Mødedato: 08.05.2002, kl. 14:00

Kongens Nytorv - vurdering af foreslået trafikomlægning i Gothersgade og Bremerholmlinien og retningslinier for etape 2 og 5

Kongens Nytorv - vurdering af foreslået trafikomlægning i Gothersgade og Bremerholmlinien og retningslinier for etape 2 og 5

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. maj 2002

 

Sager til beslutning

10. Kongens Nytorv - vurdering af foreslået trafikomlægning i Gothersgade og Bremerholmlinien og retningslinier for etape 2 og 5

BTU 222/2002 J.nr. 611:179.0001/99

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der ikke i forbindelse med Kongens Nytorv projektet foretages trafikomlægninger i Gothersgade og Bremerholmlinien,

at projektudviklingen af Kongens Nytorv etape 2 Busterminal og 5 Holmens Kanal iværksættes efter de retningslinier, som er beskrevet i denne indstilling

RESUME

Forslaget til omlægning af Kongens Nytorv (BTU 419/2000) var i perioden december 2000 – februar 2001 i offentlig høring. Bygge- og Teknikudvalget fik den 21. marts 2001 resultatet af den offentlige høring til behandling (BTU 120/2001).

Udvalget besluttede, at forvaltningen skulle undersøge muligheden for at fredeliggøre en nordlige side af torvet ved at omlægge trafikken, således at en modstrøms bus- og cykelbane føres op langs torvets sydside, samtidig med at Gothersgade blev dobbeltrettet busgade, og Bremerholmlinien (Christian d. IX's Gade, Kirsten Bernikows Gade og Bremerholm) blev dobbeltrettet for biltrafik.

Forvaltningen har afsluttet de trafikale analyser og er kommet frem til, at ændringerne ikke kan anbefales gennemført.

En væsentlig årsag til denne anbefaling er, at Bremerholmlinien på visse steder er så smal, at det af hensyn til trafiksikkerheden og trafikafviklingen ikke vil være forsvarligt at etablere dobbeltrettet trafik for såvel biler som cykler. Hertil kommer en række konkrete problemer som f.eks. afviklingen af til og frakørslen fra Magasins parkeringsanlæg.

Forvaltningen foreslår, at der efter sommeren 2002 fremlægges en indstilling om anlæg af Kongens Nytorvs etape 2 og 5. Etaperne omfatter en omlægning af busterminalen ved Det Kgl. Teater og af Holmens Kanal.

Forvaltningen foreslår, at retningslinierne for omlægningen af etape 2 (Busterminalen) og 5 (Holmens Kanal) bliver:

  • at der anlægges busterminal for de nordgående busser langs Det Kgl. Teater for at opnå gode skifte faciliteter mellem metro og bus.
  • at der plantes nye træer i Holmens Kanal i større plantebede
  • at lokalgaden ved Eichsens Palæ lukkes for at skabe plads til en cykelsti og bedre plantebede for vejtræerne i Holmens Kanal.

Endvidere foreslår forvaltningen

  • at busfremkommeligheden i hele Holmens Kanal frem til Christiansborg Slotsplads indtænkes og fremmes med projektet.
  • at byrummet Holmens Kanal / Holbergsgade / Niels Juels Gade nytænkes udfra et ønske om at skabe et mere harmonisk og roligt byrum. Og at forvaltningen i denne forbindelse overvejer muligheden af en bedre placering af monumentet for Niels Juel.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 21. marts 2001 (BTU 120/2001) at forvaltningen skulle undersøge muligheden for at fredeliggøre den nordlige side af Kongens Nytorv ved at omlægge trafikken i Gothersgade og Bremerholmlinien, således at Gothersgade blev dobbeltrettet busgade, og Bremerholmlinien blev dobbeltrettet for biltrafik. (bilag 1)

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Forvaltningen har med baggrund i udvalgets beslutning undersøgt mulighederne for en trafikomlægning. Forvaltningen har vurderet, at ulemperne ved den skitserede ændring er større end de opnåede fordele: (Samling af busserne ved metrostationen og fredeliggørelse af den nordlige del af Kgs. Nytorv).

Dobbeltretningen af Bremerholm for biltrafik vil medføre en større barriere gennem middelalderbyen, idet trafik forventes fordoblet (fra 9.000 biler pr. hverdagsdøgn til ca. 18.000). For at få plads til kørebaner og cykelstier i begge retninger bliver kørebanearealet så smalt, at al standsning og parkering ikke kan tillades. Endvidere vil holdende biler, f.eks. i forbindelse med venstresving, blokere for al trafik i den givne retning. Da der typisk ikke er plads til svingbaner må venstresving derfor generelt forbydes. Af samme årsag vil også adgangen til Magasins parkeringshus også blive problematisk.

For at lede trafik ind på Bremerholm fra Holmens Kanal må hele det stærkt trafikerede kryds mellem Holmens Kanal, Bremerholm og Havnegade ændres, hvilket medfører nedsat kapacitet for de øvrige retninger i krydset.

Dobbeltretning af Gothersgade for busser vil medføre, at hele kørebanearealet inddrages på størstedelen af strækningen, hvorved den eksisterende parkering og standsning må nedlægges. Gothersgade som busgade vil fredeliggøre området, men der vil dog fortsat køre ca. 1.800 busser pr. hverdagsdøgn. Endvidere er det vurderet, at den fortsatte ærindetrafik i Gothersgade vil være på op mod 5.000 biler pr. hverdagsdøgn.

En dobbeltretning af Gothersgade for busser vil nødvendiggøre en modstrøms busbane på Kgs. Nytorv forbi Hotel D'Angleterre. Denne busbane vil virke som en større barriere mellem gågaden (Østergade) og Kgs. Nytorv.

Det skal endvidere bemærkes, at en omlægning som beskrevet vil betyde, at krydset mellem Lille Kongens Gade og Holmen Kanal / Kongens Nytorv vil få reduceret kapacitet. Dette skyldes bl.a., at en modstrøms busbane og cykelsti til Gothersgade vil kræve egen fase i signalreguleringen. Det vil endvidere være meget vanskeligt at separere busserne mod Bredgade fra dem der skal mod Gothersgade, hvilket betyder, at busterminalen ved Det Kgl. Teater skal flyttes længere tilbage i Holmens Kanal.

Forvaltningen konklusion må således være, at den bedste og mest optimale trafikafvikling for busser, cyklister og biler på Kongens Nytorv vil være, at der fastholdes et kørebanespor på torvets nordside. (bilag 2)

Forvaltningen foreslår efter afklaringen af de trafikale forhold, at projektudviklingen for Kongens Nytorv projektets etape 2 og 5 – Busterminalen og Holmens Kanal iværksættes. (bilag 3) Etape 2 foreslås gennemført for at give buspassagerne og metropassagerne optimale skifte forhold, etape 5 medtages for at sikre en optimal trafikafvikling i Holmens Kanal.

Retningslinierne for omlægningen af etape 2 (Busterminalen) og 5 (Holmens Kanal) som de fremgik af forslaget til omlægning af Kongens Nytorv:

  • at der anlægges en busterminal for de nordgående busser langs Det Kgl. Teater for at opnå gode skifte faciliteter mellem metro og bus. Terminalen placeres modsat den tilsvarende for de sydlig gående busser, som anlægges i 2002 af Ørestadsselskabet.
  • at der plantes nye træer i Holmens Kanal i større plantebede. De eksisterende træer i gaden trives meget dårlig pga. dårlige vækstbetingelser for rødderne (ingen plads).

Forvaltningen vurderer, at det er væsentligt for byrumsdannelsen på Kongens Nytorv / Metro forpladsen og i krydset Holmens Kanal / Holbergsgade, at træerne i Holmens Kanal genplantes under bedre forhold. Flytningen af vejprofilet i forbindelse med metrobyggeriet muliggør dette.

  • at lokalgaden ved Eichsens Palæ lukkes for at skabe plads til en cykelsti og bedre plantehuller for vejtræerne i Holmens Kanal.

Ved anlægges af metroforpladsen anlægges der cykelsti. Forvaltningen vurderer at fortsættelse af denne vil være en forbedring af cyklisternes forhold i Holmens Kanal, endvidere vil det give den nødvendige plads til at sikre træerne i Holmens Kanal.

Endvidere har Forvaltningen vurderet at der kan opnås yderligere forbedringer af byrummene og trafikafviklingen ved at medtage hele Holmens Kanal i projektudviklingen, hvorfor retningslinierne for inddragelse af disse arealer hermed forelægges udvalget.

  • at busfremkommeligheden i hele Holmens Kanal frem til Christiansborg Slotsplads indtænkes og fremmes med projektet.

I forbindelse med metroen åbning i efteråret 2002 sker der en række ændringer i busbetjeningen. Dette betyder bl.a. at HUR nedlægger stoppestedet ved Niels Juel monumentet, alle busser vil stoppe ved den nærliggende metro busterminal. Samtidig ønsker HUR med A-bus-(stambus-)systemet at øge fremkommeligheden på væsentlige strækninger som bl.a. Holmens Kanal. I dag er busbanerne i Holmens Kanal placeret ved vejens midte, mens placeringen af det nordlige busterminal stoppested kræver at de er placeret ved kantstenen. På baggrund af disse ændringer foreslår forvaltningen, at fremkommeligheden for busserne optimeres i hele Holmens Kanal.

  • at byrummet Holmens Kanal / Holbergsgade / Niels Juels Gade nytænkes udfra et ønske om at skabe et mere harmonisk og roligt byrum. Og at forvaltningen i denne forbindelse overvejer muligheden af en bedre placering af monumentet for Niels Juel.

Den nuværende udformning af byrummet er præget af megen trafik og rummet er primært optimeret til biler og busser, hvorimod cyklister og fodgængere ikke er tilgodeset. Endvidere er Niels Juel monumentet placeret på en meget lille refuge, som en baggrundsfigur til stoppestedet, hvilket giver den en noget tiloversbleven plads i byrummet.

Forvaltningen har vurderet, at byrummet kan få en bedre udformning ved en nytænkning. Målet med nytækningen skal være at sikre Niels Juel monumentet en bedre ramme, at give bilisterne samme vilkår som i dag, at øge sikkerheden og trygheden for fodgængere og cyklister, samt at øge bussernes fremkommelighed.

Indstillingen om etape 2 og 5 samt Holmens Kanal vil foreligge efter sommerferien 2002.

Økonomi

Der er ingen økonomi forbundet med nærværende indstilling.

Miljøvurdering

Der er ikke foretaget miljøvurdering af nærværende indstilling, idet resultatet af de indledende undersøgelser viser, at trafikomlægningen ikke kan gennemføres på en forsvarlig måde.

Høring

Der har ikke foretaget høring af undersøgelserne, eftersom forvaltningen har vurderet, at forslaget ikke er gennemførligt.

Andre konsekvenser

Hvis der ikke foretages en trafikomlægning, vil der fortsat være behov for et busstoppested i Bremerholmlinien. Forvaltningen vil i samarbejde med HUR vurdere, om der er mulighed for at øge bussernes fremkommelighed i Bremerholmlinien.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 - Kort over området

Bilag 2 - Forslag til omlægning af Kongens Nytorv

Bilag 3 - Forslag til etape plan for Kongens Nytorv

Ole Bach

 

Til top