Handicaptoiletter på metroforpladserne
Handicaptoiletter på metroforpladserne
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. maj 2002
Sager til drøftelse
24. Handicaptoiletter på metroforpladserne
BTU 227/2002 J.nr. 2131.0002/95
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter,
om forvaltningen skal sende 13 handicaptoiletter - eventuelt med reklamer - i offentligt udbud.
RESUME
Forvaltningen foreslår, at der gennemføres et udbud af 13 handicaptoiletter eventuelt med reklamer samt en option på yderligere f.eks. 10 toiletter. Optionen foreslås udnyttet i takt med at behovet for opstilling i Ørestad, på nyrenoverede pladser mv. opstår.
Bygge- og Teknikudvalget behandlede på sit møde den 24. januar 2001 forvaltningens indstilling vedr. etablering af handicaptoiletter på metroforpladserne. Siden da har forvaltningen forsøgt at finde frem til en måde, hvorigennem etableringen kunne ske med mindst mulig udgift for kommunen. Arbejdet har omfattet nogle komplicerede og tidskrævende juridiske vurderinger og er bl.a. resulteret i, at forvaltningen har måttet konstatere, at kommunen ikke har mulighed for at gå i udbud med nogen form for reklamefinansieret byudstyr med reklamer i EUROsize-format på grund af indholdet i kommunens overenskomst med AFA JCDecaux.
Handicaptoiletter vil således kun kunne bringes i udbud enten uden reklamer eller med reklamer i et format, der afviger væsentligt (enten er en hel del mindre eller en hel del større) fra det mest almindeligt brugte EUROsize-format, såfremt firmaer ud over AFA JC Decaux skal være i stand til at deltage i et udbud.
Da det vurderes, at reklamering på byudstyr kun er forretningsmæssigt interessant, såfremt EUROsize-formatet kan benyttes og da værdien af eventuelle reklamer på selve toiletterne på ingen måde vurderes at være stor nok, til at kunne finansiere toiletterne fuldt ud, er det forvaltningens vurdering, at Kommunen vil skulle bidrage økonomisk med beløb, som i mærkbar grad påvirke forvaltningens driftsbudget.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Bygge- og Teknikudvalget behandlede på sit møde den 24. januar 2001 forvaltningens indstilling (BTU170/2000) vedr. etablering af handicaptoiletter på metroforpladserne. Siden da har forvaltningen forsøgt at finde frem til en måde, hvorigennem etableringen kunne ske med mindst mulig udgift for kommunen. Forvaltningen har bl.a. brugt meget tid på at få klarhed over indholdet i kommunens overenskomst med AFA JCDecaux og de begrænsninger, denne sætter for kommunens handlefrihed i forbindelse med et udbud; jf. senere .
De metroforpladser, hvor der i forlængelse af Bygge- og Teknikudvalget's tidligere tilkendegivelser skal opstilles toiletter, er Kongens Nytorv St., Christianshavns Torv, Islands Brygge St., Universitetet St., Bella Center St., Ørestad City St., Amagerbro St. og Lergravsparken St. Hertil kommer et behov for handicaptoiletter i 2 byparker i Ørestad samt på Emdrup Torv, Husum Torv og Brønshøj Torv - i alt 13 stk. I takt med Ørestads udvikling vil der blive behov for opstilling af toiletter på de resterende stationer. Endvidere vurderer forvaltningen, at der i takt med renovering af flere af byens pladser, vil opstå behov for etablering af toiletter disse steder også.
Vej & Park har som led i bestræbelserne på at finde frem til en model for opstilling af de nødvendige toiletter bl.a. haft drøftelser med AFA JCDecaux, som i dag har overenskomst med Kommunen om reklamefinansieret byudstyr. På baggrund af disse drøftelser ser forvaltningen følgende modeller for etableringen:
- Model 1: Det ønskede antal toiletter leases/lejes hos en leverandør, som uden udgift for kommunen opstiller, og i en på forhånd aftalt årrække ren- og vedligeholde toiletterne for et aftalt årlig pris.
- Model 2: Som model 1, men for at sænke kommunens årlige udgift betales ved opstillingen et større eller mindre engangsbeløb til leverandøren.
- Model 3: Det ønskede antal toiletter etableres uden udgift for Kommunen. Tilgengæld gives leverandøren tilladelse til opstilling af et antal reklamer på reklamestandere af en eller anden slags.
Det er forvaltningens vurdering, at anskaffelse af toiletter i henhold til model 1 eller 2 skal i udbud i henhold til EU's Indkøbsdirektiv. Det er forvaltningens vurdering, at værdien af eventuelle reklamer på selve toiletterne kun vil kunne nedbringe størrelsen af kommunens årlige bidrag/engangsbetaling i begrænset omfang. Værdien vil på ingen måde være stor nok, til at kunne finansiere toiletterne fuldt ud.
For så vidt angår den rent reklamefinansierede model 3 vurderer forvaltningen, at den ligger udenfor kommunens nuværende overenskomst med AFA JCDecaux - og derfor vil den også skulle i udbud.
På baggrund af drøftelserne med AFA JCDecaux vurderer forvaltningen imidlertid, at mængden og/eller størrelsen af de reklamer, som vil skulle opstilles for at finansiere det ønskede antal handicaptoiletter vil være så stort, at en finansiering ad denne vej vil være uacceptabel.
Det er forvaltningens vurdering, at reklamering på byudstyr kun er forretningsmæssigt interessant, såfremt EUROsize-formatet kan benyttes. Da AFA JCDecaux i henhold til overenskomsten med kommunen har eneret på dette format (jf. nedenfor), er situationen låst. Alligevel foreslår forvaltningen, at et eventuelt udbud gennemføres med muligheden for at opsætte reklamer i et fra EUROsize afvigende format for at få afprøvet værdien af eventuelle reklamer.
Den eksisterende overenskomst med AFA JCDecaux
Som led i forvaltningens bestræbelser på at finde frem til den billigst mulige måde at finansiere opstillingen af toiletterne på, har forvaltningen arbejdet med at klarlægge, hvorvidt det ville være muligt at bringe det nødvendige antal handicaptoiletter i udbud uden at komme i konflikt med kommunes nuværende overenskomst med AFA JCDecaux .
Forvaltningen har med henblik på denne afklaring haft kontakt med Konkurrencestyrelsen om tolkningen af overenskomsten med AFA JCDecaux. Hovedspørgsmålene har været, hvorvidt AFA JCDecaux i henhold til overenskomsten har eneret på både de typer af byudstyr og det reklameformat, som kontrakten omfatter.
Kommunens overenskomst med AFA JCDecaux omfatter buslæskærme med reklamer, reklametavler (flade/tosidede), reklamesøjler, søjler til fri plakatering samt søjletoiletter. Reklameformatet er det såkaldte EUROsize-format (175 x 120 cm). Det er det format, som anvendes på det eksisterende AFA JCDecaux-byudstyr i Københavns Kommune. Det er samtidig det almindeligste format såvel i Danmark som i udlandet hos såvel AFA JCDecaux som de fleste andre store reklamefirmaer.
Konkurrencestyrelsen har på baggrund af nærmere vurderinger af overenskomstens ordlyd konkluderet, at AFA JCDecaux har eneret både på EUROsize-reklameformatet og på de typer af udstyr, som den omfatter (buslæskærme med reklamer, reklametavler, reklamesøjler og søjletoiletter) – uanset reklameformat – på arealer ejet af Københavns Kommune. Kommunen har derfor ikke mulighed for at gå i udbud med nogen form for reklamefinansieret byudstyr med reklamer i EUROsize-format.
Handicaptoiletter er ikke omfattet af overenskomsten. Handicaptoiletter vil imidlertid kun kunne bringes i udbud enten uden reklamer eller med reklamer i et format, der afviger væsentligt (enten er en hel del mindre eller en hel del større end EUROsize-formatet.
På den baggrund foreslår forvaltningen, at der gennemføres et udbud med - alternativt uden - reklamer i andet format end EUROsize, af 13 handicaptoiletter med en option på yderligere f.eks. 10 toiletter. Optionen tænkes udnyttet i takt med, at behovet for opstilling i Ørestad, på nyrenoverede pladser mv. opstår.
Økonomi
Prisen for at leje/lease automatiske handicaptoiletter (uden betaling af et engangsbeløb) vil - så vidt forvaltningen kan vurdere - være mellem ca. 100.000 og 300.000 kr. pr. år pr. toilet. Opsætning af toiletter vil således i mærkbar grad påvirke forvaltningens driftsbudget.
Andre konsekvenser
Toiletterne forventes at kunne være i drift i sommeren 2003.
Ole Bach