Mødedato: 07.12.2005, kl. 14:00

Byfornyelsesprogrammet for området omkring Sjællandsgade Skole - områdefornyelsesforsøg

Se alle bilag

Byfornyelsesprogrammet for området omkring Sjællandsgade Skole - områdefornyelsesforsøg

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. december 2005

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Byfornyelsesprogrammet for området omkring Sjællandsgade Skole - områdefornyelsesforsøg

 

BTU 687/2005  J.nr. 621.0015/05

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at byfornyelsesprogrammet "Nyt byliv i byrummet omkring Sjællandsgades skole" godkendes som ramme for gennemførelse af områdefornyelsesforsøg i området omkring Sjællandsgades Skole med henblik på fremsendelse til Socialministeriet inden 1. februar 2006.

 

at kommunen modtager 7,972 mio. kr. fra Socialministeriet og selv bidrager med op til 15,9 mio. kr. til gennemførelse af programmet (konto nr. 0.15.3. Budgetansvarlig institution: 44010 Plan & Arkitektur).

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen bemyndigede i mødet den 10. februar 2005 Bygge- og Teknikforvaltningen til at modtage bindende reservation på 7,972 mio. kr. fra Socialministeriet til gennemførelse af et områdefornyelsesforsøg "Nyt byliv i byrummet omkring Sjællandsgade Skole" og tilkendegive overfor staten, at kommunen er indstillet på at finansiere de resterende udgifter på 12,7 mio. kr. samt til på baggrund heraf at iværksætte udarbejdelsen af byfornyelsesprogrammet med henblik på forelæggelse for Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen inden Socialministeriets godkendelse.

Projektets budget udgør fortsat knap 24 mio. kr., hvilket indebærer, at kommunens bidrag øges fra den oprindelige forventning på knap 13 mio. kr. til knap 16 mio. kr.

Projektet går ud på at skabe nyt byliv i byrummet omkring skolen og er karakteriseret ved udover en revitalisering af de fysiske omgivelser omkring skolen, kirken, den bemandende legeplads og Sjællandsgade Bad at være et kombineret kultur, idræt og integrationsprojekt med omdrejningspunkt omkring disse institutioner.

Indsatsen baseres på, at skole, fritidstilbud for børn og unge er vigtige parametre i forhold til at fastholde eller styrke antallet af ressourcestærke familier i et lokalområde.

Sbs Byfornyelse står for planlægningen som procesrådgiver for kommunen

Borgerinddragelsesprocessen er planlagt i samarbejde med initiativgruppen fra området. Der har været afholdt 2 borgermøder og 3 workshops-forløb med emnerne: 1. Sikre skoleveje, 2. Byrummet foran Simeons Kirke og 3. Skolen, den bemandede legeplads og boldbanen.

Der er blevet etableret en styregruppe med repræsentanter fra de relevante forvaltninger – såvel lokale som centrale – samt beboere i området. Styregruppen vil kunne udvides med en repræsentant fra de kommende lokaludvalg. Endvidere har der været etableret en koordineringsgruppe, som skal afløses af projektgrupper, når socialministeriets godkendelse foreligger og den videre bearbejdning og konkretisering af projekterne skal ske.

På baggrund af disse drøftelser har sbs udarbejdet det nu foreliggende byfornyelsesprogram.

Programmet præciserer de problemer, potentialer og løsninger, som ansøgningen skitserede. Der er tale om fysiske projekter omkring skolen, boldbanen og den bemandede legeplads og byrummet foran kirken samt at sikre skolevejene primært fra den østlige del af området.

Der foreslås udarbejdet en samlet trafikplan for området med særlig fokus på sikre skoleveje. For så vidt angår de fysiske projekter omkring fokusområdet ved skolen skal der udarbejdes en helhedsplan, således at de forskellige områders funktioner og udtryk samtænkes.

Projekterne i programmet forudsættes udarbejdet i tæt samarbejde med de involverede forvaltninger og skal forelægges det fremtidige Teknik- og Miljøudvalg til godkendelse, inden de iværksættes.

Da der er tale om et forsøg i forhold til byfornyelseslovens § 97, stk. 1, har socialministeriet tilkendegivet, at der ikke er mulighed for at opnå en ekstraordinær ramme til bygningsfornyelse. Ministeriet ser dog gerne, at kommunen prioriterer området bygningsfornyelsesmæssigt, hvilket forvaltningen har indvilget i, såfremt der er mulighed herfor, og det i øvrigt er i overensstemmelse med kommunens strategi herfor samt med forbehold for efterfølgende politisk godkendelse


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Som led i regeringens plan for "Flere i beskæftigelse – lavere ledighed" fra maj 2004, blev der afsat en særlig pulje på 100 mio. kr. til gennemførelse af en målrettet forsøgsindsats med byfornyelse i problemramte områder i store byer.

Københavns Kommune ansøgte i forbindelse hermed Socialministeriet om støtte til gennemførelse af projektet "Nyt byliv i byrummet omkring Sjællandsgades Skole".

Projektet for området omkring Sjællandsgades Skole er udsprunget lokalt fra primært forældre til elever på den lokale folkeskole Sjællandsgades Skole.

Projektet går ud på at skabe nyt byliv i byrummet omkring skolen og er karakteriseret ved udover en revitalisering af de fysiske omgivelser omkring skolen, kirken, den bemandende legeplads og Sjællandsgade Bad at være et kombineret kultur, idræt og integrationsprojekt med omdrejningspunkt omkring disse institutioner.

Indsatsen baseres på, at skole, fritidstilbud for børn og unge er vigtige parametre i forhold til at fastholde eller styrke antallet af ressourcestærke familier i et lokalområde.

Sbs Byfornyelse står for planlægningen som procesrådgiver for kommunen.

Efter Bygge- og Teknikudvalgets behandling af indstilling om redegørelse for ansøgninger vedr. pulje til særlig byfornyelsesindsats i problemramte områder i store byer (100 mio. kr.-puljen), meddelte Socialministeriet ved skrivelse af 13. december 2004 reservation af en statslig udgiftsramme på 7.972.000 kr. til gennemførelse af områdefornyelsesforsøget efter byfornyelseslovens § 97.

Borgerrepræsentationen bemyndigede efterfølgende i mødet den 10. februar 2005 (BR 70/05) Bygge- og Teknikforvaltningen til at modtage bindende reservation på de 7,972 mio. kr. fra socialministeriet til gennemførelse af projektet samt til på baggrund heraf at iværksætte udarbejdelsen af byfornyelsesprogrammet med henblik på forelæggelse for Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Borgerinddragelse

Kommunen – Bygge- og Teknikforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen – og sbs planlagde derefter i samarbejde med initiativgruppen fra området borgerinddragelsen med henblik på udarbejdelse af byfornyelsesprogrammet. I den forbindelse påpegede initiativgruppen, at den lagde vægt på at forsøgsområdet udvidedes til også at omfatte den del af Sjællandsgades skoles distrikt, der ligger øst for den ansøgte afgrænsning, idet denne del af skoledistriktet er beboet af ressourcestærke danske familier, der gerne fremtidigt bl.a. på baggrund af forsøgsprojektet skulle prioritere valg af den lokale folkeskole ved børnenes skolestart.

Efter drøftelse godkendte socialministeriet ved mail af 29. juni 2005, at Sjællandsgade-området afgrænses af Sjællandsgade, Nørrebrogade, Sortedam Dossering og Tagensvej, ligesom det godkendtes at fristen for fremsendelse af byfornyelsesprogram forlængedes til 1. februar 2006. Det blev under drøftelserne af ministeriet tilkendegivet, at der ikke er mulighed for at opnå en ekstraordinær ramme til bygningsfornyelse, idet der er tale om et forsøg. Ministeriet ser dog gerne, at kommunen prioriterer området bygningsfornyelsesmæssigt i det omfang, det i øvrigt er i overensstemmelse med kommunens strategi herfor, hvilket forvaltningen med forbehold for efterfølgende politisk godkendelse indvilligede i.

Borgerindragelsen blev organiseret ved husstandsomdelt folder om indledende borgermøde, hvor der var mulighed for at tilmelde sig til 3 workshops-forløb med emnerne: 1. Sikre skoleveje, 2. Byrummet foran Simeons Kirke og 3. Skolen, den bemandede legeplads og boldbanen.

Workshop-forløbene har kørt over et par måneder med deltagelse af Bygge- og Teknikforvaltningen ved Vej & Park og Plan & Arkitektur. På baggrund af disse drøftelser har sbs udarbejdet det nu foreliggende byfornyelsesprogram.

 

Byfornyelsesprogram

Programmet præciserer de problemer, potentialer og løsninger, som ansøgningen skitserede. Der er tale om fysiske projekter omkring skolen, boldbanen og den bemandede legeplads og byrummet foran kirken samt at sikre skolevejene primært fra den østlige del af området.

Der foreslås udarbejdet en samlet trafikplan for området med særlig fokus på sikre skoleveje. Planen skal i første omgang belyse hele kvarteret og ikke bare selve skoledistriktet og indeholde helhedsorienterede betragtninger samt belyse konkrete tiltag på trafiksikre skolevejsløsninger, også i forhold til Stevnsgade skole, idet de to skoler vil blive sammenlagt pr. 1. august 2006, således at Stevnsgade skole bliver overbygningsskole. De små elever skal således til Sjællandsgades skole.

For så vidt angår de fysiske projekter omkring fokusområdet ved skolen skal der udarbejdes en helhedsplan, således at de forskellige områders funktioner og udtryk samtænkes.

Programmet har efter forelæggelse på endnu et borgermøde været forlagt den nedsatte styregruppe, som har godkendt det.

Projekterne i programmet forudsættes udarbejdet i tæt samarbejde med de involverede forvaltninger og skal forlægges det fremtidige Teknik- og Miljøudvalg til godkendelse, inden de iværksættes.

Der er endvidere i forbindelse med forvaltningens pilotprojekt om etablering af et visuelt bygningsregister foretaget en registrering af samtlige ejendomme i området både for så vidt angår deres bevaringsværdi (SAVE-værdier) som deres vedligeholdelsesmæssige standard. Registreringen, der er foretaget på samme vis som i områdefornyelsesprojekterne Mimersgadekvarteret og Øresundsvejskvarteret, omfatter ca. 580 bygninger. Registreringen forventes brugt som prioriteringsværktøj i forbindelse med eventuelle ansøgninger om bygningsfornyelse fra ejendomme i området og vil i øvrigt indgå i arbejdet med de konkrete projekter i fokusområdet.

Projektet er undervejs blevet drøftet med Lokale- og Anlægsfonden (LOA). Fonden har udtrykt en interesse for at deltage i finansiering af projektet samt for at medvirke som rådgiver i forbindelse med udformningen af byrummene omkring skolen. Fonden kan først give sit tilsagn om deltagelse i et projekt på baggrund af et egentligt projektforslag – evt. baseret på en arkitektkonkurrence.

 

Organisering

Der er nedsat en styregruppe bestående af repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen - henholdsvis Vej & Park og Plan & Arkitektur, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, såvel centrale som lokale, fra kirken samt fra koordineringsgruppen, jfr. nedenfor, i alt 10 personer. Sbs er sekretariat for styregruppen.

Styregruppen overvejes suppleret med en repræsentant fra det pr. 1. januar 2006 etablerede Lokaludvalg.

Koordineringsgruppen har været nedsat midlertidigt i programudarbejdelsesperioden for at sikre koordinering mellem de forskellige workshopgrupper. Gruppen har bestået af borgere samt repræsentanter fra skolen, den bemandede legeplads (lokale forvaltningsrepræsentanter) kirken samt sbs.

Efter socialministeriets godkendelse af programmet vil styregruppen indkalde til et borgermøde, hvor der etableres projektgrupper med deltagelse af borgere og repræsentanter fra de relevante forvaltninger med henblik på en viderebearbejdning og konkretisering af projekterne i programmet. Styregruppen vil i samarbejde med sbs stå for den fremtidige koordinering mellem projektgrupperne.

Økonomi

Det samlede budget for gennemførelse af områdefornyelsesprojektet udgør knap 24 mio. kr., hvor der er opnået reservation på 7.972.000 kr. fra socialministeriet. De resterende knap 16 mio. kr. er afsat på budgettet for 2005 og følgende år afsatte rådighedsbeløb til byfornyelse, konto 0.15.3. Statens andel af udgifterne svarer til 1/3, som er den almindelige refusionsandel ved områdefornyelser.

 

Budgetansvarlig institution: 44010 Plan & Arkitektur

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Indstillingen vedrører sagsområdet "Byggeri: Anlæg og drift" og er miljøvurderet med udgangspunkt i målsætningerne i pjecen "Miljø i byggeri og anlæg", der i Bygge- og Teknikudvalgets møde den 23. november 2005 (BTU 650/2005) blev anbefalet vedtaget af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Pjecen indeholder miljøorienterede minimumskrav inden for 9 temaer, der efter vedtagelsen vil være en forudsætning for nybyggeri, større ombygningsarbejder og anlægsarbejder, hvor Københavns Kommune står som bygherre eller kontraktmæssig bruger. Kravene vil endvidere gælde for byggeri, ombygninger og renoveringer, der støttes af kommunen via reglerne om byfornyelse og støttet byggeri eller via kommunale puljer

Målsætningerne i pjecen er inddelt i 3 niveauer – miljømål, minimumskrav og anbefalinger. Minimumskravene skal altid følges og anbefalingerne bør altid overvejes.

Forvaltningen vil i forbindelse med godkendelse af de enkelte projekter til sin tid påse at minimumskravene i henhold til pjecen om "Miljø i byggeri og anlæg" bliver overholdt.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag A: Kort visende områdefornyelsens og fokusområdets afgrænsning samt skoleplaceringer.

  

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 1: Byfornyelsesprogram af november 2005

 

 

 

 

Ulrik Winge


 

Til top