaghuset er i dag udlejet til kunstnerværksteder, snedker- og autoværksted.
Fonden har søgt forskellige fonde og kreditinstitutioner om støtte- og finansieringstilsagn til erhvervelse og istandsættelse af baghuset og fået forhåndstilsagn herom.
Borgerrepræsentationen vedtog i mødet den 4. oktober 2001 (Sag nr. 386/01), at der skulle udarbejdes et nyt forslag til byfornyelsesbeslutning om gårdanlæg, hvori det ældste af baghusene på ejendommen Classensgade 7 (Kunstnerbaghuset) bevares.
Bygge- og Teknikudvalget drøftede sagen på ny i mødet den 24. oktober 2001 (Sag nr. 467/2001) og vedtog i mødet den 10. december 2001 (Sag nr. 505/01) at offentliggøre et revideret forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.
Forslaget omfatter ændringer af det i 1999 offentliggjorte forslag til fælles gårdanlæg, som følge af en bevaring af Kunstnerbaghuset.
Offentlighed
Forslaget har været offentliggjort i perioden 23. januar – 20. marts 2002 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Dag Hammarskjölds Alle 19.
Indsigelser
I offentlighedsperioden – og umiddelbart efter – er der modtaget de i kopi vedlagte 64 positive bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag.
Kommentarerne er i det efterfølgende opdelt i 3 temaer, omhandlende bevarelsen af Kunstnerbaghuset, etableringen af fællesgårdanlægget og endelig forskellige ændringsforslag til forslaget.
Bevarelsen af Kunstnerbaghuset
1) Brev af 19. marts 2002 fra "Den Erhvervsdrivende Fond Kunstnerbaghuset i Classensgade" v/Kirsten Teglbjærg (ejendommen Classensgade 7)
Fonden finder forslaget om bevarelse af det største og ældste af baghusene på ejendommen Classensgade 7 (Kunstnerbaghuset) betydningsfuldt og vigtigt.
Der henvises til, at det dels medfører, at der sikres arbejdssteder for skabende billedkunstnere i København, dels giver plads for et kulturelt islæt, ligesom man bevarer et baghus af høj kulturhistorisk værdi.
Fonden tilføjer, at den anser gården for beboernes domæne, hvorfor den tilslutter sig de ændringsforslag, som beboerne i ejendommens forhus har fremsat, jf. det senere herom anførte.
2) Brev af 19. marts og fax af 23. april 2002 fra ejeren af ejendommen Classensgade 7 - Nanny Juel Hansen v/advokat Jørgen Kirkegaard
Advokat Jørgen Kirkegaard har i høringsperioden gjort indsigelse imod en bevarelse af Kunstnerbaghuset med henvisning til, at handelen med "Den Erhvervsdrivende Fond Kunstnerbaghuset i Classensgade" om køb af Kunstnerbaghuset endnu ikke er afsluttet.
Advokat Jørgen Kirkegaard har i en efterfølgende fax oplyst, at der nu foreligger et betinget skøde underskrevet af såvel køberen "Den Erhvervsdrivende Fond Kunstnerbaghuset i Classensgade" som sælgeren Nanny Juel Hansen, hvilket indebærer, at køber og sælger er enige om konditionerne for overdragelsen af Kunstnerbaghuset.
Ejeren tilbagekalder derfor sin indsigelse imod en bevarelse af Kunstnerbaghuset.
Advokat Jørgen Kirkegaard tilkendegiver samtidig, at ejeren støtter det ændringsforslag til byfornyelsesforslaget, som samtlige lejere i ejendommens forhus har fremsendt til Københavns Kommune, jf. det senere herom anførte.
3) 34 breve fra organisationer og enkeltpersoner, hovedsageligt med adresser uden for karreen Classensgade, Østerbrogade og Willemoesgade
Der udtrykkes i brevene glæde over, at forslaget omfatter en bevarelse af Kunstnerbaghuset.
Der henvises til, at det sikrer arbejdssteder for billedkunstnere, bevarer et baghus af høj kulturhistorisk værdi og giver mulighed for, at karreens børn og voksne i dagligdagen kan opleve skabende mennesker. 27 af de 34 breve er enslydende, og 31 af de 34 breve er fra institutioner eller personer, der ikke bor eller arbejder i karreen.
4) Breve af 14. februar 2002 fra lejerne i ejendommen Classensgade 5 v/Bettina Tvede m.fl., 18. marts 2002 fra Beboerforeningen Classensgade 11 v/Claus Bjerre og 19. og 24. marts 2002 fra anonym beboer i Classensgade 11 (ejendommene Classensgade 5 og 11)
Lejerne i ejendommen Classensgade 5 og Beboerforeningen Classensgade 11 gør indsigelse imod det nye forslag.
Der henvises især til, at der - i stedet for etablering af et åbent grønt areal på ejendommen Classensgade 7 - sker en bevarelse af et kondemneringsmodent baghus med et autoværksted.
Beboerne opfordrer til enten at lade forslaget falde eller vende tilbage til det oprindelige forslag fra 1999, der forudsatte Kunstnerbaghuset nedrevet.
En anonym beboer foreslår, at Kunstnerbaghuset nedrives, og at der etableres kunstnerværksteder andre steder i byen, hvor det vil være muligt at indrette væsentligt mere velegnede rammer for kunstproduktion end i lokalerne i Classensgade 7.
Beboeren foreslår endvidere, at der indrettes overdækkede cykelstativer i ejendommens gård, og at nogle af de i forslaget viste træer plantes andre steder.
Bemærkning
Der henvises til det senere anførte til brev 9.
Etablering af fællesgårdanlægget
5) Breve af 28. januar 2002 fra ejeren af ejendommen Willemoesgade 8-18, Gl. Ege Aps v/Kim Hansen, 18. marts 2002 fra Beboerrepræsentationen Willemoesgade 8-18 v/Gert Rasmussen, 6. marts 2002 fra Ejerforeningen Willemoesgade 32-36 (ejendommene Willemoesgade 8-18 og 32-36) og mail af 5. februar 2002 fra Carsten Simonsen og Maijken Johansen, Classensgade 17A, 4.tv.
Ejere, beboerrepræsentation og beboere udtrykker glæde over forslaget, som de finder vil medføre en væsentlig højnelse af gårdarealernes kvalitet til glæde for børn og voksne, hvorfor de ønsker forslaget gennemført hurtigst muligt.
6) Breve af 11. marts 2002 fra Ejerforeningen Classensgade 15 v/Anne Sarto, 18. marts 2002 fra Henrik Sarto, Classensgade 15, 5.tv, 15. marts 2002 fra Niels Brandt Larsen og Lærke Frisensten, Ll. Karlsmindevej 41, Hundested og 20. marts 2002 fra Anders Kjellberg og Anne-Marie Voetmann, Rymarksvej 105, 2.th., Hellerup (ejendommen Classensgade 15)
Ejerforening, ejere m.fl. gør indsigelse imod ejendommens inddragelse i fællesgårdanlægget og anfører, at hvis forslaget vedtages, vil de indbringe beslutningen for byfornyelsesnævnet og - om nødvendigt - efterfølgende for domstolene.
Hvis ejendommen herefter tvinges ind i fællesgårdanlægget, vil de stille krav om erstatning for deres tab.
Foreningen mener ikke, at forslaget opfylder lovens formål om at skabe en forbedring af de generelle levevilkår i området gennem en helhedsorienteret indsats, fordi det kun er friarealerne og ganske få bygninger, indsatsen rettes imod.
Derimod sker der med gennemførelsen af forslaget en tvungen omfordeling af brugsretten til gårdarealerne og dermed en knægtelse af ejendomsretten.
Ejerforeningen vil ikke blot skulle afgive 10-15 % af det samlede friareal i karreen, men også skulle tåle, at deres årlige udgifter til vedligeholdelse af gården stiger til det dobbelte i forhold til i dag.
Foreningen har, som en af de få ejendomme, gjort en indsats for at vedligeholde deres gårdarealer, modsat især naboudlejningsejendommene. Denne mulighed vil foreningen ikke have fremover, når den ikke kan disponere alene.
Forslagets gennemførelse vil medføre mere støj og mindre sikkerhed end i dag, dels fordi et stort antal uvedkommende personer får brugsret til ejendommens gård, dels fordi deres port fremover bliver én af 7 fællesporte, og endelig fordi der placeres et større antal dagrenovationscontainere på ejendommen end i dag.
Bemærkning
Forvaltningen finder, at der kun kan opnås en tilfredsstillende omlægning af friarealerne, hvis forslaget omfatter foreningens ejendom, idet den er helt central for en forbedring af de omkringliggende ejendommes friarealer, der er meget små.
Ifølge byfornyelsesloven må en ejer tåle, at hans ejendom inddrages i et fælles gård-anlæg, og at dette som udgangspunkt sker uden erstatning. Der kan dog i visse tilfælde ydes kompensation, for eksempel hvis en enkelt ejendom på særlig byrdefuld måde bidrager til fællesgårdanlægget.
Spørgsmålet vil – som tidligere oplyst over for foreningen – blive drøftet med foreningen, når der foreligger en endelig beslutning om ejendommens inddragelse i fællesgårdanlægget. Hvis der ikke opnås enighed, er der i byfornyelsesloven hjemmel til at lade spørgsmålet afgøre ved taksation.
Det er gårdlavet, der - efter etablering af et fælles gårdanlæg – beslutter, hvordan arealerne skal ren- og vedligeholdes. Hvis der er enighed herom, kan foreningens næropholdsarealer ren- og vedligeholdes af foreningens beboere.
Forvaltningen er enig i, at det må forventes, at der vil være flere personer, der færdes på ejerforeningens friareal efter etablering af gårdanlægget, men ikke i at det behøver at medføre utryghed, ligesom antallet af dagrenovationscontainere på ejendommen ikke forøges væsentligt i forhold til i dag.
Det kan oplyses, at Anne og Henrik Sarto – da de i maj 1999 købte deres ejerlejlighed – var bekendt med, at der var udarbejdet et byfornyelsesforslag, der var under politisk behandling, og som forudsatte ejendommen inddraget i fællesgårdanlægget.
Som det fremgår af indsigelsen fra Anders Kjellberg og Anne-Marie Voetmann, er de hverken beboere eller ejere af en lejlighed i ejendommen, men overvejer køb af en lejlighed.
7) Breve af 14. marts 2002 fra Ejendomsselskabet Rudolf Olsen A/S v/Mikael Holmelin og 19. marts 2002 fra Beboerforeningen v/Mathilde Hjorslev (ejendommen Classensgade 3 A-B)
Ejeren gør indsigelse imod forslaget, som han mener vil være til ulempe for ejendommens beboere, da det vil medføre, at der bliver fri adgang til ejendommens gård for beboere fra andre ejendomme.
Beboerforeningen oplyser, at den - som meddelt i den forrige offentlighedsperiode - ikke ønsker at blive inddraget i gårdanlægget.
Bemærkning
Forvaltningen finder, at der kun kan opnås en tilfredsstillende omlægning af friarealerne, hvis forslaget omfatter ejendommen, idet den er helt central for en forbedring af de omkringliggende ejendommes friarealer, der er meget små.
Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 6.
8) Brev af 14. marts 2002 fra Beboerforeningen Classensgade 21 v/Mette Malou Eden, Trine Jordan og Eske Aasvang (ejendommen Classensgade 21)
Beboerforeningen anfører, at en afstemning blandt lejerne har vist, at der ikke er flertal for at inddrage ejendommen i fællesgårdanlægget.
Som begrundelse henvises til, at gennemførelsen af forslaget vil øge gangtrafikken gennem ejendommens port og antallet af personer i ejendommens gård, hvilket vil medføre utryghed.
Bemærkning
Der henvises til det anførte til brev 6 og 7.
Ændringsforslag til forslaget
9) Brev af 5. marts 2002 fra Ejerforeningen Classensgård v/Carsten Holm Pedersen (ejendommen Classensgade 19, 19A-C)
Ejerforeningen – der varmt støtter forslaget – har forskellige kommentarer.
Foreningen finder det yderst beklageligt, at forslagets gennemførelse medfører, at der - så vidt den skønner - bliver et mindre antal parkeringspladser i Classensgade. Gaden er for nyligt blevet trafiksaneret, hvilket har nedsat antallet af parkeringspladser i området. Det ønskes derfor overvejet, om det er muligt at forbedre parkeringsforholdene.
Foreningen ønsker, at fællesgårdanlægget bliver aflåst mod vej, hvilket den ikke mener fremgår af forslaget.
Foreningen ønsker også, at der tages hensyn til muligheden for at installere mobilsug til håndtering af dagrenovationen, idet den i lighed med andre foreninger i den østlige del af karreen undersøger muligheden herfor.
Ejerforeningen ønsker endvidere, at forholdene omkring cykler og barnevogne bliver klarlagt i forbindelse med gårdanlæggets projektering.
Bemærkning
Antallet af parkeringspladser bliver ikke mindre i Classensgade, og der nedlægges ingen lovligt indrettede parkeringspladser på gårdarealerne som følge af forslagets gennemførelse.
Derimod ophører den uorganiserede parkering, der finder sted på flere ejendommes gårdarealer, og som andrager 15-20 pladser.
Det er aftalt med ejer- og beboerrepræsentanterne, at gårdanlægget skal aflåses mod vej.
Som det fremgår af forslaget, vil ejere, der ønsker at indgå aftale med Renovationsteknik A/S om etablering af mobilsug, i forbindelse med gårdanlæggets etablering få mulighed herfor.
Forholdene omkring cykler og barnevogne vil blive endeligt fastlagt i forbindelse med gårdanlæggets projektering.
10) Mail af 6. marts 2002 fra Pia og Niels Appel, Classensgade 11, 4.tv. (ejendommen Classensgade 11)
Pia og Niels Appel gør indsigelse imod, at de som følge af forslagets gennemførelse mister deres nuværende parkeringsplads i gården.
De forventer at skulle bruge 15-20 minutter hver dag på at finde en parkeringsplads i området, hvis der ikke må parkeres i gården, hvilket vil gøre deres hverdag mere besværlig med et barn.
Bemærkning
Der henvises til det anførte til brev 9.
11) Brev af 7. marts 2002 fra Ove Steen Smidt, Classensgade 9, 4.tv. (ejendommen Classensgade 9)
Ove Steen Schmidt ønsker, at der snarest muligt sker en evaluering af den seneste omlægning af Classensgade med henblik på at undersøge, om nogle af de sløjfede parkeringspladser i Classensgade kan tilbageføres.
Som begrundelse henvises til, at parkeringspladserne i gården sløjfes som følge af forslagets gennemførelse, og at der - på grund af etablering af cykelbaner i Classensgade - er blevet utilfredsstillende parkeringsmuligheder på gaden.
Bemærkning
Forvaltningen kan oplyse, at der ikke er planer om at tilbageføre de sløjfede parkeringspladser i Classensgade.
Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 9.
12) Brev af 14. marts 2002 fra Bestyrelsen i Andelsboligforeningen Classensgade 13 v/Lisbeth Græm
Andelsboligforeningens bestyrelse foreslår, at den nuværende placering af dagrenovationen på naboejendommen Classensgade 11 bibeholdes.
Bestyrelsen mener, at der bliver for langt at gå for beboerne i naboejendommen Classensgade 11, hvis de skal aflevere deres dagrenovation i gården i Classensgade 15. Det vil endvidere medføre, at ejendommens gård bliver et gennemgangsareal.
Da beboerne benytter gården flittigt i sommerhalvåret, ser bestyrelsen gerne, at gården bliver intim og rolig.
Bemærkning
I følge forslaget bibeholdes dagrenovationen fra ejendommen Classensgade 11 på denne ejendom, som ønsket af foreningen.
13) Brev af 14. marts 2002 fra Andelsboligforeningen Classensgade 23, 25 og 25A v/ Peer Meisner
Foreningen er glad for, at det langt om længe ser ud til, at fællesgårdanlægget etableres.
Den kan imidlertid ikke acceptere, at der opføres et storaffaldsrum op ad sydgavlen på foreningens baghus, hvor der er vinduer, idet både udlejningsmuligheder og lejeindtægt vil blive påvirket heraf.
Herudover ønskes den nuværende transformator i ejendommens gård fjernet eller nedgravet, så passagen mellem ejendommen og naboejendommens gård bliver mere indbydende.
Foreningen finder det også væsentligt, at der etableres en hensigtsmæssig cykelparkering enten i gården eller på anden vis.
Bemærkning
Forvaltningen er indstillet på at finde en alternativ placering af storaffaldsrummet, men kan ikke stille en flytning eller nedgravning af transformeren i udsigt, idet det vil være meget dyrt.
Ønsket vedrørende transformeren, cykelparkeringen og placeringen af storaffaldsrummet vil indgå i drøftelserne med de øvrige ejer- og beboerrepræsentanter i forbindelse med gårdanlæggets projektering.
14) Brev af 19. februar 2002 fra H-S Invest, Hillerød A/S, ejer af ejendommen Østerbrogade 48 v/advokat Anders Nielsen
Advokat Anders Nielsen ønsker ét skur på ejendommen bevaret, ligesom et tilsvarende skur er forudsat bevaret på naboejendommen Østerbrogade 46.
Som begrundelse anføres, at ejendommen er en ren erhvervsejendom, der er udlejet til møbelforretning og et andet liberalt erhverv. Møbelforretningens lejemål omfatter tillige ejendommens gårdareal - herunder et skur i skel mod naboejendommen Østerbrogade 46. Skuret anvendes til lager og udpakning m.v., hvilket der ikke er plads til i forhuset og kan således ikke undværes.
Bemærkning
Der er ikke forudsat bevaret et skur på naboejendommen, men ét halvtag.
Forvaltningen kan imidlertid imødekomme ønsket om at bevare en del af det eksisterende skur i gården, svarende til det bevarede halvtag på naboejendommen Østerbrogade 46.
15) Brev af 12. marts 2002 fra Gentofte Erhvervsinvest I/S v/Preben Rasmussen, ejer af ejendommen Østerbrogade 44
Preben Rasmussen anfører, at der skal tages hensyn til erhvervsaffald fra 3 store butikslagre i ejendommen, der har brug for 3-4 containere, ligesom renovationspladsen skal overholde brandvæsenets regler.
Forretningen "Matas" har i henhold til sin lejekontrakt lov til at bruge et gårdareal på 25 m2 til oplagring af varer, hvilket bør respekteres.
Bemærkning
Der vil blive afsat plads til erhvervsaffaldet, ligesom standpladsen naturligvis kommer til at overholde brandvæsenets regler.
Forvaltningen vil se nærmere på "Matas´" behov for oplagring af varer i gården i forbindelse med gårdanlæggets projektering, men finder, at en tilladelse hertil må afvejes i forhold til beboernes behov for næropholdsarealer.
16) Brev af 8. marts 2002 fra Andelsboligforeningen Willemoesgade 20-24 v/Johnny Quis
Andelsboligforeningen – der er positiv over for forslaget – ønsker at bevare deres nuværende træer, cykelstativer og placering af dagrenovation. Foreningen ønsker endvidere mulighed for at tørre tøj i gården.
Bemærkning
Forvaltningen har ingen indvendinger imod, at de nævnte faciliteter bevares og kan oplyse, at der bliver mulighed for tørring af tøj i fællesgården.
17) Brev af 19. marts 2002 fra Beboerrepræsentationen Willemoesgade 2-6 og Østerbrogade 50 v/ Dorte Gram
Beboerrepræsentationen glæder sig til forslagets gennemførelse, idet beboerne meget længe har savnet lege- og opholdsmuligheder i gården.
Den finder dog forslaget mindre helstøbt end forslaget fra 1999 på grund af Kunstnerbaghusets bevarelse. Beboerrepræsentationen mener især, at det er dybt betænkeligt, at det bliver tilladt at køre med bil på gårdarealerne som følge af autoværkstedet i baghuset, ligesom det vil medføre fri adgang til gården.
Med henvisning hertil ønsker de fortsat Kunstnerbaghuset nedrevet.
Beboerrepræsentationen mener endvidere, at der mangler en konkret angivelse af placeringen af legepladser mv., der vil være et absolut "must" for børnefamilierne i karreen samt mulighed for tørring af tøj i gården.
Bemærkning
Forvaltningen vil i forbindelse med gårdanlæggets projektering forsøge i videst muligt omfang at begrænse ulemperne ved til- og frakørslen til Kunstnerbaghuset.
Fællesgårdanlægget indrettes således, at alle gårdarealer vil kunne benyttes til leg, og der etableres 6 særlige arealer, der vil kunne indrettes til "legepladser".
Der vil i samarbejde med ejer- og beboerrepræsentanterne i forbindelse med gårdanlæggets projektering blive taget stilling til den detaljerede indretning af disse arealer – bl.a. til børnenes leg.
Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 9.
18) Brev af 12. marts 2002 fra Anja Elkjær-Hansen, Østerbrogade 50, 1.th. (ejendommen Willemoesgade 2 –6 og Østerbrogade 50)
Anja Elkjær-Hansen foreslår, at der i stedet for én fællesgård etableres 4 gårde.
Som begrundelse anføres, at når Kunstnerhuset ikke nedrives, vil en opdeling i flere gårde være mere overskuelige helheder for beboerne, ligesom det vil medføre, at bilkørsel kan begrænses til ejendommene Classensgade 7-9.
Hun finder bilkørsel i gården til Kunstnerbaghuset uacceptabel, dels fordi det medfører, at gården ikke kan aflåses, dels fordi det betyder risiko for, at børnene påkøres, og endelig fordi det medfører, at gården vil blive misbrugt til bilparkering.
Endelig ønsker hun, at der bliver kortere afstand for beboerne i Østerbrogade 50 til et dagrenovationsskur.
Bemærkning
Hovedideen i forslaget tager – efter ønske fra ejere og beboerrepræsentanter – udgangspunkt i en opdeling af gårdanlægget i flere afsnit.
Det er ikke muligt at placere dagrenovationen nærmere Østerbrogade 50 på grund af terrænspringene i denne del af karreen, såfremt renovationsarbejdernes arbejdsforhold skal forbedres samtidig med gårdanlæggets etablering.
Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 9.
19) Brev af 18. marts 2002 fra Beboerrepræsentanter i ejendommen Classensgade 7 v/Kasper Iversen og Kristoffer Hjort Lange
Beboerne – der glæder sig til udsigten til en grøn gård – har en række ønsker til arealernes udformning.
De føler stor utilfredshed med, at processen er blevet trukket i langdrag på grund af kunstnerenes kamp for at bevare baghuset, hvilket har medført, at flere børnefamilier er fraflyttet ejendommen.
Hvis Kunstnerbaghuset bevares – hvad et flertal af ejendommens beboere ikke ønsker – bør gårdarealerne mellem for- og baghus ud for Classensgade 5-9 udformes på grundlag af et vedlagt vejledende forslag.
Forslaget er udarbejdet i erkendelse af, at en stor del af gårdrummet er tabt med baghusets bevarelse. De oplyser, at ejeren af ejendommen Classensgade 7, kunstnerne i Kunstnerbaghuset samt 6 beboere i Classensgade 9 støtter deres forslag.
Beboerne mener, at nævnte gårdareal principielt skal udformes, så det tilpasses beboernes ønsker og behov, som er en tryg ramme om deres børns opvækst.
De ønsker overordnet en gård, der kan benyttes til leg, afslapning og spisning, og som er grønt udformet.
Det foreslås, at arealet til bilkørsel indskrænkes til et minimum og begrænses til af- og pålæsning. Endvidere bør porten i Classensgade 5 inddrages i fællesanlægget til udtag af dagrenovation, så støjgenerne bliver fordelt mere ligeligt ejendommene imellem.
De foreslår, at den dagrenovation, der i forslaget er placeret op ad Kunstnerbaghusets gavl, flyttes til gårdrummet imellem dette baghus og gavlen af Willemoesgade 8, og at der i stedet opføres et cykelskur op ad gavlen.
Der ønskes i øvrigt etableret fællesarealer med græs ud for alle 3 ejendomme med legeredskaber, grill, vandopsamling og træer samt et afskærmet nærmiljø ved hver opgang.
Bemærkning
Forvaltningen kan i det store og hele tilslutte sig de foreslåede overordnede principper og finder, at forslaget er et godt udgangspunkt for en dialog med beboerne om den detaljerede indretning af disse ejendommes gårdarealer.
Forvaltningen kan dog ikke anbefale, at porten i ejendommen Classensgade 5 inddrages i gårdanlægget, idet det ikke vil medføre de nævnte fordele, men vil betyde en yderligere opdeling af gårdrummet, der vil vanskeliggøre opnåelsen af den ønskede kvalitet af gårdarealerne.
Der henvises i øvrigt til det anførte i brev 1 og 2.
Sammenfatning
Indsigelserne imod bevarelsen af Kunstnerbaghuset kommer fra 5 ejendomme – Classensgade 5, 7 og 11 samt ejendommene Østerbrogade 50 og Willemoesgade 2-6 – der alle ligger i samme ende af karreen som dette baghus.
Beboerne mener, at forslaget, som følge af baghusets bevarelse, er blevet væsentligt forringet i forhold til det oprindelige forslag fra 1999. Som følge heraf opfordrer beboerne i Classensgade 5 og 11 til enten ikke at gennemføre forslaget eller til at vende tilbage til det oprindelige forslag, der forudsatte Kunstnerbaghuset nedrevet.
Indsigelserne imod inddragelse i fællesgårdanlægget kommer fra 3 ejendomme – Classensgade 3A-B, 15 og 21 – med store friarealer, hvis begrundelser i det væsentlige drejer sig om, at de er tilfredse med de nuværende forhold og selv ønsker at disponere fuldt ud over deres friarealer.
Som det fremgår af forvaltningens bemærkninger til indsigelserne, er det afgørende, at disse 3 ejendomme indgår i fællesgårdanlægget, hvis der skal opnås et tilfredsstillende resultat af omlægningen.
Ejere og beboere i flere af ejendommene har ændringsforslag til forslagets detaljering. Som det fremgår af forvaltningens bemærkninger til ændringsforslagene, skønnes det et langt stykke hen ad vejen muligt at imødekomme disse.
Der vil – på sædvanlig måde – i forbindelse med gårdanlæggets projektering blive udarbejdet et detailprojekt i målestoksforhold 1:100, som vil blive forelagt ejere, beboerrepræsentanter og erhvervsdrivende, inden gårdanlægget udbydes i licitation, og anlægsarbejderne sættes i gang.
-o0o-
Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget, ud over hvad der er tilkendegivet.
BILAG VEDLAGT
Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.
Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 10. december 2001.
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Bilagsliste med de modtagne henvendelser.
Ole Sperling