Mødedato: 06.10.2004, kl. 14:00

Analyse af udviklingsmuligheder i Rådgivende Ingeniører & Arkitekter

Analyse af udviklingsmuligheder i Rådgivende Ingeniører & Arkitekter

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. oktober 2004

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Analyse af udviklingsmuligheder i Rådgivende Ingeniører & Arkitekter

 

BTU 470/2004  J.nr. 800.0001/04

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller,

at Bygge- og Teknikudvalget drøfter analyserapporten og godkender, at den sendes i høring i SU-systemet med henblik på fornyet drøftelse i Bygge- og Teknikudvalget, når høringssvar er modtaget.

 

 

RESUME

Rambøll Management har for Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejdet en anal yse af fremtidige udviklingsmuligheder for RIA. Baggrunden herfor er et af RIA indmeldt forventet underskud på 6-7 mio. kr. i 2004 samt et generelt faldende omsætningsniveau.

Analyserapporten er udarbejdet i et forløb hvor en styregruppe bestående af ledelsesrepræsentanter for RIA og BTF, samt en følgegruppe, hvor styregruppen suppleret med tillidsrepræsentanter fra RIA har fulgt analysearbejdet. RIA har i øvrigt deltaget aktivt og konstruktivt i forløbet. Analysens resultater er gennemgået ved et medarbejdermøde i RIA den 30. september.

BTU har på mødet den 29. september fået gennemgået analysens resultater og udleveret analyserapporten.

Analysen konstaterer, at der i 2004 forventes et markant fald i omsætningen på ca. 20 % i forhold til 2003, hvor der var balance i årsresultatet i forhold til overskudskravet på 1,5 mio. kr., og beskriver RIAs situation i markedet på baggrund af benchmarking med sammenlignelige virksomheder. På baggrund heraf gennemgås 4 scenarier for udvikling af RIA.

Scenario 1: Fortsat optimering af RIA

Scenario 2: Strategisk turn around

Scenario 3: Lukning
Scenario 4: Salg af RIA

 

Rambøll Management vurderer at scenario 1 indebærer et løbende underskud på i størrelsesordenen 2-4,5 mio. kr. om året baseret på en stabilisering efter 3 år på et omsætningsniveau på 85 % af 2004 niveauet, altså et yderligere fald. At det er meget følsomt for svigt i omsætningsniveauet, er problematisk for fastholdelse og udvikling af gode medarbejdere. Samlet set kan Rambøll Management ikke anbefale scenariet.

Rambøll Management vurderer at scenario 2 (strategisk turn around) vil kunne udvikle RIA til en effektiv virksomhed under bestemte forudsætninger. Dels forudsættes en villighed til at acceptere et større underskud i en 4-5 års periode som led i en omstilling af RIA, hvorefter det forventes at der vil være overskud. Det akkumulerede underskud over 4 år er skønnet til ca. 17 mio. kr., inkl. afledte kommunale effekter. Dels forudsættes at et omsætningsniveau på ca. 80 % af 2004 niveauet kan realiseres. Scenariet indebærer en netto personalereduktion på ca. 33 %, men også en naturlig afgang, der skaber mulighed for ansættelse af hvad Rambøll vurderer som nødvendige kompetencer. Opfyldes alle betingelser i dette scenario vil nutidsværdien over hele den betragtede periode kunne blive positiv, men det er meget følsomt overfor de nævnte forhold og indebærer således også risiko for en væsentlig negativ værdi.

Rambøll Management vurderer at scenario 3 (lukning af RIA) kan gennemføres med variation af afviklingsomkostninger afhængig af hvilken omsætning RIA kan opretholde i afviklingsperioden.

Scenariet er belyst med forskellige omsætningsprocenter og forudsætter at der kan genplaceres 15 medarbejdere andre steder i Københavns Kommune. Scenariet indebærer en personalereduktion på ca. 80 % og er således behæftet med væsentlige engangsudgifter i størrelsesordenen 40-50 mio. kr.

 

Rambøll Management vurderer ikke at scenario 4 (salg af RIA) er realistisk på nuværende tidspunkt.

 

I forbindelse med Bygge- og Teknikudvalgets drøftelse henleder BTF opmærksomheden på følgende:

1.      RIAs meget store afhængighed af Københavns kommune som kunde. Som følge af kommunalfuldmagten er RIAs omsætning helt afhængig af, hvorvidt fagudvalg og fagforvaltninger vælger at anvende RIA.

2.      Scenario1 og 2s store følsomhed overfor blot små ændringer i omsætningsniveauerne. Et fald på yderligere 2-3 %-point i den forudsatte omsætning i scenario 2 vil ændre den positive udvikling i scenariet til et underskudsscenario. Ligesom et svigt i den forudsatte stigning i den omsætningen pr medarbejder vil ændre scenarierne markant i negativ retning. Klare mål og milepæle for en evt. fortsættelse af RIA vil derfor være afgørende.

3.      Sammenhængen til den ejendomsenhed der er under etablering. Såvel scenarier 1 som 2 forudsætter, at ejendomsenheden positivt vælger at anvende RIA. Således er ca. 50-60 % af RIAs forudsatte omsætning i disse scenarier baseret på opgaver fra ejendomsenheden.

4.      Risikoen for – ved afvikling af RIA – at fagforvaltninger og ejendomsenhed kan komme til at mangle kompetencer, der i dag findes i RIA. Samt risikoen for at igangværende projekter bliver nødlidende i en afviklingsperiode.

5.      Den meget alvorlige situation for medarbejdere og ledelse i RIA, der kalder på en hurtig afklaring af den fremtidige udvikling.


SAGSBESKRIVELSE

Se resume.

 

Økonomi

Belyses i rapporten fra Rambøll management

 

Miljøvurdering

-

 

Høring

Rapporten anbefales sendt i høring i SU-systemet med henblik på fornyet drøftelse i Bygge- og Teknikudvalget når høringssvar er modtaget.

 

BILAG VEDLAGT

Rapporten fra Rambøll Management "Analyse af RIAs udviklingsmuligheder" er udleveret på Bygge- og Teknikudvalgets møde d. 29. september 2004.

 

 

 

Mette Lis Andersen


 


Til top