Kvarterløftprojekter i Kongens Enghave
Kvarterløftprojekter i Kongens Enghave
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. december 2000
Sager til beslutning
15. Kvarterløftprojekter i Kongens Enghave
BTU 571/2000 J.nr. 621.0006/98
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at Bygge- og Teknikforvaltningen bemyndiges til at meddele bindende tilsagn til bygningsfornyelse efter byfornyelseslovens kap. 3, § 11, stk. 5, af ejendommen Johan Kellers Vej 1-3, Bavnehøj Allé 1-5, Enghavevej 152-166 og Hans Olriks Vej 2-6 i forhold til 40 mio. kr. inden for den i 2000 af By- og Boligministeriet til Kvarterløft Kongens Enghave tildelte særlige bevillingsramme
RESUME
Forvaltningen foreslår, efter indstilling fra Kongens Enghave Bydel, at der tildeles en ejendom beliggende Johan Kellers Vej 1-3, Bavnehøj Allé 1-5, Enghavevej 152-166 og Hans Olriks Vej 2-6 støtte efter byfornyelseslovens § 11, stk. 5, i forhold til 40 mio. kr. af den for 2000 afsatte særlige ramme til bygningsfornyelse i kvarterløftområdet Kongens Enghave på 40% af 129 mio. kr.
SAGSBESKRIVELSE
I mødet den 10. december 1998 bemyndigede Borgerrepræsentationen Bygge- og Teknikudvalget til, inden for de af By- og Boligministeriet afsatte rammer i årene 1999, 2000 og 2001 på 129,0 mio. kr. fordelt med henholdsvis 40%, 40% og 20%, at træffe beslutning om gennemførelse af individuel bygningsfornyelse efter byfornyelseslovens kap. 3, § 11, stk. 5, samt heraf maksimalt 15 mio. kr. til friarealforbedring i Kongens Enghave kvarteret.
Kongens Enghave Bydel har ved skrivelse af 15. november 2000 indstillet, at ejendommen, hvis beliggenhed fremgår af bilag A, tildeles støtte i forhold til 40 mio. kr., der vil muliggøre, at 16 små lejligheder på 52 eller 54 m2 sammenlægges til 8 større lejligheder samt udvidelse af 20 boliger ved inddragelse af loftareal. Derudover omfatter projektet en renovering af taget, udskiftning af samtlige faldstammer og etablering af badeværelser i 10 boliger, der ikke sammenlægges. Renovering af taget og udskiftning af faldstammer er budgetteret til ca. 10 mio. kr.
Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger
Ejendommen er opført i 1929. Den er tidligere ejet af TOR og blev overtaget af beboerne på andelsbasis i 1998. Ejendommen udgør en hel karré med randbebyggelse i 5½ etage. I bydelsatlas for Kongens Enghave er ejendommen angivet med "høj bevaringsværdi".
Denne ejendom er udpeget, bl.a. fordi ingen af lejlighederne har bad, og idet ca. 3/4 af de 199 boliger er 2 rums-boliger på mellem 52 og 54 m2.
Andelsboligforeningens samlede etageareal udgør 14.031 m2 fordelt på 118 andelsboliger og 81 lejeboliger. Den samlede udgift udgør 40 mio. kr., så prisen pr. m2 udgør ca. 2.851 kr. for hele projektet.
I byfornyelseslovens § 9, stk. 4, er anført, at kommunalbestyrelsen kun kan træffe beslutning om bygningsfornyelse, såfremt de samlede udgifter til ombygning og istandsættelse for den enkelte bygning overstiger 1.000 kr. pr. m2 istandsat areal, hvilket overholdes i denne sag.
I byfornyelseslovens § 23, stk. 4, er anført, at ejeren i forbindelse med opfordringen skal have oplysning om, hvorvidt kommunalbestyrelsen vil optage forhandling af støtteafkald i medfør af byfornyelseslovens § 57. Hertil bemærkes, at forvaltningen ikke agter at optage en sådan forhandling om den støtteberettigede udgift, idet forhandlingsmulighederne anses for udtømt, ved at bevillingen er maksimeret til 40 mio. kr. Derimod kan der forhandles om fordeling af støtten mellem tab og værdiforøgende udgifter.
Der har – inkl. den heromhandlede sag – været forelagt indstillinger for Bygge- og Teknikudvalget på i alt 91.737.000 kr. til projekter i kvarterløft Kongens Enghave.
Økonomi
Gennemførelsen af bygningsfornyelsesopgaven skønnes at give en belastning på den kommunale økonomi på følgende områder:
Ved udlejede enheder, eller hvor udgiften er over 40.000 kr. pr. lejlighed, finansieres tabet med tabslån med ydelsesbidrag.
Ydelsesbidraget til tabslånene afholdes at staten, og kommunen refunderer staten 50%.
Et tabslån er for tiden et kontantlån baseret på konvertible nominalobligationer i den åbne serie, der har den laveste effektive rente. Løbetiden er maksimeret til 30 år. (Lånetypen er i øjeblikket sædvanlig ved ejerskifte i ejerboliger).
Hvis det antages, at en udgift på 20 mio. kr. bliver tabsgivende og finansieres med lån, vil den løbende støtte være 1.567.000 kr. årligt i 30 år, hvoraf kommunen skal afholde halvdelen, eller 783.500 kr. årligt.
Der er dog fremsat et lovforslag om ændring af finansieringen, således at tab uanset størrelse skal betales kontant.
Såfremt dette lovforslag gennemføres, vil den kommunale nettoudgift være 10 mio. kr. en gang for alle.
Gennemførelsen af den heromhandlede sag og de øvrige byfornyelsessager efter de foreslåede nye regler forudsætter dog, at Plandirektoratets nettobudget for 2001 og frem øges med 250 mio. kr. årligt.
Kassemæssig dækning anvises af det på budgettet 2001 og følgende år for Bygge- og Teknikudvalget, under 44010 Plandirektoratet, konto 0.15.3 til Byfornyelse og boligforbedring optagne rådighedsbeløb.
Budgetansvarlig institution: 44010 Plandirektoratet.
BILAG VEDLAGT
A. Kortbilag visende ejendommens beliggenhed
Jens Ole Nielsen