Svar til Indenrigsministeriet vedrørende klage over erhvervsparkeringslicens i København

SSH fremfører desuden, at man ikke føler, at erhvervslivet er blevet ordentlig behandlet, idet man kun har haft 1 uge til at udtale sig om den endelige indstilling til Bygge- og Teknikudvalget.

Indenrigsministeriet har i brev af 5. maj 2000 anmodet om kommunens bemærkninger i sagen. Københavns Kommune skal i den anledning udtale følgende:

Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen, har i forbindelse med SSH's klage indhentet en udtalelse fra kommunens advokat. Notat af 10. maj 2000 fra Advokatfirma Lindh Stabell Horten om opkrævning af parkeringsafgifter for erhvervsdrivende i Københavns brokvarterer vedlægges i kopi.

Det er Bygge- og Teknikforvaltningens opfattelse, at de fastsatte afgifter for erhvervslivet er lovlige, idet vejlovens § 107 giver kommunen udtrykkelig hjemmel til at opkræve parkeringsafgifter.

Københavns Kommune har vedtaget en Trafik- og Miljøplan, som beskriver målsætningen for trafikudviklingen i byen. Én af Trafik- og Miljøplanens mål er, at trafikken i København ikke må stige yderligere. Som et blandt flere virkemidler til at indfri dette mål peges i planen på en udvidelse af den eksisterende parkeringsordning i Indre By til brokvartererne. En sådan udvidelse af parkeringsordningen har til formål at begrænse indpendlingen af private biler til København, da det skønnes, at en ordning i brokvartererne vil betyde, at de fleste bilister ikke længere vil finde det attraktivt at parkere bilen lige uden for centrum for derefter at gå eller cykle det sidste stykke ind til Indre By. Det er et ønske i byens trafikpolitik, at indpendlingen primært skal ske ved kollektive transportformer.

For at sikre Københavns Kommunes egne borgere er det et politisk ønske, at der indføres en række særordninger for beboere og erhvervsdrivende, således at disse sikres parkeringspladser i et vist omfang. Det er kommunens vurdering, at der må sondres mellem behovene for henholdsvis beboere og erhvervsliv, idet en ubegrænset parkering for erhvervslivet er i modstrid med ønsket om at begrænse indpendlingen til byen, ligesom en ubegrænset erhvervsparkering sandsynligvis vil fortrænge beboernes parkeringsmuligheder.

For at opfylde Trafik- og Miljøplanens målsætning fremsatte Bygge- og Teknikforvaltningen den 24. marts 1999 overfor Bygge- og Teknikudvalget forslag om restriktioner på parkeringen i brokvartererne (sag BT 85/99, vedlagt som bilag). Af indstillingen fremgik det, at man ønskede at indføre en tidsbegrænsning på al parkering i brokvartererne, samt at man ønskede at indføre en beboerlicens, som fritager beboerne for denne parkeringsrestriktion. Licensen skulle koste 275 kr. om året. Erhvervslivets behov for parkering foreslog forvaltningen tilgodeset gennem etablering af lokale betalingsområder, således at erhvervslivet ligesom i Indre By ville have muligheden for i et vist omfang at betale sig til parkering.

Bygge- og Teknikudvalget vedtog, at der alene skulle etableres tidsbegrænset parkering i brokvartererne, hvorfor forslaget om lokale betalingsområder bortfaldt. Forslaget om beboerlicens til 275 kr. om året blev vedtaget.

Efter mange henvendelser fra beboere og erhvervsliv foreslog Bygge- og Teknikforvaltningen den 8. december 1999 overfor Bygge- og Teknikudvalget (sag BTU 502/1999, vedlagt i kopi), at der indføres et dagparkeringskort i parkeringsrestriktionsområdet i brokvartererne for at tilgodese parkeringsbehov for besøgene til beboere samt erhvervslivet. Bygge- og Teknikudvalget besluttede, at der kan indføres en dagbillet til 50 kr., som fritager for 2 timers parkeringsrestriktionen. Udvalget bad forvaltningen komme med forslag til en praktisk udmøntning af ordningen.

Den 19. januar 2000 fremsatte Bygge- og Teknikforvaltningen overfor Bygge- og Teknikudvalget forslag om, at der indføres en dagbillet-ordning, og at parkeringsordningen kun iværksættes på de private veje, som tilslutter sig ordningen (sag BTU 10/2000, vedlagt som bilag). Forvaltningens indstilling blev vedtaget.

Forvaltningen igangsatte en informationskampagne om ordningen, hvilket naturligt afstedkom en bred debat i medierne. Kommunen førte vedholdende drøftelser med borgere og erhvervsorganisationer om ordningens konkrete konsekvenser. Kommunen vurderede, på baggrund af de mange hundrede bemærkninger, om der var uhensigtsmæssigheder ved ordningen, som eventuelt burde afhjælpes. Ved Borgerrepræsentationens behandling af indstillingen af 19. januar 2000 blev sagen tilbagesendt til Bygge- og Teknikudvalget med henblik på at indarbejde et forslag om en erhvervslicens. Samtidig besluttede Borgerrepræsentationen, at iværksættelsen af ordningen blev udskudt fra 1. marts 2000 til 30. juni 2000, således at alle beslutninger og formalia kunne være på plads, når ordningen trådte i kraft.

På denne baggrund fremsatte Bygge- og Teknikforvaltningen indstilling til Bygge- og Teknikudvalget om, at der indføres en erhvervslicens for at tilgodese erhvervslivets interesser i parkeringsområdet (sag BTU 117/2000, vedlagt som bilag). Udvalget besluttede, at alle erhvervsvirksomheder med adresse i området for maksimalt to køretøjer indregistreret i virksomhedens navn kan erhverve en licens for 1.475 kr. pr. år pr. køretøj under 3.500 kg. som fritager for 2-timers restriktionen. For øvrige indregistrerede køretøjer med en totalvægt under 3.500 kg. kan der erhverves en licens for 400 kr. pr. måned pr. køretøj.

Af indstillingen fremgår det, at erhvervslicensen i brokvartererne fastsættes til samme pris som i Indre By. I Indre By-ordningen kan virksomhederne indenfor kategorierne bygge/anlæg og fremstilling med højst 5 ansatte få licens til biler, der er indregistreret i virksomheden på gule plader. Af indstillingen fremgår det endvidere, at hensigten med erhvervslicensordningen i Indre By er, at virksomhederne skal vurdere, om der er et reelt behov for en erhvervslicens. Med andre ord ønsker kommunen, at parkeringsordningen også overfor erhvervslivet skal have en trafikregulerende adfærd, således at prisen på en licens i sig selv vil være en adfærdsregulerende foranstaltning. Det skal bemærkes, at ingen andre virksomheder i Indre By end de ovenfor nævnte kan erhverve en erhvervslicens. Øvrige virksomheder må betale for parkeringen på lige fod med øvrige trafikanter.

Forvaltningen understreger således i indstillingen til Bygge- og Teknikudvalget, at erhvervsordningen skal have en trafikregulerende effekt. Således foreslår forvaltningen en meget restriktiv ordning i stil med Indre By-ordningen, men udvalget peger på en anden løsningsmodel, således at der besluttes en erhvervslicensordning, som den ovenfor skitserede.

SSH fremfører, at denne erhvervslicensordning, som stiller erhvervslivet anderledes end beboerne, ikke er lovlig, idet SSH betragter forskellen mellem beboer- og erhvervslicenser som en ekstra skat. SSH henviser til Grundlovens § 43.

Kommunens har fra sin advokat indhentet en vurdering af lovligheden af de fastsatte afgifter, herunder en belysning af Grundlovens § 43 set i forhold til kommunale afgifter. Der henvises i den forbindelse til det i kopi vedlagte notat af 10. maj fra Advokatfirma Lindh Stabell Horten.

Det fremføres,

Københavns Kommune har ikke yderligere bemærkninger i forhold til notatets konklusioner.

Københavns Kommune må derfor tilbagevise påstanden fra Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger om, at kommunen med parkeringsafgifterne handler i strid med Grundlovens § 43, idet vejlovens § 107 giver kommunen ret til at fastsætte parkeringsafgifter som led i regulering af færdslen.

Til SSH's andet punkt vedrørende høringsvarsler skal kommunen bemærke, at der ganske rigtigt blev givet et forholdsvis kort høringsvarsel på godt 1 uge. Dette skal ses i lyset af, at der blev ført jævnlige møder med interessenter – herunder med Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger. Synspunkterne fra disse interessenter var således velkendt, og bemærkningerne fra SSH var forsøgt indarbejdet i indstillingens alternative modeller. Endvidere har medieomtalen af ordningen været betragtelig, og Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger har deltaget aktivt i den offentlige debat.

Høringsfristen blev indført af hensyn til den politiske beslutningsproces, således at en beslutning i Borgerrepræsentationen kunne ske i så god tid, at der kan føres en ordentlig informationskampagne på fast politisk besluttet grundlag. Dagen efter sagens behandling i Bygge- og Teknikudvalget – dvs. den 9. februar 2000 – udsendtes udvalgets beslutning til en række interesseorganisationer med svarfrist den 19. marts. Kommunen finder ikke, at tidsfristen er urimelig kort, når den lange offentlige debatperiode tages i betragtning. Foreningerne har haft passende lejlighed til at danne sig sin holdning til parkeringsordningen, og det var disse holdninger, organisationerne i løbet af 10 dage blev bedt om skriftligt at fremsætte overfor kommunen.

Kommunen finder derfor ikke at have foretaget sig noget kritisabelt i den sammenhæng.

Med venlig hilsen

Søren Pind

Jens Jacobsen