Mødedato: 07.03.2001, kl. 14:00

Anvendelse af tilskudsdeklarationsmidler

Anvendelse af tilskudsdeklarationsmidler

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. marts 2001

 

 

Sager til beslutning

 

8. Anvendelse af tilskudsdeklarationsmidler

 

BTU 102/2001 J.nr. 631.0042/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at de i indstillingen beskrevne 6 ansøgninger imødekommes henholdsvis afslås som anbefalet i nærværende indstilling

 

RESUME

Fra Byfornyelsesskolen, andelsboligforeningerne Nørrebro og Borupgård, Bolig-ejerforeningen Ellebjerg, Kgs. Enghave, a/b Valbyhus og andelsboligforeningerne Nøjsomhedsvej 5 og 7 er modtaget ansøgninger om støtte med tilskudsdeklarationsmidler. Der ansøges om beløb af en sådan størrelse eller til sådanne formål, at særskilt forelæggelse for Bygge- og Teknikudvalget er påkrævet i henhold til udvalgets beslutning i mødet den 29. september 1999.

I bilag til indstillingen redegøres samtidig for, hvorledes forvaltningen i overensstemmelse med den i udvalgets møde den 29. september 1999 givne bemyndigelse har behandlet yderligere 19 ansøgninger.

 

SAGSBESKRIVELSE

I mødet den 29. september 1999 tog Bygge- og Teknikudvalget stilling til en række ansøgninger og bemyndigede samtidig forvaltningen til efter nærmere kriterier at yde støtte som tilskud eller lån med op til 250.000 kr. pr. sag.

Hvor der er tale om ansøgninger, hvor støtten vil overstige 250.000 kr., eller hvor der er tale om boligsociale opgaver i forbindelse med byfornyelsen, kvarterløftopgaver og lignende opgaver med kulturelle eller miljømæssige islæt, skal disse forelægges Bygge- og Teknikudvalget særskilt.

Der har i august 2000 i såvel de større aviser i hovedstadsområdet som i lokalaviser været annonceret om denne mulighed for støtte, og nærmere om ordningen kan permanent findes via Plandirektoratets hjemmeside, www.pd.kk.dk.

 

Beholdning af tilskudsdeklarationsmidler

Ved udgangen af 1999 udgjorde kontantbeholdningen ca. 14,9 mio. kr.

I 2000 har udvalget i mødet den 8. marts bevilget 1.000.000 kr. til Idrætsfabrikken og i mødet den 24. maj yderligere 230.000 til Opzoomerprojektet.

Plandirektoratet har i henhold til bemyndigelsen i 2000 disponeret over 29.500 kr. til Skurvognsprojektet Prags Boulevard, der indgår i kvarterløftopgaver i Holmbladsgadeområdet (primært anlæg af petanquebane for kvarterets beboere).

Som indtægt i 2000 er modtaget 103.315 kr. (ydelse på et pantebrev udstedt i forbindelse med et tidligere frikøb), hvorefter kontantbeholdningen ved udgangen af 2000 udgjorde ca. 13,8 mio. kr.

 

Ansøgninger behandlet af Plandirektoratet

Der er modtaget 19 ansøgninger, som er behandlet af Plandirektoratet.

Som det fremgår af bilaget til indstillingen, er der til 14 af ansøgerne bevilget støtte i form af tilskud med et samlet beløb på 853.400 kr. Supplerende oplysninger mangler vedrørende 3 ansøgninger, og der er givet afslag på 2 ansøgninger.

Ved fastsættelsen af støtten har forvaltningen som udgangspunkt anvendt et princip om, at støtte kan ydes som et tilskud svarende til halvdelen af de støtteberettigede udgifter, mens støtte herudover, hvis der er tale om væsentlige beløb, principielt ydes som lån.

Som nævnt foran omfattede bemyndigelsen til Plandirektoratet støtte med op til 250.000 kr. efter de angivne kriterier og fordelt mellem tilskud og lån, hvor der var mulighed herfor.

Det bemærkes i den forbindelse, at udvalget i mødet den 29. september 1999 bevilgede støtte som rent tilskud på op til 75.000 kr. (til delvis dækning af udgifter ved indretning af beboerlokaler i Vibo, afd. 22, Augustagade).

Ved vurderingen af de foran nævnte 19 ansøgninger har Plandirektoratet derfor dels lagt vægt på, at der var tale om bygningsmæssige foranstaltninger eller anskaffelse af inventar i forbindelse med etablering eller renovering af fælles beboerfaciliteter, dels at der var et medengagement fra ansøgers side, og Plandirektoratet har herefter tilbudt støtte – i form af rent tilskud – svarende til ca. halvdelen af de forventede udgifter.

For så vidt angår de 6 ansøgninger i denne indstilling, er der tale om ansøgninger om støtte til arbejder, som ligger uden for Plandirektoratets bemyndigelse, eller hvor der foreligger sådanne forhold, at udvalgets stillingtagen er påkrævet.

Såfremt udvalget tiltræder forvaltningens indstilling uændret, vil der være disponeret over yderligere 1.064.000 kr. af midlerne.

 

De 6 aktuelle ansøgninger

Byfornyelsesskolen

I mødet den 29. september 1999 besluttede udvalget at yde tilskud til skolens drift i 1999 med 234.000 kr., idet behandling af ansøgning vedrørende støtte i 2000 afventede yderligere oplysninger fra Byfornyelsesskolen. I mødet den 8. december 1999 besluttede udvalget herefter yderligere at yde tilskud til skolens drift i 2000 med 450.000 kr.

Fra Byfornyelsesskolen er nu modtaget ansøgning om støtte til driften i 2001 med 454.000 kr.

Af det modtagne budget fremgår, at skolens samlede udgifter for 2001 udgør 2.421.000 kr., hvoraf 1.967.000 kr. dækkes af arbejdsformidlingen, Social- og Sundhedsforvaltningen, Byfornyelsesselskaberne m.fl.

Skolens væsentligste udgifter – ca. 78 % – er aflønning af fastansat personale og 8 karréstafetter, mens restbeløbet går til dækning af faste driftsomkostninger.

Henset til et ønske om at bevare den eksisterende struktur i beboerinddragelsen i forbindelse med byfornyelsen indstiller forvaltningen, at der for 2001 ydes et tilskud på 454.000 kr., udbetalt kvartalsvis som i 2000.

 

A/B Nørrebro (Guldbergsgade/Fensmarksgade/Stevnsgade)

Fra foreningen, der rummer 184 lejligheder, er modtaget ansøgning om støtte i forbindelse med en omfattende renovering af ejendommens gårdanlæg – prissat til ca. 7,5 mio. kr., inkl. etablering af mobilsug (prissat til godt 1 mio. kr.)

På ejendommen er tinglyst såvel deklaration om tilbagekøbsret for Københavns Kommune som en tilskudsdeklaration. Foreningen har i 1995 fået udskudt hjemfaldspligten til 2063 mod betaling af ca. 3 mio. kr., men har ikke frikøbt sig fra tilskudsdeklarationen.

Plandirektoratet har meddelt foreningen, at etablering af mobilsug ikke kan anses som støtteberettiget efter de vedtagne kriterier, men at der kan søges om støtte i forbindelse med arbejder i gården i øvrigt. Plandirektoratet har samtidig vurderet, at kun ca. 350-420.000 kr. af de skønnede udgifter i øvrigt, nemlig udgifter vedrørende anskaffelse af inventar og udstyr, kunne anses som støtteberettigede udgifter vedrørende fælles beboerfaciliteter, og meddelt, at støtten i givet fald dels ville blive ydet som lån, dels som tilskud.

Foreningen har opretholdt sin ansøgning, der dog nu er reduceret til 250.000 kr., der ønskes ydet som et rent tilskud til anvendelse til betaling af ydelser på de lån, der optages i forbindelse med arbejdernes gennemførelse.

Henset til at forvaltningen ville anbefale, at der blev ydet støtte med op til 420.000 kr. fordelt med halvdelen som lån og halvdelen som tilskud, indstiller forvaltningen, at der ydes et tilskud på 210.000 kr., under forudsætning af at det dokumenteres, at anlægsudgiften er afholdt, idet det herefter synes mindre afgørende, om et tilskud direkte fragår i anlægsudgifterne, eller om udgiften belånes fuldt ud, således at låneydelsen (og dermed boligafgiften) reduceres i en periode gennem forbrug af tilskuddet.

 

A/B Borupgård (Borups Alle 6-20 /Skotterupgade/Humlebækgade)

Fra foreningen, der rummer 250 lejligheder, er modtaget ansøgning om støtte i forbindelse med en omfattende renovering af ejendommens gårdanlæg – prissat til ca. 7,8 mio. kr., inkl. etablering af mobilsug (prissat til godt 2 mio. kr.)

På ejendommen har været lyst såvel deklaration om tilbagekøbsret for Københavns Kommune som en tilskudsdeklaration. Foreningen har frikøbt sig fra tilbagekøbsdeklarationen i 1996 mod indbetaling af 16.149.756 kr. og for tilskudsdeklarationen i 1999 mod indbetaling af 3.122.325 kr.

Plandirektoratet har som for a/b Nørrebro meddelt, at udgifter vedrørende etablering af mobilsug ikke kan anses for støtteberettigede, og at alene 500.000 kr. af de øvrige udgifter kan anses som støtteberettigede udgifter vedrørende fælles beboerfaciliteter i form af cykelstativer, lamper ved kælderhalse, kælderdøre, gårdinventar m.v.

Foreningen har i supplerende brev opretholdt ansøgningen, forudsat at støtte kan ydes som et tilskud på 250.000 kr.

Som for a/b Nørrebros vedkommende indstiller forvaltningen herefter, at der ydes støtte som tilskud med 250.000 kr.

 

Boligejerforeningen Ellebjerg (Haydnsvej 9-25/Stubmøllevej)

Foreningen søger om støtte på 300.000 kr. i forbindelse med gennemførelse af projekt til forskønnelse/forgrønnelse af Haydnsvej, beliggende i kvarterløftområde Kgs. Enghave. Fra Statens Kvarterløftsekretariat er der modtaget tilsagn om støtte med op til 150.000 kr. forudsat en "matchende" kommunal medfinansiering, ligesom boligejerforeningen herudover selv finansierer den resterende del af udgifterne. Projektet, der anbefales af Kongens Enghave bydel, skal dels lukke Haydnsvej for gennemkørsel, dels skabe et tiltrængt grønt miljø i området.

På baggrund af de tilsagte midler fra anden side indstiller forvaltningen, at der efter nærmere gennemgang af projektet kan ydes støtte med op til 150.000 kr. som tilskud, dog betinget af foran nævnte støtte fra staten og medfinansiering fra foreningen.

 

A/B Valbyhus (Mosedalvej/Valby Langgade)

Foreningen søger om støtte til renovering af baghus til fælles brug for foreningens medlemmer. Foreningen omfatter 20 andelslejligheder, 2 udlejningslejligheder og 5 butikker (uoplyst om disse er på andelsbasis).

Foreningen har tidligere arbejdet på – og fået byggetilladelse til – et projekt med ombygning af baghuset til to lejligheder (1. og 2. sal) og fælleslokale i stueetagen, men prisen herved på 2,5 mio. kr. måtte betragtes som et minimum i betragtning af ejendommens tilstand, og forslaget blev nedstemt på en generalforsamling bl.a. på grund af de hermed forbundne huslejestigninger for den enkelte andelshaver.

Foreningen forestiller sig herefter, at hele baghuset fremover anvendes som fælleslokaler, og at istandsættelse også skal ske ved andelshavernes indsats, men uanset dette vil udgifterne nok alligevel løbe op i 2-3 mio. kr.

I første omgang søges om støtte til fornyelse af tag og reparation af murværk, der i øvrigt ikke er nærmere prissat, og foreningen kan i den forbindelse afse ca. 50.000 kr.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 255, hvor der på længere sigt arbejdes mod en samlet "randbebyggelse".

Henset til, at der – selvom der nu kun ydes et mindre tilskud – nok uundgåeligt vil komme yderligere ansøgninger om tilskud, og til at lokalplanen sigter mod en samlet løsning i området, hvori indgår, at bagbygningen fjernes, indstilles det, at der meddeles afslag på ansøgningen.

 

A/B Nøjsomhedvej 5 og A/B Nøjsomhedsvej 7

Foreningerne søger om tilskud til etablering af fælles tagterrasse for de 25 lejligheder i ejendommene. Til ejendommene hører et nordvendt fælles gårdrum på knap 200 m². Principiel byggetilladelse foreligger.

Af udtalelse fra foreningernes arkitekt fremgår, at de 85 m² terrasse vil koste ca. 1.150.000 kr. inkl. moms. (svarende til en låneydelse på knap 4.000 kr. årlig pr. lejlighed).

Der er tale om en atypisk form for fælles beboerfaciliteter, der ikke indgik i forvaltningens overvejelser ved fastlæggelse af kriterier i den af udvalget i mødet den 29. september 1999 tiltrådte indstilling. Henset til udgifternes størrelse i forhold til beholdningen af tilskudsdeklarationsmidler og den usikkerhed, der er forbundet med de endelige udgifter, samt den præcedens tildeling af støtte ville skabe, indstilles det, at der meddeles afslag på ansøgningen.

 

BILAG VEDLAGT

Oversigt over Plandirektoratets behandling af 19 modtagne ansøgninger efter annoncering i dagspressen i august 2000.

 

 

Jens Ole Nielsen

 

 

Til top