Mødedato: 06.06.2001, kl. 14:00

Miljøtrafikugen 2001

Miljøtrafikugen 2001

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. juni 2001

 

 

Sager til beslutning

 

6. Miljøtrafikugen 2001

 

BTU 301/2001 J.nr. 0616.0010/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der til afvikling af Miljøtrafikugen gives en kapitalbevilling på 1,0 mio. kr. til etablering af fysiske foranstaltninger, der falder inden for de givne rammer for Miljøtrafikugen (konto 2.22.3)

at der i Miljøtrafikugen ydes støtte til at etablere midlertidige cykelbaner på Enghavevej mellem Sønder Boulevard og Vesterbrogade

at der i Miljøtrafikugen ydes støtte til med en midterhelle at indsnævre Hillerødgade mellem Grøndalsvænge Allé og Grøndalskirken

at der i Miljøtrafikugen ikke kan ydes støtte til at indsnævre P. Knudsens Gade til ét kørespor i hver retning

at der i Miljøtrafikugen ikke kan ydes støtte til at afspærre et stykke af Østerbrogade ud for Gunnar Nu Hansens Plads eller Skt. Jakobs Plads den 22. og 23 september 2001

at der i Miljøtrafikugen ikke kan ydes støtte til at ensrette Amagerbrogade i sydgående retning mellem Holmbladsgade og Englandsvej

at forvaltningen for Bygge- og Teknikudvalget forelægger en indstilling om den praktiske afvikling af en bilfri Indre By inden for Voldgaderne den 22. og 23. september i forlængelse af Borgerrepræsentationens beslutning

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget samt Økonomiudvalget tiltrådte på møderne hhv. den 21. februar 2001, den 5. februar 2001 og den 13. marts 2001 indstillingen, om at Københavns Kommune igen i 2001 deltager i Miljøtrafikugen - uge 38 - og den europæiske trafikdag den 22. september 2001. Samtidig godkendtes de planlagte indsatsområder i Miljøtrafikugen i København.

Der er afsat en økonomisk ramme på 1,9 mio.kr. til afviklingen af Miljøtrafikugen i København, som, ud over Bygge- og Teknikudvalgets bidrag til fysiske foranstaltninger på 1,0 mio.kr. afsat på Vej & Parks investeringsplan, består af 0,5 mio.kr. fra Miljø- og Forsyningsudvalget til aktiviteter i ugen og 0,4 mio.kr. fra Økonomiudvalget til kommunens kampagne.

Der er nedsat en styregruppe bestående af repræsentanter fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen samt Økonomiforvaltningen. Styregruppen skal sikre gennemførelsen af Miljøtrafikugen, herunder udpege, hvilke projekter der kan ydes støtte til. Projekter, som omhandler større trafikomlægninger og gadelukninger, og som er økonomisk omkostningstunge, forelægges Bygge- og Teknikudvalget til godkendelse.

Borgerrepræsentationen vedtog endvidere på sit møde den 17. maj 2001, at der skal afholdes to bilfrie dage i Indre By inden for Voldgaderne lørdag den 22. september og søndag den 23. september, og de tre forvaltninger skal afsætte yderligere midler til afviklingen af dette. Projektet er ved et groft overslag vurderet til at beløbe sig til 750.000 kr. Dette beløb er ikke indeholdt i de ovennævnte 1,9 mio. kr.

Styregruppen har ligeledes til opgave at sikre gennemførelsen af projektet bilfrie dage i Indre By, og Bygge- og Teknikudvalget forelægges i august en endelig plan for gennemførelsen.

De fysiske foranstaltninger i Miljøtrafikugen initieres af lokale kræfter, der vil sætte fokus på at demonstrere og debattere, hvordan vi løser vores transportbehov under større hensyntagen til miljøet, byen, vores sundhed og livskvalitet. Der er ud over projektet i Indre By (også omfattende Christianshavn) indkommet 12 ansøgninger. Det konkrete indhold og en vurdering af de indkomne forslag er beskrevet i et bilag.

Styregruppen har vurderet, at fem af forslagene har en karakter og et omfang, der nødvendiggør Bygge- og Teknikudvalgets stillingtagen. Det drejer sig om, at Vesterbro Lokalråd m.fl. ønsker støtte til at etablere cykelbaner på Enghavevej, Grøndal lokalråd ønsker støtte til at nedsætte hastigheden på en del af Hillerødgade ved at indsnævre denne til ét kørespor, Kongens Enghaves lokale Agenda 21 gruppe ønsker støtte til at indsnævre P. Knudsens Gade til ét spor i hver retning, Indre Østerbro Bydel ønsker at afspærre Østerbrogade på et stykke den 22. og 23. september 2001, og endelig ønsker Sundby Lokalråd støtte til at ensrette Amagerbrogade i sydgående retning.

 

SAGSBESKRIVELSE

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Vesterbro

Vesterbro Lokalråd og Grøn Guide Vesterbro ønsker i samarbejde med skolerne at sætte fokus på sikker skolevej og cykeltrafik. Således er ønsket, at der i Miljøtrafikugen etableres cykelbaner på Enghavevej fra Sønder Boulevard til Vesterbrogade.

Vej & Park har tidligere udarbejdet et projektforslag for cykelstier på Enghavevej, som imidlertid endnu ikke er blevet gennemført. Derfor vurderer Vej & Park og Københavns Politi, at det er relevant at afprøve projektet i Miljøtrafikugen.

 

Grøndal

Grøndal lokalråd ønsker støtte til et hastighedsdæmpende forsøg på Hillerødgade mellem Grøndalsvænges Allé og Grøndalskirken, da der køres med høj fart på denne strækning. Hillerødgade opdeler en stor sammenhængende bebyggelse i to dele, og der er mange fodgængere, som krydser vejen. Således er ønsket at etablere en midterhelle på hele strækningen, hvorved vejen indsnævres til ét kørespor i hver retning.

Vej & Park og Københavns Politi finder projektet relevant, da der er observeret store hastighedsoverskridelser her. Samtidig skal projektet ses i lyset af en tidligere politisk beslutning om, at der skal arbejdes for at opnå miljøforbedringer på bl.a. Hillerødgade.

Som evaluering af forsøget ønskes hastigheden målt før Miljøtrafikugen og under forsøget. Samtidig er lokalrådets idé at markere forsøget med forskellige opmærksomhedsskabende aktiviteter i området.

 

Kongens Enghave

Kongens Enghave lokal Agenda 21 ønsker at sætte fokus på bydelens problemer med den store mængde gennemkørende trafik på P. Knudsens Gade og samtidig gøre opmærksom på alternativet for biltrafik til Københavns centrum - Amager- og Centrumforbindelsen. Derfor har gruppen søgt om støtte til at indsnævre P. Knudsens Gade til ét kørespor i hver retning. Gruppen har, ud over til forvaltningen, rettet henvendelse til Bygge- og Teknikudvalget vedrørende projektet. Henvendelsen er vedlagt som bilag.

Vej & Park og Københavns Politi vurderer, at et sådan indgreb i Ringvejssystemet vil skabe store trafikafviklingsmæssige problemer, som er uacceptable i en hel uge. Alternativt kunne projektet evt. udføres lørdag den 22. september, men umiddelbart vurderes projektet relativt dyrt at etablere. Derudover skal det tages i betragtning, at det er valgt at gøre Indre By bilfri i to dage i Miljøtrafikugen, og det vurderes hensigtsmæssigt i første omgang at koncentrere indsatsen i Indre By, bl.a. grundet en nødvendig øget politiindsats her.

 

Indre Østerbro

Indre Østerbro Bydel har følgende ønsker til projekter i Miljøtrafikugen:

Bydelsrådet ønsker i lighed med Indre By at markere den europæiske trafikdag ved at friholde Østerbrogade eller en del af den for biltrafik, eksempelvis ved Skt. Jakobs Plads eller Gunnar Nu Hansens Plads. Formålet er dels at skabe attraktive byrum uden forurenende trafik, dels at skabe muligheder for et socialt udendørsliv i rene omgivelser, dels at engagere borgerne i trafikdebatten.

Vej & Park og Københavns Politi vurderer, at en afspærring af Østerbrogade ikke vurderes at være fremadrettet. Østerbrogade er en af de centrale indfaldsveje til København, og den megen gennemkørende trafik vurderes at ville skabe problemer på de veje, der i givet fald skal aflaste Østerbrogade. Derudover skal det endnu engang understreges, at det vurderes mest hensigtsmæssigt i første omgang at koncentrere indsatsen i Indre By, bl.a. grundet en nødvendig øget politiindsats her.

 

Økonomi

De samlede omkostninger til etablering af fysiske foranstaltninger i Miljøtrafikugen forventes at beløbe sig til 1 mio. kr., fordelt på de forskellige lokale projekter (ekskl. etablering af en bilfrit Indre By).

 

BILAG VEDLAGT

  • Oversigt over og vurdering af projekter i Miljøtrafikugen 2001
  • Henvendelse til Bygge- og Teknikudvalget fra Kongens Enghave lokale Agenda 21 vedrørende Miljøtrafikugen i Kongens Enghave

 

Ole Bach

 

 

Til top