Mødedato: 08.05.2002, kl. 14:00

Udtalelse vedrørende indenrigs- og sundhedsministerens brev til kommunerne om frihed til at forandre

Udtalelse vedrørende indenrigs- og sundhedsministerens brev til kommunerne om frihed til at forandre

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. maj 2002

 

Sager til beslutning

4. Udtalelse vedrørende indenrigs- og sundhedsministerens brev til kommunerne om frihed til at forandre

BTU 209/2002 J.nr. 000.0001/02

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender

at udtalelsen vedrørende indenrigs- og sundhedsministerens brev til kommunerne om frihed til at forandre, der er optrykt i sagsbeskrivelsen, sendes til Økonomiudvalget

RESUME

Med brev af 10. januar 2002 opfordrede indenrigs- og sundhedsministeren kommunerne til at indsende forslag og ideer til initiativer, der kan føre til øget effektivitet og kvalitet i opgaveløsningen. Ministeren opfordrede endvidere kommunerne til at indsende regelforenklingsforslag og forslag om nedlæggelse og sammenlægning af puljer og institutioner.

På baggrund af en beslutning i Økonomiudvalget den 9. april 2002 har overborgmester Jens Kramer Mikkelsen med brev af 11. april 2002 anmodet de stående udvalg om at behandle de forslag og ideer til initiativer, forvaltningerne er fremkommet med i anledning af ministerens brev.

Det foreslås, at Bygge- og Teknikudvalget i sin udtalelse til Økonomiudvalget henholder sig til dels Bygge- og Teknikforvaltningens notat af 11. marts 2002, som udvalget tog til efterretning i mødet den 20. marts 2002, dels indstillingen vedrørende 25 mio.kr-puljen, der var på udvalgets dagsorden den 24. april 2002, for så vidt angår vurderingen af hvor barrierer for sammenlægning af lejligheder kan imødegås ved lovændring.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Med brev af 10. januar 2002 opfordrede indenrigs- og sundhedsministeren kommunerne til at indsende forslag og ideer til initiativer, der kan føre til øget effektivitet og kvalitet i opgaveløsningen. Ministeren opfordrede endvidere kommunerne til at indsende regelforenklingsforslag og forslag om nedlæggelse og sammenlægning af puljer og institutioner.

Med brev af 5. februar 2002 bad Økonomiforvaltningen de øvrige forvaltninger om bidrag, der kunne indgå i kommunens svar til ministeren.

I mødet den 20. marts 2002 tog Bygge- og Teknikudvalget Bygge- og Teknikforvaltningens brev af 12. marts 2002 til Økonomiforvaltningen bilagt notat af 11. marts 2002 med forslag til ændret lovgivning m.v. til efterretning.

På baggrund af en beslutning i Økonomiudvalget den 9. april 2002 har overborgmester Jens Kramer Mikkelsen med brev af 11. april 2002 anmodet de stående udvalg om at behandle de forslag og ideer til initiativer, forvaltningerne er fremkommet med i anledning af ministerens brev (bilag 3).

Bygge- og Teknikforvaltningens notat af 11. marts 2002 (bilag 1) omhandler følgende temaer:

  1. Boligpolitik og byfornyelse
    1. Helårsboliger og bopælspligt mv.
    2. Barrierer for sammenlægning af lejligheder
    3. Opdeling af blandede erhvervs- og beboelsesejendomme i ejerlejligheder
    4. Arealgrænser for støttede andelsboliger og almene lejligheder
    5. Sideaktivitetsbegrænsninger i almene boligadministrationer
    6. Husbåde – skibe eller boliger?
    7. Råde-over ejendomme
    8. Istandsættelse af ejendomme ved salg
  1. Fysisk planlægning
    1. Flytning af beskyttelseslinier i forbindelse med lokalplanlægning
  1. Arkitektoniske hensyn
    1. Billboards og lignende reklametyper
  1. Vejlovgivningen
    1. Gebyrpolitik på private fællesveje
    2. Afgifter for kommerciel brug af offentlig vejareal
    3. Afgifter for private ledninger i offentlig vejareal
    4. Påbud om vejvedligeholdelse – urimelige forhold
    5. Gebyrer
  1. Parkeringsområdet
    1. Opdeling mellem politiets og parkeringsvagternes opgavevaretagelse
    2. Lovhjemmel vedrørende opkrævning og sagsbehandling
    3. Klagebehandling
  1. Indberetning til ministerier
    1. Lov om udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder – forenklet indberetning
  1. Beredskabsområdet
    1. Rammelovgivning for beredskabsområdet
    2. De bygningsmæssige bestemmelser i bl.a. bekendtgørelse om visse brandfarlige virksomheder og oplag (nr. 613 af 3. december 1982)

Som nævnt i notatet af 11. marts 2002 behandles temaet 1 b) - "barrierer for sammenlægning af lejligheder" - i indstillingen (og de tilhørende bilag) om udmøntning af 25 mio. kr.-puljen til fremme af frivillige lejlighedssammenlægninger (BTU 169/2002), som Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget anbefalede overfor Borgerrepræsentationen henholdsvis den 24. og 23. april 2002 (bilag 2).

Det foreslås, at Bygge- og Teknikudvalget i sin udtalelse til Økonomiudvalget henholder sig til dels ovennævnte notat af 11. marts 2002, dels indstillingen vedrørende 25 mio.kr-puljen for så vidt angår vurderingen af hvor barrierer for sammenlægning af lejligheder kan imødegås ved lovændring jf. nedenfor.

Forslag til udtalelse

"Økonomiudvalget

På baggrund af en beslutning i Økonomiudvalget den 9. april 2002 har overborgmester Jens Kramer Mikkelsen med brev af 11. april 2002 anmodet de stående udvalg om at behandle de forslag og ideer til initiativer, forvaltningerne er fremkommet med i anledning af indenrigs- og sundhedsministerens brev af 10. januar 2002 til kommunerne om frihed til at forandre. Bygge- og Teknikudvalget har i udvalgsmødet den 8. maj 2002 behandlet og godkendt de forslag og ideer til initiativer, der fremgår af Bygge- og Teknikforvaltningens notat af 11. marts 2002 til Økonomiforvaltningen herom. Udvalget tog dem tillige til efterretning i udvalgsmødet den 20. marts 2002.

For så vidt angår temaet "Barrierer for sammenlægning af lejligheder" er der i notatet henvist til sagen om udmøntning af 25 mio. kr.-puljen til fremme af frivillige lejlighedssammenlægninger; indstillingens afsnit "Barrierer for sammenlægninger" samt bilagene. Sagen blev behandlet af Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget henholdsvis den 24. april 2002 og den 23. april 2002. Jf. indstillingens bilag, der er vedlagt dette brev, vurderer Bygge- og Teknikudvalget, at følgende barrierer kan imødegås ved lovændring:

 

Barrierer i den almene boligsektor: Almene boliger

 

Udlejningsreglerne: Klar hjemmel til, at boligorganisationen kan tilsidesætte ventelistereglerne for at muliggøre en lejlighedssammenlægning ved at tilbyde den husstand, som blokerer, en anden lejlighed i organisationen.

 

Umiddelbar hjemmel til nedlæggelse af en lejlighed – uden at det får støttemæssige konsekvenser – når nedlæggelsen sker som led i en lejlighedssammenlægning

 

Et finansieringsinstrument baseret på, at den tilbageværende lejer gives mulighed for selv at afholde ombygningsudgifterne – evt. udvidelse af råderetsregler – mens udgiften til selve murgennembrydningen og dør mellem de to lejligheder afholdes som en engangsudgift over driftsbudgettet

 

Klarhed om rækkevidden af arealgrænsen på 110 m2 ved opførelse af støttet byggeri, idet mange lejligheder ved sammenlægning overskrider denne arealgrænse

 

Lejlighedssammenlægning ændrer lejlighedernes indbyrdes brugsværdi og forudsætter ny fordeling af balancelejen. Den sammenlagte bolig vil erfaringsmæssigt have en realtivt lavere indbyrdes brugsværdi, så omkostningerne må dækkes af øvrige lejemål

 

Barrierer i den private udlejningssektor:

Private udlejningsboliger

 

Udlejer mister et administrationshonorar på p.t. 2.050 kr., fordi der bliver en lejlighed mindre (gælder ikke småhuse med max. 6 boliger)

 

Udvidelser op i tagetage kan evt. støde sammen med eksisterende lejeres rettigheder

 

Fordeling af den omkostningsbestemte leje i forhold til det forøgede boligareal som følge af udvidelser op i tagetage indebærer, at lejen falder i øvrige lejemål, mens den "nye" lejlighed indenfor det lejedes værdi skal rumme både den større andel i budgettet og investeringen

 

Udvidelser op i tagetage: Småhuse (max. 6 boliger) har ikke mulighed for at leje ud efter det lejedes værdi i boligreguleringsloven § 5 stk. 2

 

 

Med venlig hilsen

 

Søren Pind

Jens Jacobsen"

 

 

 

Økonomi

Indstillingen i sig selv har ingen økonomiske konsekvenser.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1. Bygge- og Teknikforvaltningens brev af 12. marts 2002 til Økonomiforvaltningen med notat af 11. marts 2002

Bilag 2. Bilag til indstilling om udmøntning af 25 mio. kr. – puljen til fremme af frivillige lejlighedssammenlægninger

Bilag 3. Overborgmesterens brev af 11. april 2002 med bilag

 

Jens Jacobsen

 

Til top