Danmarks EU formandskab 2. halvår 2002
Danmarks EU formandskab 2. halvår 2002
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. maj 2002
Sager til beslutning
3. Danmarks EU formandskab 2. halvår 2002
BTU 229/2002 J.nr. 030.0003/01
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en tillægsbevilling til Københavns Brandvæsen på kr. 2.294.615 (konto 0.95.1) og til Vej & Park kr. 5.425.000 (konto 2.11.1) til dækning af Bygge- og Teknikforvaltningens omkostninger ved EU formandskabet, og at Økonomiudvalget anviser finansieringen.
RESUME
Fra 1. juli 2002 overtager Danmark EU formandskabet. Bygge- og Teknikforvaltningen kan forvente ekstra udgifter i forbindelse med EU formandskabet. Brandvæsenet forventer udgifter på lidt over 2 mill. kr. vedrørende beredskab, mens Vej & Park forventer udgifter på 5-6 mill. kr. vedrørende ekstra renhold og oprydning. Disse beløb er alene skøn. Størrelsen vil afhænge helt af forløbet af diverse topmøder.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Danmark har EU formandskabet i andet halvår 2002. Der vil blive afviklet ca. 100 arrangementer med kulmination ved et slutmøde den 12-13. december. Ruslands og USA's præsidenter vil komme til Danmark i forløbet, ligesom der vil være ca. 10 high risk møder, hvor regeringscheferne eller betydende ministre i EU-landene mødes. Disse arrangementer vil nødvendiggøre afspærringer i et vist omfang, beredskab fra brandvæsenets side, beredskab fra Vej & Parks side som vejmyndighed og en ekstra indsats på renholdelsesområdet.
Den 8. april har forvaltningen holdt møde med Københavns Politi om opgavefordelingen mellem involverede myndigheder. Politiet har påtaget sig at sørge for afspærringer og vil sammen med Økonomiforvaltningen varetage informationsopgaven i forhold til offentligheden om arrangementer, møder, besvarelse af spørgsmål fra borgere, pressekorps etc.
Brandvæsenet har påtaget sig at sørge for et særlig beredskab vedrørende brand, transport af eventuelle tilskadekomne, koordination i forhold til hospitaler, forsyningsselskaber mv., ligesom brandvæsenet kan blive bedt om at løse opgaver for politiet.
Vej & Park har påtaget sig at sørge for renhold, der består i at rydde op efter eventuelle uroligheder. Vej & Park vil anvende KTK som entreprenør. Hvilken renholdelsesindsats, der måtte vise sig nødvendig, vil være bestemt af antal og omfang af demonstrationer, som bliver anmeldt under formandskabet. Der er ca. 10 high risk møder, hvor der må forventes demonstrationer og dermed behov for ekstra renhold, og der kan ske skader på vejanlæg, som må udbedres hurtigst mulig efterfølgende.
Økonomi
Politiet betaler afspærringer og dertil knyttede ydelser, mens brandvæsen og Vej & Park som vejmyndighed bidrager med ydelser, som normalt leveres af disse organer.
De forventede ekstra udgifter for henholdsvis brandvæsen og Vej & Park kan opgøres således:
Brandvæsenet:
Personale, ekstra kr. 1.298.600,-
Kommunikation kr. 414.000,-
Sikkerhed kr. 153.954,-
Stabslokale kr. 292.056,-
Materiel m.m. kr. 60.000,-
Erfaringsindhentning kr. 76.005,-
I alt kr. 2.294.615,-
Brandvæsenet har detaljeret redegjort for omkostninger i bilag 1, der er vedlagt denne indstilling.
Vej & Park:
Sikring af materialedepoter kr. 100.000,-
Skader på skilte, brolægning, byudstyr mv. kr. 2.000.000,-
Renhold, ekstra ifm 10 high risk møder kr. 3.000.000,-
Renhold, ekstra beredskab ifm glatføre/vinter kr. 125.000,-
Personale ekstra kr. 200.000,-
I alt kr. 5.425.000,-
I alt for Bygge- og Teknikforvaltningen kr. 7.719.615,-
Sikring af materialedepoter består i at hegne, fjerne brosten eller andet gods, som kan anvendes som kasteskyts.
Skader på skilte, brolægning, byudstyr anslås til kr. 2.000.000,-, hvilket svarer til skader på kr. 200.000,- for hver af de 10 high risk møder. I Gøteborg skete der under et enkelt møde skader for kr. 500.000,-.
Renhold, ekstra, er sat til kr. 3.000.000,-, svarende til en ekstra renholdelsesindsats på kr. 300.000,- pr. high risk møde. Dertil kommer, at der vil være særligt mange gæster i byen under EU formandskabet med deraf følgende ekstra renholdelsesbehov. Beløbet er afstemt med KTK som realistisk.
Renhold, ekstra beredskab i forbindelse med vinter består i en ekstra lastbil, der både kan salte og rydde sne på ruter, som måtte ønskes.
Personale ekstra består i betaling for døgnberedskab i Vej & Park, som politiet ønsker under en del af møderne.
Omkostningerne forudsætter Bygge- og Teknikforvaltningen dækket ved en tillægsbevilling til Bygge- og Teknikudvalget.
Der foregår udveksling af oplysninger i 3 forskellige fora. Økonomiforvaltningen har taget initiativ til en møderække mellem berørte forvaltninger i kommunen. Brandvæsenet har taget initiativ til en møderække mellem berørte forvaltninger og eksterne parter herunder hospitaler og forsyningsselskaber, og brandvæsenet har koordinationsrollen i det kommunale beredskab. Endelig er der et mødefora hos politiet, hvor brandvæsenet, Vej & Park og forsyningsselskaber er repræsenteret. Her vil de nyeste og mest præcise oplysninger være, og der vil under møderne være repræsentanter fra de forskellige myndigheder i døgnvagt til rådighed for politiet, således at der umiddelbart kan foretages tiltag af enhver art bestemt af de sikkerhedsmæssige forhold.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Opgørelse fra Københavns Brandvæsen
Jens Jacobsen