Mødedato: 06.06.2001, kl. 14:00

Ophængning af kunstværker på Assistens Kirkegårds mur ud mod Nørrebrogade

Ophængning af kunstværker på Assistens Kirkegårds mur ud mod Nørrebrogade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. juni 2001

 

 

Sager til beslutning

 

5. Ophængning af kunstværker på Assistens Kirkegårds mur ud mod Nørrebrogade

 

BTU 281/2001 J.nr. 2311.0012/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at projektet "København Fri Vind" v/Morten Jørgensen gives tilladelse til ophængning af et antal kunstværker på Assistens Kirkegårds mur ud mod Nørrebrogade i en periode på to måneder fra 14. august 2001

 

RESUME

Formålet med projektet er et ønske om "at formidle kunsten i uprøvede grænsefelter", "berige og forskønne København visuelt og kulturelt" samt at "virke som præventiv mod al den hærværk vi ser i Københavns gader".

Kunstværkerne vil være trykt på store plakater, og projektlederen anfører, at der ikke vil være kunstværker som i forhold til ophængsstedets karakter vil være stødende, men gerne debatskabende.

Projektet anføres at være uafhængigt af kommercielle interesser.

Projektet medfører ingen udgifter for Københavns Kommune.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Københavns Kirkegårde har fra "København Fri Vind " v/ projektleder Morten Jørgensen modtaget en ansøgning om at måtte benytte Assistens Kirkegårds mur ud mod Nørrebrogade til ophængning af billedkunst, fotokunst og grafisk kunst overført til plakater i en periode på tre måneder fra 14. august 2001. Udvælgelsen af kunstværkerne foretages af projektlederen og et ikke navngivet dommerpanel.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

"København Fri Vind" ønsker at være et "udendørs kunsthus, d.v.s. udstilling af kunstnere på gader og stræder i Københavns city og broerne". Endvidere anføres det som formål at "styrke/opbygge kulturbroer mellem danske og etniske grupper i Danmark".

Det er et dagligt fænomen, at der males graffiti på Assistens Kirkegårds nørrebrogademur. Såfremt udstillingen kan skabe en pause i denne forurening kunne man håbe på en graffitifri periode også efter udstillingens nedtagning.

Københavns Kirkegårde skønner, at ophængningstiden bør begrænses til to måneder, således at udstillingen ikke efter en tid vil blive opfattet som et permanent fænomen.

 

Økonomi

Projektets finansiering er ikke beskrevet i ansøgningen, men skal ikke medføre udgifter for Københavns Kommune. Københavns Kirkegårde vil i aftalen med projektlederen sikre, at muren ikke lider skade ved ophængningen af billeder og at der stilles et depositum til udførelse af eventuelle reparationer uden udgift for Kommunen.

 

Høring

Hverken Københavns politi eller Indre Nørrebro Bydel har betænkeligheder ved projektet. Hverken Nørrebro Nærpoliti eller Indre Nørrebro Bydel finder, at der vil opstå konflikter i forhold til lørdagsloppemarkedet på fortovet langs Assistens Kirkegårds mur mod Nørrebrogade.

 

Andre konsekvenser

Såfremt projektet måtte give anledning til positiv omtale, kan andre ansøgninger måske ventes.

 

BILAG VEDLAGT

  • Ansøgning og projektbeskrivelse

 

 

Flemming Tschuriloff

 

 

Til top