Mødedato: 07.09.2005, kl. 14:00

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Bulgariensgade, Ungarnsgade, Serbiensgade og Østrigsgade

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Bulgariensgade, Ungarnsgade, Serbiensgade og Østrigsgade

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. september 2005

 

 

Sager til beslutning

 

1.      Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Bulgariensgade, Ungarnsgade, Serbiensgade og Østrigsgade

 

BTU 485/2005  J.nr. 451:143.0001/05

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at  forvaltningen offentliggør et forslag til byfornyelsesbeslutning om etablering af et fælles gårdanlæg, der omfatter ejendommene Bulgariensgade 1-3, Ungarnsgade 15-25, Serbiensgade 2-4 og Østrigsgade 16-22, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning

at  indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget, der er udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanter i karreen, omfatter 3 beboelsesejendomme med 167 beboere fordelt på 109 boliger og 5 erhvervslejemål samt én erhvervsejendom med 5 erhvervslejemål.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 1.500.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.                                      

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De nuværende forhold i karreen fremgår af vedlagte tegning (bilag 3).

Gårdarealerne er opdelt af plankeværker, skure og tørrepladser.  

Herudover er der på gårdarealet på ejendommen Bulgariensgade 3 og Østrigsgade 20-22 - der er en erhvervsejendom - opstillet en skurvogn og opført et skur indeholdende et kølerum. Begge anvendes af en smørrebrødsforretning i ejendommens forhus. Ejendommens øvrige erhvervslejemål er henholdsvis en kiosk, et møntvaskeri og en delikatesseforretning, mens det sidste lejemål p.t. er tomt.     

Ejeren er enig i, at der ikke foreligger tilladelse til opstilling, henholdsvis opførelse, af de nævnte bygninger, der fjernes ifølge forslaget.

Gårdarealerne – der er dårligt vedligeholdt – er indrettet således, at de ikke kan benyttes til ophold og leg.

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 150 og forudsættes en friarealprocent på 40. Karreens bebyggelsesprocent er 275 og friarealprocenten 12.

Forslaget omfatter tre 5-etages beboelsesejendomme samt en 1-etages erhvervsejendom opført i perioden 1900-1931. To af ejendommene er udlejningsejendomme, én er en andelsboligforening, og én er en ejerforening. Der er 109 boliger samt 10 erhvervslejemål m.v. i karreen. Det samlede gårdareal er ca. 900 m2.

Pr. 1. januar 2005 var der 167 beboere i karreen, heraf 18 under 15 år, 7 over 67 år, medens 142 var i gruppen 15-66 år.

 

Forhandlinger

Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Grønne Gårde med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om reglerne om gårdanlæg mv. i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der er tiltrådt af disse. Ejeren af ejendommen Bulgariensgade 3 og Østrigsgade 20-22 ønsker dog, at der opføres et større skur i gården forbeholdt erhvervslejemål i denne ejendom.  

Forvaltningen har - på grund af den yderst begrænsede plads, der bliver i fællesgården, også efter sammenlægningen af 4 ejendommes gårdarealer - ikke fundet grundlag for at imødekomme dette ønske. Der er lagt vægt på at indpasse faciliteter til beboerne samt på at opfylde minimumskravene i Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste, i hvilken forbindelse der blandt andet er afsat plads til erhvervsaffald.      

 

Forslaget

De enkelte ejendommes gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget (bilag 1).

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i projektet.

Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter bestemmelser om opretholdelse, benyttelse og den fremtidige vedligeholdelse (bilag 2).

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til Økonomi- og Erhvervsministeriets regler.

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 1.500.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for 2005 (konto 0.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

 

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Indstillingen om fælles gårdanlæg er vurderet til ikke at medføre, at der skal foretages en miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Baggrunden herfor er, at forslagene ikke muliggør anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag eller projekter, der i størrelse og omfang samt i forhold til lokalområdets nuværende udformning og karakter vurderes at få væsentlig betydning herpå.

 

Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste til miljøvurdering

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål: Miljørigtig projektering, vand, varme, el, gas, affald, materialer og grønne områder.

Målsætningerne i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" er inddelt i 3 niveauer – minimumskrav, anbefalinger og visioner. Minimumskravene skal altid følges, anbefalingerne bør altid overvejes medens visionerne er muligheder, der kan afprøves og indstillingen er miljøvurderet på grundlag af denne emneopdeling.

 

Vurdering

Minimumskrav:

Minimumskravene er opfyldt for alle relevante emner.

Anbefalinger:

For affald anvendes anbefalingerne om, at ejendommene kan deltage i "Viceværtordningen for indsamling af farligt affald".

For materialer anvendes anbefalingerne om at anvende miljø- og energimærkede byggevarer, hvor det er muligt. Der vælges ikke produkter og materialer, der indeholder stoffer opført på Miljøstyrelsens "Listen over uønskede stoffer", ligesom de overfladebehandlinger, der anvendes, har hurtig og minimal afgasning. Herudover minimeres bortkørsel af overskudsjord ved genbrug.

For grønne områder anvendes anbefalingerne om at benytte genbrugsmaterialer i stedet for stabilt grus og kompostmuld på ikke befæstede arealer. Ved valg af materialer til skure, legeredskaber og lignende bruges der miljøvenlige materialer. Herudover udskiftes de øverste 50 cm af jorden i gårdanlægget med ren jord. Endvidere følges anbefalingen om at holde friarealerne fri for parkering.

Visioner:

For grønne områder anvendes visionerne om, at gårdanlægget udformes således at gårdlauget kan beslutte, at tilrettelægge driften af anlægget, så det bliver muligt for beboerne selv at være med i pasningen af anlægget.

Forurenet jord renses og anvises i henhold til "regulativ for anvisning af forurenet jord", således at jordforurening ikke udgør en kontaktrisiko for børn.

Fællesgårdanlægget udvikles og forudsættes plejet efter økologiske principper. Der udarbejdes en driftsvejledning for gårdanlægget, der beskriver, hvorledes anlægget bør plejes.

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1:   Forslag til fælles gårdanlæg

Bilag 2:   Servitutter der tinglyses

Bilag 3:   Tegning af de eksisterende forhold

 

 

Ole Sperling


 

Til top